– Af Satsvarupa Dasa Gosvami –

I anledning af ISKCON’s 50-års jubilæum bringes løbende i hele 2016 en meditation over Srila Prabhupada af Satsvarupa Maharaja. Her giver han nogle glimt fra efteråret 1966.

Dyk ned i kirtana med Swamiji

Swamiji siger: ”Lad os have kirtana,” og han begynder at slå på trommen. Han synger først solo i nogle minutter. Han starter med at synge “vande’ham” og bygger op. Vi bliver en lille smule nervøse og håber, at gæsterne ikke går. Hvis bare de kan vente, vil alt være alletiders. Men selv hvis de ikke kan lide det, er det allerede fantastisk. Omsider begynder Swamiji at synge Hare Krishna-mantraet. Vi kigger op på ham og synger tilbage: “Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.”

Lokalet er fyldt med kirtana uden energi tilbage til noget som helst andet. De fleste af gæsterne synger. Ved at give sig selv til sangen bliver man ude af sig selv. Swamiji fortæller, at dette er kosmisk bevidsthed. Man kan gøre det uden at tage stoffer. Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Vi synger, og derefter synger Swamiji. Hans hoved bevæger sig svagt fra side til side. Han har meget fine fingernegle og neglebånd som halvmåner. Man kan se alt dette, mens han spiller, og hans hænder og fingre bearbejder trommen, mens han synger.

Efter kirtanaen er der en pause, før han begynder at tale. Imens folk falder til ro, åbner han bogen og begynder. Nogle går, fordi de ikke vil høre filosofien. Stemningen skifter til intellektuel filosofi, diskussion, åndelig viden. Swamiji forklarer, at sangen er Krishna, og Krishna er Guddommens Højeste Personlighed. Det beskrives alt sammen i Bhagavad-gita. Imens han taler, bliver alting klart og defineret: Sri Krishna er den Højeste Person ifølge de tidligere acaryaer. “Krishna”, “Vrindavana”, “Goloka”, “Bhagavad-gita” – alting bliver forklaret.

Jeg lyttede trofast og troede på det, han sagde. Jeg accepterede argumenterne og forsøgte at fatte filosofien og sproget, selv om jeg somme tider ikke opfangede de finere pointer.

Krishna-bevidsthed var en substantiel viden, som kun kunne fås gennem hengivenhed. Der var glimt af, at man faktisk kunne opnå ren bhakti og leve i al evighed med Herren Krishna. Swamien forklarede ting, som ingen anden talte om – livet er fyldt med problemer og lidelser, som ingen kan løse: fødsel, død, sygdom og alderdom. Atmaen er fri, og vi dør ikke. Vi tog det til os og accepterede det, han sagde. Jeg kunne ikke direkte opleve meget af det, men når han sagde: ”Det er sådan en dejlig ting,” respekterede vi alle, at han var i en ophøjet bevidsthed langt over os. Han var en selvrealiseret sjæl. Han var fantastisk, fordi han havde så megen hengivenhed og erkendelse af Krishna. Det var forskellen imellem os.

Frokost med Swamien: spis mere!

Swamiji ser tynd ud, men han er glad. Panca-tattva står på det samme bord. Fyrene er lurvede. Er det Brahmananda med maven? Er det Acyu-tananda med det lange hår? Hvem er fyren med ankertatoveringen? Jeg ved det ikke. Vi spekulerer på, hvem der vil komme til frokost. Hvem vil servere chapatierne? Nogle piger ville der også være – det var sådan, det var. Swamiji sad altid i midten og glødede som kilden og indbydelsen til vores åndelige liv.

Kan jeg fastholde i mit sind de virkelige dufte, der dampede fra gryderne? Jeg kan kun tegne nogle få linier for at antyde dampen. Ikke desto mindre kan jeg faktisk videregive duften af vores glæde ved at spise den varme ris og de fint krydrede chapatier. Vi havde aldrig nogensinde forestillet os en sådan mad, sådanne chapatier fra Indien.

”Spis mere,” opfordrer Prabhupada. ”Tag en portion til og endnu en.”

Folk går med tilaka på dette billede, og nogle har røde perlekæder. Vi spiser med vores højre hænder (og ingen skeer).

Vi spiser stadigvæk Krishna-prasadam. Nu ved vi selvfølgelig, at vi ikke bør spise så meget. Men dengang var en frigjort tid. Det var bedre at spise denne mad end at spise klumper af synd – mad, der ikke var ofret til Krishna, ikke-vegetarisk mad, snavset mad, junkfood. Dette var mad til ånden. Prabhupada havde ofret den til Herren Caitanya. Man kan se Hans glødende lotusfødder på dette billede.

Frokost med Swamiji var klokken et. Han lavede mad i sit lille tekøkken. Senere lavede hans drenge mad. En halv snes eller flere af os ville komme. Først sad vi i hans værelse sammen med ham, men efter at middagsmåltidet tiltrak flere folk, spiste vi frokost nedenunder, og Swamiji kom ikke ned. Det var noget helt særligt at sidde i hans værelse med ham i den første tid og spise frokost. Værelset blev varmet op af prasadaen og varmen fra det tilstødende tekøkken, der havde mærker efter den nylige eksplosion af en varm krydderiblanding, der mødtes med varmt metal. Værelset blev i særdeleshed varmet op af Swamien og hans ”spis mere!”

Japa-lektion

Swamiji plejede at sidde med os om morgenen og sige ”Chant én runde.” Så ville han give os en japa-lektion. Sådan var det at være sammen med ham. I ledige øjeblikke, når han ikke gav lektioner, ville han blot sidde sammen med os, læne over sit bord og give os lov til at komme til ham for at lære kunsten at chante.

Vi havde ikke japa-poser dengang, og når vi reciterede sammen, tog Swamiji sin kæde ud af sin pose og holdt den i sine hænder. Vi hang vores kæder rundt om halsen, når vi reciterede. Vi bar dem også ude på gaden. Disse røde kæder blev kendetegnet på Hare Krishna-chanterne.

I sine lektioner bad han indtrængende publikum om at recitere Hare Krishna. Han lovede fred og velstand, og han garanterede os, at det ikke kostede noget. Han tiggede os om at recitere det hellige navn, fordi Krishna er ikke-forskellig fra Sit navn. Han fortalte os, at vi kunne recitere det hvor som helst – på fabrikken, i toget, i helvede. Hvordan kunne vi have reciteret uden Swamijis japa-lektioner? Han var glad for at give dem til os. Mere end noget andet ville han have os til at recitere Hare Krishna. Det var sådan, han håbede at tilfredsstille sin guru og alle acaryaerne. Det var nødt til at begynde med, at vi skulle praktisere sadhana.

Et blik på Tompkins Square Park

Forsøg at forestille dig panoramaet af harinamaen i Tompkins Square Park: glade, simple ansigter. Ekstase. En sort mand spiller en båndoptager. Piger med mørke briller. Folk, der danser på deres egen måde. Hengivne, der danser Swami-step.

Swamiji elskede den måde, som de unge amerikanere tog sangen til sig på. Han sagde: ”I amerikanere er i stand til at tage en god ting til jer.” Det var vores uskyld, vores villighed til at prøve noget nyt på trods af alle farer. Når vi brugte denne tilbøjelighed i Krishna-bevidsthed, blev den værdifuld. Vi var ligeglade med, at vores konservative naboer så mistænksomt på os. Swamien var en god ting. Hvorfor var der ingen i Straight Square Authority, der var med på den med Swamien? Vi havde bare lyst til at spille musikken.

Han accepterede os på den måde, vi var: rå ungdom, flirtende ansigter, dansende kroppe, de fleste af os stående, mens han sad, lyden fra hans tromme, der ledsagede vores bevægelser. Han var ikke fortabt i havet af amerikansk ungdom. Det var ikke sådan, at han begyndte at synge, og senere tog andre over og spillede rocknroll. Det begyndte og endte med, at han var herre over situationen og forherligede Krishna.

Disse billeder står ved deres egen kraft, barnlige som de er i deres glæde og enkelhed. Imens jeg beskriver dem, forsøger jeg at komme tilbage fra min komplicerede nutid, min 77 år gamle krop og sind, igennem alting, som institutionen har været igennem, alting, jeg har set, gjort, erkendt og tænkt, for at huske denne enkle glæde. Hin dage var ikke falske eller sentimentale. Vi sang virkelig og dansede i parken og fandt, som New York Times berettede det, ekstaser på disse lange, varme oktobereftermiddage. Det regnede aldrig på os, mens vi omdelte løbesedler med “Stay High Forever”.