– Af Satsvarupa Dasa Goswami –
I anledning af ISKCON’s 50-års jubilæum skriver Satsvarupa Dasa Gosvami hver dag en meditation over Srila Prabhupada. Her følger nogle af hans meditationer fra maj 1966, hvor hans tanker går tilbage til den første tid i butikslokalet på 26, 2nd Avenue, der blev ISKCON’s første tempel.
Den 23. maj 1966: En første smag af ekstase
I begyndelsen var jeg ikke helt overvældet af Swamiens Bhagavad-gita-klasser, men snart overtog de mit liv. Når jeg ikke var der, tænkte jeg på dem, sang Hare Krishna og forsøgte at læse hans bog. Andre ting begyndte at miste deres betydning. At tage hen til butikslokalet var ligesom at blive draget af en magnet. I begyndelsen gjorde jeg somme tider andre ting. En aften efter en herlig stund i butikken med recitation og sang og fordybelse i Swamiens atmosfære gik jeg derfra og fik mig en pizza og en cola og syntes, at det var også herligt. Det var ligesom en del af den samme ting, at få sig en pizza og en cola i et frisk puertoricansk kvarter, at sluge en pizza på en sommeraften og tænke: “Krishna! Krishna og alting!”
Jeg forstod ikke det hele, fordi jeg ikke kendte til regler og reguleringer. Det var ikke ligesom nu om dage (hvis jeg gjorde noget sådant på senere stadier i mit kendskab til Prabhupada, ville jeg tænke: ”Du godeste, jeg var netop i templet, og nu er jeg i maya.”). I begyndelsen havde vi ingen anelse om, hvad der var rigtigt og forkert. Det var bare dejligt at synge Hare Krishna. Jo mere jeg var sammen med Swamiji, desto mere fik det mig til at tænke på alle de ting, jeg havde gjort, før jeg mødte ham, såsom at spise pizza og spille en jazzplade. Lidt efter lidt gav Swamiji udtryk for, at alle disse ting skulle erstattes med noget andet. Nej, jeg burde ikke spise pizza, jeg burde ikke drikke cola, jeg burde ikke lytte til jazz. Jeg burde ikke engang lytte til Ravi Shankar. De ting var sansenydelse. Hvis jeg skulle elske Krishna, kunne jeg ikke have nogen sansenydelse. Der var rigtige måder at gøre tingene på. Vi tog uskyldigt hans instruktioner til os. Vi ønskede at følge det, han sagde: ”Fint, ingen sansetilfredsstillelse.”
Den 24. maj 1966: Den Krishna’iserede butik
Swamiji er en dristig optrædende. Han er dygtig til at skabe spænding. Hans fremmedhed er karismatisk – hans gyldne hudfarve, hans gule tilaka, hans skinnende tænder, læber og øjnene, hans fine fingre. Intet prangende. Vores tiltrækning er naturlig. Han er ligefrem og alligevel tindrende. Hans udstyr: et lommeur, der ligger, så han kan se, hvad klokken er, når han taler; et glas vand (for han begynder normalt at hoste); vasken i nærheden, hvor han smider æbleskrog over ved aftenens afslutning; den lydløse båndoptager, der kører fra spole til spole; hans dhoti og khadi cadar viklet rundt omkring hans skuldre. Han giver nogle enkelte befalinger til sine tilhængere: ”Kom herhen med lyset. Virker denne båndoptager? Hvor er bogen?”
Hans forelæsninger – Indien, dette afsides sted – Swamijis Indien, som ifølge ham er åndeligt og evigt – vismænd, yogier, rene hengivne. Vi lytter blot. At høre om Indien i New York. ”Hvorfor tage til Indien? Indien er kommet til dig.”
Den 25. maj 1966: Kalejdoskopet på 26 Second Avenue
Al hæder til den 1966 kirtana, der stadig fortsætter og er tilgængelig når som helst. Jeg tror, at disse kirtanaer var noget helt særligt på grund af graden af udveksling, opmærksomhed og fokus. Han synger frem og tilbage, og vi lytter. Vi synger, og han lytter. Det hellige navn er barmhjertigt. Vær opmærksom og lyt. Det er en transcendental lydvibration. Prøv den, den koster ikke noget.
Swamiji banker løs på trommen. Hans sang er en næsten ubønhørlig overlevering. Igen og igen giver han mantraet, som om han kunne fortsætte i al evighed bortset fra, at tiden og stedet ikke tillader det. Vi synger tilbage til ham. Han er tålmodig og overbevist. ”Bare lyt.” Han ved, at vi vil tage det til os, hvis vi blot hører det. Han har ingen tvivl. Kernen af alting er der lige nu og var der selv i begyndelsen, selv i 1966 – bøgerne, Gaudiya-vaisnavisme, Indien, den hellige Yamuna, Radha-Krishna Deiteter, sanskrit … Alting er her til stede i det hellige navns lydvibration og i hans tilstedeværelse.
At huske den første tid i New York er rart, for det giver os en ide om, hvad Krishna-bevidsthed altid er, og hvad det skulle være i dag – spændingen og ekstasen ved at komme sammen og synge. Når rytmen begynder at bygge op, lyder de mange karatalaer som bølger. De er en tordnende brænding af glade følelser.
Den 28. maj 1966: Selv et afsnit, en sætning, et ord
Vi ønsker at huske, hvad Prabhupada har skrevet, og gentage det for publikummer, hvor som helst vi kommer. Hans lære er mindeværdige sandheder. Andre forfattere kan forblænde os med deres præsentationer, men vi har ikke noget ønske om at lære dem udenad. Deres såkaldte sandheder er ikke værd at gentage. Srila Prabhupadas pen er kraftfuld sandhed, og han kan ytre den med ro og med tilbageholdenhed og ligefremhed. Srila Prabhupada er selv en beskeden mand, men han sidder alligevel på positionen som Krishnas rene hengivne.
Selv et enkelt afsnit af Srila Prabhupadas litteratur er værd at studere og derefter studere endnu engang. Ofte vil blot et lille stykke i et afsnit blotlægge det spild og misbrug af kræfter, som ikke-hengivne involverer sig i. Hans skriverier kan ikke læses med selvtilfredshed, hvis man vil have den fulde virkning af hans forkyndelse. Srila Prabhupada er for dynamisk en forfatter til at læse ham på en henkastet måde:
”De materielle videnskabsmænd – kvasipræsterne, der fremmaner sådanne materielle aktiviteter – opfinder mange ting til tilfredsstillelse af de materielle sanser inklusive øjet, øret, næsen, huden, tungen og i sidste ende sindet, og på denne måde skaber videnskabsmændene et felt af unødvendig konkurrence om at forbedre den materielle lykke, hvilket fører hele verden ned i strømhvirvlen af uønskede konflikter. Nettoresultatet er nød over hele verden i en sådan grad, at selv livets basale nødvendigheder som mad, husly og tøj bliver genstand for strid og kontrol. På den måde opstår alle former for hindringer for det traditionelle, Gudsgivne liv med enkel levestil og høj tænkning.” (Fra Message of Godhead, s. 39)
Hvis vi engagerer os i at læse med en ydmyg lytte-forståelse, vil Prabhupadas sider være oversået med juveler som denne. Prabhupada er solid og fremragende for hvert eneste skridt. Han sætter aldrig farten ned – han gentager altid trofast Krishnas budskab med en dybfølt overbevisning. Hvis vi forsømmer at hente eller ikke er i stand til at få næring fra Prabhupadas pen, kan vi forstå, at der er noget galt. En kur mod det er at sætte farten ned, når vi læser – tag hver sætning for sig og se derefter på den i dens sammenhæng. For hans disciple er Prabhupadas litteratur essensen af vores liv. Det er der, vi forbinder os med Krishna og bliver åndeligt genoplivet.