– Af Satsvarupa Dasa Goswami –

I anledning af ISKCON’s 50-års jubilæum skriver Satsvarupa Dasa Gosvami, en af Srila Prabhupadas første disciple og forfatter til Prabhupada-lilamrta, den officielle biografi over Srila Prabhupada, hver dag en medition over Srila Prabhupada. Hans meditationer består dels af beskrivelser af, hvad Prabhupada lavede på dette tidspunkt for 50 år siden, dels af tanker, som han gør sig om Srila Prabhupada.

Her følger hans meditationer fra den 15., 16., 17. og 18. februar, hvor Prabhupada for 50 år siden i 1966 boede hos yoga-læreren Dr. Mishra i New York.

Den 15. februar 1966: Flytning til en anden lejlighed

Prabhupada flyttede fra nr. 501 to etager ned, hvor han fik sit helt eget værelse. Prabhupada skrev:

”Jeg har skiftet mit værelse til nr. 307 i den samme bygning, som jeg før har nævnt, for at få bedre luft og lys. Den ligger i et gadekryds mellem Columbus Avenue og 72nd Street.”

Ifølge Dr. Mishra flyttede Prabhupada for at kunne have sit eget sted uafhængigt af Mishra Yoga Society.

Den 16. februar: “Det var de lykkelige dage”

Srila Prabhupada ville ofte være tavs i lange perioder og så med ét bede om noget, han havde i tankerne. Jeg husker engang, hvor han pludselig spurgte: ”Hvor kan jeg tage hen i verden, hvor der ingen besøgende er, og jeg blot kan være alene og skrive mine bøger?” Af alle disse udvekslinger, som jeg var vidne til, minder denne mig om dengang, da vores åndelige mester var helt alene i New York. Han sagde, at det var de lykkelige dage. En grund var, at Prabhupada afhang udelukkende af Krishna uden at skulle afhænge af mange disciple. Før den tid, indtil han kom til Second Avenue og reddede os, var det ikke sikkert, om mange mennesker fra Vesten virkelig kunne blive praktiserende hengivne. Srila Prabhupadas opdagelse af dette på vegne af Herren Caitanya fremkaldte en lykke for ham og for os. Han var dog sådan en realistisk missionær, at han aldrig solede sig i den lykke eller overdrev den med lovprisninger af sin egen bedrift. Så snart Prabhupada forstod, at vesterlændinge kunne engagere sig i Krishna-bevidsthed, tog han med det samme den gode nyhed til sig og gik videre og videre med den over hele verden. I hans vedholdende ønske om at have tid til at være alene og skrive får vi en antydning af, hvad Prabhupada mente, når han sagde: ”Det var de lykkelige dage.”

Den 17. februar: Fokusér på individet Prabhupada

Vi bruger somme tider så megen tid på vores faste pligter, at vi glemmer Prabhupada. Vi tænker ikke nok på ham til faktisk at standse op og fokusere på Prabhupada som en person. Personen, der var her, er ham, der gavnede os. Vi er nødt til at blive stille nok, tavse nok, til at kunne huske på ham.

Vi er tilbøjelige til at blive næsten arrogante med hensyn til den kendsgerning, at vi lever nu, som om det giver os et bedre perspektiv på Prabhupada – som om han er blandt de døde, og vi er blandt de levende. I virkeligheden holder vi kun fat i dette liv med det svageste greb. Inden for et lillebitte tidsrum vil vi alle snart forsvinde.

Bevidstheden, vi er herre over, og rummet, vi lever i – hvorfor tror vi, at det er mere vigtigt, end hvor Prabhupada er? Er det fordi vi tror, at vores verden er manifesteret, og Prabhupadas verden er umanifesteret? Prabhupadas verden er ikke umanifesteret. Prabhupada er sammen med Krishna i Goloka. Den verden er den eneste virkeligt manifesterede verden. Vi ser ham måske ikke i den materielle verden, men det skyldes, at vi er så ubetydelige i forhold til Krishna. Prabhupada er i den virkelige verden, og vi er i dødens verden.

Vores indstilling bør være: “Prabhupada er draget af sted for at tage del i sit fortrolige forhold til Krishna, og jeg er blevet ladt tilbage her.” Han kom her og udviklede et forhold til os, gav os tilstrækkelige instruktioner, og vi lovede højtideligt at følge ham, men i sidste ende efterlod han os famlende tilbage her. Vi forsøger at finde ud af betydningen af hans bøger, og hvordan vi skal handle og komme ud af det indbyrdes med hinanden. Somme tider begår vi alvorlige fejl. Men vi kalder også på ham, imens vi løber efter ham: “Prabhupada! Prabhupada!” Det er vores virkelige position. Lad os derfor ikke være selvtilfredse. Lad os besøge hans værelse og opleve et lille glimt at vores egen død og derefter føle nødvendigheden af at indhente ham, nødvendigheden af at gøre os selv fuldkomne.

Det er kun menneskeligt at huske Prabhupada, som han var i denne verden. For ikke så længe siden udførte han sine aktiviteter her på Jorden. Han var aldrig et almindeligt menneske, der led under illusionens fortryllelse, selv om han viste sig foran os som en ældre indisk sannyasi. Hvis vi glemmer Prabhupadas aktiviteter med os, hvor er vores forbindelse med Prabhupada da overhovedet henne? Formålet med at bevare Prabhupadas værelser er, at det hjælper os til at fokusere på denne måde. Vi kan se på de ting, han brugte, da han var her, og tilbede hans murti. Og vi kan huske, hvordan han viste sig foran os med kærlighed.

Den 18. februar: Prabhupada afslørede den højeste bhakti

Nogle hengivne begynder at spørge mere ind til, hvordan de kan være en del af Radha og Krishnas fortrolige lege. Nogle påstår, at Prabhupada kun lærte os vaidhi-bhakti. De hævder, at de er nødt til at gå et andet sted hen for finde den højere lære om rasaerne. Men det er ikke sandt. Alt er der i Prabhupadas bøger. Prabhupada er på det højeste niveau. Han er meget avanceret i sin kærlighed til Krishna, og han har et meget fortroligt forhold til Krishna i Vrindavana. Det må vi aldrig tage fejl af. Det vigtigste af alle budskaber er at fortsætte med at være trofast over for Prabhupada. Ved at have tro på guru får vi Krishna. Ikke på nogen anden måde.

Vi bør aldrig tro, at Prabhupada ikke gav den højeste forståelse. Vi bør altid være klar over, at kun når han giver os lov til det, kan vi træde ind i dhamaen [Krishnas evige bolig] og leve i vort evige forhold til Radha-Krishna. Radha og Krishna og Deres ledsagere er mystiske, transcendentale personer, der eksisterer uden for denne materielle eksistens. De vil give os lov til at komme til Dem, når vi er kvalificeret gennem oprigtighed og renhed. Vi kan ikke blot slå op i en bog om intern Krishna-bevidsthed og regne med at få lov til at komme indenfor. Man er nødt til at tilfredsstille sin guru, Radha-Krishnas repræsentant. Ved hans nåde kan man gøre fremskridt.

Tjeneste til Prabhupada er livets virkelige substans. Hans  tjeneste inkluderer højere emner, men som alt andet i Krishna-bevidsthed er forståelse af disse emner en gradvis proces. Vi må passe på med at høre fra nogen, der fortæller os, at Prabhupada var mangelfuld eller ufuldstændig i sin undervisning. Ja, det ville være bedre slet ikke at vide noget som helst end at høre fra en, der fortæller os, at Prabhupada ikke gav os det, vi har brug for. Det er bedre at fortsætte, som han ville have os til det, synge Hare Krishna og bede til Radha og Krishna i templet. Vi kan altid glæde Dem med vores helhjertede bestræbelser.

Prabhupada udtaler, at man kan ikke komme ind i Vrindavana uden Herren Nityanandas barmhjertighed. Dette beskrives også af Narottama Dasa Thakura i en af hans sange. Herren Nityanandas nåde kommer igennem Prabhupada. Ligeledes sang Narottama, at man kan ikke komme ind i Vrindavana, så længe man har visaya cariya kabe, tilknytning til de kropslige sansers krav. Man kan kun komme til Vrindavana ad de seks Gosvamiers vej.

Vi har gavn af Prabhupadas forskellige forklaringer, når han taler om ånden i Vrindavana. Prabhupada citerer alle de tidligere acaryaer lige efter den vigtigste viden om madhurya-rasa. Der mangler intet.

Satsvarupa Maharajas daglige Prabhupada-meditationer kan læses her: http://www.dandavats.com/?p=20490.