– Af Satsvarupa Dasa Goswami –

I anledning af ISKCON’s 50-års jubilæum skriver Satsvarupa Dasa Gosvami, en af Srila Prabhupadas første disciple fra New York i 1966 og forfatter til Prabhupada-lilamrta, den officielle biografi over Srila Prabhupada, hver dag en medition over Srila Prabhupada. Hans meditationer består dels af beskrivelser af, hvad Prabhupada lavede på dette tidspunkt for 50 år siden, dels af tanker, som han gør sig om Srila Prabhupada.

Her følger hans meditationer fra den 18., 19. og 20. januar.

Den 18. januar: Rørt af hans storhed

Vi må ikke glemme, at Prabhupada er vores herre. Vi må aldrig være nedladende i vores ros eller bedømmelse af ham. Som disciple tilbeder vi vores guru med kærlighed såvel som med konkrete eksempler på hans storhed. Det er også nødvendigt, at vi regelmæssigt bliver rørt af hans storhed.

I sin beskrivelse af Prahlada Maharajas bønner til Herren Nrsimhadeva forklarer Prabhupada, at Prahlada var i stand til at tilfredsstille Herren Nrsimhadeva, selv om andre såsom store halvguder og tilmed Laksmidevi selv ikke kunne gøre det. Hvad var det for en kvalitet hos Prahlada, som i den grad tiltrak Herren? Prabhupada kommer direkte til kernen af det på en fin og enkel måde, hvor han går helt ind i Prahlada Maharajas mentalitet og forklarer den for os.

En stor lærer er ham, der kan bibringe sine elever storslåede tanker og erfaringer. Det er én ting selv at føle noget, og det er en ekstra styrke at kunne videregive det til andre. Denne evne til at undervise udspringer fra medfølelse og indlevelse. Prabhupada var i stand til at forstå hele forholdet mellem Prahlada Maharaja og Nrsimhadeva og give det til et publikum, der ikke bestod af store lærde eller rutinerede praktiserende sadhuer, men af almindelige mennesker. Han understregede ligefremheden i Prahlada Maharajas fremgangsmåde: han udstrakte sig foran Nrsimhadeva på en måde, som kun et barn kan gøre det.

Ifølge Prabhupada sagde Nrsimhadeva til Prahlada: “Det må have været meget vanskeligt for dig at blive tortureret af din far og derefter være vidne til hans drab. Vær ikke bekymret, vær ikke bange. Vær helt rolig nu. Jeg er her, og du er i gode hænder. Alt er i orden.” Når Prabhupada siger: ”Alt er i orden,” husker jeg, hvordan han sagde det til mig og til andre på forskellige tidspunkter. Han er vores Nrsimha-beskytter.

Simpel hengivenhed til Herren er det, der glæder Ham. Prabhupada analyserede ikke emnet med en masse kompliceret lærdom. Han gennemgik godt nok sanskritordene for os, men hovedsageligt sagde han: ”Krishna er ikke ufølsom, Han er ikke upersonlig. Han reagerer på jeres hengivenhed.”

Den 19. januar: Respekt for prasadam

Sådan som han formulerede det i sit Program, der blev skrevet i 1950erne til The League of Devotees, gav Swamiji stor omtale af prasadam. Han inviterede medlemmerne til at bo hos ham i asramaen, og han opslog det daglige program. Der blev serveret prasadam mange gange i løbet af dagen. Menuen blev beskrevet helt præcist. Ved at studere det daglige program kan man forstå, at prasadam var ligesom arati, bhajana eller læsning fra Srimad-Bhagavatam. Prasadam var ikke et materielt afbræk i en åndelig dag. Det var en anden fuldfærdig, åndelig aktivitet – enten sang en hengiven, eller også arbejdede han eller respekterede prasadam.

Prasadam virker. Det får os til at føle os tilfredse og fri for seksuel ophidselse. Alt virker til at være godt. Man har ikke lyst til at skændes med andre. Prasadam hjælper til at læge det syge selv. Atmaen er ikke kun sjælen. Den er både sindet, kroppen og selvet. Alle disse vil blive tilfredse ved at spise prasadam.

Når man ærer prasadam, siger kroppen: “Jeg kan lide Krishna-bevidsthed.” Sindet siger: ”Det kan jeg også. Jeg er ikke længere forstyrret.” Selvet udbryder: ”Denne prasadam blev ofret til Krishna. Swamiji siger, at det ikke er almindelig mad.” Prasadam er en trosartikel, et sakramente.

For nylig hørte jeg en hengiven sige, at vi ”skal ære prasadam og ikke bare spise det.” Jeg vidste, hvad han mente med det. Ikke desto mindre er det at spise i Krishna-bevidsthed altid blevet fejret som en måde at dele kærlighed og samvær på. Rupa Gosvami omtaler tilmed disse to former for kærlighedsudvekslinger mellem hengivne: ”At acceptere prasadam og give det til andre.” En åndelig familie spiser sammen i den ånd, som Swamiji viste os. Selv om det er sandt, at vi ikke bør spise i en stemning af sansetilfredsstillelse og nydelse, fører kærlighedsudvekslingen med at spise i godt selskab os til Krishna-bevidsthed.

Hengivne kan sidde og indtage prasadam i åndeligt fællesskab. Hvis man ikke er så heldig at have Swamiji i sin midte, kan vi bringe ham i vores midte gennem meditation. Før vi spiser, ofrer vi maden med bønnner. Vi kan også samtale med Prabhupada i vores tanker: ”Prabhupada, vil du ikke smage på denne prasadam? De har givet den til mig, men jeg kommer med den til dig, ligesom vi plejede at bringe dig prasadam. Tag venligst imod den.” Gennem meditation kan man tilbyde sin mad til Prabhupada. Han kan være med os, og han kan spise prasadam med os. Alting er muligt. Det afhænger af vores renhed.

Den 20. januar: Gør det for ham

Det er betryggende at gøre status over den kendsgerning, at vi følger Prabhupada i næsten alting, vi gør. Ofte føler vi os blottede for kærlighed til Prabhupada, og vi synes, at vi er meget langt fra ham. Men hvis vi gør status, ser vi, at vi altid gør det, som han ønskede, at vi skulle gøre.

Jeg går ikke klædt i sannyasa-tøj, fordi det er min skæbne at være en vaisnava-munk. Jeg gør det, fordi han introducerede det. Når jeg tænker på den måde, giver det mig den selvsikkerhed, at jeg er fuldstændig fordybet i Prabhupada-bevidsthed. Selv mig, en efternøler, en smøler, der ikke opfylder pligter ude på frontlinjen, og som på mange måder ikke er i stand til at samarbejde med hengivne – selv jeg følger Prabhupada generelt og i mange detaljer med hengivenhed.

Når vi reciterer vores runder, læser hans bøger, prædiker, hvad det end måtte være, så gør vi disse ting på den måde, som han ville have os til at gøre dem. Med en veltrænet persons instinkt handler vi på den måde, som Prabhupada lærte os det. For at give et groft eksempel kan vi tænke på den måde, som en jetpilot handler på i førerkabinen. Han tænker ikke udtrykkeligt hver gang: ”Nu trækker jeg i denne kontakt og dette håndtag for at få flyet til at lette og svinge til venstre.” Han behøver ikke at tænke så præcist om det, han gør, for han har erfaring. Vi har også erfaring og bør blive ledt af Prabhupadas vani [instruktioner]. Hvad end der kommer op i vores liv, handler vi blot ifølge Prabhupadas instruktioner.

Hvis nogen spørger os, sætter vi måske ord på kilden til instruktionerne. Normalt behøver vi ikke sætte ord på det. Vi ser noget, og vi gør det på den måde, Prabhupada gjorde det på, for vi kan se visdommen i hans måde at gøre det på.

Vi bruger tungeskraberen, som han gjorde det, vi sidder på hug på et toiletsæde med fødderne sammenkrøbet under os på toiletsædet, sådan som en person fra Østen og ikke som folk fra Vesten gør det. Vi spiser kun mad, der er ofret til Krishna. For at ofre maden siger vi bønner til Srila Prabhupada tre gange og beder ham om at tage imod den med hengivenhed, så maden kan blive ofret til Deiteten. Vi læser Srimad-Bhagavatam. Hvad end vi gør, tænker vi altid: ”Hvordan er dette tjeneste til Srila Prabhupada?” Hvis det er noget, han ikke udtrykkeligt har givet, hvordan kan det så blive accepteret som en opfindsom måde at tjene på inden for de overordnede rammer af Prabhupadas lære? Hvis der er noget, der ikke er blevet givet af ham, må vi overveje, om det er acceptabelt. Ved at gøre status over vores handlinger skal vi gerne nå frem til, at vi gør alting for ham.

Satsvarupa Maharajas daglige Prabhupada-meditationer kan læses her: http://www.dandavats.com/?p=20490.