Af Lalitanatha Dasa

Dette er anden og sidste del af artiklen om den hengivne tjenestes forskellige stadier. Det er i virkeligheden en gennemgang af stadierne i madhyama-adhikari, stadiet imellem begynderstadiet (kanistha-adhikari) og det fuldkomne stadie (uttama-adhikari). Det meste af artiklens materiale stammer oprindeligt fra Madhurya-kadambini, der blev skrevet af Visvanatha Cakravarti Thakura sidst i 1600-tallet eller først i 1700-tallet. Her i anden del afsluttes med en omtale af de tre sidste stadier i hengiven tjeneste: nistha, ruci og bhava.

Nistha-bhakti

Ved opnåelse af næsten fuldstændig anartha-nivrtti, fjernelse af uønskede ting, kommer man til nistha, stadiet af konstant hengiven tjeneste. På dette stadie kan der fortsat være spor af anarthaer, men de kan ikke længere hindre den konstante udførelse af hengiven tjeneste.

Nistha-bhakti manifesterer sig igennem fraværet af følgende ufuldkommenheder: laya (mental inaktivitet eller søvn), der refererer til tilbøjeligheden til at sove under hengiven tjeneste som kirtana, sravana og smarana. Viksepa (rastløshed), der refererer til tiltrækningen til materielle ting eller emner under udførelsen af kirtana osv. Apratipatti (åndelig ligegyldighed), der refererer til den tilstand, hvor man ikke kan udføre kirtana på trods af fraværet af laya eller viksepa. Kasaya (syndige vaner) er tilbøjeligheden til vrede, grådighed, stolthed og andre uværdige vaner. Rasavad (smag for materiel nydelse) er den manglende evne til at fordybe sindet i kirtana, når materiel sansenydelse byder sig. På nistha-stadiet er man fuldstændigt fri for disse mangler, der er indflydelsen fra uvidenhed og lidenskab (tama- og raja-guna), og man er forankret i godhed, sattva-guna.

Ifølge Srimad-Bhagavatam (1.2.19):

tada rajas tamobhavah
kama lobhadayas ca ye
ceta etair anaviddham
sthitam sattve prasidati

”Så snart uigenkaldelig hengiven tjeneste er grundfæstet i hjertet, forsvinder virkningerne fra naturens kvaliteter af lidenskab og uvidenhed såsom lyst, begær og længsel fra hjertet. Da etableres den hengivne i godhed, og han bliver fuldstændigt lykkelig.”

Nistha-bhakti betyder to slags vedholdenhed: vedholdenhed i bhakti og vedholdenhed i de ting, der er gunstige for bhakti. Vedholdenhed i bhakti manifesterer sig tre steder: i kroppen, talen og sindet. Vedholdenhed i de for bhakti gunstige elementer refererer til vedholdenhed i egenskaber som ydmyghed, respekt for andre, venlighed, barmhjertighed og fravær fra indflydelsen af raja- og tama-guna.

Nistha-bhakti er et ualmindeligt højt stadie, som det ikke er så enkelt at nå til. På dette stadie er man mere eller mindre befriet, da man er fri for indflydelsen fra naturens lavere kvaliteter (brahma-nistham, brahma-bhuta). Med hensyn til diskussionen om en guru eller åndelig mesters kvalifikationer anbefales  det ofte, at først på dette forankrede stadie kan man begynde at handle som læremester.

Ruci

Hvad angår de næste to stadier, hvor den hengivne fortsat kaldes madhyama-adhikara, gives her nogle uddrag fra Madhurya-kadambini:

”Når bhaktiens guldmønt, der stråler i ilden fra konstant praktisering og fra sin egen kraft, forankres i den hengivnes hjerte, manifesterer ruci sig … Når en person udvikler smag for aktiviteter i bhakti som at høre og fremsige [Krishnas hellige navne], og denne smag uden sammenligning er større end tiltrækningen til noget andet, kaldes dette ruci. I modsætning til de to foregående stadier sker udførelsen af den løbende høren og sang uden den mindste anstrengelse … Der er to slags ruci: Den ene beror på gunstige omstændigheder, og den anden gør det ikke. En person, der har den anden form for ruci, oplever stor glæde, hvor som helst og når som helst kirtana udføres. Han er ikke afhængig af gunstige ydre omstændigheder, for han har en virkelig dyb smag. Han har ikke spor af urenhed i hjertet … Den hengivne fyldes af afsky over sin bevidsthed i de foregående stadier og fortvivles derover … På et afsondret sted smager han som en anden svane de nektariske emner om Herren og begynder fuld af ærefrygt at fremsige Krishnas navne. Han finder konstant glæde i Herren sammen med hengivne … Han søger tilflugt i Herrens dhama, og han forankrer sig selv fuldstændigt i Herrens tjeneste. Uvidende mennesker tror, at han er blevet gal … Han erfarer en overordentlig, ufattelig lyksalighed.

 

Asakti

”Dernæst bliver smagen for bhajana meget dyb, og Krishna blive selve genstanden for ens hengivne aktiviteter. Dette stadie kaldes asakti eller tilknytning. På stadiet af asakti bærer bhaktiens slyngplante knopper. Disse knopper springer ud som blomster på stadiet af bhava og bliver til frugter i prema … Asakti polerer hjertets spejl i den grad, at Herren pludseligt bliver til syne deri. Før den hengivne når stadiet af asakti, men efter, at han har erkendt, at hans sind overvældes af materielle ting og ønsker, trækker han sindet tilbage og fæstner det på Herrens egenskaber og aktiviteter igennem en overlagt bestræbelse. Men nu er fordybelsen af sindet på Herren automatisk uden anstrengelse. Selv en hengiven på stadiet af nistha-bhakti kan ikke forhindre, at hans sind somme tider vender sig fra Herren og fæstner sig på materielle anliggender. En person på asakti-stadiet trækker spontant sit sind tilbage fra materielle emner og engagerer det i emner om Herren. Denne sidstnævnte egenskab finder man ikke hos dem, der ikke har nået til asakti, selv ikke hos den, der har ruci …”

Konklusion

Hermed har vi sammenfattende præsenteret stadierne af fremskridt fra bhajana-kriya til asakti, de stadier, som udgør madhyama-adhikara, der omfatter begynder­-vaisnavaen, der kæmper med sine anarthaer, op til den befriede raganuga-hengivne, der oplever asakti og ofte ser Krishna i sit hjertes kerne, og som aldrig, ikke engang i så meget som et øjeblik, er materielt forvirret. De videre stadier, bhava og prema, der udvikler sig fra asakti-stadiet, vil ikke blive behandlet her.

Rupa Gosvami bemærker, at enhver, der på en eller anden måde ved skæbnens gunst er kommet i kontakt med Krishna gennem hengiven tjeneste, er særdeles heldig. Selv den helt nye hengivne, der tiltrækkes til Krishna og Hans tjeneste, men samtidigt også er fuldt tilknyttet til sit materielle liv og ingen ønsker har om at opgive det, er hundreder af gange bedre stillet end dem, der ingen hengivenhed har overhovedet. For enhver, der er i kontakt med Krishna, er det kun et spørgsmål om tid, før han fuldstændigt har opnået Krishnas lotusfødder. Ifølge Krishna i Bhagavad-gita er enhver, der har slået ind på bhakti-vejen, Ham meget kær, og alle på denne vej betragtes som store sjæle, mahatmaer. Men selv om alle regnes for store sjæle, er der også gradsforskelle. Ved at forstå de forskellige stadier af hengivenhed kan man dels fremskynde sin åndelige udvikling, dels undgå at komme på afveje eller stagnere på et bestemt stadie.