BHAKTI-YOGA I HJEMMET

Af Rohininandana Dasa (Oversat af Jesper Frydenlynd)

”Rigdom får sindet til at vakle” – ordsprog

Som ung prædikant, der talte om de åndelige farer ved rigdom, overraskede jeg engang mig selv ved at spørge én af to unge mænd, der sad sammen blandt publikum, ligeud: ”Hvis jeg gav dig 10.000 pund for at slå din ven ihjel, ville du så gøre det?”

Så snart, jeg havde sagt det, blev min ”lad-os-alle-være-gode-ved-hinanden”-fyr ængstelig. Jeg håbede sådan, at den unge mand ville svare: ”Selvfølgelig ikke!” Men overrumplet af spørgsmålet sænkede han blot blikket og tav. Stemningen i lokalet blev anspændt, og hans ven rykkede sig en smule væk fra ham.

Jeg tænkte: ”Wauw, det er virkelig sandt – alle har sin pris.”

Det, vi vil gøre for en bestemt pris, inkluderer måske ikke ligefrem drab, men hvem af os har aldrig gjort noget lusket eller direkte bedragerisk for penge? Og hvis vi stjæler eller snyder, selv i det små, bliver vi ængstelige, selv om vi umiddelbart ser ud til at slippe af sted med det. Jeg kan tydeligt huske, at jeg var lammet af frygt, da jeg førhen plejede at rejse med tog uden billet. Freden, styrken og klarheden forbundet med ren samvittighed er i virkeligheden meget mere værdifuld end guld.

I Srimad-Bhagavatam (5.14.7) står der, at selv om pengemæssige handler er retfærdige og ærlige, er guld ”kilden til al syndigt liv”. Srila Prabhupada skriver, at rigdom er et vanskeligt problem for den hengivne, der forsøger at gøre fremskridt på vejen tilbage til Guddommen. Prabhupada advarer os om, at mange ”trofaste inden for den hengivne slægtslinje” er faldet som ofre for tillokkelsen af penge, og hvad penge kan købe, og har valgt at trække sig fra befrielsens vej.

Det store problem med penge er, at folk bruger dem til at købe sig sansetilfredsstillelse, hvilket blot opildner begær og narrer folk til at tro, at de er uafhængige nydere af alt, som de ser. Sansetilfredsstillelse nagler os derfor fast til hjulet af gentagen fødsel og død. Hvis vi formår at trække vores egoistiske ønsker ud af vores hjerter, bliver vi både lykkelige og frie. Herren Krishna siger: ”Kun den, der ikke lader sig forstyrre af den uophørlige strøm af ønsker, der løber som floder ud i havet, der bestandigt fyldes, men alligevel altid er roligt, kan opnå fred og ikke den, der stræber efter at opfylde sådanne ønsker.” (Bhagavad-gita 2.70)

Ud over at havne i problemer, når jeg ser mig selv som nyderen, kommer jeg også i knibe, når jeg tror, jeg ejer noget. Jeg husker til stadighed min forbløffelse over at høre Srila Prabhupada sige, at hvis jeg tager så meget som et glas vand fra en flydende kilde og hævder, at det er mit, er jeg en tyv. Alt, understregede han på den måde, er Guds ejendom.

Hvis jeg hævder, at noget er mit, vil jeg naturligvis samtidig bekymre mig om at beskytte det. Min bekymring kan endda i værste fald gøre mig søvnløs. Ægte og fuldstændig fred, lykkens forløber, er en tilstand, jeg kun kan opnå, når jeg lærer at anvende, hvad Prabhupada døbte ”fredsformlen” i alle aspekter af mit liv. Den siger: ”Herren Krishna er den sande ejer og nyder af alting, og Han er min evige velønskende opretholder og ven.”

Når jeg husker på, at Herren Krishna ejer alle mine penge – og også ejer mig – føler jeg mig fredfyldt ligesom en ærlig bankfunktionær, der håndterer en masse penge, men hvis fornuft og sind ikke vakler. En sådan person har aldrig en opfattelse af, at noget af det kunne være hans. Srila Bhaktivinoda Thakura synger: ”Mit sind, min krop, mit hus – enhver lille ting, jeg betragter som mit – overgiver jeg ved Dine lotusfødder, O Krishna.”

En hengiven fortalte engang Srila Prabhupada, at han havde svært ved at give afkald på ting. Prabhupada svarede: ”Hvorfor? Hvad ejer du egentlig til at begynde med? Forsagelse betyder ganske enkelt at give tilbage til Krishna, hvad der var været Hans hele tiden.”

Srila Prabhupada siger, at med Herrens hjælp bliver hele det her forsagelsesarbejde ”så nemt som ingenting”. Ligesom en læge, der hjælper med at bringe feberen ned, hjælper Herren Krishna med at sænke vores materielle tilknytningsfeber. Han kan både tage vores rigdom fra os, tildele os mere, end vi har brug for, eller på grafisk vis demonstrere sandheden om det materielle liv. Han kan give os en højere smag, eller endda give Sig selv – under alle omstændigheder skal en håbefuld hengiven lære, at han altid er i sikkerhed i Krishnas hænder.

Jeg føler mig fredfyldt, når jeg husker på, at ligesom Krishna opretholder millioner af arter, tager Han også vare på mig. Srila Prabhupada sagde engang, at ligesom forældre føler en stor fornøjelse forbundet med at forsørge deres børn, nyder Krishna på samme måde at passe på os og afsætter en særlig kvote til hver eneste af os. Derfor bør vi ikke fratage Krishna denne fornøjelse ved at forsøge at træffe forskellige foranstaltninger uafhængige af Ham.

Vi kan spekulere over, hvad der helt præcist udgør vores kvote, især som del af et forbrugersamfund, som konstant øger vores kunstige behov. Men på samme måde, som vi har en fornemmelse af, hvad og hvor meget vi skal spise, kan vi også finde ud af at tilrettelægge vores egen levestandard. Og ligesom mad aldrig skal gå til spilde, er det på samme måde med penge. Krishna giver os med glæde vores kvote, men vi bør aldrig glemme, at hver en øre er Hans.

For at hjælpe os med at beslutte, hvor meget vi skal lægge til side som vores egen personlige kvote, og hvor meget vi skal bruge på andre måder, gør vi klogt i at søge assistance og råd fra rene og avancerede hengivne, der er fortrolige med den store kunst, det er at bruge alt i Krishnas tjeneste.

Selv om Krishnabevidste husholdere kan forsøge at stræbe efter at bruge hver en krone i Krishnas tjeneste, er de ikke fanatikere, der fratager deres familie noget. En Krishnabevidst far og ægtemand forstår, at hans familiemedlemmer tilhører Krishna, og at de er blevet betroet i hans varetægt. Så han vil omhyggeligt sørge for deres behov.

Med hensyn til at spare sammen sagde Srila Prabhupada, at det ikke er forkert, men rettere fornuftigt, at husholdere lægger nogle penge til side som enten opsparing eller til nødsituationer. Han mindedes, hvordan en ægtemand førhen smykkede sin hustru med guldsmykker, som hun sidenhen kunne pantsætte eller sælge, hvis tiderne blev stramme.

Hvor om alting er, er penge aldrig et problem, når jeg husker på Krishna. Uanset om pengene kommer eller går, er de min ven, for de hjælper mig i min tjeneste til Krishna. Herren Krishna er også kendt som Narayana, og penge, der anvendes i Krishnas tjeneste, er kendt som Laksmi, fordi de er en repræsentation af Laksmi Devi, Herren Narayanas hustru. Laksmi kaldes også Cancala, ”flygtig”, fordi hun aldrig opholder sig på ét sted særlig længe ad gangen. Men når hun er sammen med sin ægtemand, opholder hun sig altid helt lykkeligt på Hans bryst. På samme måde er penge brugt i Herrens tjeneste en kilde til fast formue og velstand.