Af Janardana Dasa
For ti år siden var jeg i Pandharpur med Mahabhavi Prabhu fra Norge. Pandharpur, der også kaldes Bhu Vaikuntha eller Vaikuntha på Jorden, ligger i den østlige del af Maharastra ved bredden af den hellige flod Chandrabhaga.
Dets afsides beliggenhed i Maharastra gør, at ikke mange her taler engelsk. Det var lidt af en udfordring med sproget, men vi fik darsana af Pandharpurs berømte Deiteter Sri-Sri Rukmini-Vittala, et bad i Chandrabhagafloden og prasadam i det nærvedliggende ISKCON-tempel. Meget mere kan man ikke ønske sig af sit ophold i Pandharpur, selv om den totale forvirring opstod, da vi skulle derfra med bus for at nå vores tog 50 km derfra. Først løb alle passagerer fra bussen, vi først havde sat os i, over i en anden. Den bus kørte, og da der ikke var lang tid til at løbe på, blev det lidt for spændende. En anden bus kom dog kort tid efter, men så kørte den i den forkerte retning ud af Pandharpur. Vores redning var, at en af vores medpassagerer fik råbt nogle meget store ord til buschaufføren, som slukøret måtte opgive sit private ærinde, så vi passagerer kunne nå vores tog.
Under vores ophold i Pandharpur hørte vi historien om Bhakta Pundalik eller Pundarik, og hvordan Herren Vittala kom til Pandharpur. Pundaliks hengivne forældre Janudev og Satyavati boede i en skov ved navn Dindirvan tæt på Pandharpur. På et tidspunkt ikke lang tid efter sit bryllup begyndte Pundalik at behandle sine forældre rigtig dårligt. Træt af deres søns dårlige opførsel og behandling af dem besluttede det ældre ægtepar at tage til den hellige by Kasi ved floden Ganges. Det er bredt accepteret blandt fromme hinduer i Indien, at man kan opnå befrielse ved at forlade kroppen i Kasi, så mange tilbringer deres sidste dage her. Dette genkender vi fra mange andre hellige steder i Indien som f.eks. Govardhana, Radha-Kunda og Vrindavana.
Efter at have hørt sine forældres planer besluttede Pundalik og hans kone at slutte sig til dem på deres pilgrimsrejse. På rejsen fortsatte sønnens dårlige opførsel. Mens den unge søn og hans kone red på hesteryg, gik de skrøbelige forældre til fods i al slags vejr. Når de hver aften gjorde holdt for dagens strabadser og slog lejr for natten, tvang sønnen sine forældre til at strigle hestene og udføre andre opgaver.
På vej til Kasi kom de rejsende til vismanden Kukkutswamis asrama. Udmattet af rejsen besluttede familien sig for at tilbringe et par dage der. Samme nat, da alle sov, var Pundalik ved et tilfælde vågen og så et bemærkelsesværdigt syn. Lige før daggry gik en gruppe smukke unge kvinder, der var klædte i snavset tøj, ind i asramaen. De vaskede gulvet, hentede vand og vaskede vismandens tøj. Efter at have afsluttet deres gøremål gik de til den del af asramaen, hvor alteret var. Da de kom ud igen efter at have fremsagt deres bønner, var deres tøj skinnende rent. Derefter forsvandt de lige så hurtigt, som de var dukket op.
Pundalik følte en dyb tilfredsstillelse ved at være vidne til seancen. Hele næste dag kunne han ikke glemme, hvad han havde set foregående nat, og besluttede sig for at forblive vågen næste nat for at få verificeret, at det ikke bare var en drøm. Denne gang var Pundalik dog meget nysgerrig. Han henvendte sig til de smukke kvinder og spurgte ind til, hvem de var, og hvad de lavede. De svarede, at de var Ganga, Yamuna og andre af Indiens hellige floder, der er æret for deres hellighed.
Pilgrimme, der tager bad i deres hellige vand for at vaske deres synder væk, tilsmudser kvindernes tøj, fortalte de videre. Kvinderne henvendte sig derefter direkte til Pundalik: ”Men O Pundalik, du med din dårlige behandling af dine forældre er den største synder af dem alle!” Pundalik blev fuldstændig chokeret, og han erkendte med ét, hvor forkert han havde båret sig ad. Han indså, at han fra nu af måtte ændre sin opførsel radikalt og i stedet tjene sine fromme forældre.
Ikke lang tid efter disse hændelser var Dvarakadisa Sri Krishna på vej til Pandharpur fra Dvaraka. Han var fulgt efter Rukmini, Sin første kone, der havde forladt Dvaraka i vrede. Hun havde observeret Krishnas nære omgang med Srimati Radharani, da denne kort forinden havde besøgt Dvaraka fra Vrindavana. Krishna var nu fulgt efter Rukmini for at undskylde Sin opførsel, dog uden det ønskede udfald. Herren valgte imidlertid i stedet at besøge Bhakta Pundalik i Pandharpur, hvor han boede med sine forældre.
Da Herren nåede deres hjem, var Pundalika travlt optaget af at tjene sine forældre. Han bad Herren vente og gav Ham en sten at stå på, da dette var i regntiden, så Herren kunne stå tørt. Pundaliks hengivenhed til hans forældre var blevet så stor, at han intet andet foretog sig, før han havde fuldført alle sine pligter med at tjene dem. Alt imens stod Sri Krishna med Sine lotushænder på hofterne og ventede på, at Pundalika skulle gøre sig færdig.
Mens han ventede, kom Rukmini, der i mellemtiden var faldet til ro og havde tilgivet Herren, og sluttede sig til Ham igen. Efter dette forblev Rukmini og Krishna i Pandharpur som Rukmini-Vittala. Herren står på samme måde med hænderne på hofterne, men nu venter han på, at alle hans hengivne kommer og ser Ham.
Det er det største og mest besøgte tempel i Maharastra. Som noget helt unikt er det i dette tempel muligt at røre ved Vittalas fødder. Hvert år på første og sidste ekadasi-dag i caturmasya-perioden vil man kunne se pilgrimme i kirtana-procession komme til Pandharpur for at få darsana. I perioden mellem disse to dage sover Herren. Køen af mennesker, der venter på darsana, strækker sig nogle gange flere kilometer uden for Pandharpur. Mahabhavi og jeg fik speciel nåde, da det netop var på dette tidspunkt, vi besøgte Pandharpur. Herren Vittala kaldes også Vithoba og Panduranga.
Sri Caitanya Mahaprabhu kom også til Pandharpur på Sin tur i Sydindien, hvor Han tog darsana af Rukmini-Vittala. Her mødte Mahaprabhu Ranga Puri, som var Hans åndelige mester, Isvara Puris, Gudsbror.
Der siges også at, Visvarupa, Mahaprabhus bror, forlod verden i Pandharpur.
Senere havde Maharastras store vaisnava-poet Tukarama, der var en stor hengiven af Panduranga Vittala, en drøm, hvori han mødte Sri Caitanya Mahaprabhu og modtog initiering. I 1649 i Pandharpur to dage efter Gaura Purnima forlod Tukarama den fysiske verden i en vimana for Vaikuntha.