For 500 år siden, da Herren Sri Caitanya Mahaprabhu startede sankirtana-bevægelsen omkring fællessangen af Herrens hellige navne, bad Han Nityananda Prabhu rejse rundt i Bengalen og ydmygt bede alle om at synge de hellige navne og tilbede Sri-Sri Radha-Krishna. En af de mange bengalere, der overgav sig ved Hans lotusfødder, var Krishnananda Dutta, en velhavende godsejer i Ulberia, der ligger ikke langt fra der, hvor Calcutta nu ligger.
Krishnananda Dutta tilbad Deiteter af Sri-Sri Radha-Madhava i sit hjem i Ulberia. Da han trak sig tilbage fra familielivet, tog han sine Deiteter med sig og flyttede til Jagannatha Puri. I Puri levede Krishnananda et fromt og enkelt liv uden at tale med nogen. Han reciterede Hare Krishna-mantraet dag og nat og tilbad Sri-Sri Radha-Madhava. På et tidspunkt hørte kongen af staten Ali, der ligger et par hundrede kilometer fra Puri, om Krishnananda. Han inviterede ham til at bo i sin stat, hvor han gav en hel landsby ved navn Choti til tilbedelsen af Sri-Sri Radha-Madhava.
Krishnananda Duttas efterkommere tilbad Sri-Sri Radha-Madhava i Choti fra generation til generation. Til sidst blev tilbedelsen overdraget til hans efterkommer Kedaranatha Dutta (1838-1914), som alle Gaudiya-vaisnavaer kender som Srila Bhaktivinoda Thakura, den store vaisnava, der var den første til at udbrede Caitanya Mahaprabhus lære i en moderne sammenhæng, og som fødtes og voksede op i Choti.
Srila Bhaktivinoda Thakura skrev hundredvis af sange i forherligelse af den Højeste Herre på bengalsk, sanskrit og brajaboli (en dialekt, der er en blanding af bengalsk, sanskrit og oriya). En af disse sange, Jaya Radha-Madhava, var en af Srila Prabhupadas yndlingssange, som han altid sang før sine lektioner og foredrag. Denne sang skrev Srila Bhaktivinoda Thakura til sine elskede Deiteter Sri-Sri Radha-Madhava.
Efter Srila Bhaktivinoda Thakuras bortgang overgik tilbedelsen af Sri-Sri Radha-Madhava til hans søn Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, Srila Prabhupadas åndelige mester, der arrangerede for Deres tilbedelse i Deres tempel i Choti.
Efter Srila Bhaktisiddhantas bortgang i 1936 blev tilbedelsen desværre forsømt. Ydermere ville en nabofamilie til templet have fingre i den jord, der tilhørte Deiteterne, og de flyttede Dem i al hemmelighed til en anden landsby. Derefter hævdede denne familie, at Deiteterne var gået i stykker, og at man således ifølge traditionen havde været nødt til at sænke Dem ned i den nærliggende flod, Birupa.
Alt dette betød, at landsbyen Choti gled i glemmebogen de næste 50 år blandt næsten alle Gaudiya-vaisnavaer. Heldigvis havde Bhaktivinoda Thakura fortalt om Choti i sin selvbiografi. Da Dr. Fakir Mohan Das, en professor ved universitetet Utkal i Bhubaneswar og en af Bhaktivinoda Thakuras åndelige efterkommere, faldt over denne information i 1982, begyndte han at besøge Choti, når han kunne. Igennem omhyggelig efterforskning afdækkede han gradvist historien om stedet til glæde for alle Gaudiya-vaisnavaer.
Til sidst var der kun én ting tilbage: at få genetableret tilbedelsen af Sri-Sri Radha-Madhava i Choti. Dr. Das var aldrig helt tilfreds med historien om, hvordan Deiteterne var blevet sænket i floden, og han fortsatte med at spørge rundt omkring. Omsider i januar 2000 efter næsten 20 års forskning fandt han Sri-Sri Radha-Madhava i hjemmet hos en brahmana, Sri Duryodhana Dwivedi, hvortil de i al hemmelighed var blevet flyttet i 1950. Sri Dwivedi blev begejstret, da han forstod den internationale interesse, Deres genopdagelse ville skabe, og han skænkede med glæde Deiteterne til en gruppe ISKCON-hengivne under ledelse af Bhaktisvarupa Damodara Gosvami på betingelse af, at Deres tilbedelse ville blive genetableret i Choti på Deres oprindelige sted.
For tiden tilbedes Deiteterne i Bhubaneswar, imens et nyt tempel bygges til Dem i Choti.