– Af Lalitanatha Dasa –
Videnskaben lærer mere og mere om øjets utrolige kompleksitet. Men hvor kommer det hele fra?
Øjet, et af vores mest komplekse organer, fortsætter med at forbløffe forskerne. Der kommer løbende nye opdagelser af de processer, der er involveret i synet. Et udpluk fra den seneste måneds videnskabelige artikler er sigende. Således fortalte Science Daily den 5.8.20131 om et særligt protein, aquaporin (AQP0), der kun findes i pattedyrsøjet:
[Øjets linse] består hovedsageligt af en særlig slags celler, der kaldes linsefibre, der ikke indeholder meget andet end vand og proteiner, der kaldes krystalliner. En tæt sammenpakning af disse fibre og krystallinproteinerne i dem hjælper til at skabe et ensartet medium, der tillader lys at gå igennem linsen næsten ligesom igennem glas.
AQP0 danner her mikroskopiske kanaler imellem cellerne for at lede vand mellem dem og holde uønskede ting ude fra øjet. Et andet protein, calmodulin, er involveret i at holde disse kanaler rene. Forskerne forklarede:
AQP0-kanalen består af fire identiske tøndeformede enheder, der er bundtet sammen side om side. Forskerne opdagede, at calmodulin i tilstedeværelse af calcium binder først til én enhed og derefter til en anden, som om det greb et par tømmer. Dette vrider kanalen en anelse, hvilket får nogle ganske få aminosyrer i hver enhed til at glide ind i kanalens kerne og blokere vandstrømmen.
“Calmodulin er i bund og grund en molekylær kontakt, der bevæger sig ind og ud af vandkanalerne ligesom en ventil i et rørsystem,” bemærkede Dr. Hall.
Dette system viste sig at være meget mere kompleks og elegant end forventet. Mutationer i AQP0 kan ødelægge dette automatiske renselsessystem og føre til stær.
Flakkende øjne
Øjet bevæger sig konstant, selv når man stirrer, i små ryk, der kaldes ”sakkaderede øjenbevægelser”. I foveolaen (synscentret med den største skarphed på grund af koncentrationen af ”tappe” eller ”tapceller”) er der ”mikrosakkader”, der konstant skifter lys mellem fotoreceptorerne. Current Biology offentliggjorde den 15.8.2013 en ny forskning2, der viser, at disse mikroskopiske øjenbevægelser kompenserer for et ujævnt syn i foveaen (det store øjencentrum, der inkluderer foveolaen). Ligesom de større sakkadebevægelser hjælper mikrosakkader til at holde fokuset på det sted, man har opmærksomheden rettet imod, og sætter os i stand til at studere genstande i finere detaljer. Forfatterne forklarede, at selv om vi oplever en kontinuerlig synsoplevelse, fungerer synet nærmere som en hurtig fotografering af et objekt fra forskellige, om end næsten samme, synsvinkler, hvilket tillader synet at danne et meget præcist billede af et objekt.
Forfatterne beskriver foveolaen som ”et ganske lille område, der dækker omkring halvdelen af en tommelfingers bredde på en arms afstand”, hvilket er omkring én grad af synsvinklen. Mikrosakkaderne forbedrer vores syns præcision:
Vores resultater viser, at mikrosakkader er afgørende for præcisionsvurderinger, da de har den samme udforskende funktion i mikroskopisk skala som større sakkader, som det længe har været foreslået. Begge slags bevægelser genindstiller stimuleringen på nethinden for at muliggøre dens undersøgelse i finere niveauer af detaljer.
Det rumlige syn reduceres i forskellige sygdomme, der afbryder disse mikroskopiske bevægelser.
Nethinden kortlagt
Den 7.8.2013 fortalte Science Daily om3, hvordan en gruppe forskere for første gang har kortlagt, ikke hele nethinden, men et område i nethinden på omkring en tiendedel af en kubikmillimeter. Ud over de seks forskere arbejdede 450 studerende på projektet. Selv om området var så lille, indeholdt det omkring 1000 neuroner og over en halv million forbindelser imellem dem. “Det tog os omkring en måned at indhente dataene og fire år at analysere dem,” fortalte Dr. Helmstaedter. Så lang tid tog det på grund af den omfattende analyse, der krævedes for at kortlægge ”ledningsførelsen” på basis af elektronmikroskopbilleder. Særdeles tynde neuronprocesser skulle følges over lange afstande, uden at en eneste af de utallige forgreninger og forbindelser imellem dem blev overset. Computerprogrammer alene var ikke i stand til dette. Der er stadig brug for mennesker til at afgøre, om en ”neuron-ledning” forgrener sig eller ej. I studiet tog dette arbejde alene 20.000 timer. Skulle man analysere en musehjerne på samme måde, ville det kræve flere milliarder mennesketimer, og det kun for at afdække det mønster, forbindelserne danner. En fuldstændig kortlægning ville tage 10 til 100 gange så lang tid.
Andre opdagelser offentliggjort inden for den seneste måned viser, at mennesker har en slags indbygget GPS, der hjælper os til at orientere os, og at vi kan trænes op til at bruge andre dele af øjet til at fokusere med, hvis det naturlige fokusområde, foveaen, på en eller anden måde bliver ødelagt. På samme måde afslørede et studie, hvordan andre celler i nethinden end ”stavene” og ”tappene”, mere præcist de ”melanopsin-udtrykkende lysfølsomme nethindenerveceller”, ikke kun tager imod lysimpulser fra stavene og tappene, men reagerer også uafhængigt på lys og er forbundet med kroppens biologiske ur.4
Videnskab og fusentaster
Forhåbentligt er du fascineret af dette glimt ind i øjets forbløffende design. Hvad er videnskabens forklaring på, hvordan dette komplekse organ er opstået? Det er et godt spørgsmål. Faktisk har øjet lige siden Darwins tid været en torn i øjet på udviklingsteorien, hvis man kan sige det sådan. Darwin selv indrømmede:
At formode, at øjet med alle dets uforlignelige indretninger, der sætter det i stand at fokusere på forskellige afstande, tillade forskellige mængder lys og kompensere for sfæriske og kromatiske afbøjninger, skulle kunne være opstået igennem naturlig selektion, virker, det indrømmer jeg åbent, i højeste grad absurd.5
Darwins efterfølgende evolutionsbiologer er dog for de flestes vedkommende blinde over for øjets sande kompleksitet, som de stadigvæk forsøger at forklare med tilfældighed og blind udvikling. Under overskriften ”Dine øjne er en halv milliard år gamle” bragte Medical Xpress den 30. juli 2013 således en artikel med Dr. Trevor Lamb6, der fortalte:
Den dybe oprindelse til ’synet’ går tilbage til for mere end 700 millioner år siden, da Jorden kun var beboet af encellede amøbelignende dyr, alger, koraller og bakterier. På den tid opstod de første lysfølsomme kemikalier, der er kendt som opsiner og blev brugt i rudimentære øjne af organismer til at skelne dag fra nat.
Fortidens celler havde allerede signalerende kaskader, der kunne sanse kemikalier i omgivelserne, og fremkomsten af opsin tillod dem at se lys. Men disse dyr var ganske små og havde intet nervesystem, der kunne behandle signaler fra deres lyssansende [kemikalier].
Over de følgende 200 millioner år blev disse lysfølsomme celler og deres opsiner gradvist bedre og bedre til at spore lys – de blev mere følsomme, hurtigere og mere pålidelige – indtil de for omkring 500 millioner år siden allerede nærmest lignede tapcellerne i vore dages øjne.
De første ægte øjne, der bestod af klumper af lysfølsomme celler, begyndte først at dukke op i Kambrium for omkring 500 millioner år siden, og repræsenterer et enormt spring i det evolutionære våbenkapløb. Skabninger, der kunne se, havde klart en fordel over dem, der ikke kunne.
Osv. osv. osv. Desværre indeholder denne typiske darwinistiske eventyrfortælling kun en samling generaliseringer og udokumenterede påstande uden decideret videnskabeligt indhold. Komplekse systemer ”begyndte at dukke op”, påstod Dr. Lamb – uden dokumentation. Alting ”blev gradvist bedre og bedre”. Baseret på hvad, Dr. Lamb? Og bemærk, at selv om Professor Lamb omtaler Kambrium, nævner han ikke den Kambriske Eksplosion, hvor fossillagene for første gang indeholder organismer med øjne – vel at mærke øjne, der er lige så komplekse som de øjne, vore dages organismer har. Intet sted i fossillagene finder man forudgående former til Kambriums komplekse øjne. Dr. Lamb bygger altså ikke sin historie på fossilstudier. Så hvad er den baseret på? Præcis på det, som ethvert andet godt eventyr bygger på: mandens egen fantasi.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at offentligheden i navn af videnskab i virkeligheden præsenteres for to vidt forskellige ting. Den ene ser vi eksempler på i denne artikels første halvdel: Videnskabsfolk kan efter omhyggelige eksperimenter, stor tålmodighed og årevis med hårdt arbejde fremvise nogle konkrete resultater, som vi alle bør tage hatten af for. Det er imponerende og videnskab i ordets sande betydning.
Den anden ting, der foregår i navn af videnskab, ser vi et eksempel på her til sidst: Historiefortællende charlataner, der får løn for at væve store myter med fejende generaliseringer og forenklinger uden på nogen måde at have forklaret, hvordan det koordinerede og irreducible samspil mellem hornhinde, nethinde, pupil, iris, synsnerve og tusinder af komplekse proteiner og molekylemaskiner skulle kunne være opstået.
Lad os nyde de ægte videnskabelige resultater og lad os stikke dem op i øjnene på disse historiefortællende charlataner og forlange en forklaring på – mutation for mutation – hvordan det faktisk kan være sket, at øjet er opstået af sig selv fra simple blinde kemikalier til f.eks. trilobitternes øjne, der er lige så komplekse som de øjne, vi finder på insekter i dag. En billion million år ville ikke være nok for at kunne udrette bare en brøkdel af disse undere med ikke-styrede processer alene. Lad os få skammet disse pseudovidenskabelige fusentaster ud fra de videnskabelige institutioner. Giv dem noget virkeligt arbejde som kartoffelinspektører eller noget andet nyttigt og giv os andre lov til at nyde i fred, hvad videnskaben virkelig afslører om livets intelligente design.
*
- Close-Up View of Water Pores Needed in the Eye’s Lens: Aquaporins Could Hold Clues to Cataract, se http://www.sciencedaily.com/releases/2013/08/130805131111.htm
- Microscopic Eye Movements Compensate for Nonhomogeneous Vision within the Fovea, se http://www.cell.com/current-biology/abstract/S0960-9822%2813%2900830-0#Summary
- Connectomic reconstruction of the inner plexiform layer in the mouse retina, se http://www.nature.com/nature/journal/v500/n7461/full/nature12346.html
- Hentet fra http://crev.info/2013/08/secrets-of-sight/
- Origin of Species, s. 217.
- Your eyes are half a billion years old, se http://medicalxpress.com/news/2013-07-eyes-billion-years.html