Af Indradyumna Swami
Indradyumna Swami har i mange år organiseret et ISKCON’s mest succesfulde programmer i Europa, den polske festivalturné. På grund af covid-19 har turnéen været aflyst i to år, men nu kører den igen. Indradyumna Swami fortæller her om turnéens første festivaldag.
I 2½ år har jeg fulgt covid-19 restriktionerne til punkt og prikke fra mit hovedkvarter i Vrin-davana. Jeg påbegyndte min tilværelse som omrejsende munk for knap 50 år, inden verden lukkede ned i begyndelsen af 2020. Jeg følte mig klemt inde i min lille lejlighed. Situationen stred imod min natur, men jeg holdt ud ved at dedikere mig til studier og undervisning, sommetider helt op til ti timer dagligt. Men så snart der åbnede sig en mulighed for at tage på farten og komme ud at give lektioner igen, greb jeg den.
Min første prioritet var at genetablere den årlige festivalturné, som jeg har stået i spidsen for siden 1990 langs Østersøens kyst. Der var mange bump på vejen. Under pandemien havde mange blandt truppens kernemedlemmer undergået livsforandrende skift i tilværelsen og var således ikke længere i stand til at deltage i den to måneder lange festivalturné. Krigen i Ukraine har kompliceret tingene yderligere, og den polske regering har ændret sin politik. Lokale embedsmænd, der i mange år har støttet os og tilladt os at afholde vores festivaler på velbesøgte områder, er ikke blevet genvalgt. Visse af de nye ledere er enten uinteresserede i vores festivaler, eller også har de ikke kendskab til vores samfund. For at det ikke skal være løgn, er mange af de fonde, der plejede at støtte os, også løbet tør for midler i løbet af pandemien.
Det krævede blod, sved og tårer, en ikke helt beskeden portion held og vigtigst af alt Krishnas nåde for at overvinde de udfordringer, vi stod overfor. Ved starten af juli stod 110 hengivne, hvoraf langt de fleste aldrig havde været med på turnéen før, samlet i Polen for at genoplive Festival of India-turnéen og se den sprede sine vinger som en Fugl Fønix langs Østersøens kyst.
Jeg ankom dagen, inden den første festival skulle finde sted, og blev glædeligt overrasket over at se alle de nye ansigter. Jeg var dog samtidig en anelse bekymret, for jeg var udmærket klar over, at vi hidtil har haft brug for 250 mand til at få festivalen til at løbe af stablen. Da jeg senere på dagen lagde mig til at sove, drømte jeg, at jeg var tilbage i Vrindavana på parikrama i selskab med adskillige hengivne, deriblandt min gode ven Caturatma Prabhu. Da jeg vågnede dagen efter, havde jeg en nostalgisk længsel efter den hellige dhama, men min længsel blev hurtigt stilnet, idet jeg ihukom et af mine yndlings-slokaer:
“I takt med at vi overgiver os til Herren Caitanyas tjeneste, kvalificerer vi os samtidigt til at yde tjeneste til Radharanis lotusfødder i Vraja.” (Srila Prabodhananda Saraswati, Sri Caitanya Candramrita, tekst 88)
Forbindelsen mellem at bo i Vrindavana og prædike om Krishna i Vesten har altid stået klart for mig. På den ene side udvikler de hengivne en stærk trang til at dele deres glæde med omverdenen, efter de har boet i Vrindavan for en stund og derigennem er blevet renset:
“O du heldige og overdådige Sukadeva Goswami, vil du ikke være så venlig at fortælle mig, hvordan befolkningen kan reddes fra at nedstige til de helvedesagtige tilstande, hvor de udsættes for ubærlige pinsler.” (Maharaja Pariksit, Srimad-Bhagavatam 6.1.6)
På den anden side udvikler man igennem tjenesten til Herren Caitanyas mission i Vesten en trang til at leve blandt vrajavasierne i Vrindavan:
“Med Sin tunge tilbeder Han Sri Haris navne. Hvor vidunderligt! Fra Hans øjne flyder en lind strøm af tårer. Alle hårene på hans krop stritter i ekstase, og Han glitrer af sved. Således lærer befolkningen fra Gaura Hari, skænkeren af den mest ophøjede og nektariske proces af hengiven tjeneste, om den evige tjeneste, der for altid følger i fodsporene på kohyrdinderne fra Vraja.” (Sarvabauma Bhattacarya, Susloka-Satakam, tekst 3)
Dagen for den første festival oprandt, og jeg drog med de hengivne på harinam-sankirtana i Niechorzes gader for at reklamere for begivenheden. Jeg har sunget og danset langs Østersøens kyst siden vores første festivalturné for 30 år siden, men denne gang var jeg i endnu bedre humør og endnu mere begejstret, uden tvivl fordi jeg de sidste to år har været forment adgang til at udføre min højtelskede tjeneste:
“Hvad ville jeg ikke give for at være
Tilbage i mit gamle ungdomsmiljø
Adskillelsen øger længslen efter mine kære
Farvel, du skønne ø!”
(Thomas Haynes Bayly, Isle of Beauty, 1844)
Det gik hurtigt op for mig, at jeg langt fra var den eneste, der havde savnet at være på tur. Det var tydeligt at se på folks adfærd, at de også havde savnet os. Deres øjne lyste op, da de så os, de smilede og vinkede, de decideret rev de farvefyldte pamfletter, vi uddelte, ud af hånden på os, og når vi begav os videre efter at have stået det samme sted længe, fulgte de med os videre til det næste sted, imens de dansede og sang med os i kor. Mens jeg observerede hændelserne, der foregik for næsen af mig, blev jeg overvældet af lykke og kom i tanke om endnu et af mine yndlingsvers fra Sarvabhuama Bhattacarya:
“I hvilken Kali-Yuga kan de levende væsener, der har gennemlevet fødsel efter fødsel, ikke opnå befrielse? Nu i Kalis tidsalder dykker de selvsamme levende væsener ned i glædesoceanet, der stilles til rådighed igennem sang af de hellige navne i flok.” (Sarvabhauma Bhattacarya, Susloka-Satakam, tekst 50)
Aftenen inden festivalen skulle begynde, holdt jeg øje med gaden, der førte til vores område med den store scene og de talrige farverige telte og udstillinger. Jeg prøvede at forestille mig alle de heldige sjæle, der ville møde op til begivenheden.
En time inden festivalen startede, lagde jeg mærke til en kvinde, der stod i restaurantteltet og betragtede de hengivne lægge sidste hånd på prasadam-menuen. Da hun så mig, vinkede hun til mig, som om hun kendte mig. “Jeg har ventet to lange år på, at denne dag skulle komme!” råbte hun til mig. “Bedre mad end jeres findes ikke i denne verden. Jeg ved ikke, hvordan jeg har klaret mig igennem de sidste par år!”
Snart begyndte publikum at indfinde sig, og de mange opsatte stole og bænke, vi stillede til rådighed for tilskuerne, blev fyldt til randen. Forventningens glæde var til at tage og føle på, mens vi alle ventede på, at opvisningen skulle starte. Og da forestillingen endelig begyndte, hujede både publikum og de hengivne af henrykkelse. Nu var vi tilbage i form!
Jeg gik rundt omkring på festivalpladsen, mens sceneshowet skred frem fra den ene overdådige optræden til den næste, og de forskellige telte og udstillinger var spækfyldte med besøgende. Somme steder var folkemængden så stor, at jeg knapt kunne bevæge mig. En familie insisterede på at tage et foto med mig. Folk omkring os gav os plads, og en fremmed tog et billede af os med familiens kamera. Familien viste mig derefter et foto af deres stue. På væggen hang et stort billede af os alle taget for 15 år siden.
“Vi har ventet i to år på, at I ville komme tilbage. Mange tak for at slå et smut forbi Niechorze!”
En af de hengivne blandt opstillingsholdet overværede sammentræffet. Han viste mig et billede, han havde med sig i lommen.
“Maharaja,” sagde han “Dette er mig som spæd i min mors arme ved denne festival for 25 år siden. Vi var blandt publikum. Min mor fortalte mig, at du hviskede Hare Krishna-mantraet ind i øret på mig. Jeg er overbevist om, at det er derfor, at jeg i dag tjener festivalen!”
Jeg gik videre mod bogteltet, hvor en ældre herre bad mig om at give ham min autograf i to eksemplarer af Bhagavad-gita. “Den ene er til mig,” sagde han. “Jeg havde tænkt mig at købe en for flere år siden, da jeg deltog i en af jeres festivaler, men alligevel tøvede jeg. Under pandemien ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde købt et eksemplar dengang, for jeg tror, at Bhagavad-gita ville have kunnet hjælpe mig gennem disse svære tider.”
“Og hvad med den anden?” spurgte jeg.
“Den er til mit barnebarn,” svarede han. “Kun Gud ved, hvad hun skal udsættes for i livet. Hun har brug for denne bog til at vejlede sig.”
En kvinde i bogteltet henvendte sig til mig. “Vil du ikke være så venlig at skrive en hilsen i min bog?” spurgte hun, imens hun rakte mig en Bhagavad-gita. “Jeg har deltaget i mindst en af jeres festivaler hver sommer i løbet af de sidste 30 år. Da jeg så jeres plakat på byens reklamesøjle, besluttede jeg mig for omsider at forsøge at sætte mig ind i den bagvedliggende filosofi, så nu køber jeg et eksemplar af bogen, I altid refererer til, når I holder foredrag på scenen!”
“Bedre sent end aldrig,” sagde jeg med et glimt i øjet, mens jeg skrev en kort hilsen i hendes Bhagavad-gita.
Jeg forlod bogteltet for at bevæge mig hen til et stille område lidt uden for festivalpladsen. En af mine absolutte yndlingsaktiviteter er at observere folks reaktioner, når de ankommer til festivalen og får deres første indtryk af Krishnabevidsthed. Jeg så skinnende øjne, overraskelse, glæde, forbavselse!
“Dette er alt sammen takket være Sri Caitanya Mahaprabhu,” tænkte jeg. “Han er den mest nådige blandt Herrens inkarnationer.” Jeg mindedes et vers, Herren selv forfattede:
“Oh Krishna! Oh nådesocean! Beskyt! Beskyt venligst disse folk. Oh min mægtige mester! De brænder op i den altopslugende skovbrand i form af fødsel og død. Oh nådesocean, berig dem venligst med din egen hengivne tjeneste.” Grundet Hans medlidenhed over for de levende væsener bad Sri Gaura Hari, den eneste Herre samt det eneste tilflugtssted for de ringe stillede, således denne hjerteskærende bøn.” (Sarvabhauma Bhattacarya, Susloka-Satakam, tekst 63)
Efter at publikum havde ladet sig fortrylle af to vidunderligt smukke forestillinger, var det tid for mig at drage mod scenen for at give et foredrag, et foredrag, jeg har givet tæt ved 1000 gange igennem årene. Det skulle ikke undre mig, hvis adskillige folk blandt publikum havde hørt mig give denne lektion under de forgange års festivaler. Det fik mig til at tænke på en linje fra Srila Prabhupadas forklaring til Bhagavad-gita 2.25: “Gentagelse er nødvendig, hvis man ønsker at forstå et emne til fulde, fri for fejl.”
Efter foredraget stod en kvinde og ventede på mig ved foden af scenen klar til at give mig opmuntrende og værdsættende bemærkninger: “Jeg har deltaget i jeres festivaler igennem flere år. Jeg har også læst de fleste af jeres læremesters bøger. Jeg har nærstuderet jeres filosofi. Jeg kom til festivalen i dag udelukkende for at høre dit foredrag. Jeg havde brug for at blive mindet om vigtigheden af budskabet. Af hjertet tak!”
Indvendigt videregav jeg taknemmeligheden til min åndelige mester. “Srila Prabhupada,” sagde jeg sagte, “ser du med? Selvfølgelig gør du det, for uden din velsignelse ville intet af dette kunne lade sig gøre.”
3000 folk deltog i den første festival den aften. Efter de fem fem timer var gået, forsamledes de hengivne.
“Denne første festival var gunstig,” sagde jeg, “og blot begyndelsen på hvad, der uden tvivl vil vise sig at være vores mest succesfulde tur i de 31 år, vi har været i gang. Tak for at slutte jer til os samt at arbejde så hårdt for at stable festivalen på benene. Den eneste belønning, vi søger, er at se gæsterne smile, imens de opdager den vidunderlige verden af Krishnabevidsthed!”