Over 30.000 mennesker forventes at deltage i åbningen af det nye syvetagers Radha-Govind Dev Mandir og Bhaktivedanta Akademi i Noida midtvejs mellem Delhi og Vrindavana. Noida er en bydel, der opstod i 1970’erne som et sideskud til det overbefolkede Delhi. ISKCON’s Lokanatha Swami så Noida som en god mulighed for at sprede Krishna-bevidsthed og fik hengivne til at rykke ind og lægge grundstenen til en nyt tempel i 2002.

Det halvfærdige tempel har været i brug allerede siden 2005, da kun en af de syv etager var færdig, hvor hengivne flyttede ind og begyndte at afholde søndagsfester mm. Som resultat er der nu et stort samfund af hengivne i Noida.

Templet har imidlertid først kunnet åbne officielt nu, da det har taget mange år at få det færdiggjort på grund af det tidskrævende arbejde med de mange håndudskårne og tilhuggede elementer.

Det nye tempelkompleks indeholder mangt og meget. I kælderen er der et auditorium og en teatersal, stueetagen har en Govindas restaurant, og på første etage er der en sal til forskellige arrangementer og nogle butikker. På anden sal er der en stor boghandel med Srila Prabhupadas bøger og butikker med salg af maha-prasadam fra templet.

På tredje sal findes selve tempelrummet, hvor vægge, gulv og omhyggeligt udskårne søjler alle er lavet af den bedste marmor fra Rajasthan. En af grundene til, at det har taget næsten elleve år at færdiggøre templet, er, at det har taget fire mand over to måneder at udhugge hver eneste søjle, og der er hundrede søjler i hele bygningen. Selve alteret har plads til Deiteter af Gaura-Nitai til venstre, Sri-Sri Radha-Govind Dev i midten og Jagannatha, Baladeva og Subhadra til højre, mens alle templets vægge prydes af bas relief skulpturer af Herren Krishnas lege.

På de øvrige etager er der bl.a. et bibliotek, et konferencelokale og et Bhaktivedanta Akademi med auditorier og klasselokaler. Ved siden af selve tempelbygningen er der blevet opført et stort gæstehus med 22 gæsteværelser. Da Noida ligger direkte ud til vejen imellem Delhi og Vrindavana, forventes mange hengivne at overnatte i Noida under deres besøg i Vrindavana.

De hengivne regner med, at templet bliver et aktivt midtpunkt for et allerede meget aktivt og pulserende samfund af hengivne. Allerede nu er der 20 aktive bhakti-vriksa grupper, som forventes at vokse til 100 grupper, så snart templet er åbnet.

Nodia9