Krishnabevægelsen i Danmark og templet i København drives ved fælles indsats af rigtig mange, både når det gælder de praktiske tjenester og finansieringen.
Hare Krishna er ikke på finansloven (ingen kirkeskat) eller modtager støtte udefra fra ISKCON’s større organisation (Srila Prabhupada ønskede, at alle lokale centre er økonomisk og ledelsesmæssigt selvkørende). Derfor skal vi selv finde ud af, hvordan vi finansierer vores aktiviteter.
Heldigvis er der god opbakning fra rigtig mange af jer til ISKCON’s aktiviteter i Danmark. Et meget populært støtteprogram er således det månedlige nitya-seva, hvor man skriver sig op til at give et fast månedligt beløb, der trækkes automatisk fra ens konto via PBS. Beløbene går lige fra 100 eller 200 kr. op til et par tusinde, og på den måde kan templets aktiviteter foregå, uden at der lægges unødigt pres på nogle få individer. Alt er fordelt på rigtig mange, så ingen oplever det som en tung byrde.
Som det seneste har ISKCON taget en ny tjeneste fra MobilPay i anvendelse, hvor den månedlige donation trækkes på en meget nem måde via Mobilpay og noget enklere end PBS. Hvis nogle af jer, der læser dette, endnu ikke er månedlige støttemedlemmer, men har lyst til at blive det, kan I derfor nu bare skanne den QR-kode, I ser oppe i hjørnet, skrive et støttebeløb efter frit valg og sende det af sted. Alt gør en forskel og giver mulighed for at gøre endnu flere gode Krishnabevidste aktiviteter.
Bemærk, at alle støttebeløb til ISKCON er fradragsberettigede, hvis man oplyser sit CPR-nummer, hvilket kan gøres som en besked via MobilPay eller indsendes på email lalitanatha@krishna.dk.