Nama-hattaens historie

– Af Bhakti Raghava Swami –

Nama-hatta betyder ordret ’det hellige navns markedsplads’. I slutningen af 1800-tallet organiserede Srila Bhaktivinoda Thakura sit store namahatta-program, hvor han involverede så mange som 55.000 hengivne over hele Bengalen i lokalgrupper, der mødtes fast for at synge Hare Krishna, studere skrifterne og tjene Sri Caitanya og Sri Nityananda. 

Bhaktivinoda Thakura beskrev sit namahatta-program i bogen Sri Godruma Kalpatavi. Jayapataka Swami oversatte og udgav Sri Godruma Kalpatavi på engelsk i 2009. Et appendix til denne bog er en artikel af Bhakti Raghava Swami, hvor han fortæller, hvordan ISKCON over de sidste 30 år har opbygget et tilsvarende namahatta-program i Vestbengalen, hvor hundredtusindvis af mennesker i dag er medlem af små namahatta-sanga’er under ISKCON’s ledelse. Det følgende er en forkortet oversættelse af Bhakti Raghava Swamis artikel.

Antydninger til namahatta-programmet og dets prædikeånd kan føres tilbage til Sri Caitanya Mahaprabhu, da Herren gav en berømt ordre til Sine pionerprædikanter Sri Nityananda Prabhu og Srila Haridasa Thakura:

”O hør Mig, Nityananda! Hør Mig, Haridasa! Udbred Min ordre overalt. Gå fra hus til hus og bønfald alle: ”Tal om Krishna, tilbed Krishna og undervis andre om Krishna.” (Caitanya-bhagavata, Madhya-lila 13.8-9)

Nogle hundreder år senere tog Srila Bhaktivinoda Thakura Herrens mission op og skrev følgende om namahatta-prædikenen:

”Jeg synger for at fortælle om den største lykke! På stedet, der er kendt som Surabhi Kunja i Sri Navadvipa, er markedspladsen for det hellige navn nu blevet åbnet med Herren Nityananda som ejeren.” (Vaisnava-siddhanta Mala)

Ved Herren Caitanya og Srila Prabhupadas nåde er den samme prædikeånd, der ønsker at oversvømme hele verden med harinama-sankirtana-bevægelsen, blevet introduceret i form af namahatta-programmet. Dette blev gjort af hengivne, der tjente i Sridhama Mayapur under ledelse og inspiration af HH Jayapataka Swami. I år (2009) er det ISKCON’s store glæde at kunne fejre nama-hattas 30-års jubilæum.

 

Den første namahatta-sanga

Den officielle begyndelse på namahatta–programmet fandt sted i september 1979, da en gruppe ivrige landsbyfolk nær Mayapur Candradoya Mandira blev den første registrerede namahatta-sanga. Tidligere samme år havde Jayapataka Swami haft et møde med nogle af Mayapurs hengivne for at diskutere sit ønske om at starte nama-hatta, sådan som det blev skitseret i Godruma Kalpatavi, et nyhedsbrev, der blev udgivet i 1800-tallet af Srila Bhaktivinoda Thakura. Siden Godruma Kalpatavi endnu ikke var blevet oversat fra bengalsk, var bogen ukendt for de fleste af os, der dengang gjorde tjeneste i Mayapur. Jeg havde været leder for nye bhaktaer i snart et år, så da jeg blev inviteret til nævnte møde, var jeg interesseret i at deltage for at få en ide om programmets store muligheder.

 

Beskeden begyndelse

Namahatta-programmet begyndte i meget lille skala med kun en håndfuld hengivne, meget beskedne faciliteter og intet budget eller indtægt. De eneste lokaler, der stod til rådighed for det nye departement, var i kælderen i Cakra-bygningen. Jeg valgte to rum i den østlige ende af bygningen, et til kontor og et til mit eget private værelse.

Til at begynde foregik namahatta-programmet uafhængigt af tempelledelsen og blev hovedsageligt finansieret af Jayapataka Swami. Dengang og så længe jeg tjente i Mayapur (indtil 1986) havde vi ingen motorkøretøjer, computere, mobiltelefoner eller endog kameraer, men kun nogle cykler. Namahatta-prædikanterne rejste med offentlige transportmidler som bus, tog og båd eller kørte med oksekærrer eller gik til fods til forskellige dele af Vestbengalen, Orissa og Assam.

Som programmet voksede, og flere prædikanter sluttede sig til namahatta-departementet, fik vi brug for mere plads, som vi gradvist fik i Cakra-bygningen. Namahatta-kontoret lå der i mange år, lidt gemt af vejen og ukendt for offentligheden.

 

Nama-hatta misforstået

På sit tidlige stadie var der ikke så stor forståelse for namahatta-programmet, og det blev ofte heller ikke særlig værdsat af hengivne generelt, fordi det hovedsageligt fokuserede på hengivne, der boede uden for vores tempelområder. Det var lidt af en kamp af få de fastboende hengivne og selv administrationen til at acceptere programmet. Til at begynde med fik jeg titel af ’Overdirektør for Nama-hatta’, som dog hurtigt blev ændret til det mindre truende ’Regionalleder for Nama-hatta’.

Da vi i 1980 besluttede at afholde den første namahatta-sammelan, der efterfølgende blev en årlig begivenhed med deltagelse af tusinder af namahatta-hengivne, havde Mayapurs administratorer vanskeligt ved at relatere til arrangementet, der blev organiseret uden om dem. Som regionalleder for nama-hatta indbød jeg tempelpræsidenten til sammelanen, der foregik inde på hans område. Jeg husker også, hvordan jeg stillede et bogbord for nama-hatta op under seminarerne, der foregik under Gaura-purnima festivalen, og hvordan meget få udenlandske hengivne kunne relatere til namahatta-programmet. Men gradvist blev nama-hatta ved Herren Caitanyas barmhjertighed mere integreret og accepteret.

 

Namahatta-sammelaner

For at føre namahatta-medlemmerne sammen og inspirere dem i deres prædikearbejde såvel som øge antallet af nye namahatta-sangaer organiserede namahatta-kontoret hvert år en sammelan. Generelt blev denne afholdt enten kort tid før eller lige efter Jayapataka Swamis vyasa-puja. Sammelanen var et stort arrangement, der tiltrak namahatta–grupper fra afsidesliggende landsbyer i Vestbengalen og Orissa. Alle grupperne medbragte deres egne farverige namahatta-bannere med deres landsbys og distrikts navne på. Forskellige præmier og priser såsom mrdangaer, karatalaer, Deitets-udsmykninger, bøger osv. blev uddelt som påskønnelse af de namahatta–sangaer, der udmærkede sig i deres sadhana og prædikearbejde.

 

Pionerhengivne

To tidlige pionerer i namahatta-programmet var Gauranga Prema Prabhu (der senere blev sannyasi under navnet Gauranga-prema Maharaja og nu leder namahatta-departementet) og Gauracandra Prabhu, der er namahatta-programmets ældste prædikant og dengang Gauranga-prema Maharajas assistent. Begge har været med i namahatta-programmet i næsten 30 år og fortsætter med at være de ledende inspiratorer. Andre pionerhengivne fra Vestbengalen var Svetadvipa Prabhu, Braja-raja Prabhu, Koladvipa Prabhu med flere.

 

Entusiastiske Dadu

Dengang jeg stadig stod for de nye bhaktaer, kom der en dag en gammel mand med langt måttet hår ind på mit kontor. Han var omkring 80 år gammel og havde boet i en hule i Assam i mange år. Igennem nogle omrejsende prædikanter havde han fået et eksemplar af Back to Godhead og kom omgående efter at have læst det til Mayapur for at flytte ind som hengiven på fuldtid. Vi vidste ikke, hvad vi skulle stille op med så gammel en mand, for alle vores nye bhaktaer var unge. Han må have haft sit måttede hår i årtier, for da det blev løst op, nåede det helt ned til gulvet. Den første nat, han var i templet, sov han på gulvet i Cakra-bygningens veranda. Den næste dag havde vi en alvorlig samtale med ham om, hvordan det ville være vanskeligt i hans alder at blive hengiven på fuldtid. Men han var fast besluttet. Vi fortalte ham, at så var han nødt til at klippe sit hår af. Med det samme gik han ned til Ganges, ragede håret af og vendte tilbage som hengiven på fuldtid. Kort tid derefter sluttede ”Dadu” sig til namahatta-prædikenen. Han deltog i hvert eneste namahatta-arrangement, der blev afholdt i de lokale landsbyer, og gik meget ivrigt på scenen for at opfordre alle til at synge de hellige navne. Han var en af de mest entusiastiske hengivne i nama-hatta–programmet.

 

Registreringen af nama-hatta-grupperne

På et tidspunkt begyndte vi at registrere de individuelle namahatta-grupper, hvilket resulterede i, at mange flere folk fra landsbyerne hørte om programmet. Ofte kom folk uanmeldt til namahatta-kontoret for at registrere deres sanga. Proceduren var enkel, gebyret kun symbolsk og reguleringerne, de skulle følge, minimale. For at registrere som en sanga skulle der være mindst fem personer fra samme landsby. De skulle mødes én gang om ugen for at have harinama sammen i landsbyen og høre fra Srila Prabhupadas bøger. Medlemmerne af disse sangaer blev opmuntret til at recitere nogle runder japa og besøge Sridhama Mayapur. Det var meget enkelt. Når som helst det var muligt, besøgte vi deres landsby. Det var meget inspirerende at se så mange mennesker begynde at praktisere hengiven tjeneste. Alene inden for de første år registrerede vi et tusinde namahatta-sangaer.

 

Samskara Patra

For at forbinde endnu flere folk med namahatta-prædikenen fandt Jayapataka Swami på en tiltrækkende metode, der blev kaldt Samskara Patra. Dette var et officielt ”eds-kort”, hvor en person højtideligt aflagde løfte om at recitere mindst én runde af Hare Krishna-mantraet hver dag. Ved afslutningen på alle vores pandal-programmer stod snesevis og somme tider hundredvis af ivrige deltagere i kø for at aflægge løfte og få deres kort. Nogle passede omhyggeligt på dette kort i årevis, og når som helst de besøgte Sridhama Mayapur, viste de det stolt frem for namahatta-prædikanterne og huskede stadigvæk den dag, de fik deres Samskara Patra.

 

Den nordbengalske tur og den tyske bus

Hvert år blev der arrangeret en tur til de forskellige namahatta-sangaer i det nordlige Vestbengalen, hvor Jayapataka Maharaja rejste rundt i en særlig indrettet tysk bus. Bussen havde en indbygget seng til Maharaja, for mange steder var der ingen faciliteter.

Udenlandske hengivne med god køreerfaring blev sat til at være chauffører for denne bus. Engang blev den faste chauffør syg. Jeg havde et stort kørekort fra Canada, men aldrig før kørt så stor en bus. Jeg tilbød alligevel at køre den, så i flere dage var jeg Jayapataka Swamis officielle chauffør. Efter turen kommenterede Maharaja, at jeg havde kørt meget roligt i sammenligning med nogle af de tidligere chauffører.

Denne årlige bustur satte liv i nama-hattas prædikeaktiviteter, og mange nye hengivne kom som resultat af den. Under turen blev der afholdt store pandal-programmer, der tiltrak tusinder af nysgerrige tilskuere. Turen krævede stor planlægning og organisering, som vores fortrop af bengalske prædikanter i begyndelsen sørgede for. Da medlemmerne af de forskellige namahatta–sangaer senere blev mere fortrolige med vores rejseprogram, stod de selv for alle arrangementerne. Til tider rejste 50 hengivne eller endnu flere med Jayapataka Swami på disse ture.

 

Prædiken med Jayapataka Maharaja

Fra selve starten på namahatta-programmet frem til nu har Jayapataka Maharaja konstant påtaget sig stor askese for at etablere og udbrede det. Jeg husker, hvordan han somme tider ankom fra udlandet og måtte styrte til Howrah station for at nå et nattog til en afsidesliggende landsby, hvor programmet allerede var blevet planlagt. Han ville selv finde frem til den lokale pandal, somme tider ved hjælp af sin egen lille lommelygte, for ingen havde tænkt på at have sådan en med. I disse tidlige år var arrangementerne i landsbyerne enkle og beskedne. Ikke desto mindre var Maharaja altid parat til acceptere alle besværligheder for at prædike til de ivrige lokalpublikummer på deres bengalske modersmål.

Fordi Jayapataka Swami havde ansvar for verdensomspændende prædiken og var nødt til at kunne korrespondere med resten af verden, medbragte han altid en bærbar computer i bussen på disse namahatta-ture. Dengang blev batterier til bærbare computere afladt ret hurtigt, og de hengivne måtte sørge for elektricitet til bussen, så Maharaja kunne fortsætte med sit arbejde. Ofte arbejdede han til sent på aftenen for at blive færdig med vigtige rapporter eller få indhentet sin email-korrespondence. Det skete sikkert flere gange, men jeg så det personligt ske én gang, hvordan nogle lokale folk kom til at afbryde elektriciteten, og Maharaja blev desperat over at have mistet en masse arbejde, der ikke var blevet gemt.

Jayapataka Swami var altid meget omsorgsfuld over for alle hengivne inklusive mig. Han vidste, at arbejdsforholdene i nama-hattaens kælderkontor ikke netop var ideelle og kom derfor engang med en helt ny elektrisk vægventilator, som han havde haft med fra et eller andet sted i udlandet. Det glemmer jeg ham aldrig for.

 

Nama-hatta i dag

Namahatta-programmet har udviklet sig kolossalt. I dag har det sit eget ministerium, The ISKCON Congregational Development Ministry, med Jayapataka Swami som den globale minister og Kaunteya Prabhu som sekretær. I tilgift giver den store Nama Hatta Bhavan i Mayapur husrum til de tusinder af medlemmer, der kommer på besøg hvert år, og tjener som hovedkvarter for koordineringen af de mange aktiviteter i departementet. Namahatta-programmet beskæftiger omkring et hundrede brahmacarier, der rejser i mange busser for at prædike over hele Vestbengalen og Orissa. Således er Sri Caitanya Mahaprabhus profeti om, at Hans hellige navne ville blive sunget i hver eneste by og landsby, ved de tidligere acaryaers nåde og den beslutsomme indsats fra namahatta-prædikanterne af i dag gradvist ved at gå i opfyldelse.