Af Ratnavali Devi Dasi

Denne forbløffende historie blev offentliggjort i 2010. Ratnavali Devi Dasi, en engelsk hengiven af indisk oprindelse, fortæller, hvordan hun opdagede, at hun i sit tidligere liv havde været en discipel af Srila Prabhupada, en ung brahmacari, der kun 19 år gammel blev dræbt i en trafikulykke.

Jeg husker mit tidligere liv som en brahmacari ved navn Raghava Dasa. Det har jeg fundet ud af gennem en række drømme, der senere viste sig at være fra virkelige hændelser i Raghavas liv og død.

Jeg er hindu af afstamning og blev født den 9. august 1975 i London. Mine forældre havde et lille alter med mange billeder af halvguder og Herren Sri Krishna. En dag åbnede jeg en skuffe, hvor der var en bog af Srila Prabhupada. Jeg husker ikke titlen, men da jeg så på omslaget, blev jeg draget til billedet af Srila Prabhupada. Jeg husker, da jeg så på ham, at hans øjne var meget dybe. Jeg havde det, som om han bad mig komme hjem.

Oktober 1991

Jeg blev brutalt overfaldet på mit gymnasiums plæne af en stofpåvirket mand, der var trængt ind på området. Han slog mig igen og igen i hovedet med en hegnspæl med søm på. Jeg brugte mine hænder for at beskytte hovedet. Smerten var ulidelig. Selv om han slog mig i hovedet og på hænderne, gik det pludselig op for mig, at han ikke kunne ramme det virkelige mig, der var noget inde i kroppen. Jeg skreg efter hjælp, men ingen hørte mig. Så bad jeg intenst: ”Kære Gud, hjælp mig, Gud, hjælp mig.” En stemme indefra ledte mig og sagde: ”Lad, som om du er død,” så jeg spillede død, og han holdt op med at slå mig. Så sagde stemmen: ”Du kan åbne dine øjne nu. Han er væk.” Jeg var bange, for hvis han stadig var der, ville jeg blive slået ihjel.

Jeg åbnede langsomt mine øjne og så til min lettelse, at han ikke var der længere. Stemmen ledte mig videre: ”Rejs dig og løb.” Jeg var udmattet fra slagene og ville ikke op. Så sagde stemmen: ”Hvad nu, hvis han kommer tilbage? Det er nu, du skal flygte.” Med det samme kom jeg op på benene og så, at mine hænder og fødder var dækket af blod. Det tog mig et stykke tid at komme mig følelsesmæssigt og fysisk oven på denne rædselsvækkende episode, men jeg følte, at jeg skyldte denne stemme mit liv.

 

1992

Jeg mødte hengivne, der distribuerede bøger i det område, hvor jeg boede, og de havde mange bøger af Srila Prabhupada. Jeg henvendte mig til dem og købte nogle bøger. Jo mere jeg læste, desto mere kunne jeg mærke den stemme, der havde beskyttet mig. Den vigtigste bog, der besvarede alle mine spørgsmål, var Bhagavad-gita, der forklarede videnskaben om sjælen, og at Krishna er Guddommens Højeste Personlighed. Nu var jeg overbevist om, at stemmen var Krishna, der havde beskyttet mig som Oversjælen. Jeg søgte efter Krishna. Bogdistributøren nævnte, at der var et tempel i London med Deiteter af Radha-Krishna. Med det samme fik jeg et stærkt ønske om at se Dem. I sidste ende, da jeg fik darsana af de smukke Deiteter af Sri-Sri Radha-Londonisvara, blev jeg overvældet af følelse. Tårer løb ned ad mine kinder, da jeg var helt overbevist om, at De havde reddet mig. Da og dér besluttede jeg mig for at vie mit liv til Dem.

 

Ægteskab og sankirtana med Tribhuvanatha

OKTOBER 1997: Jeg blev gift med Krishna Vidhi Prabhu og to år senere initieret af HH Bhakti Caru Swami og fik navnet Ratnavali Dasi.

JUNI 2000: Jeg blev inspireret af Tribhuvanatha Prabhus harinama-sankirtana, specielt lørdag aften i London. Jeg var dygtig til at spille på den afrikanske tromme, der harmonerede godt med hans mridanga-slag. Jeg blev en del af hans festivalgruppe.

 

Glimt af mit tidligere liv

AUGUST 2000: Under Rathayatra i London nævnte jeg over for min mands åndelige mester, Krishna Ksetra Prabhu, at jeg var her på Trafalgar Square til Rathayatra i 1973. Han svarede: ”Virkelig? Det var jeg også.” Bagefter undrede jeg mig over, hvorfor jeg havde sagt det, for jeg blev først født i august 1975.

OKTOBER 2000: Tribhuvanatha Prabhu arrangerede 24 timers kirtanaer for at samle donationer til hans festivaler i Østafrika. Jeg spillede på tromme med ham i 24 timer. Da jeg nævnte det for ham, svarede han: ”Du vil falde død om.” Jeg svarede: ”Det er bedre at falde død om i en kirtana end i en ulykke.” Igen undrede jeg mig over, hvorfor jeg havde sagt noget så sært.

SEPTEMBER 2001: Jeg fortalte for sjov min Guru Maharaja, hvordan min mand havde nævnt, at han i en regression havde set mig som brahmacari. Min Guru Maharaja svarede i fuldt alvor, at jeg helt sikkert havde været en brahmacari i mit tidligere liv og lavet harinama i fortid, nutid og fremtid. Nu var jeg virkelig chokeret.

 

Tribhuvanatha Prabhus bortgang

OKTOBER 2001: Da Tribhuvanatha Prabhu blev diagnosticeret med mavekræft, begyndte jeg at lave harinama-sankirtana hver dag for at bede om hans helbredelse. Tribhuvanatha Prabhu blev rørt af denne gestus og lovede, at han ville hjælpe mig med harinama, når han fik det bedre. Desværre forlod han verden, så jeg fortsætter med at lave harinama som en evig forbindelse til Tribhuvanatha Prabhu.

OKTOBER 2001: Jeg drømte, at jeg rejste til Skotland. I en af scenerne var jeg på en hos-pitalsgang. I en anden ledte jeg efter mit hjem, men det var blevet lavet om til en pub med en karakteristisk sort spiraltrappe og en gangsti ved indgangen. I den tredje scene reciterede jeg japa i en park, som jeg kunne se fra alle sider. To uger senere drømte jeg igen, at jeg reciterede japa i den samme park.

OKTOBER 2001: Jeg havde mødt Krishnadas Prabhu [ikke hans rigtige navn] for første gang ved Tribhuvanatha Prabhus mindeceremoni og fornemmede, at jeg havde set ham før. Han nævnte i en tale en person, der var gået bort på grund af uforudsete omstændigheder. Med det samme svarede noget inde i mig: ”Nej, det er ikke sandt. Jeg er her,” og jeg blev emotionel. Bagefter undrede jeg mig over, hvorfor jeg havde fået det sådan, for jeg havde aldrig mødt ham før.

 

Søgen efter Raghava Prabhu

NOVEMBER 2001: Rama Nrsingha Prabhu og jeg udspurgte fem forskellige Srila Prabhupada-disciple, om de havde kendt nogle brahmacarier, der var døde før 1974, som havde elsket harinama, og som havde været forbundet med Sri-Sri Radha-Londonisvara og Tribhuvanatha Prabhu. Jeg fandt ud af følgende om Raghava (1954 – 1973):

David Hoey blev født den 14. maj 1954 i Glasgow. Han var enebarn og boede med sin mor og far. 13 år gammel fandt han sin far hængende fra et reb, død af selvmord. David begyndte at stille spørgsmål til livet og 17 år gammel flyttede han ind i ISKCON’s tempel i  Edinburgh. David var inspireret af Tribhuvanatha Prabhu til at lave harinama. Når Tribhuvanatha Prabhu og David mødtes i tempelrummet, ville de hoppe op og ned næsten hver dag i nogle minutter og synge Hare Krishna, mens de klappede i hænderne og sommetider spillede karatalaer som galninge. David besøgte mange gange Bury Place-templet i London, hvor Sri-Sri Radha-Londonisvara boede. Han havde også set Radha-Gokulananda på Bhaktivedanta Manor. David blev initieret af Srila Prabhupada den 19. oktober 1973 og fik navnet Raghava Dasa Brahmacari. Han gav sit livs opsparing på 200 pund til Srila Prabhupada som guru-daksina.

Hans entusiastiske tjeneste fik en tragisk afslutning den næste dag i en bilulykke på vej fra Edinburgh til Newcastle. Krishnadasa Prabhu faldt i søvn ved rattet, bilen forulykkede, og Raghava forlod kroppen. Tribhuvannatha Prabhu græd, når han fortalte andre om Raghavas død.

Srila Prabhupada skrev i et brev til Revatinandana Swami den 14. november 1973: “Med hensyn til bilulykken, så afhold et kondolencemøde for Raghava das Brahmachari og bed til Krishna for hans sjæl om, at Han må give ham en god mulighed for fremskridt i Krishna-bevidsthed. Krishna vil helt sikkert give ham et godt sted at tage fødsel, hvor han igen kan påbegynde aktiviteter i Krishna-bevidsthed. Det er sikkert.”

 

Regressioner til tidligere liv

NOVEMBER 2001: Jeg talte med min Guru Maharaja og Tamal Krishna Gosvami om mine underlige oplevelser. De foreslog begge en regression tilbage til sidste liv, og jeg prøvede to. Begge regressioner viste, at jeg var en ung brahmacari, der lavede harinama med Tri-bhuvannatha Prabhu. Nogle scener med Srila Prabhupada gjort mig meget følelsesladet. Efter begge regressioner havde jeg de følgende morgener de samme tilbagevendende drømme om en langhåret mand, der falder i søvn ved rattet. Jeg sidder bag i bilen, og bilen forulykker.

JANUAR 2002: Jeg havde en drøm, hvor Krishnadasa Prabhu råber: “Raghava, Raghava, Raghava!” Nogle uger senere havde jeg en anden drøm, hvor jeg forsøger at fortælle ham, at jeg var hans gamle ven Raghava, men han kunne ikke se mig.

Jeg havde mange mareridt om bilulykker. Jeg havde også nogle drømme om Edinburgh såsom at gå op ad en trappe i Edinburgh-templet til en Srimad-Bhagavatam-klasse.

Min mand og jeg mødtes med Krishnadasa Prabhu. Jeg var meget nervøs og vidste, at ingen ville tale med ham om Raghava, da det var en meget følsom ting. Da vi kom hjem til ham, fortalte jeg ham om mine drømmesyner, og han var meget venlig og åben. Han bad mig holde ham opdateret og var meget nysgerrig.

Min mand og jeg besøgte området, hvor ISKCON’s tempel i Edinburgh havde været. Da jeg kom forbi en park, blev jeg chokeret over at se, at det var den samme park som i mine drømme. Jeg så på den fra mange vinkler og vidste, at det var den samme park som i mine drømme. Så fandt jeg adressen på det gamle Edinburgh-tempel, der til min forbløffelse var lavet om til en pub. Inden for var der den samme sorte spiraltrappe og en gangsti ved indgangen. Jeg følte, det var mit hjem, og at jeg havde været her før. Raghava havde været baseret i Edinburghs tempel og elskede at recitere sin japa i den samme park. Jeg blev overvældet over at se alt det, der havde været i min drøm i oktober 2001, i virkeligheden.

APRIL 2002: Jeg fortalte min Guru Maharaja om mine oplevelser. Jeg spurgte ham, om det bare var mit sind eller en højere åbenbaring. Han svarede, at det var en åbenbaring fra oven. Det var vanskeligt at fordøje, selv om jeg teoretisk vidste, at vi ikke er kroppen, men sjælen. Min Guru Maharaja var meget omsorgsfuld og hjalp mig med at forholde mig til alt dette. På sit besøg i London havde han også talt med Krishnadasa Prabhu, der allerede var overbevist om, at jeg i mit tidligere var Raghava. Krishnadasa Prabhu var meget lettet, selv om det også var en stor mundfuld for ham at sluge.

Min Guru Maharaja havde engang for sjov sagt til mig: ”Så hvem var den pige, du tænkte på i dødsøjeblikket?” Jeg blev lige så chokeret som skamfuld og svarede: ”Det ved jeg ikke, og det er nok også bedre, at jeg ikke ved det.” Ifølge Bhagavad-gita 8.6: “Uanset hvad du tænker på i dødsøjeblikket, opnår du med sikkerhed den tilstand.”

JUNI 2002: Jeg havde de samme tilbagevendende drømme fra barndommen, hvor jeg kigger ud fra soveværelsesvinduet, og alt, jeg kan se, er bakker og grønt.

NOVEMBER 2002: Jeg mødte Krishnadasa Prabhus ekshustru Dhenuvati for første gang i Edinburgh. Hun havde kendt Raghava, der havde hjulpet hende i Edinburghs tempelkøkken. Hun havde to hunde. Jeg blev bange for dem og begyndte at fjerne min venstre hånd af frygt. Så nævnte jeg, at jeg havde haft en meget virkelig drøm, hvor jeg var blevet bidt af en hund i min venstre hånd i parken. Dhenuvati blev forbløffet og svarede, at Raghava var kommet løbende til hende og havde sagt, at han aldrig ville gå hen i parken igen, fordi han var blevet bidt af en hund i venstre hånd.

SEPTEMBER 2003: Jeg begyndte at huske den indiske pige, som Raghava havde været tiltrukket af, og som også var i templet i Edinburgh. Jeg ringede til Dhenuvati, der bekræftede, at det var rigtigt, for hun havde bemærket omgangen mellem Raghava og en indisk pige, Satyavati [ikke hendes rigtige navn]. Han var mere optaget af hende end af sin japa og klagede til Dhenuvati over hende mange gange. Han var både tiltrukket og frastødt af hende, så han kunne ikke være normal omkring hende og ville derfor ikke behandle hende ordentligt. Når hun kom ind i køkkenet, ville han blive sky og gå ud. Jeg skammede mig over at høre alt dette.

OKTOBER 2004: Jeg fik fat på kontaktoplysningerne til Satyavati og besøgte hende. Det var forbløffende og mærkeligt, for vi havde de samme øjne, form og træk. Inde i mig selv undskyldte jeg mig over hende for alle mine forseelser, som jeg følte, at jeg i dette liv fik nogle karmiske reaktioner for. Jeg spurgte hende mange gange om Raghava, men hun kunne ikke huske ham.

JANUAR 2005: I en drøm var jeg en brahmacari i 7, Bury Place, hvor Sri-Sri Radha-Londonisvara boede i 1970’erne. Raghava havde opholdt sig der nogle gange.

MAJ 2005: Jeg var nysgerrig efter at vide, om Raghavas familie stadig var i live, så jeg fik fat på Raghavas obduktionsrapport og fødsels- og dødsattester sammen med hans mors dødsattest. Jeg vidste, at Raghava ikke havde søskende, så der var ingen, jeg kunne komme i kontakt med. Alle mine modermærker, ar og sygdomme svarede til Raghavas kvæstelser i døden. Jeg fik også fat på nogle vidneudsagn fra ulykken.

JUNI 2005: Jeg bestemte mig for at besøge huset, hvor Raghava havde boet med sine forældre i Glasgow. Jeg bankede på døren, men ingen svarede. Så bankede jeg på ”mine” naboers dør hos dem, der delte haven, og jeg mødte en gammel dame, Mary. Hun havde været gode venner med Raghavas mor, Hannah. Da jeg fortalte hende om mine syner, blev hun overbevist. Hun inviterede mig indenfor og var meget venlig. Hun sagde: ”Hvis du går hen til Davids soveværelsesvindue – og kun fra hans soveværelsesvindue – kan du se smukke bakker og grønt.” Jeg gik derhen og blev chokeret og begyndte at græde, for det var præcis som i mine tilbagevendende drømme.

MAJ 2006: Ved hjælp af vidneudsagnene besøgte jeg stedet, hvor Raghava forlod kroppen på motorvejen i Morpeth. Der på stedet følte jeg mig som Raghava. Jeg havde ikke været parat til at forlade kroppen på dødstidspunktet. Det var slutningen på ét liv og begyndelsen på det næste.

Forkortet fra den oprindelige artikel, der kan læses på Dandavats: http://www.dandavats.com/?p=8892.