Af HH Kadamba Kanana Swami
Den 25. februar optog og udsendte Kadamba Kanana Maharaja sine sidste ord til sine disciple og alle hengivne verden over.
Mens han dårligt kunne tale, trække vejret og sidde oprejst sagde han følgende:
om ajnana-timirandhasya
jnananjana-salakaya
cakshur unmilitam yena
tasmai sri-gurave namah
vanca-kalpatarubhyash ca
kripa-sindhubhya eva ca
patitanam pavanebhyo
vaishnavebhyo namo namaha
Da Maharaja Pariksit engang rejste rundt i sit kongerige, stødte han på et frygteligt skue. En ko blev angrebet af en primitiv mørk mand, der var klædt ud som en konge, der med en stang allerede havde brækket en tyrs ben.
Som en tapper konge skred Maharaja Paraksit straks ind og var parat til at kæmpe mod manden i det kongelige kostyme, der var ingen anden end Kali personificeret. Men i stedet for at sætte sig imod faldt Kali omgående ned ved fødderne af Kong Pariksit som en underordnet og var ikke parat til at kæmpe.
Maharaja Paraksit tog skridtet fuldt ud og erklærede, at Kali ikke kunne opholde sig i hans kongerige. Kali svarede: ”Hvad skal jeg gøre? Jeg har søgt tilflugt ved dig. Jeg er en praja. Jeg eksisterer. Jeg er blevet født. Jeg har brug for at eksistere et eller andet sted. Hvor kan jeg eksistere?”
Maharaja Paraksit tænkte sig om og svarede: ”Du kan opholde dig på fire steder: hvor der er spil, kødspisning, utilladt sex og beruselse.”
Der var intet sådant sted. Kali kunne ikke finde et sådant sted, så han kom tilbage og sagde: ”Hvor skal jeg være?”
Så svarede Maharaja Paraksit: ”Du kan være, hvor der opbevares guld.” Dette er fra Srimad-Bhagavatams sekstende kapitel, hvorfra Srila Prabhupada uddrog de fire regulative principper, som han formelt introducerede for sine tilhængere. Siden Srila Prabhupada prædikede i den moderne verden, skar han på den måde ud i pap, hvad man skal følge for at blive fri for indflydelsen fra Kalis tid.
I tillæg til dette gav Caitanya Mahaprabhu yuga-dharmaen [tidsalderens religiøse proces], nemlig sangen af det hellige navn, og ikke kun det, men også, som der står i Caitanya-caritamrta (Adi 14.1), kathancana smrte yasmin duskaram sukaram bhavet. Han lagde Sin nåde oveni og gjorde det, der er vanskeligt, let. På den måde tog de grundlæggende principper for Krishnabevidsthed i den moderne verden form: minimum 16 runder og fire regulative principper.
I er alle heldige mennesker, for I er alle kommet i kontakt med transcendental viden og vaisnavaer, og som resultat har I taget denne sadhana bhakti-proces til jer med recitation af Hare Krishna og overholdelse af fire regulative principper.
Hvem i denne verden er parat til at leve sådan? Men ved Srila Prabhupada og hans tilhængeres inspiration var vi parate. I var parate. I blev heltene. I går den heroiske vej, den mest gloriøse vej. Alting er velsignet på vejen. Intet kan være bedre. Sikke et fantastisk liv I er blevet givet.
Jeg er meget glad for at kunne være instrumental i at inspirere jer til at forblive på vejen, og gennem mine skrevne ord, optagede kirtanaer og alt andet, jeg efterlader mig inklusive minderne i jeres hjerter, vil jeg fortsætte med at inspirere jer til at forblive på denne vej gennem tykt og tyndt. Når alt er lyksaligt, og når alt er en kamp – lad være med at vakle. I har fået den største skat – glem det aldrig. Intet sted i verden er der en sådan rigdom. Verdens rigeste mand er et fattiglem i sammenligning med jer. I har den virkelige rigdom. Sæt pris på den, nyd den, værn om den, hold fast på den. Bliv ikke slappe eller sløsede. Hold fast på den. Syng og reciter Hare Krishna hver dag. Hav disse principper indmejslet i sten. Lad dem være hos jer hver dag – jeres liv vil være fantastiske, og til slut vil I vende tilbage til Guddommen, hvor vi fysisk kan komme sammen igen og feste, som vi aldrig har festet før.
Jeg ser frem til den store festival, der vil komme, hvor vi alle vil være sammen og feste i en anden dimension, hvor lyksaligheden vil stige til niveauer, der aldrig før er blevet set eller hørt om. Den tid er ikke fjern. Livet er kort. Prabhupada sagde: ”Bare giv mig dette ene liv. Vil I ikke nok gøre det, bare give mig det, og alt vil blive helt forbløffende.”
Jeg siger farvel til jer for kun en kort stund. Jeg bliver hos jer igennem mine ord og minder. Jeg er sammen med jer på vejen, og jeg venter på den anden side for igen at møde jer personligt – snart, snart. Mirakler vil ske – snart. Vi kommer til at se kærlighed. Vi kommer til at se lyksalighed. Vi kommer til at se fuldbyrdelse ud over vores forestillingsevne og alle forventninger. Husk på Dhruva. Da han mødte Herren, sagde han om alle sine tidligere forventninger: ”De er som glasskår. Du gav mig juveler.”
Alt, vi nogensinde ønskede, var som små glasskår. Herren vil give os juveler. Så bliv på vejen. Far ikke vild. Kom hurtigt. Lad os mødes til denne Krishnas festival, festivalen af ubegrænset, evigt voksende kærlighed. Mange tak. Hare Krishna.