Af Lalita-Gopinatha Dasi

Dette er anden del af Lalita-Gopinathas “De Der Hare Krishnaer”, hvor hun fortæller om sit liv, og hvordan hun kom i kontakt med Hare Krishna i Australien. Første del bragtes i sidste nummer.

“Det er min søsters skyld!” udbryder jeg ofte, når min familie kommer ind på, at jeg er “en Hari”. Jeg siger det med humor, specielt til familiekomsammener, når emnet kommer på banen, for det irriterer sikkert min søster. Vi er ægte modsætninger i både personligheder, og hvad vi kan lide. Vi sloges også som kat og hund som børn, så jeg holdt mig for det meste væk fra hende. Somme tider undrede jeg mig over, hvordan to mennesker med de samme forældre kunne være så forskellige, men det var vi virkeligt og er stadig i en vis grad. Vi hadede ikke hinanden. Vi kunne bare ikke være ladt alene i for lang tid eller lege sammen, uden at det endte med skænderi. Min søster var, hvad jeg ville anse for ’dominerende’, og for at holde fred med hende ville jeg bare følge hende eller blive trukket ud af huset med min mor for at besøge naboer.

I mine artikler her vil jeg ikke komme med filosofi, men give jer et glimt af mit liv, som det blev levet dengang, da nabolag var et sted, hvor naboer spontant ville banke på døren og invitere sig selv indenfor til en kop te eller en snak. Måske var det en australsk ting at gøre, eller måske var det bare noget, min mor gjorde, sådan som jeg også stadig selv finder på at gøre det. Jeg tog denne ide med mig, og den blev også en del af mit forhold til hengivne. Jeg husker, hvordan jeg chokerede en hengiven veninde i Göteborg ved at dukke op på hendes dørtrin (en meget uskandinavisk ting at gøre, fandt jeg ud af), men husker også, at jeg sagde til hende, at hun kunne sende mig væk eller acceptere, at jeg kunne gøre det engang imellem. Jeg var glad for, at hun endte med faktisk spontant også at gøre det samme med mig. På den måde introducerede hun mig til svensk kultur, min første midsommer og forskellige svenske aktiviteter og udflugter. Hun var en hengiven, der havde viet en masse af sin tid til tjeneste i templet og nu boede udenfor med sin mand og ernærede sig på en anden måde. I mange henseender viste de mig, hvad livet efter fuldtidstjeneste ville være. Det værdsætter jeg meget i dag.

Jeg går også frem og tilbage i tiden, så lad os vende tilbage til min søster, som jeg elsker dybt, men ikke kan være sammen med i mere end tre dage ad gangen. Det er en vittighed, for vi holdt til fire dage, sidste gang jeg besøgte Australien. Men helt seriøst er vi direkte modsætninger, hvilket betyder, at vi ofte simpelthen ikke forstår hinanden. Men selv om jeg siger, at jeg er ”en Hari” for at drille hende, er det også med en følelse af kærlighed, for det er sandt. Hun hjalp mig med at aktivere katapulten, der fjernede mig fra at fortsætte ad en fuldstændig materiel vej til fordel for en åndelig vej. Jeg er temmelig sikker på, at hun på ingen måde er klar over, hvor vigtig hun har været i min åndelige rejse, men jeg tror, at det var min gode karma, og at hun blev ledt til at gøre det, hun gjorde. Det er på grund af hende, at jeg kom i direkte kontakt med filosofien, som den blev præsenteret af Srila Prabhupada, og den kendsgerning, at der var noget, der hed ‘Hare Krishna-mantraet’.

Hvis I nogensinde har hørt skrækhistorier om det katolske skolesystem, vil jeg sige, at vores skole ikke var lige så slem som mange af historierne. Der var fysisk afstraffelse, der dog blev afskaffet, da jeg gik i femte klasse efter at have oplevet et spanskrør for ikke at have gået ordentligt i en samling, og min mors generation havde oplevet meget værre ting. Tiderne, selv tilbage sidst i 70’erne og begyndelsen af 80’erne, var anderledes. Jeg tænkte aldrig på disciplin, ikke engang fysisk disciplin, som noget negativt. Jeg tror også, at en smule mere disciplin er nødvendig nu om dage, om end ikke fysisk, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg blev lært at være selvstændig, uafhængig og have selvdisciplin af mine forældre, min skole og senere i militæret. Da jeg blev kadet i Søværnet, følte jeg mig hjemme med den militære livsstil og lærte mere om ansvar over for andre, hvilket hjalp mig til ikke at være helt absorberet i mig selv. Jeg vil gå så vidt som at sige, at min tid på marinens skibe og baser hjalp mig senere i mit åndelige liv.

Min søster er fjorten måneder ældre end mig, hvilket betød, at hun var et år foran mig i skolen. Jeg fulgte i hendes fodspor og tog et fag, der hed ”husøkonomi”. Det lyder flot, men havde absolut intet at gøre med økonomi eller styring af en husholdning. 50’erne var for længst forbi på dette tidspunkt, og kvinder blev ikke længere opmuntret til at være hjemmegående mødre. I dette fag lærte vi bare at lave mad med korn, gryn og grønsager.

Husk, at jeg havde læst om vegetarisme i Hare Krishna-avisindstikket, som blev beskrevet i sidste artikel. Vegetarisme havde jeg også hørt om på TV, men ud over det havde jeg aldrig mødt nogle, der faktisk var vegetarer. En dag fortalte min søster, at hun skulle på en skoleekskursion som en del af hendes klasse i husøkonomi, og det skulle være til en vegetarisk restaurant i Kings Cross, Sydney. Dette var specielt interessant, for det betød, at det var midt i byens vigtigste bordelkvarter, men selv om hun var opstemt over udsigten til at møde en vis slags professionelle, var jeg mere begejstret over at høre om stedet, hun skulle besøge, siden jeg anså mig for en slags ekspert efter tidligere at have læst om vegetarisme på den skæbnessvangre dag på toget.

Den længe ventede ekskursionsdag oprandt, og om eftermiddagen kom min søster hjem og fortalte om sin store tur til Sydney. Jeg spidsede ører, da jeg hørte ordet ”Hare Krishna’er”. Jeg kom ind i stuen og spurgte, om hun havde set dem, imens jeg tænkte på, hvad jeg havde læst om dem. Det gik da op for mig, at ekskursionen havde været til Sydneys berømte Govindas Restaurant. Alle ved, at Hare Krishnaerne har en restaurant på Kings Cross. Jeg havde bare aldrig forestillet mig, at hun skulle besøge den samme restaurant, som jeg havde læst om. Jeg indrømmer, at jeg var en smule misundelig, men det, der kom bagefter, kompenserede fuldt ud for, at jeg ikke havde været med.

Da jeg sad på mit værelse den aften, brasede min søster pludselig ind og kastede en bog til mig med ordene: ”Dette er noget, som du kunne være interesseret i,” med en lettere nedsættende tone. Det var interessant, at hun havde lagt mærke til noget i mig, som jeg ikke engang selv var opmærksom på, og at jeg faktisk VILLE være interesseret i det, hun kastede til mig. Jeg samlede bogen op, så på det hvide omslag med skinnende metallisk rød skrift og et billede af to hippieagtige beatler (John Lennon og George Harrison) og en smilende gammel skaldet mand. Bogen hed Chant and Be Happy.

Da det gik op for mig, at det var noget spirituelt, begyndte jeg at kigge bogen igennem og læse den. Så mange gange havde jeg stillet vores præster spørgsmål, som de ikke kunne svare på, eller stillet nonnerne spørgsmål, som de undgik, for, lad os være ærlige, at spørge dem om deres løn kunne de faktisk ikke svare på. Jeg krummer tæer, når jeg tænker på mig selv som barn uskyldigt stille spørgsmål om deres liv, katolicismen, Jesus og Gud. Men det gik op for mig, mens jeg læste bogen, at en masse spørgsmål, som jeg havde haft, nu blev besvaret. Jeg fandt aldrig ud af, hvad en nonne fik i løn, for det får de ikke. Men jeg lærte dog, at der var noget, der kaldes reinkarnation, og at recitere et mantra kan gøre én lykkelig.

Denne bog kom på et tidspunkt, da jeg var begyndt at føle mig frusteret og utilfreds med livet (ja, puberteten), og selv om jeg havde travlt med sport og andre aktiviteter, kedede jeg mig og syntes, at et eller andet manglede i mit liv.

Jeg læste om maha-mantraet. Det kunne reciteres og synges hvor som helst, selv på en kæde. Jeg havde kun min rosenkrans og syntes, at det ville være forkert at fremsige et fremmed mantra på den, så jeg reciterede det bare, sang det og sagde det, når jeg gik eller gjorde ting. Jeg husker specielt en dag i skolen på vej ned ad trapperne til frokost på den brændende varme asfalterede legeplads. I skolen sang jeg det højt nok til, at jeg selv kunne høre det, og så blev jeg afbrudt og spurgt, hvad i alverden jeg sang eller sagde. Jeg blev flov, men også en smule stolt, for jeg VIDSTE, at ingen anden havde hørt om mantraet, så jeg svarede dem, at det var “MAHA-MANTRAET”. De så bare på mig, som om jeg var skør, og gik videre til deres frokostpause.

Skal jeg være ærlig, var der meget i bogen, jeg ikke forstod særlig dybt. Men jeg havde taget recitationen af Hare Krishna til mig. Jeg var bange for, at jeg gjorde det forkert, men jeg havde ingen mulighed for at finde ud af det. Ifølge bogen var det i orden, men … som katolik formoder jeg, at jeg stadig var bekymret for at være blasfemisk, selv om vi ikke fik at vide, at vores Gud var specielt arrig eller uddelte straf med lynnedslag. Det var ikke sådan, vores tro blev præsenteret i vores kirke eller skole. Men her var jeg i gang med at fremsige en anden tros bøn. Havde jeg virkelig lov til at gøre dette uden at være min opvækst utro?

Jeg fortsatte med at recitere, så helt tydeligt var jeg ikke alt for bekymret, men skolearbejdet begyndte at tage over, som tiden gik, og det samme gjorde livet. Jeg fortsatte med at fremsige Hare Krishna engang imellem det følgende år, men holdt til sidst op med det. Det kan jeg ikke bebrejde min søster, men jeg er hende virkelig taknemmelig for, at hun kastede den bog til mig den dag. Jeg var tilmed overrasket over, at hun overhovedet havde tænkt på mig og taget en bog med på mine vegne. Der skulle gå nogle år, før det næste afgørende øjeblik i min åndelige rejse viste sig for mig, men den historie er til næste gang. Indtil da, Chant & Be Happy! (Fortsættes i næste nummer)