Af Mahatma Dasa – Oversat af Mahabharata  – Mahatma Dasa er discipel af Srila Prabhupada.

Jeg ringede til Krishna forleden, fordi jeg var inde i en hård periode. Der var så meget, der var gået galt, og jeg kunne ikke forstå hvorfor.

Så jeg sagde: ”Krishna, Du elsker mig, ikke?” og Han svarede medfølende: ”Selvfølgelig. Jeg elsker dig betingelsesløst.” Så jeg spurgte: ”Hvordan kan du elske nogen og samtidig gøre deres liv så besværligt.” ”Ih jo,” svarede Krishna, ”Det er muligt,” og Han forklarede hvordan.

”Kender du det, når du sidder i en stol og efter et stykke tid bliver utilpas?”

”Ja,”

”Hvad gør du så?”

”Jeg flytter på mig.”

”Så når Jeg kan se, at du har brug for at ændre din nuværende position og flytte dig til et bedre sted, gør Jeg dit liv en smule ubehageligt. Når Jeg gør dette, begynder du at tænke: ’Hvorfor sker det her.’ Og så ringer du til Mig. Forresten, hvis alt var gået efter planen, ville du så have ringet til Mig?”

”Godt, godt, jeg forstår det. Men kommer lidelsen til at stoppe?”

”Ja selvfølgelig, når du har lært lektien. Du kunne selvfølgelig også lære det uden lidelse. Du ved, gøre som Jeg siger! Men det virker, som om du ikke gør det ofte, og du bliver tit distraheret. Så når det sker, bliver Jeg nødt til at give dig et lille skub. Forstår du, Jeg elsker dig virkelig, men nogle gange gør kærlighed ondt.”

”Hvad sker der så, når jeg har lært alle lektierne?”

”Så består du. Når du forlader denne verden, kommer du ikke tilbage, for der er ikke mere at lære her. Du er kommet ”ud herfra” som de siger i dit land.”

”Ja, men jeg er meget sløv, og det betyder, at jeg må lide en masse. Det virker ikke retfærdigt.”

”Men det er dig selv, der skaber din lidelse. I øvrigt er den materielle verden ikke et godt sted at være, hvis du ikke kan klare lidelse. Så lad være med altid at brokke dig over lidelsen. Det følger med i reinkarnationspakken. Men Jeg bruger lidelse som en hjælp til mine hengivne, så de med tiden kan overvinde deres dårlige vane med at skabe deres egen lidelse. Husk, Min gave til dig er friheden til at træffe det rette valg. Og din gave til dig selv er at træffe den rette beslutning.”

”Men ville det ikke have været bedre, hvis Du ikke havde givet mig lov til at lave rod i den?”

”Nej, du ville virkelig ikke kunne leve uden fuld frihed. Du ville faktisk blive tosset. Plus, eftersom de fleste i Kali-yuga ikke er særligt kloge, ville du opdage, at du faktisk lærer bedst, når du laver fejl og må lide derefter. Og når mine hengivne har brug for forandring og lære noget nyt, og de sidder fast, så gør Jeg det hele en smule besværligt for dem. Men Jeg gør det, fordi Jeg elsker dem.”

”Tja, det ser faktisk ud, som om alle livets problemer giver uvurderlig viden.”

”Ja. Tænk på alle dem, der har gjort dig fortræd eller på anden måde ulykkelig, og overvej, om du har lært noget eller er vokset ved at gennemgå de prøvelser. De, der gjorde dig fortræd, var nogle af dine bedste lærere, men jeg vil vædde med, at du har kaldt dem nogle utroligt grimme navne. Ser du, jeg placerer folk, der forstyrrer dig, på din vej, så du kan lære at være mere tolerant, tilgivende og medfølende. Plejede du ikke altid at sige ’Det er Krishnas nåde’, da du var en ny hengiven?”

”Jo, men…”

”Så du tror kun, det er Min nåde, når det hele går efter planen, og en andens skyld, når det ikke gør?”

”Ja jo, men det er nemmere at se Din nåde i bakspejlet og nemmere at skyde skylden på en anden, når der er problemer, for nogle gange gør folk mig fortræd.”

”Mahatma, der er ingen at bebrejde. De er bare din karmas aktører. Bebrejder du tænderne, når du bider dig selv i tungen?”

“Ærlig talt, nogle gange gør jeg.”

“Lige præcis, vi leder altid efter en eller anden at skyde skylden på, leder altid efter en dårlig undskyldning.”

”Godt, jeg forstår. Hvis jeg var så perfekt, hvis jeg kun havde gode kvaliteter, ville jeg ikke have fået endnu en krop. Så jeg har en smule at lære endnu, og du sørger for, at jeg gør det.”

”Lige præcis. Den, der fornærmer dig, er en vigtig lærer. Du værdsætter Mig og store sadhuer, når vi forærer dig en gave af viden om, at livet er lidelse. Så er det ikke en smule hyklerisk, at du bebrejder din ’fornærmer’, når han eller hun giver dig den samme gave som en lektie i livet? Bør du bukke dig for Mig og bebrejde de andre? Er det mon muligt, at alting sker for at hjælpe dig, og at der i virkeligheden ikke er nogen at bebrejde eller tilgive?”