Af Lalitanatha Dasa
I forrige nummer af Nyt fra Hare Krishna (8.2018) skrev jeg i ’Tanker om frihed’ nogle overvejelser over, hvad frihed er. Det følgende er en opfølgning, hvor jeg i en dialog med mig selv forsøger at gå dybere i, hvad frihed faktisk er.
Mig selv: Jeg var ikke tilfreds med artiklen Tanker om frihed efter at have skrevet den. Om end ikke direkte forkert gav den en ufuldstændig beskrivelse af, hvad frihed betyder rent Krishna-bevidst.
Alter ego: Kan du komme nærmere ind på, hvad du mener?
Mig selv: Lad mig prøve. Min første kritik er, at frihed er på en måde imod vores natur. Vores natur er at ville indgå i kærlighedsforhold til andre. Frihed fra forhold til andre er den største følelse af lidelse og ensomhed, for vi er sociale væsner af natur, kærlighedssøgende væsner. Uden kærlighedsforhold (her forstået som alle former for venskabsforhold) kan man slet ikke føle sig fri, men kærlighed og frihed er på en måde omvendte størrelser. Kærlighed indebærer, at man opgiver sin frihed og lever for en andens eller andres tilfredsstillelse. Er det klart?
Alter ego: Det lyder rimeligt.
Mig selv: For det andet er vi af natur grundlæggende ufrie i hvert fald i én betydning af ordet fri. Man forbinder ofte ordet frihed med at være fri til slet ikke at skulle gøre noget. Den betydning ligger lidt i ordet fritid, og når børnene efter endt skoledag råber: ”Hurra, nu har vi fri,” tænker de, at nu behøver de ikke at gøre noget.
Men det er slet ikke muligt for os ikke at gøre noget. Vores natur – selve sjælens natur – er at være aktiv – konstant aktiv. I Bhagavad-gita (3.5) står der: ”Ingen kan afholde sig fra at gøre noget, selv ikke i et øjeblik.” At være inaktiv er simpelthen ikke en mulighed. Hvert øjeblik tvinges vi til at gøre noget, uanset om vi vil det eller ej.
Alter ego: Er du sikker på, at det er rigtigt? Jeg kan da godt sætte mig ned og i hvert fald i et stykke tid ikke gøre noget. Når jeg sover, laver jeg heller ikke noget.
Mig selv: Det er ikke rigtigt. Aktiviteter er der altid. Måske er man fysisk passiv, men så er man aktiv på det mentale plan. Man er ikke i stand til i et eneste øjeblik at lade være med at tænke tanker, ønske noget, føle et eller andet osv. Når man ikke bevidst tænker sine tanker, tænker de så at sige sig selv. Hele tiden sludrer de løs som en altid talende indre stemme. Hele tiden har jeg følelser, og hele tiden ønsker jeg et eller andet. Selv ønsket om at være fri for ønsker er blot et andet ønske. Alt dette fortsætter, når man drømmer. Kun i dyb søvn kan man tale om en form for fysisk såvel som mental passivitet, men så kan man sige, at det også er en aktivitet at sove dybt. Hvad mere er, når vi nu taler om frihed, er dyb søvn en aktivitet, man ikke selv vælger. Vi tvinges til at sove, ligesom det er tilfældet med de andre fysiske behov som at trække vejret, spise, drikke og gå på toilet. Alle disse og mange flere er tvungne aktiviteter, som vi helst så os fri for (sikke en frihed, hvis vi ikke behøvede at gå på toilet!).
Alter ego: Det er klart, at vi ikke kan forholde os inaktive på noget tidspunkt, men kan vi så ikke sige, at vores frihed er at kunne vælge imellem forskellige fysiske og mentale aktiviteter?
Mig selv: Det kan man godt. Vedaerne formulerer det sådan, at vores natur er altid at tjene, og at vores frihed er, at vi kan vælge, hvad vi vil tjene. Men vi kan ikke vælge ikke at tjene. Hvert eneste øjeblik tjener vi nogle eller noget. Så snart vi har forhold til andre, tjener vi dem. Børn tjener forældre, og forældre tjener deres børn. Arbejderen tjener sin arbejdsgiver, der tjener staten ved at betale skatter og sine familiemedlemmer ved at forsørge dem. Når der er politisk valg, vælger vi kandidaterne efter, hvem der lover at tjene os bedst. En stor politisk leder er blot en stor tjener. Selv der, hvor vi taler om en herre som i tilfældet med hunden og dens herre, kunne vi i virkeligheden lige så godt tale om hunden og dens tjener. Når hunden har brug for at komme ud, må herren rejse sig og følge efter. Når hunden har besørget sig, bukker herren sig ned med en plastpose og samler dens efterladenskaber op. Hvem er herre, og hvem er tjener her i det øjeblik?
Alter ego: Herren er så sandelig en tjener i den situation.
Mig selv: Hvis vi ikke har forhold til andre, som vi tjener, tjener vi under alle omstændigheder vores krop. Som allerede nævnt tjener vi kroppen ved at spise, drikke, gå på toilet, vaske den, sove osv. Kroppen er forskellig fra os, men fordi vi har et forhold til den, tvinges vi til at tjene den.
Det interessante er, at tjeneste er så grundlæggende en del af vores psykologiske natur, at vi slet ikke har det godt, hvis vi ikke har noget meningsfuldt at tjene. Mennesker trives ikke, hvis de ikke har noget at leve for. At have noget at leve for er en anden måde at sige på, at man har noget, man tjener.
Desværre har ordet ’tjener’ og ’tjeneste’ en dårlig klang i de flestes ører, og derfor protesterer et eller andet i de fleste af os, når vi bliver kaldt for tjenere. Vi vil meget hellere være herrer og frie mennesker, for vi forbinder ordet tjener med ’slave’, en tvangsarbejder, der mod sin vilje tvinges til at trælle for en utaknemmelig og nådesløs herre. Men nærmere beset er det i virkeligheden en meget ophøjet og tilfredsstillende ting at være en tjener, når tjenesten gøres i frihed og af kærlighed. Tag for eksempel en mor, der tjener sit barn. Det gør hun ikke, fordi hun tvinges dertil. Hun gør det af kærlighed til barnet. For eksempel laver hun med stor omhu mad til sit barn, og når barnet spiser maden og siger: ”Ih, hvor smager det godt!”, oplever moderen større glæde over barnets glæde, end hun ville have gjort ved at have lavet maden til sig selv og selv spist den.
Det er hemmeligheden i fri kærlighedstjeneste. Elskeren finder større glæde i sin elskedes glæde end i sin egen glæde og ønsker derfor at tjene og glæde den elskede frem for at tjene og glæde sig selv. I den forbindelse er der intet nedværdigende ved ordet ’tjener’. Det er derimod den mest feterede position, som vi alle til syvende og sidst attrår. Når man først har oplevet tilfredsstillelsen ved at tjene og glæde andre, virker egoistisk selvtilfredsstillelse bleg ved siden af. De, der ikke har nogle at tjene og leve for, føler altid en stor tomhed i deres liv.
Alter ego: Så hvad er vores endelige valg, vores endelige frihed?
Mig selv: Som allerede diskuteret er sjælen evig af natur og hjemhørende i den evige, åndelige verden, hvor den lever i et frit kærlighedsforhold til Krishna eller Gud. Forholdet imellem sjælen og Krishna er et tjenende forhold, hvor sjælen ikke lever for sin egen tilfredsstillelses skyld, men for at tjene Krishna og give Ham tilfredsstillelse. På grund af sjælens kærlighed til Krishna giver det sjælen uendeligt større glæde at glæde Krishna, end det ville give, hvis den prøvede at glæde sig selv. Krishna finder omvendt også kun glæde i at glæde sjælen. Den åndelige verden er det modsatte af denne verden. Her ender vi med at konkurrere imod hinanden, for vi har alle hver især travlt med at tjene og glæde os selv uden tanke for andre. Derimod konkurrerer sjælene og Krishna i den åndelige verden om at glæde hinanden. Sjælen forsøger uselvisk at glæde Krishna, og Krishna forsøger uselvisk at glæde sjælen.
Under alle omstændigheder er forholdet imellem sjælen og Krishna et frit forhold, for kærlighed kan kun eksistere i frihed. Jeg kan f.eks. ikke sætte en pistol for din pande og forlange, at nu skal du kunne lide mig og elske mig, vel? Så ægte kærlighed indebærer altid frihed. Det gælder også for forholdet imellem Krishna og sjælen. At forholdet er frit, betyder også, at man kan vælge at bryde det. Krishna bryder det selvfølgelig aldrig, for alle sjæle er dele af Ham, ligesom et barn er del af en mor eller far. Krishnas kærlighed til alle sjæle er uendelig, dyb og ubrydelig. Men nogle sjæle vælger at bryde forholdet for i stedet at tilfredsstille sig selv. Det er deres frihed, men resultatet er dermed også, at de vælger at leve i en verden, hvor det ikke er kærlighed, men selvcentreret tilfredsstillelse, der er den grundlæggende lov. Det er så denne verden, vi taler om.
Selv om vi nu på grund af vores frihed er endt i en verden, der ikke er vores naturlige verden, har vi også her stadig vores oprindelige frihed, nemlig valget imellem at tjene Krishna eller tjene os selv.
Alter ego: Så det er der, du mener, at vores frihed ligger?
Mig selv: Ja, dette er vores grundlæggende frihed. Alle andre friheder er enten dele af den frihed eller slet ikke frihed overhovedet.