Af Kadamba Kanana Swami

Kadamba Kanana Swami, der oprindeligt er fra Holland, er en af ISKCON’s kendteste sannyasier og har også besøgt Danmark adskillige gange igennem årene.

Den 1. juni 2022 sendte han en besked ud til hele ISKCON’s verden om, at han var blevet diagnosticeret med en uhelbredelig kræft og kan forvente at forlade kroppen inden for en nær fremtid, måske inden årets udgang. Hans indstilling i denne situation er forbilledlig, og hans åbne brev burde være til inspiration for os alle, for er vi ikke alle her på lånt tid?

Kære vaisnavaer, kære venner og alle andre. Modtag min ydmyge respekt. Al ære til Srila Prabhupada.

Da jeg for nylig fejrede min 69-års fødselsdag, mediterede jeg på Srila Prabhupada, der gjorde så mange utrolige ting i slutningen af sit liv.

Hvad mig selv angår, tyder nylige undersøgelser i både Sydafrika og London desværre på, at kræften har bredt sig til min prostata og mine lunger fra colon/rectal-området, hvor den startede. En læge fortalte mig, at selv om dette ikke er enden på min krop, bør det ses som begyndelsen på afslutningen.

Jeg forstår, at denne nyhed vil være chokerende, men jeg skylder jer at være ligefrem i stedet for at skjule tingene.

Når jeg ser tilbage på mit liv, er jeg forbløffet over, hvor meget jeg er blevet velsignet af nåden fra Srila Prabhupada, min åndelige mester og alle vaisnavaerne. Jeg ønsker at takke hver eneste af jer, mine seniorer, jævnaldrende og yngre.

Kære hengivne af Krishna, I har rørt mit hjerte med jeres dedikering, jeres oprigtighed, jeres venlighed, jeres mod og jeres gavmildhed. Jeres selskab har forvandlet og købt mig. Jeg er jeres skyldige tjener.

Så hvad skal jeg gøre? Jeg er trådt ind i mit livs sidste stadie og venter på at finde ud af, hvor megen tid Herren vil give mig. Maharaja Pariksit fik en syv dages advarsel, og mine læger antyder, at jeg får meget mere end det. Jeg har derfor ingen grund til at klage. Jeg beder til, at jeg kan følge i Maharaja Pariksits fodspor.

På et personligt niveau er mit ønske at få noget godt ud af min resterende tid ved at høre og tale om Krishna. Så længe jeg er i stand til det, er det mit ønske at fortsætte på fuld kraft med min prædiken. Men mit reducerede helbred påbyder, at jeg mindsker min rejseaktivitet og omhyggeligt vælger mine resterende aktiviteter.

Jeg planlægger at diskutere alle projekterne, som jeg er involveret i, med lederne af disse projekter. Jeg planlægger at møde alle mine disciple, måske ikke lige med det samme, men med alle, enten én efter én, i gruppemøder, personligt eller online eller i møder i Vrindavana osv.

Jeg besøger USA fra den 25. maj til den 13. juni til Sadhu Sanga festivalen i Utah og Ratha Yatra i New York for at mødes med sadhuerne. Der håber jeg at have det sjovt og bidrage med, hvad end jeg kan, før jeg afslutter min involvering i nogle resterende projekter. Derefter vil jeg komme tilbage til London og Europa. Jeg er ikke sikker på, hvordan kalenderen vil forme sig. Jeg vil måske stadig deltage i nogle arrangementer, der var planlagt tidligere, men vil også tage hensyn til, hvad mit helbred giver mig lov til, som tiden går. Jeg forestiller mig at tage til Vrindavana til Radhastami.

Jeg forventer selvfølgelig et jordskred af svar fra denne uventede meddelelse. Nogle af jer vil sikkert række ud med kærlige beskeder på grund af jeres venlighed, og andre vil undre sig over, hvordan planer, vi allerede har lagt, vil blive påvirket. Andre vil føle sig følelsesmæssigt påvirkede og forstyrrede over denne nyhed. Alle disse reaktioner vil blive dybt værdsat og anset for at fortjene hurtige svar. Hav dog tålmodighed med mig, da jeg næppe vil være i stand til at svare omgående på alle de beskeder, som I i jeres venlighed og bekymring vil sende til mig. Jeg vil forsøge mit bedste, men jeg vil ikke kunne svare alle med det samme.

Jeg vil fortsætte med at holde jer ajour om mit helbred.

Mange tak.

Jeres tjener, Kadamba Kanana Swami