Mayapur- oplevelse

– Af Lalitanatha Dasa –

Det følgende er en tekst, der er blevet skrevet til Kristeligt Dagblad, der som optakt til sommerferien kører en serie om religiøse rejseoplevelser. Netop hjemvendt fra Mayapur var det et oplagt emne.

Bengalens mest besøgte hellige sted er Sridhama Mayapur, der ligger ved bredden af Gangesfloden cirka 100 km nordøst for Calcutta tæt på grænsen til Bangladesh. Her fødtes for lidt over 500 år siden Sri Krishna Caitanya (1486-1534), og her startede Han Sin bhakti-bevægelse, som Han senere spredte over hele Indien.

Bhakti er et sanskritord, der betyder kærlighed og hengiven tjeneste til Krishna (Gud). Bhakti er den største strømning inden for den komplekse størrelse, der kaldes hinduisme (som egentlig er en forkert benævnelse), og Caitanyas fødested besøges årligt af mindst ti millioner pilgrimme.

Sridhama Mayapur er en blanding af gammelt og nyt. Der er templer og pilgrimssteder, hvor Sri Caitanya eller nogle af Hans berømte tilhængere boede eller opholdt sig. Der er mange templer fra 1920’erne og 1930’erne, hvor organisationen Gaudiya-math gjorde meget for at udvikle området omkring Mayapur. Og i de sidste årtier har Mayapur fået et internationalt tilsnit, siden Hare Krishna-bevægelsen, der er en gren af Sri Krishna Caitanyas tradition, i 1970’erne lagde sit verdenshovedsæde her.

Nu blander moderne, men klassisk inspireret, arkitektur sig ind imellem snesevis af gamle templer og det altid hektiske hverdagsliv, man møder overalt i Bengalen, selv i de mindre landsbyer.

Da jeg besøgte Mayapur for første gang i 1986 var det et meget landligt område. Nu er der skudt hele byområder op dér, hvor der for 30 år siden kun var grønne, overrislede rismarker. Drivkraften bag denne udvikling er ikke kun befolkningstilvækst, selv om Vestbengalen har 90 millioner mennesker på et område, der kun er cirka dobbelt så stort som Danmark. Lige så stor betydning har det, at Sri Caitanyas moderne tilhængere i disse år er ved at opføre et af verdens største templer i Mayapur til ære for Sri Krishna. Når det efter planen står færdigt i 2022, kan det rumme 10.000 besøgende ad gangen.

Jeg var så heldig at være i Mayapur i tre uger i april [2015] og følte mig hensat til en verden, hvor jeg kunne være for altid. Ikke mange steder i verden er den åndelige oplevelse så nærværende. Det religiøse liv starter tidligt ved firetiden om morgenen og fortsætter til langt hen på aftenen. Der er musik, sang, meditation, forelæsninger, studier og ceremonier i templerne. Somme tider er man omgivet af hundredvis, ja tusindvis, af mennesker, der alle vil overvære den samme tempelceremoni. Men selv om man ofte står som sild i tønder, er der ingen irritation, men blot glæde over at kunne være sammen med så mange åndelige og ægte religiøse mennesker på samme tid. Andre gange går man for sig selv fordybet i meditation og bøn eller studerer filosofiske skrifter på et skyggefuldt sted (temperaturen ligger imellem 35 og 40 grader i april måned).

Maden i Mayapur er noget for sig. Ikke blot er al maden vegetarisk og ikke-voldelig, uanset om det er fra tempelkøkkerne, forskellige spisesteder eller private hjem. Alting bliver også ofret til Krishna, hvilket giver det en uforklarlig åndelig dimension, der gør selv et måltid til en religiøs oplevelse. I det hele taget er Mayapur et sted, hvor religion ikke er noget, man tror på, men noget, man lever, praktiserer og oplever.

Det nye store tempel, der er blevet døbt ’Temple of the Vedic Planetarium’, bliver ikke blot et af verdens største templer, men skal også huse et moderne planetarium, et stort historisk og kulturelt museum og et institut for vedisk forskning (”vedisk” refererer til Vedaerne, hinduismens hellige bøger). I disse år, hvor templet bliver opført sammen med mange boliger, skoler, forretninger og meget andet, der følger med i kølvandet på tempelbyggeriet, er meget af Mayapur-området som en byggeplads. Men selv om Mayapur ændrer sig meget, emmer stedet alligevel fortsat af den bhakti, livsglæde og fredfyldthed, der altid har været Mayapurs særlige kendetegn.