MANGE GUDER ELLER ÉN?

Fem fremtrædende guddomme og deres universelle betydning

Af Satyaraja Dasa – oversat af Christopher Thuesen

Er Krishnabevidsthed polyteistisk? En gennemgang af pancopasana giver et klart svar og en dybere forståelse af religion som helhed.

Ved første øjekast kan vaisnavisme virke polyteistisk pga. de mange guder i den vediske gudekreds. Skraber vi dog blot en smule i overfladen, ser vi, at der er flere lag til denne såkaldte polyteisme.

Den monoteistiske forestilling om, at der kun findes én Gud, forbindes som regel med de abrahamiske religioner (jødedom, kristendom og islam), men monoteisme er ikke begrænset dertil. Det første, der derfor må indrømmes, er, at monoteisme er mere udbredt, end de fleste tror.

Grundet monoteismens association med abrahamiske religioner anskues den ofte som værende i opposition til panteistiske og polyteistiske opfattelser. Det er dog ikke så simpelt. Faktisk overlapper monoteisme med indisk monisme, dvs. idéen om, at alting på sin vis er Gud. Gængse monoteistiske religioner inkluderer sommetider også flere ”guder”. For eksempel ser visse kristne grupperinger Gud som Treenigheden, dvs. tre evige personer – Faderen, Sønnen og Helligånden. På denne måde overlapper panteisme og polyteisme monoteisme og omvendt.

Ja, den følgende vediske aforisme anbefales sommetider som meditation for den, der ønsker at forstå sådanne højere virkeligheder: ”Sandheden er én, selv om de vise omtaler den på forskellig vis.” (Rg Veda 1.164.46) Dette vers fra et af verdens ældste religiøse skrifter giver en antydning af diversiteten og mystikken i Krishnabevidsthed. Siden dets fokus er ”den ene og de mange”, inkluderer det både monoteistiske og polyteistiske opfattelser og burde derfor analyseres i forbindelse med vores undersøgelse. Forud for dette vers kan man observere, at Rg Veda først hylder en eksotisk forsamling af guder, og kun efterfølgende bliver vi fortalt, at Gud eller sandheden i sidste ende er Én, selv om den kendes på forskellige måder. Hvad skal dette betyde? Det peger på en monoteistisk Gudsopfattelse, men hvad ellers? Og hvordan relaterer det til vaisnava-traditionen med dens mange guder og gudinder?

Folk ved, at tilhængere af indiske religioner tror på mange guddomme – Brahma, Visnu, Siva, Durga osv., og på grund af dette anses traditionen oftest som værende polyteistisk. Samtidigt anerkendes eksistensen af den ene, suveræne Gud, der er kendt som Bhagavan (Guddommens Højeste Personlighed), Paramatma (Oversjælen), Paramesvara (Den Højeste Herre) osv. Krishnabevidsthedsfilosofien postulerer, at Gud er Én, men at Han også er mange. Gud åbenbarer Sig Selv i utallige former og skikkelser og ekspanderer sig yderligere til laverestående guddomme, ja sågar til selve den fænomenale verden.

Dette hierarki af guddommelige manifestationer, af åndelig forskellighed i modsætning til enhed, negligeres ofte blandt vestlige akademikere og selv inden for moderne hinduisme, hvor det generelt læres, at alle disse manifestationer er den samme, og at de på en eller anden vis smelter sammen til en højere virkelighed.

Når vesterlændinge præsenteres for Krishnabevidsthed eller såkaldt hinduisme med dens mange ”guder”, vil de som regel have en forudindtaget opfattelse af polyteisme i kulturerne uden for den abrahamiske sfære. Opfattelsen af Én Suveræn Guddom virker meget fjern, og at finde fælles fodfæste anses for nær umuligt. Hvad de fleste folk ikke ved, er, at de forskellige religiøse traditioner i verden kan inddeles i fem kategorier af pancopasana, tilbedelsen af fem slags guder: Durga, Surya, Ganesa, Siva og Visnu. Disse fem repræsenterer resten, som der er millioner af. Det er dette hierarki, vi vil udforske i resten af artiklen.

Fem primære guder

De fem primære guder i pancopasana og deres utallige variationer kan anskues på tre måder. Den første er, at de forskellige guder er forskellige udtryksformer for Én absolut sandhed og assisterer i administrationen af universets gang. Den anden er, at de er separate væsner med kosmisk ansvar. Den tredje er som nævnt ovenfor, at de også repræsenterer kategorier af religiøs adfærd i forhold til specifikke niveauer af åndelig erkendelse.

Denne tredje, mindre kendte opfattelse var en indsigt af Srila Bhaktivinoda Thakura (1838-1914), den store vaisnava-reformator i det nittende århundrede.(1) Hans syn på indisk polyteisme og dens forbindelse til de mere velkendte monoteistiske traditioner er tankevækkende.

Ifølge Srila Bhaktivinoda er den indledende søgen efter ånd, Brahman, en slags sakta-dharma (tilbedelse af sakti, energien eller kraften), for den anser naturen for guddommelig. For saktaen er der ”mere mellem himmel og jord.” Moder Natur er et levende væsen, der er udstyret med en sjæl. I sin simpleste form består sakta-dharma af tilbedelse af prakrti, den materielle natur, men kan udvikles til en more sofistikeret form for Durga-tilbedelse, hvilket har fundet sted i Indien i umindelige tider. Ikke desto mindre er det en uudviklet form for åndelig bevidsthed, og dens praktiserende spiser ofte kød og udfører andre primitive materielle aktiviteter. Det er en begyndelse, en gryende åndelig erkendelse.

Srila Bhaktivinoda skriver: ”Sakti-praktiseringen kan bane vej for menneskets første transcendentale aspirationer. Folk, der er opslugt af sansenydelse og apatiske over for at søge den Absolutte Sandhed, kan blive interesseret i en saktas gøren og laden og på denne måde drages nærmere til det højeste mål i livet.”

Når ens åndelige tilbøjelighed modnes, vil man forstå, at der er varme i centrum for alt, vi ser, føler, smager, berører og lugter. Solen (Surya) er livgivende og nærer os med sin varme og sit lys. Vores fordøjelsessystem er en slags ild, der tilfører vores krop energi, hvilket tillader os at bevæge os rundt i verden. Det er saura-dharma. Srila Bhaktivinoda skriver: ”Når Gudsbevidstheden bliver stærkere, vil opfattelsen af, at ild er den fremherskende kraft, der driver alle aktiviteter i den materielle verden, opstå, og man vil blive ophøjet til stadie nr. to: tilbedelsen af kilden til al varme, Solen (Suryadeva).”

Næste skridt er at erkende, at selv om denne energi er fantastisk, er den stadig blot et produkt samt understøttet af den materielle verden. Bhaktivinoda Thakura kalder denne højere erkendelse ganapatya-dharma, hvor man erkender, at de levende væsener i sig selv er nøglen til endnu højere åndelige tilstande. På dette stadie vil en bevidsthed udvikles om, at levende væsener er vigtigere end upersonlig energi, og guder såsom Ganesa vil blive ens tilbedelsesobjekt. En sådan erkendelse manifesterer sig ofte som de første spæde skridt på humanismens vej.

Udvikles denne bevidsthed yderligere, vil man indse, at mennesket er kulminationen på den åndelige evolution. Som Srila Bhaktivinoda skriver ”Det fjerde stadie er tilbedelsen af ren menneskelig bevidsthed i form af Siva – saiva-dharma.” På dette niveau leder man efter en stærk personlighed, en mere menneskelig guddom, man kan identificere sig med. Tanken om at blive ét med denne guddommelige skikkelse virker tillokkende, og åndeligheden består af ”enheds-erkendelse” – at se sig selv som ét med alt, der er, og med den Højeste. På denne måde præsenterer saiva-dharma en slags ikke-teistisk åndelighed, ofte med fokus på monisme eller sågar ”udvidet humanisme”, dog med klare åndelige undertoner. Derved tilbyder saiva-dharma et indblik i det Guddommeliges faktiske natur.

Vi er dog endnu ikke nået til tops. Srila Bhaktivinoda løfter sløret for kulminationen på den åndelige søgen: ”Ved at komme til det femte stadie vil en individuel gnist af bevidsthed – jivaen (sjælen) – tjene Guddommens Højeste Personlighed. Dette niveau kaldes vaisnava-dharma eller vaisnavisme.”

Han beskriver, at alle verdens store religioner kan inddeles i disse fem kategorier, og dette er, hvad pancopasana eller tilbedelsen af diverse ”hinduguder” i virkeligheden drejer sig om.

Eksempler fra rundt omkring i verden

Panteisme, shamanisme, neopaganisme, gaianisme, shintoisme, gudindetilbedelse og de fleste folkereligioner tilhører sakta-dharma, for sådanne traditioner tilbeder det guddommelige i naturen.

Soltilbedelse og forskellige andre former for saura-dharma var fremtrædende i mange oldtidskulturer, f.eks. i Indien og Egypten, og er det stadig. De tidligste gudeskikkelser, der er associeret med Solen, er Surya, Wadjet, Sekhmet, Hathor, Bast, Bat og Menhit. Aztekerne i Mexico og visse stammer i Afrika gjorde soltilbedelse verdenskendt.

Ganesa-tilbedelse er niveauet midt imellem, da den ikke er lige så elementær som sakta-dharma eller saura-dharma, men heller ikke endnu fuldbyrdet teisme. Dette stadie af erkendelse er også at finde overalt i verden, ofte i form af humanisme, hvor en gnist af guddommelighed skimtes i ens medmennesker. Det er frøet til åndelig bevidsthed og opnår ifølge Bhaktivinoda Thakura sin mest modne form i religioner såsom buddhisme og jainisme, for de er beslægtet med saiva-dharma og lægger vægt på mentalt velvære og humanisme sammen med en slags filosofisk monisme. 

Jødedom, kristendom og islam minder om vaisnavisme, forklarer Srila Bhaktivinoda, siden tilbedelsen af Guddommens Højeste Personlighed er central i disse traditioner.

Srila Bhaktivinoda er dog hurtig til at pointere, at der er en ”verdslig” vaisnavisme og en ”åndelig” vaisnavisme. Den første kaldes bharavahi (”de, der bærer byrden af ydre ritualer”), og den anden kaldes saragrahi (”de, der drikker essensen”). Det er naturligvis denne anden form for vaisnavisme, der hyldes som kulminationen på den religiøse stræben. Den første er blot en variant af hinduisme på linje med andre sekteriske religioner. Saragrahi-vaisnavisme er sjælens evige aktivitet og den sande åndelige videnskab, og det er denne, de store åndelige mestre igennem tiden har opmuntret hengivne til at følge.

Modenhed i Krishnabevidsthed

Srila Bhaktivinoda Thakura opsummerer pancopasana således: ”Derfor er de, der blot er forbløffede over Herrens skabelse uden nogen faktisk viden om Herren, kendte som saktaer, tilbedere af de mægtige energier. Moderne videnskabsmænd er også betagede af naturfænomenerne, og derfor er de også en form for saktaer. Disse primitive folk vil gradvist blive til sauriyaer (tilbedere af solguden) eller ganapatyaer (tilbedere af janata janardana eller daridra-narayana osv. i form af Ganapati) og dernæst stige til niveauet af at tilbede Herren Siva i jagten på den evigt eksisterende sjæl og dens enhed med herren. Efterfølgende kan man forfremmes til niveauet af at tilbede Herren Visnu, Oversjælen, hvis højeste form er Herren Krishna.

For at belyse Krishnas suverænitet og halvgudernes sekundære status forfattede Herren Brahma, der skabte det materielle kosmos på vegne af Herren Visnu, værket ved navn Brahma-samhita. Gaudiya-vaisnava-acaryaen Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, Srila Bhaktivinoda Thakuras søn, skriver i sin kommentar til dette storslåede værk:

”Brahma-samhita forkaster pancopasana. . .. Visnu-tilbedelsen, som man finder i pancopasana, behager ikke Visnu. Det er vranglære og yderst upassende. . .. Tilbedelsen af Visnu som en af de fem guddomme sidestiller Guddommens Højeste Personlighed, der er uden sidestykke, med de andre guddomme, og [i det system] er Hans Nåde blot én blandt flere guddomme, hvilket er en alvorlig åndelig forseelse … Det er alle jivaers evige pligt at tjene Krishna, Herren over alle herrer. Alle andre guddomme er hans undersåtter. Deres job er udelukkende at adlyde Hans befalinger. De, der anser guddommene som forskellige navne på samt forme af Visnu i stedet for at se dem som Hans tjenere, vil aldrig opnå befrielse. Fem slokaer [vers] i Brahma-samhita har beskrevet de fem guddomme således. . ..: 1) ”Jeg (Brahma) tilbeder den oprindelige Herre, Govinda [Krishna], i overensstemmelse med hvis befaling, solguden [Surya], planeternes konge og verdenens øje, udfører sin pligt ved at bestige tidens hjul. 2) Jeg tilbeder den oprindelige Herre, Govinda, hvis lotusfødder altid hviler på Ganesas hoved, så han [Ganesa] kan opnå styrken til at udslette alle forhindringer i de tre verdener. 3) Jeg tilbeder den oprindelige Herre, Govinda, i overensstemmelse med hvis vilje Durga, Hans ydre energi, udfører sin funktion som denne verdens skabende, vedligeholdende og ødelæggende repræsentant. 4) Jeg tilbeder den oprindelige Herre, Govinda, der forvandler Sig Selv til Sambhu [Siva] for at udføre ødelæggelsesarbejdet, ligesom mælk forvandles til yoghurt, der hverken er det samme som eller forskellig fra mælk. 5) Jeg tilbeder den oprindelige Herre, Govinda, der manifesterer Sig Selv som Visnu, på samme måde, som et stearinlys videreformidler sit lys til et andet stearinlys, der, selv om det eksisterer separat, er af samme kvalitet som det første.”(2)

De mange guder, der er associeret med Krishnabevidsthed, er individuelle levende væsener. De er kosmiske forvaltere, og de har en tilgængelig, lavpraktisk funktion som repræsentanter for universelle religiøse kategorier. Gennem Bhaktivinoda Thakuras lup giver de en hierarkisk forståelse af, hvordan man gradvist udvikler sin bevidsthed fra begyndelsen af åndelig opvågnen til perfektion i åndeligt liv.

NOTER

1. Alle citater fra Srila Bhaktivinoda Thakura i denne artikel er fra essayet ”Sri Bhagavata Dharma Vichar.” Idéerne dukkede op for første gang i hans bog Sri Krishna-samhita (Calcutta: Isvarchandra Basu, 1870, s. 7-8).

2. Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati citerer her sin egen kommentar til Brahma-samhita, imens han svarer på spørgsmål fra Pandit Syamasundar Cakravarty, en leder inden for Indiens løsrivelsesbevægelse. Udvekslingen fandt sted i The Harmonist.