MAHATTAMA DASI: ET KALD TIL OMSORG

Af Madhava Smullen

Følgende er en artikel fra hjemmesiden ISKCON-News 2013. Den bringes som svar på en opfordring om at skrive mere om vaisnava-omsorg i praksis. Her fortæller Mahattama Dasi om sin tjeneste med at passe ældre og døende mennesker, hvordan hun blev engageret i denne seva samt lidt om nogle af de tiltag, der findes inden for ISKCON på dette område.

Mahattama Dasi havde arbejdet som rådgiver i et forsikringsselskab i sit hjemland Mexico, før hun sluttede sig til ISKCON, og efterfølgende som lærer. Men hun havde ingen erfaring som sygeplejerske eller professionel omsorgsarbejder, da Herren Krishna ledte hende til hendes kald.

“Det faldt simpelthen ned i skødet på mig,” fortæller hun. “Jeg planlagde aldrig at gøre dette.”

Det hele startede i begyndelsen af 1990erne, mens Mahattama boede i ISKCON-samfundet i Venice Beach, Los Angeles.

På det tidspunkt havde det lokale postbud, en 65 år gammel japansk herre ved navn Ernie Miyashima, omdelt post til det hengivne samfund i 17 år og var så personlig i sin tjeneste, at han altid ville finde en hengiven, selv hvis han flyttede til en ny adresse. Da Mahattama flyttede til en ny lejlighed, fandt han også hende og bragte hendes post til hende. Taknemmelig for hans anstrengelser gav hun ham noget maha-prasadam, mad, der var ofret til Deiteterne Sri-Sri Rukmini-Dvarakadish.

“Da han smagte maha-konfekt for første gang, ja vi ved, hvordan det er,” fortæller Mahattama. “Man bliver beruset! Han blev en hengiven lige på stedet.”

De to blev venner, og Ernie begyndte at besøge templet.

Da Mahattama i 1993 flyttede fra Los Angeles til ISKCON-samfundet i Alachua, Florida, besluttede Ernie at følge med efter at være blevet tildelt en førtidspension. Tre måneder senere blev han diagnoseret med uhelbredelig kræft.

Af pligtfølelse over for sin ven, som hun havde opmuntret til at flytte til Alachua, flyttede Mahattama ind hos ham for at pleje ham. Hun kunne ikke bare stå og se til uden at gøre noget, efter at han havde tjent de hengivne i Los Angeles i så mange år.

“Det var mit første tilfælde med at lære at give omsorg,” nævner hun. “Det var meget intenst.”

Ernie bad Mahattama om ikke at sende ham på hospitalet. I mere end 6 måneder tog hun sig derfor af ham og udførte mange svære og personlige opgaver, der normalt var betroet en sygeplejerske. I løbet af den tid kom mange hengivne fra hele Alachua-området for at besøge Ernie. Til sidst blev der afholdt en ildceremoni for en lykkevarslende bortgang. Han forlod denne verden med den hellige tulasi-plante ved sin side, og en lydoptagelse med Srila Prabhupada, der fremsiger Sri Isopanisad, genlød i hans ører.

Det hengivne samfund var yderst bevæget over, hvorledes Mahattama havde taget sig af Ernie, og nu begyndte de alle at spørge hende, om hun kunne fungere som omsorgsperson for deres aldrende forældre. Mahattama rejste først til Michigan for at tage sig af tidligere restaurantejer Armando, der var far til to hengivne søstre, Rangavati og Nirmala.

“Han havde haft en hjerneblødning og havde et helt hold af personale, der tog sig af ham: en sygeplejerske, en terapeut og en rengøringsassistent,” fortæller hun. ”Men hans døtre ønskede, at der også skulle være en hengiven, en, der kunne give ham prasadam og lade ham lytte til de hellige navne. Det var meget betryggende for dem at vide, at en fra deres store Krishna-bevidste familie tog sig af ham.”

Siden da har Mahattama haft over en halv snes patienter inklusive hengivne, forældre til hengivne og patienter udefra.

Nogle af Mahattamas patienter har dødelig kræft eller været ramt af hjerneblødninger og slagtilfælde. I andre tilfælde er der tale om Alzheimers. Hos nogle tilbringer hun et år, hos andre kun tre eller seks måneder. Uanset hvem Mahattama tager sig af, giver hun dem altid Krishna-bevidsthed på dette afgørende tidspunkt i deres liv.

For nylig tog hun sig for eksempel af Enrique, en gammel klassekammerat fra gymnasiet i Mexico.

“Jeg introducerede ham til recitationen af det hellige navn, og han begyndte at fremsige det, da slutningen nærmede sig,” fortæller hun. “Jeg tog hen for at sige farvel, da han lå i sin hos-pitalsseng, mens han trak vejret gennem en iltmaske. Jeg bragte ham noget Nrisimhadeva-olie fra Mayapur, røgelse og et mahamantra-banner, et Radha-Krishna-billede, hans japa-perler og Srila Prabhupadas Bhagavad-gita. Må Herren vise barmhjertighed til denne sjæl og huske den lille tjeneste, min ven var i stand til at gøre for Ham.”

Mahattama tog sig også af moderen til Srila Prabhupadas tidlige discipel Govinda Dasi.

“Hun var kristen og ønskede ikke at have noget med Krishna-bevidsthed at gøre,” fortæller hun. “Hun havde ikke et godt forhold til Govinda. Men da jeg kom, ændrede det hele sig. Jeg opmuntrede hendes egen tro ved at lave et alter med Jesus Kristus. Jeg fortalte hende, at vi bør ofre vores mad til ham og sige tak. Selvfølgelig satte jeg også Krishna på alteret, og jeg overbeviste hende om, at det at blive en Hare Krishna var det bedste, der kunne være sket for Govinda.”

Mahattama tog sig også af sin egen mor, der gik bort på grund af kræft i halsen.

“Jeg ville spille Prabhupadas bånd for hende og recitere Hare Krishna,” mindes hun. “Da hun døde, ankom jeg der klokken 2 om natten og hviskede ‘Hare Krishna’ i hendes øre. Hun var kun delvist bevidst, men hun udbrød: ’Åh, det er dig.’ Hun vidste, det var mig, fordi jeg sagde ’Hare Krishna’.”

Naturligvis varetager Mahattama alle de almindelige opgaver for en sygeplejerske. Men hun synger også Hare Krishna med alle sine patienter, giver dem prasadam og lader dem lytte til Krishna-bevidst musik og se Krishna-bevidste videoer. Når de går bort, pryder hun dem med hellige tulasi-perler, støv fra Vrindavana, Gangesvand og et sjal med inskriptioner af Hare Krishna-mantraet, mens et bånd med Srila Prabhupada spiller.

“Det vigtigste for de pårørende hengivne er at have en omsorgsperson, der påminder deres forældre om Gud eller Krishna på døds-tidspunktet,” bemærker hun.

Mahattama er begavet med en særlig evne til at introducere folk til Krishna sent i deres liv og frembringe en forvandling.

Hun forklarer, at hengivne nogle gange er betænkelige ved at ansætte hende, en hengiven, til at tage sig af deres forældre, fordi deres forældre stadig spiser kød.

“Men på en eller anden måde ændrer dette sig altid, når jeg ankommer til stedet,” fortæller hun. “Jeg forklarer dem, hvad jeg gør, hvorfor jeg ikke spiser dyr, og hvorfor det er vigtigt, at de heller ikke gør det. Ikke kun af medfølelse, men også for sundheden og andre årsager. De forstår, og efter at have taget prasadam ønsker de ikke noget andet.”

Mahattama har endda bragt vegetarisme og Krishna-bevidsthed ind i tilværelsen hos patienter, der ikke kendte til en sådan livsstil.

“Jeg havde en patient, der slet ikke var relateret til vores familie af hengivne,” bemærker hun. “Men hendes mand var meget forstående. Da jeg fortalte ham, at jeg var vegetar, sagde han, ‘Fint. Fra nu af spiser hun kun, hvad end du spiser. Hun skal også være vegetar!’ Så jeg introducerede den kost i hendes liv.”

Mahattama husker også, hvordan en patient, der var i et meget fremskredent stadie af Alzheimers, somme tider ville blive voldelig, men når hun spillede Prabhupadas bånd for hende, blev hun rolig.

“Efterhånden talte hun ikke mere,” siger Mahattama. “Men en dag, da jeg tog hende med i parken og reciterede på min kæde, vendte hun sig om og sagde: ‘Du har allerede sagt det så mange gange.’ Så hun havde lyttet!”

Mahattama nævner, at det at tage sig af ældre mennesker er ikke ligesom at tage sig af børn.

“Et barn vil komme og give dig et knus, og så føler du dig påskønnet,” forklarer hun. “Men en ældre person med Alzheimers vil sommetider glemme dit navn. Nogle gange ved de ikke, hvem du er. Undertiden vil de sige: ‘Hvad laver du her?’ og blive voldelige. Men det bliver belønnet på en anden måde. Belønningen er, at man giver det sidste lille halmstrå til disse sjæle, hvilket måske åbner døren hjem til Guddommen for dem. Jeg ser det som en mission, Krishna har givet mig, en tjeneste, ikke blot et arbejde.”

For syv år siden blev Mahattama selv diagnoseret med kræft. Med det samme kom hele ISKCON Alachua-samfundet ilende til hendes hjælp med et ønske om at gengælde al hendes tjeneste. Heldigvis blev deres bønner for hendes helbredelse besvaret. Efter en vellykket operation, der fjernede en svulst og femten besmittede lymfeknuder, er Mahattama nu ved godt helbred og fri for kræft.

Hun bor i øjeblikket i sin hjemby to timer fra Mexico City, hvor hun underviser i engelsk som andet sprog, og fortsætter med at rejse til USA for at tage sig af de hengivne og deres familier, når hun bliver bedt om det.

Hun er også blevet inviteret til at deltage i adskillige store, meget tiltrængte ISKCON-omsorgsprojekter. Det første er et hjem for krigsveteraner i Lacrosse nær Alachua under ledelse af amputationspatient og krigsveteran Sarva Satya Dasa. Her vil veteraner blive givet husly og introduceret til Krishna-bevidsthed gennem prasadam.

Det andet er et planlagt omsorgssted for ældre eller syge hengivne i Alachua. Det tredje er et muligt fremtidigt hospits i New Vrindaban, West Virginia.

“Da vi tilsluttede os ISKCON, var vi alle unge,” bemærker Mahattama. “Som alle andre unge troede vi, at vi kunne erobre verden. Vi troede, at vi aldrig ville blive gamle og dø, selv om Prabhupada gentog det så mange gange. Det var ikke, før vi begyndte at se det ske, at vi forstod behovet. At have centre som dette, hvor hengivne ved, de kan komme til, er således et behov nu.”

Mahattama føler, at i verden i dag gives der ikke nok omsorg og omtanke for de døende, og hun håber at rette op på det.

“Holdningen er sådan: ‘Åh ja, han døde. Bare se at få ham begravet. Ja, ja, hvad som helst,’” siger hun. “Men denne sidste periode er en af de vigtigste i vores liv. Det er det tidspunkt, hvor det bliver besluttet, om vores sjæl går videre til en god krop eller tilbage til et godt sted.”

Kilde: ISKCON News, se https://iskconnews.org/mahattama-dasi-a-calling-to-care,3958/.