MAGI ELLER GUDERNES VÆRK

Af Janardana Dasa

Mange templer i Indien er fra en tid, hvor man kunne bygge i sten på måder, som man ikke kan i dag. Ligesom pyramiderne i Giza og inkabygningerne i Peru er uforklarlige i deres tilblivelse, er der ligeledes i mange gamle templer i Sydindien udført arbejde med utrolige og uforklarlige detaljer.

Når man betragter den samlede mængde af utrolige bygninger og artefakter på alle kontinenter, er det ganske overvældende. Der er ikke tale om få enkeltstående tilfælde, men om en massiv forhistorisk tilstedeværelse af avanceret højteknologisk kunnen. Man har kunnet løfte tunge emner og transportere dem over lang afstand. Man kunne skære og bore i hårde stenarter og højglanspolere og udskære hård sten i perfekte vinkler og kurver. Man har kunnet forme sten efter ønske. Denne tidligere tilstedeværelse på Jorden har efterladt bygninger og artefakter af en uhørt præcision. Mange detaljer er ikke mulige at eftergøre i dag, selv med vores moderne maskiner.

Mens der er mange gamle templer i Sydindien, blev templerne i Nordindien plyndret og destrueret af invaderende moghuler og muslimer, så der findes ingen gamle templer dér. Derfor er de følgende eksempler fra Sydindien.

Kailasa-templet lidt udenfor Aurangabad i Maharasthra er et af Indiens mest fascinerende bygningsværker. Muslimerne prøvede forgæves over tre år at ødelægge det. De vandaliserede templet og prøvede at slå hovederne af skulpturerne, som de gjorde så mange andre steder, men Kailasa-templet er bygget i en stenart så hård, at de ikke formåede det.

Templet er ikke prangende med en masse fine detaljer, men er alligevel en over 30 meter høj bygning. Egentligt er templet en skulptur, der er hugget og skåret ud af en klippe. Templet har mange detaljer med skulpturer, døre, vinduer og terasser. Der er selvfølgelig et alter og forskellige rum i templet, men også i bjergvæggen, der omgiver templet, er der udskåret trapper, der fører op til terasser, hvorfra man kan beskue templet.

Templet er hugget ud af basalt, en af de hårdeste stenarter overhovedet. Under udhugningen af templet er der blevet fjernet 400.000 kubikmeter sten. Det svarer til 110 kubikmeter hver dag i 10 år. Det forbavsende er, at intet af dette materiale er at finde noget sted. Det samme gør sig gældende for de 33 andre mindre templer og huler i Elloras hulesystem, som Kailash-templet er en del af. At bortskaffe 5-600.000 kubikmeter sten uden moderne maskiner er en bedrift i sig selv.

Kailash-templet er utroligt nok blevet hugget ud fra toppen, hvorfra man har arbejdet sig ned igennem bjerget. Hvem, der end gjorde det, må have været usandsynligt intelligente og yderst skarpe i deres udregninger. Hvis de havde lavet fejl i deres beregninger, måtte de have startet forfra. Moderne bygninger må konstant vedligeholdes, fordi de er bygget med fejl med dårlige materialer, og i sidste ende rives de ned, fordi det ikke længere kan svare sig at vedligeholde dem. At nogle derfor kunne bygge et tempel, der holder i tusindvis af år uden fejl, er et klart tegn på en overmenneskelig intelligens.

Jeg bemærkede en interessant detalje ved Kailash-templet, da jeg var der. Nogle steder ser det ud som om, at stenen er blevet fjernet med en stor ske, som når man køber is med kugler. Således ser det ud, som om stenen er blevet scoopet ud. Ingen kan fjerne sten på den måde i dag. Vi kender kun til at sprænge basalt væk med dynamit eller fjerne det med højtryksbor, men det har ikke været fremgangsmåden ved Kailash-templet.

”Moderne videnskab” vil gerne tilskrive tilblivelsen af disse byggerier til primitive urfolk med stentøj og kobberværktøj. Arkæologer, egyptologer og indologer følger den darwinistiske ide om, at menneskeheden har udviklet sig fra et primitivt stadie til vores nuværende påståede højeste niveau i menneskehedens historie. For at kunne påstå dette må videnskabsmændene ignorere utrolige detaljer i konstruktion og design og finde på fjollede fantasihistorier og teorieventyr om, hvordan man dengang kunne udrette ting med primitivt værktøj, som vi i mange tilfælde ikke er i stand til i dag med moderne teknologi. Når man ser på det samlede bevismateriale inklusive fund i Egypten, Peru og Libanon for bare at nævne nogle få steder, er det så overvældende, at hvis man ikke ser det, må det være, fordi man ønsker at overse og ignorere det.

Da englænderne kom til Indien og opdagede Veda-teksterne, var de chokerede over deres kompleksitet. De kom med en teori om, at et nomadefolk, ariaerne, havde efterladt sig sproget og teksterne, men det er en tåbelig teori, for hvorfor skulle og hvordan kunne et nomadefolk gøre brug af det mest udviklede sprog til dato?

Veda-teksterne er i sig selv en fantastisk overmenneskelig skabelse. Halvguderne taler sanskrit og gør brug af devanagari-alfabetet, som derfor kan oversættes til halvgudernes alfabet. Veda-teksterne på sanskrit er det klareste vidnesbyrd om denne tidligere overmenneskelige tilstedeværelse på Jorden. De forklarer omhyggeligt, hvordan halvguderne tidligere havde deres gang på Jorden. Halvguderne eller devaerne besidder fra vores perspektiv guddommelig kraft. Solguden, der rider på sin hest, trækker Solen efter sig i en fast bane. Dette er også dokumenteret i Danmark med fundet af solvognen. Indra, himlens konge, der er ansvarlig for regn og torden, er også dokumenteret i de gamle islandske sagaer. Her kaldes han Thor. For hver planet er der en dominerende halvgud. Dette var også den tidlige kristne forståelse, inden man gjorde engle til små flyvende spædbørn. Engle var halvguderne, der trak planeterne rundt. Derfor har de vinger.

På Krishnas tid i slutningen af Dvapara Yuga havde alle disse halvguder deres gang på Jorden. Fra beskrivelser i Puranaerne og Mahabharata kan vi lære om halvgudernes evner til at konstruere bygninger, blandt andet Visvakarma, de himmelske planeters arkitekt. En anden mytisk personlighed fra Srimad-Bhagavatam er Maya Danava, der byggede Pandavaernes palads i Indraprastha. På den måde kan vi forstå, at de mange utrolige forhistoriske fund er enten halvgudernes værk eller en videnskab, der er blevet overdraget til mennesker fra dem, om tilvirkning og påvirkning af materialer.

Vi ved fra Mahabharata, at det ved brug af mantraer fra Vedaerne var muligt at bruge ild-, vand-, vind- og bjergvåben for blot at nævne nogle eksempler. Mange af krigerne på Kuruksetras slagmark gjorde brug af våben med overnaturlig kraft. Ved at gøre brug af mantraer kunne man med simple midler ophæve de naturlove, vi kender i dag, og udrette overnaturlige ting. Vi kalder det overnaturligt, fordi vi ikke kan gøre det i dag. Hvorom alt er, hvad end det drejer sig om at flytte sten på 1200 tons, scoope basalt med en ske eller bore huller i granit, kan det umuligt være sket med stenalderværktøj, selv om den såkaldte moderne videnskab vil have os til at tro det.

I nogle templer i Indien finder vi ”musikalske søjler”, der er stemt som xylofoner. Bygninger er placeret på søjler, der sidder sammen i dusinvis og er ca. 10 cm tykke og mere end en meter lange. De er placeret i rigeligt antal, og musikerne har kunnet stå ved hver deres sæt søjler og spille på deres stenxylofoner. Det har været et smukt akkompagnement til kirtanaer og bhajanaer i templerne. Hampi er et sådant sted. Et andet sted er Kancipuram.

I Kancipuram, hvor sådanne søjler findes i Visnukanci-templet, tilbedes Varadaraja Perumal, en form af Visnu. Her finder man på taget af sådan en musikbygning stenkæder, der hænger fra tagets hjørner. De har været brugt til at have skåle med olielamper hængende og har på skønneste måde oplyst bygningen fra alle hjørner. Kæderne er hugget ud af én sten, hvilket er utroligt i sig selv. Men det mest uforklarlige er, at kæderne er fæstnet sammen med taget, som består af en anden stenart end kæderne. Der er ikke brugt nogen form for cement til at føje dem sammen. Hvordan det er blevet gjort, er simpelthen et mysterium.

Templet Chenna-keshava (smukke Keshava) i Belur ligger i det sydlige Karnataka. Det er et større kompleks med både en gopuram og adskillige templer. Der foregår ingen tilbedelse i dette tempel længere, men bygningerne er interessante i sig selv, og der er rigeligt at betragte. Den mest utroligt detaljerede tempelbygning er dedikeret til Keshava. Den er formet som en vimana, og både indvendigt og udvendigt er dette tempel et vidunder af detaljer, der efterlader én målløs. Jeg har været her mere end én gang, for jeg måtte tilbage og for mig selv endnu engang konstatere dette vidunder.

Der findes masser af videoer på YouTube om disse steder, hvor man kan få mange flere detaljer med. Det ville kræve et leksikon bare at kategorisere dette tempel med alle dets detaljer. I Keshava-templet er der 48 søjler. De fleste er skåret ud af sten ligesom alt andet i dette tempel. Søjlerne er omtrent tre meter høje og ca. en halv meter i diameter. Nogle af søjlerne er dekoreret med forskellige former af Vishnu. Der er til og med en sjælden form af Vishnus avatar som Mohini Murti. Alt er skåret ud til perfektion, og detaljerne er mange. Nogle af detaljerne i sten inkluderer kroner og udsmykninger, der er så detaljerede, at man nogle steder kun kan få en nål igennem. Udsmykningen er så mangfoldig, at man tænker, at en eneste fejl i tilblivelsen af en sådan søjle måtte have betydet, at man måtte starte forfra. Nogle af søjlerne er drejet ud, som man drejer træ på en drejebænk. Man har altså kunnet dreje stensøjler, der vejer mange tons, i en helt ensartet dimension og med spejlglat overflade, som om de var af træ. Templet er bygget i sort sten, og den dårlige belysning indenfor gør, at man ikke får alle detaljer med. Der er utroligt mange ting at holde styr på.

Et andet vidunderligt tempel er Dwarakadish-templet i Dwaraka. Her tilbedes der på livet løs. Dwaraka ligger allervestligst i Indien i staten Gujarat. Templet her er oprindeligt designet af Visvakarma, devaernes arkitekt, for mere end 5.000 år siden. Templet er lavet i sandsten, der er en meget porøs stenart, og må løbende restaureres. Den mest utrolige detalje ved dette tempel er kun synlig fra oven, for ovenfra set er templet formet som en mandala. Hvem har interesse i et design, der kun kan ses fra oven, hvis ikke lige det var, fordi man også skulle kunne værdsætte og beskue det fra luften. Det taler for, at halvguderne og andre udefra kom flyvende i vimanaer fra deres planeter for at frembære deres respekt til Dwarakadish.

I et andet eksempel får vi også hjælp fra rummet af selve-ste NASA. NASA har nemlig i al offentlighed konkluderet, at broen fra Rameswaram til Lanka ikke er naturligt forekommet. Broen kan nemt beskues fra rummet med satellit. NASA konkluderede, at på grund af strømforhold i farvandet er det ikke en naturlig forekomst. ”Broen” er selvfølgelig fra Ramacandras tid, da Han med hjælp fra Hanuman og hans beslægtede vanaraer i Treta Yuga befriede Sita, der var blevet bortført af den onde Ravana. Broen, som i sin tid gjorde Lanka landfast med det indiske kontinent, er ikke længere intakt, men man kan gå halvvejs til Lanka på den, hvilket jeg har gjort et par gange. Hvis man ellers kunne få tilladelse til det, kunne man udforske terrænet helt til Sri Lanka. Der er ikke mere end 30 km fra Rama Setu, hvor broen ender, over til Sri Lanka.

I Thanjavur i Tamil Nadu finder man Brihadeswara-templet, der er dedikeret til Siva. Ud over at der på tempelgrunden findes flere artefakter, som er uforklarlige, er templet kendt for sin store vimana-topsten. Vimanaen er den del af bygningen, der er over alteret, og som ikke må betrædes. Dette tempel er over 60 meter højt, og øverst er der placeret denne 80 tons tunge sten. Denne stens placering på toppen af det pyramideformede tempel gør, at konstruktionen holdes på plads, så intet jordskælv har kunnet rokke det i årtusinder. Det er i sig selv en fantastisk ting at bygge en 60 meter høj bygning, som ikke har krævet vedligeholdelse i 1.000 år.

Moderne arkæologer forestiller sig, at man har bygget en tre kilometer lang rampe af jord for at kunne hæve og dernæst placere stenen på 80 tons i den højde. Det afgørende spørgsmål er ikke, hvor mange tusinde personer det kræver at trække eller skubbe en 80 tons tung sten opad. Spørgsmålet er, hvor meget hjerne der skal til, før videnskabsfolkene holder op med at spekulere sig ud af alle situationer, som er i modstrid med deres egne forudindtagede opfattelser? De bygninger, der her er nævnt foruden mange andre, vi i dag kan betragte, er levn fra en tid med en højt udviklet videnskab. Alle disse tidlige civilisationer havde fået overdraget en højere videnskab, der var baseret på en sofistikeret og ikke grov sanselig forståelse af verden. De levede i en anden tid. Man havde kontakt med halvguderne indtil Kali Yugas begyndelse for 5.000 år siden. Det må være konklusionen.