– Af Lalitanatha Dasa –
”Over hele Centralasien, i Kashmir og Ladakh og Tibet og selv længere nord på er der en stærk tro på, at Jesus eller Isa rejste der. Nogle mener, at han også besøgte Indien.” (Jawaharlal Nehru, Indiens første premierminister, i et brev til sin datter Indira i 1932).
Mange steder i Østen er der legender og overleveringer enten om Jesus eller en anden stor helgen, der levede på samme tid som han og gjorde den samme slags gerninger. Er der en anden historie om Jesus end den, vi normalt hører? Hvor var Jesus i sin ungdom, som Biblen er helt tavs om? Døde han på korset eller… ?
I 1877 drog en ung russisk læge, Nicholas Notovitch, på en flerårig rejse til Indien. Han besøgte Afghanistan, det nuværende Pakistan, og Kashmir og endte i Ladakh, der ligger klemt inde mellem Kashmir og Tibet. I Ladakh kom han alvorligt til skade med et brækket ben, da han blev kastet af hesten. Han opholdt sig følgelig i en længere periode i Hemis, et buddhistisk kloster, hvor munkene tog sig af ham, til han var rask.
Under hans ophold i Hemis viste en af lamaerne ham nogle gamle tibetanske skriftruller, der fortalte, hvordan Jesus havde været i Indien i mange år. En tolk oversatte skrifterne for Notovitch, der kopierede en del af dem. Skrifterne fortalte Jesu liv fra fødsel til død. Det mest interessante var hans liv fra hans trettende til hans 30. år, som de gængse kristne skrifter intet fortæller om.
Ifølge de tibetanske skriftruller havde Jesus, som her blev kaldt Issa, forladt Palæstina og levet blandt buddhisterne i Tibet. Han havde også opholdt sig seks år i Jagannatha-templet i Puri i Orissa. Her blev han oplært af brahmanaerne, men endte med at blive fordrevet af dem, da han underviste vaisyaerne og sudraerne og prædikede imod kastevæsenet, der forbød alle andre end brahmanaer og ksatriyaer at høre Vedaerne. Han vendte tilbage til buddhisterne i Tibet og rejste til sit hjemland Palæstina som 30-årig, hvor Biblen igen fortæller om ham.
Nicholas Notovitch selv var overbevist om, at han havde gjort sin tids vigtigste skriftfund. Da han kom tilbage til Europa, udgav han Kristi Ukendte Liv i 1894 på basis af sine noter fra Hemis-klostret. Bogen vakte opsigt, furore og fordømmelse fra den etablerede kirke. Ikke overraskende forkastede de fleste kristne lærde bogen som pure opspind.
Nicholas Notovitch står imidlertid ikke alene. Mange andre før ham har sagt noget lignende, og efter hans tid har mindst syv andre personer besøgt Hemis og så sent som i 1970’erne hævdet at have set de gamle skrifter. Andre buddhistiske templer såvel som templet i Jagannatha Puri siges også at ligge inde med lignende skriftruller fra Oldtiden. Endnu vigtigere er det nok, at talrige traditioner fra Østen inklusive en passage i Bhavisya Purana såvel som islamiske kilder og sågar en gammel romersk legende hævder det samme.
Disse beretninger modsiger de kendte evangelier på flere områder. Ifølge dem skal Jesus have overlevet korsfæstelsen, flygtet fra Palæstina og i mange år rejst rundt sammen med sin moder, Maria, og sin discipel Thomas og prædiket indtil sin død i Kashmir.
Issa og Yuz Asaf
Navnet Issa går igen mange steder. Isa eller Issa siges at stamme fra syrisk Yeshu (Jesus). I skriftrullerne fra Hemis kaldes han Issa, og Koranen såvel som Bhavisya Purana kalder ham Isa. Flere stednavne over hele Asien kan spores tilbage til navnet Issa.
Et andet navn for Jesus kan have været Yuz Asaf. Den første muslimske forfatter, der har sat overleveringen om, at Jesus rejste til Indien i sin ungdom, sammen med Yuz Asafs rejser i det sydvestlige Asien i den anden del af det første århundrede, var en historiker fra det 10. århundrede, Shaikh Al-Said.
Den tyske professor Holger Kersten udgav i 1986 bogen Jesus Lived in India. Kersten havde konstateret, at både i Tyrkiet og Iran er der gamle historiske beretninger om Yuz Asaf, hvis gerninger, mirakler og undervisning minder slående om Kristus og efter al sandsynlighed virkelig var ham. Ifølge Kersten skal Jesus således have rejst i seksten år i Tyrkiet, Persien og måske også Vesteuropa og England. Han kom til sidst til et sted i nærheden af Kashmir, hvor Moder Maria døde. Efter mange år i Kashmir, hvor folk ærede ham som en stor profet, døde han som 80-årig og blev begravet i Srinigar.
I det østlige Pakistan nær Kashmir siges Marias grav at findes på en bjergtop uden for en lille by, der hedder Murree eller Mari. Graven kaldes Mai Mari da Asthan, som betyder Moder Marias sidste hvilested. Hendes grav vender øst-vest som i jødisk tradition i stedet for nord-syd som i islamisk tradition.
Længere østpå i Kashmir nær Srinagar findes et monument af sten: Salomons trone. Monumentet har fire inskriptioner, hvor de sidste to er de mest interessante. De er ikke længere læselige, men de er beskrevet af en muslimsk historiker, Mulla Nadiri, i 1413. En oversættelse af hans persiske tekst lyder: ”På denne tid erklærede Yuz Asaf sig som profet. Han er Jesus, Israels børns profet.”
Flere skrevne og mundtlige traditioner fortæller, at efter sin død blev Yuz Asaf begravet i Srinagars gamle bydel. Et lille hus er blevet opført over graven og har været konstant bevogtet af en rækkefølge af vagter, der skulle gå helt tilbage til tiden for Yuz Asafs begravelse. Hvert år kommer hundreder af muslimer, kristne, hinduer og buddhister for at besøge graven, i øvrigt et enestående eksempel på enhed imellem de store religioner.
Bhavisya Maha Purana har ti vers, der antyder, at Jesus var i Indien/Kashmir på Kong Shalivahans tid, der sættes til at være mellem år 39 og 50. Kongen skal have mødt Jesus femten kilometer nordøst for Srinagar. Da kongen spurgte, hvem han var, skal Jesus have svaret, at han var Yusashaphat (Yuz Asaf), og at han var blevet kendt som Isa Masih (Jesus Messias). Disse vers dateres af forskere til at være nedskrevne omkring år 115.
Et andet interessant eksempel: I det nordvestlige Afghanistan faldt antropologen O. M. Burke, der forskede i sufismen, i 1976 over et religiøst samfund på omkring 1.000 mennesker, der er hengivne af Yuz Asaf, som de også kalder Isa, Maryams søn. Ifølge deres tradition undslap Isa, profeten fra Israel, korset, rejste til Indien og slog sig ned i Kashmir. Han udførte mange mirakler. Burke kaldte denne sekt for kristne, men gjorde opmærksom på, at de afveg betragteligt fra gængse kristne. I bogen Among the Dervishes fortæller Burke om dette kristne samfund midt i det muslimske Afghanistan:
Tilhængerne af Isa, Maryams søn, kalder generelt sig selv muslimer og bor i et antal landsbyer, der er spredt over Afghanistans vestlige område, hvis midtpunkt er Herat. Jeg havde flere gange hørt om dem, men gik ud fra, at de sandsynligvis var blevet omvendt af europæiske missionærer fra det østlige Persien, eller også var en rest fra dengang, Herat havde været et blomstrende bispesæde, før araberne erobrede Persien i det syvende og ottende århundrede.
Men ifølge deres egen fremstilling, og fra hvad jeg kunne observere, virker de til at have en meget ældre afstamning.
Jeg fandt frem til dem igennem en af stedfortræderne for Gazargas Mir, Muhammeds efterkommer, under hvis beskyttelse de står. Gazarga er helligdommen, hvor Abdullah Ansar, en sufimystiker og stor lokal helgen er begravet i en pragtfuld grav, der tidligere var meget besøgt af Indiens kejsere og andre dignitarer.
Der må være omkring 1.000 af disse kristne. Deres overhoved er Abba Yahiyya (Fader John), der kan fremsige rækkefølgen af lærere over næsten 60 generationer tilbage til Isa, Marias søn, af ‘Nazara’, fra Kashmir.
Ifølge disse mennesker undslap Jesus fra korset, blev skjult af sine venner, fik hjælp til at flygte til Indien, hvor han før havde været i sin ungdom og slog sig ned i Kashmir, hvor han holdes i ære som en lærer fra gammel tid, Yuz Asaf. Det er fra denne periode i Jesu formodede liv, at disse folk hævder at have fået deres budskab.
Jeg havde adskillige samtaler med Abbaen. Der var dog kun var få punkter, som vi kunne genkende af den kristne doktrin, sådan som vi kender den i dag, hvilket ikke er unaturligt, hvis hans historie er sand.
Abbaen levede på et landbrug og sagde ligesom alle disse ‘kristne’, at deres lærer stillede som et krav, at hans tilhængere altid skulle have et verdsligt erhverv. Jesus var ifølge dette samfund tømrer og også fårehyrde. Han havde evnen til at udføre mirakler, og han ‘døde faktisk for sine folks skyld’. Denne død var forbløffende nok ikke den død, som det almindeligvis antages. Døden var en virkelig død, men den fandt sted, før Jesus startede sin mission, og det var som et resultat af denne erfaring, at han mødte Gud og blev sendt tilbage til menneskeheden for at advare menneskene om deres mulige skæbne, hvis de ikke søgte kærlighed og sandhed.
‘Masihs Traditioner’ (Masih betyder ’den salvede’) er navnet på dette samfunds hellige bog. De tror ikke på Det Nye Testamente, eller rettere siger de, at Masihs Traditioner er det Nye Testamente, og at evangelierne, som vi har, er delvist sande, men generelt skrevet af folk, der ikke forstod deres Mesters lære.
Abba Yahiyya, en imponerende skikkelse med en helgens ansigt, var helt sikkert en lærd mand, og han kendte sine egne skrifter plus temmelig mange af de jødiske tekster, ret godt endda. Han havde hørt om ’kætterne’ og deres lære, sådan som han kaldte dem, vi ville kalde de forskellige kristne sekter, som vi kender til, og han ville intet have med dem at gøre.
”Min søn,” sagde han på sit blide persiske med accent. ”Disse folk læser og gentager en del af historien. De har fuldstændig misforstået budskabet. Vi har historien, som Mesteren har fortalt os, og igennem ham vil vi blive frelst og gjort hele. Nogle af de begivenheder i det dokument, som I kalder Biblen, er sande, men en stor del af dem er opdigtede eller indbildning eller er der af mindre værdige grunde. Isa levede i over tredive år, efter at det materiale, som I har, var færdiggjort, og han fortalte os det, der var sandt.”
I korte træk er doktrinen, at Jesus var Guds søn, fordi han havde opnået den status gennem sin godhed og sine opofrelser. Således var han i alle henseender som en guddommelig person. Han kom efter Johannes Døberen, der selv havde opnået det højeste niveau af åndelig udvikling, som var mulig på den tid. Johannes døbte med vand, og Jesus med ånd og ild. Det var de tre stadier af forståelse, som disse kristne underviste i.
Der var til at begynde med en del forvirring, for jeg talte om sakramente og om at blive frelst, og det tog mig et stykke tid, før det gik op for mig, at Abba Johns folk anså dåb, Helligånden og Guds Rige for at være tre stadier i menneskelig oplysning. Det er, hvad de hævder er kirkens funktion: bevarelsen og administrationen af disse tre ’udviklinger’ for de troende.
Der er et rituelt måltid ligesom den sidste nadver, men den foregår én gang om ugen. De indtager brød og vin, men som symboler på de grovere og finere næringsmidler, der er erfaringerne af opnåelse af nærhed til Gud.
Imens det er muligt at anse disse folk som slet og ret kættere eller som tilhængere af en eller anden, der efterlignede Jesus, var jeg ikke desto mindre imponeret af deres fromhed, af deres følelse af vished og deres mangel på de ubehagelige former for lidenskab, som man ofte finder i mindretalssekter. De var også overbeviste om, at den dag ville komme, hvor verden ville opdage sandheden om Jesus. Når dette ville ske, ville det være Tilhængernes mission at træde åbent frem og undervise dem, der ønskede at tro på Jesus, i de metoder, gennem hvilken en mand eller en kvinde kunne ’træde ind i Riget’.”
Apollonius af Tyana
Bevæger vi os til en anden del af verden, finder vi i romerske tekster en beretning om en mystisk person ved navn Apollonius af Tyana. Han skulle være født ved begyndelsen af den kristne æra og død i år 97. Hans liv beskrives i en biografi, der er skrevet i Rom af den græske filosof Filostratus omkring år 220.
Forskere har haft svært ved at fastslå, hvad der er korrekt, og hvad der er opspind med hensyn til Apollonius. At han var en historisk person, er sikkert. Origines nævner ham med henvisning til fire bøger, der var skrevet af en vis Moeragnes, men ikke findes længere. Den græske retoriker Lucian nævner ham også, og historikeren Cassius Dio omtaler ham to gange som en virkelig historisk skikkelse. Hvor og hvordan Apollonius af Tyana døde, antyder Filostratus ikke. Han har ingen kendt grav på trods af hans historiske betydning, hvilket passer med, at hans navn er et pseudonym, og/eller hans gravsted lå uden for det romerske rige. James Deardorff skriver, at det virker nærliggende, at Jesus valgte at færdes under et pseudonym inden for det romerske rige.
I sin biografi tilskriver Filostratus Apollonius de samme evner, som evangelierne fortæller om Jesus: Han helbredte de syge, fordrev ånder og kunne spå om fremtiden. Engang bragte han en død pige tilbage til livet. Filostratus gik så vidt som til at antyde, at imens Apollonius reelt var i live, troede hans tilhængere, at han var stået op fra de døde.
Sammenhængen imellem Apollonius og Jesus gik ikke ubemærket hen af indflydelsesrige kristne. Eusebius (kirkehistoriens fader, død ca. 340) kendte til den og undsagde dem, der skrev gunstigt om Apollonius. Til alt held gik Filostratus’ biografi ikke tabt ligesom andre bøger om Apollonius, måske fordi Filostratus kun indirekte antyder, at Apollonius og Jesus er samme person.
Et andet sammenfald bestyrker teorien om, at Apollonius er ingen anden end Jesus. Filostratus beskriver, at Apollonius rejste så langt væk som til Taxila, der ligger i Pakistan, hvor han skulle have boet hos Kong Gundaphorus i flere dage. I en anden bog af en helt anden forfatter, Thomas Gerninger, fortælles det, at Jesus besøgte den samme konge.
Hvem var Jesus?
Mange af disse legender og overleveringer, som de ovenfor nævnte kun udgør et lille udpluk af, virker måske ubekendte og utrolige for os, der er af vestlig oprindelse, fordi de er blevet så systematisk tilsidesat og undertrykt i Vesten. Andre steder i verden er de en naturlig del af en kulturel arv. Ser man dem samlet, opdager man et meget klart sammenhængende billede, der viser en endnu mere fantastisk skikkelse i personen Jesus, end vi allerede kender til.
Vi skal have i mente, at på et meget tidligt tidspunkt bandt den kristne kirke i Europa sig til en bestemt opfattelse omkring Jesus, hvor hans korsfæstelse, død og genopstandelse blev tildelt en altafgørende teologisk rolle. Hele kirkens autoritet og troværdighed hvilede på denne grundtanke. Fra det øjeblik, den opfattelse var cementeret, var der ikke længere plads til nogen form for overvejelse af nogen alternativ historisk skæbne for Jesus, hvor underbygget og veldokumenteret denne historie end måtte være.
Fodnoter.
- Oprindeligt udgivet på tysk: Jesus lebte in Indien – Sein geheimes Leben vor und nach der Kreuzigung. Ullstein-Verlag, Berlin 1998.
- Omar Michael Burke, Among the Dervishes, London: Octagon Press, 1976, s. 107. Se også http://www.theapricity.com/forum/archive/index.php/t-18454.html.