Bjarke Mangaard skriver:
Der er elementer i den transcendentale lære, som har vist sig svært forståelige for mig. Lad mig blot komme ind på nogle af dem: Ved at dyrke en åndelig videnskab kan vi opnå ren, lyksalig bevidsthed, også i denne inkarnation. Jeg synes ikke altid, at det var, hvad jeg oplevede.
SVAR: Hvis ren, lyksalig bevidsthed ikke altid er, hvad du oplevede, betyder det så, at du trods alt oplevede en sådan bevidsthed somme tider eller glimtvis? Hvis det er tilfældet, har du jo allerede oplevet det i denne inkarnation. Men oplevelsen er ikke fuldstændig eller ren, fordi du endnu ikke er blevet helt renset og ikke har overgivet dig fuldt ud til Krishna. Uafbrudt ren, lyksalig bevidsthed er for de fuldstændigt rene hengivne. Vi andre oplever en blanding. Vi har stadig materielle urenheder, så derfor oplever vi materiel bevidsthed med alt, hvad det indebærer. Og vi prøver også at tjene og tilfredsstille Krishna og oplever derved transcendental lyksalighed i glimt. I takt med, at vi bliver rensede, bliver der mere af den åndelige bevidsthed og mindre af den materielle bevidsthed. På et tidspunkt overskrider vi den tærskel, hvor vi bekymrer os om, hvorvidt vi selv er lykkelige eller ej. Det er et af paradokserne i hengiven tjeneste. En ren hengiven tænker slet ikke på, om han er lykkelig eller ej. Han tænker på, om Krishna glædes over det, han gør. Så længe vi derfor stadig tænker på, om vi nu er i ren, lyksalig bevidsthed, har vi stadigvæk ikke nået det niveau, hvor vi kan opleve ren, lyksalig bevidsthed i andet end de små glimt, hvor vi i et øjeblik glemmer os selv. Men der er ingen grund til at fortvivle. Vi skal bare blive ved. Hengiven tjeneste er en proces, hvor resultatet gradvist vil komme inden for en overskuelig fremtid, hvis man hele tiden bestræber sig oprigtigt.
Bjarke: Guds navn kan siges dels med et dansk r (hvad de hengivne i templet synes at gøre) og med et amerikansk r (hvad bl.a. Srila Prabhupada gør). Dette har givet anledning til en vis tvivl hos mig, for hvad er så det rigtige? Og kan man ikke chante maha-mantraet korrekt, så forsvinder fundamentet for at være hengiven i spirituelt liv.
SVAR: Det er ikke nødvendigvis rigtigt, at man er nødt til at udtale maha-mantraet helt korrekt for at få resultatet af ren chantning. Hvis man gør sit bedste, men ens tunge af en eller anden ikke kan udtale f.eks. ’r’, som det udtales på sanskrit, ser Krishna kun på essensen, at vi forsøger at gøre vores bedste for at glæde Ham. Derfor kaldes Krishna også for bhava-grahi jarnadana, for Han kun ser essensen af en hengivens gode hensigt. Der er altså ikke noget problem, hvis vi ikke kan chante helt perfekt.
Bjarke: Vi burde ikke meditere på sanseobjekter. Men den Krishna, som vi kender fra billeder, er vel et sanseobjekt? Eller måske er billedet af Herren et sanseobjekt, men Herren selv er intet sanseobjekt?
SVAR: Det er ikke rigtigt, at vi ikke må meditere på sanseobjekter. Det er kun MATERIELLE sanseobjekter, vi ikke bør meditere på. Men Krishna er ikke noget materielt sanseobjekt; Han er et åndeligt sanseobjekt. Og når vi ser forbindelsen til Krishna i selv såkaldte materielle sanseobjekter, er de heller ikke længere materielle, men åndelige sanseobjekter. Alt, der relaterer til Krishna såsom billeder af Krishna, Hans navn, smagen af Hans prasada osv., er alle sammen ikke forskellige fra Krishna og derfor transcendentale sanseobjekter, som det er Krishnas ønske, at vi skal fylde vores sanser med. Når vores sanser således bliver optaget af Krishna, genvinder de deres oprindelige åndelige natur.
Ideen om, at der ikke er sanseobjekter i den åndelige verden, er ikke vaisnava-filosofi, men snarere mayavada-forståelse, hvor man tror, at så snart der er form, er det maya. Men der er også form og personlighed i den åndelige verden, og den materielle verdens former er ikke andet end refleksioner af den åndelige verdens former eller sanseobjekter.
Bjarke: Krishna er blå på malerier, men som figur kan han være sort. Hvad er da Herrens højeste form?
SVAR: Herrens højeste form er Krishna, der har to arme og spiller på en fløjte, har påfuglefjer i håret osv. Hans kropslige farve kaldes syama, der bliver forklaret af Srila Prabhupada i hans kommentar til Caitanya-caritamrta, Madhya 20.337: ”Farven syama er ikke nøjagtigt sortladen. Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura sammenligner den med farven på atasi-blomsten.” Så vi kan forestille os, at den er blåagtig sortladen, siden Krishnas hudfarve andre steder sammenlignes med en mørkeblå regnsky. Men i sidste ende kan vi ikke forestille os Krishnas farve, for Hans farve er en åndelig farve, der ikke har noget modstykke i den materielle verden.
Bjarke: Efter at have været i templet var det ofte svært at komme ud i verden igen. Overgangen var stor.
SVAR: Jo, det kan være en voldsom overgang eller kontrast, når man går fra f.eks. en tempelatmosfære, hvor man er sammen med hengivne, der beskæftiger sig med livets store spørgsmål, til livet i det bredere materielle samfund, og omvendt for den sags skyld. Men det er vel et spørgsmål om, hvad man vil med sit liv. Hvor vil du gerne være efter dette liv? Husk, at dit liv formes efter den omgang, du plejer. Man bliver det, man omgås med. Og ethvert valg har sin pris. At vælge et liv med hengivne med Krishna-bevidsthed som sit livs mål kan nemt betyde et fravalg af eller fremmedgørelse over for personer, der ingen interesse har i et sådant åndeligt liv. Og at vælge et materialistisk liv og omgangskreds har også sin pris. Søren Kirkegaard havde nok ret i, at det er et enten-eller. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, og der er grænser for, i hvor høj grad man samtidigt kan kultivere Krishna-bevidsthed og en materiel omgangskreds.
Når det er sagt, bør det dog også nævnes, at man bliver bedre til at håndtere kontrasten med tiden, når man mere og mere lærer at se forbindelsen til Krishna i alting og prøver at forbinde alting med Krishna.