– Af Gaurahari Dasa –
Hvad får millioner af mennesker til hvert tolvte år at flokkes til Allahabad i Indien for at bade der, hvor floderne Ganges, Yamuna og Sarasvati mødes? Det er nok et spørgsmål, en del stiller sig, og jeg havde længe haft en drøm om selv at finde ud af svaret ved også at deltage i denne Mela (festival), der er opført i Guiness’ rekordbog som den største sammenkomst af mennesker noget sted på Jorden. I februar lykkedes det mig så endelig at komme af sted.
Jeg var så heldig, at en af organisatørerne af ISKCON’s lejr på stedet, Sanak Sanatana Prabhu, er en god ven af mig. Han kom og samlede mig op på togstationen, da jeg ankom den 6. februar, og vi kørte sammen gennem Allahabad (eller Prayag) og ned til festivalbyen, hvor jeg blev indlogeret i en af ”luksus-suiterne”, et blikskur med tre feltsenge (de fleste andre måtte bo i telte).
Det første, som imponerede mig, var, hvor velorganiseret det hele var. En teltby med omtrent lige så mange mennesker, som der bor i New York – det lyder ikke ligefrem som et sted, man har lyst til at være. Men intet var overladt til tilfældighederne, og de vidtstrakte sandstrande ved flodbredden gav plads til alle. Lydniveauet var godt nok højt døgnet rundt, hvilket var lidt svært at vænne sig til.
Alting handler om at bade i Triveni, hvor de tre floder mødes, på forskellige lykkebringende tidspunkter i løbet af en to måneders periode. Den første badedag var den 14. januar, som var Makara Sankranti, eller hvad vi ville kalde vintersolhverv. Forståelsen er, at ved at bade på de dage opnår man befrielse fra samsara, gentagen fødsel og død. Man opnår evigt liv i den åndelige verden, brahmajyoti eller Vaikuntha, alt efter ens aspiration. Samtidig er festivalen også det vigtigste åndelige mødested i Indien, hvor alt, hvad der kan kravle og gå af yogier, sadhuer, guruer, brahminer fra vigtige templer osv. er repræsenteret.
De hengivne fra ISKCON kommer primært for at prædike til alle de fromme pilgrimme, der kommer fra nær og fjern, først og fremmest gennem harinama-sankirtana (sang af det hellige navn), bogdistribution og prasada-distribution. Samtidig benytter de hengivne sig naturligvis også af lejligheden til at tage et lykkebringende bad.
Den vigtigste af alle badedagene var den 10. februar, nogle dage efter min ankomst. Nysgerrig som jeg var, måtte jeg naturligvis tidligt op om morgenen og ned til Triveni. Jeg forlod ISKCON’s lejr sammen med tre andre hengivne ca. klokken 3 om morgenen. Der var allerede pakket med mennesker på ”gaden”, og vi måtte til tider tage et fast tag i hverandre for ikke at blive borte.
Det er svært at beskrive, men jeg må indrømme, at det var en fantastisk oplevelse. Stemningen var medrivende. Selv om der blev skubbet og puffet, var der ingen aggresive mennesker. Alle var i en opløftet stemning uden at have drukket noget som helst alkoholisk. På en eller anden måde føltes det faktisk behageligt at blive skubbet rundt i folkemængden. Som den indiske brahmacari, der førte an i vores gruppe, bemærkede: ”Det her er en folkemængde, hvor alle er i godhedens kvalitet. De grove materialister kommer ikke her. De tænker: ‘Hvorfor skulle vi gøre os så megen ulejlighed bare for at tage et helligt bad; hellere bruge tiden på at tjene penge og nyde livet.’”
Det lykkedes os at komme frem til Triveni efter et kvarter eller tyve minutter. Vi tog bad to ad gangen, mens de andre blev på bredden og holdt øje med vores tøj. Ikke fordi der var stor risiko for, at nogle ville tage det, men fordi det ganske enkelt ville være helt umuligt ellers at finde det igen i den store menneskemængde. Senere hørte jeg, at det blev anslået, at omkring 30 millioner mennesker (!) tog bad den dag. Vandet var slet ikke koldt. Alle de mange menneskekroppe varmede det op. Måske var det noget, jeg bildte mig ind, eller også var det bare hele oplevelsen, der gjorde indtryk, men jeg følte mig vældig ekstatisk, renset og opløftet efter det bad.
Det fordømmes godt nok i Srimad-Bhagavatam at besøge et pilgrimssted bare for at tage et bad:
yasatma-buddhih kunape tri-dhatuke
sva-dhih kalatradisu bhauma-ijya-dhih
yat-tirtha-buddhi salile na karhicij
janesv abhijnesu sa eva go-kharah
”Den, som identificerer sig med sin materielle krop, der består af slim, galde og luft, som tilbeder det land, hvor han er blevet født, og som blot besøger et pilgrimssted for at tage et bad uden at høre fra de åndeligt oplyste personer, som bor der, anses for ikke at være bedre end køer og æsler.” (Srimad-Bhagavatam 10.84.13) Det betyder dog ikke, at man ikke skal besøge pilgrimssteder eller tage bad der. Pointen er, at det er den åndelige kundskab, der bliver formidlet af den åndelige mester, som er det afgørende, det, som vil redde os fra samsara.
Prabhupada sagde, at det er gennem ”kulturel erobring” (”cultural conquest”), at vi kan gøre verden Krishna-bevist. Med andre ord bør vi selv lære og derefter formidle den rige vediske kultur til verden, hvis masserne skal opløftes. Kumbha-mela er en god lejlighed til at opleve, hvordan den vediske kultur stadig lever. At være sammen med så mange mennesker, der på et eller andet niveau har Krishna-bevidsthed i blodet og oplever den kultur som deres, er berigende. Vi kender vores egen vestlige kultur med dens lange historie og store variation. Ved at bruge tid i Indien og for eksempel deltage i begivenheder som Kumbha-mela får vi gradvist øjnene op for, at den vediske kultur faktisk har en endnu længere historie og rummer endnu større variation.
ISKCON opererede en stor lejr med plads til omkring 3.000 gæster, hvor der blandt andet også blev serveret prasada for henved 4.000 pilgrimme hver dag. En af de bedste ting ved Kumba-mela var, at jeg fik lejlighed til at omgås så mange hengivne fra ISKCON under de afslappede og uformelle forhold, som herskede i teltlejren. Alle hengivne fra de indiske templer, specielt lederne og sannyasierne, benyttede sig af lejligheden til at besøge Mela’en, hvis de overhovedet havde mulighed for det, og jeg fik en sludder med mange af dem og fik også mange nye venner.
Konklusionen er, at det afgjort er umagen værd at deltage i Kumbha-mela-festivalen.
