Af Christina Legene

Christina fra København var sammen med sin mand Niels og deres tre børn Tao, Zen og Leela til Kumbha Mela i 2001 og fortalte om det i Nyt fra Hare Krishna 7.2001.

Min mand Niels og jeg havde allerede i 1989 lovet os selv, at næste Kumbha Mela skulle vi til. Dengang var vores søn Tao tre år, og jeg var gravid med tvillinger, så selv om vi på det tidspunkt var i Indien, havde vi ikke modet til at tage op til Allahabad til Kumbh’en. Denne gang skulle det være. Vores årlige tur til Indien skulle inkludere et besøg ved Kumbha Melaen. Vi håbede inderligt, at det kunne lade sig gøre. I sidste ende er det jo kun ved Krishnas nåde, at man kommer dertil.

Flybilletter til Delhi var o.k., men togbilletterne til Allahabad måtte vi vente med. I Indien skal man vise pas for at købe togbilletter, så det måtte vente, til vi kom.

Vi blev hentet i Delhi af vores yndlings-taxachauffør fra Vrindavana, og tre timer efter var vi i den hellige dhama. Vi tog straks til Radha Travels i Loi Bazar for at booke billetter, afleverede vores pas og 10.000 rupier (gys) og skulle ringe senere. Vi havde ingen præferencer med hensyn til klasse eller afrejsedag. Vi ville bare være ved melaen den 8. februar, fuldmånen, som var den sidste badedag.

Efter gentagne beskeder om ”come back later” fik vi endelig besked. Vi skulle af sted næste morgen den 7. februar med dagtog på 2. klasse (super o.k.) og hjem igen den 10. februar om natten på 3. klasse (knap så o.k.).Vi var lykkelige. Nu var vi der næsten.

Vi ankom den 7. om aftenen i Allahabad efter en hyggelig togtur, og allerede ved stationen var jeg målløs. Aldrig har jeg set så mange mennesker før. Jeg havde vist ikke rigtig gjort mig klart, hvordan det ser ud, når 14 millioner pilgrimme invaderer en by på størrelse med Århus. Vi skrævede over en masse mennesker med hver vores sovepose i hånden og fandt en (pirat)taxa udenfor. Vi havde fået anbefalet et pænt og rimeligt billigt hotel lidt uden for byen, så der tog vi hen, dog kun for at blive mødt med et stort og venligt smil: ”No sorry madam, no rooms.” Sådan foregik det i et par timer. Ud og ind af taxaen til dårligere og dårligere hoteller, men pyt, endelig lykkedes det. Vi havde et værelse, nok det sidste i Allahabad. Vi var meget taknemmelige.

Hele natten hørte vi, hvordan folkemasserne vandrede forbi vores vindue for at komme ud til sangam’en (der, hvor Ganga, Yamuna og Saraswati mødes) for at foretage det hellige bad. Vi boede på den gade, som førte fra stationen ud til sangam’en, en gåtur på cirka 10 kilometer. Det var et fantastisk syn. Jeg måtte stå op flere gange i løbet af natten og bare kigge på alle pilgrimmene.

Om morgenen var det vores tur. Vi kom ned i receptionen, netop som deres security-medarbejder skulle af sted for at bade, og han tilbød at tage os med. Det var dejligt at have en guide med. Det gjorde det hele meget nemmere. Vi tog to cykelrikshaws ud af byen (bilkørsel er forbudt på de store badedage), og vores meget søde guide tog os hen til nogle små robåde, hvor masser af mennesker var samlet og skændtes om priser på en rotur ud til sangam’en (ca. 5 km hver vej).

Han fik diskuteret sig frem og fik en o.k. pris, og vi gik ombord sammen med to indiske familier. Det var meget ekstatisk. Vi var alle lidt generte, men da vi begyndte at synge bhajans, blev det hele forløst. Vi skiftedes til at synge for, og det var en vidunderlig tur – ca. en halv times sejlads på Yamunafloden. Et par gange flød der et lig forbi vores båd. Det tog inderne, som var det et bilvrag. ”Dead body” konstaterede de blot med et stort smil og sang videre.

Vi nærmede os sangam’en, som var fyldt med både, flag, blomster og millioner af mennesker i bliss. Det var utroligt så smidigt det foregik, ingen skubben og masen, kun en jævn strøm af mennesker – ud at bade og tilbage igen for at gøre plads til de næste. Vi lagde til ved en af pontonbroerne, som var bygget op for at få plads til så mange som muligt ad gangen.

Først var det pigernes tur. Leela og jeg tog sarierne af og begav os af sted mod badestedet iført lange skørter og cholier (bluser. red). Alle var meget hjælpsomme. Vi fik kokosnødder og blomster og mælk i hænderne til at ofre til Ganga, inden vi kastede os ned i vandet. Stemningen var fantastisk: forestil jer 14 millioner mennesker i bliss samlet på et sted. Som de skrev i de indiske aviser: ”Det er, som om guderne på denne dag lader lidt af himlen komme ned på Jorden.”

Nu skulle vi jo altså ifølge skrifterne være garanteret moksha, befrielse fra fødsel og død, men … jeg tror, vi tager en tur mere i sangam’en om 12 år, bare for en sikkerheds skyld.

Maha Kumbha Mela Ki Jai! Hare Krishna. Christina.