– Udgivet i Krishna-katha magazine, marts 2014 –
En kendt navn i den danske yatra gennem mange år, Krishna-ksetra Prabhu, har netop taget sannyasa efter at have levet som brahmacari, siden han kom til ISKCON for over 40 siden i Tyskland. Følgende interview fandt sted i marts i år nogle måneder, før han blev sannyasa-indviet til Janmastami i august.
KKM: Vi har for nylig hørt, at du vil tage sannyasa, og at initieringen skal foregå i Goloka Dhama, Tyskland, på Janmastami i år. Hvad har fået dig til at tage det skridt?
Krishna-ksetra Swami: Ikke nogen enkelt ting. Det er kulmination på en refleksionsproces, som jeg har faktisk har haft i nogle år. Jeg var tilbageholdende med at gøre det, for vi har før i tiden haft i ISKCON, hvad man kan kalde uheldige tilfælde med sannyasier, og jeg ville ikke indgå i en sådan statistik. Jeg syntes, det var bedre at vente og være sikker. Jeg syntes også, at eftersom Srila Prabhupada gav sannyasa til ældre hengivne, havde han et formål i tankerne med dette. Jeg ville gerne respektere dette formål og, tror jeg, ekspandere min tjeneste ved at forpligte mig på den måde.
Folk siger, at jeg i en vis forstand allerede er sannyasi, hvilket måske er rigtigt, men nu vil jeg gerne have det stadfæstet. Og siden Krishna har arrangeret, at der er fire asramaer, tænkte jeg, at så lad mig også benytte mig af denne asrama. Formålet med alle asramaerne er at underbygge ens hengivne tjeneste, så jeg ser sannyasa-asrama som en måde at underbygge mit personlige åndelige liv på og også hjælpe andre i deres åndelige liv.
KKM: Hvordan har du det med det?
Krishna-ksetra Swami: Godt! Jeg synes, at det er en god beslutning. Det vil tiden selvfølgelig vise, men jeg tror, det vil være godt. Alle tegnene er positive. Alle de ældre hengivne, jeg har rådført mig med, er meget positive, GBC er meget positiv, og selv astrologerne siger, det er godt!
KKM: Tror du, at denne forandring vil påvirke, hvordan du relaterer til dine disciple eller andre hengivne eller for den sags skyld til ikke-hengivne, og på hvilken måde?
Krishna-ksetra Swami: Hvis der sker en forandring, så lad os håbe, at den er til det bedre, men jeg har ingen bestemt plan om at ændre noget. Jeg håber, jeg kan inspirere hengivne mere, og jeg tror, at det faciliteres af sannyasa-asramaen.
KKM: Hvordan ser du fremtiden for din akademiske prædiken, efter at du har taget sannyasa?
Krishna-ksetra Swami: Jeg begyndte for to år siden gradvist at trække mig tilbage fra almindelig undervisning, så jeg kunne koncentrere mig om Bhaktivedanta College i Radhadesh [Belgien], og det er fortsat min plan. Jeg regner med at fortsætte med at skrive og forske, som jeg gør nu, og det tror jeg ikke vil påvirke min sannyasa, eller at sannyasa vil påvirke det på den ene eller anden måde. Jeg håber, jeg kan fortsætte uden at blive afledt.
KKM: Sidste år blev du gjort til dekan for studierne på Bhaktivedanta College.
Krishna-ksetra Swami: Ja, det kalder de mig.
KKM: Hvad er… ?
Krishna-ksetra Swami: Hvad betyder det? Det forsøger vi stadigvæk at finde ud (latter)! Vi arbejder fortsat på at finde ud af, hvad det er, vi forsøger at gøre med Bhaktivedanta College. Colleget er stadig meget nyt, og det har et stort potentiel. At være studiedekan vil sige, at hovedvægten ligger på akademisk kvalitet, at føre opsyn med pensummet og tilse, at vores kurser har en høj standard med hensyn til indhold og undervisning. Det betyder også at være forbundet med fakultetet og lærerne og sørge for, at vi alle så at sige er på samme bølgelængde. Vi skal også være opmærksomme på vores forhold til den institution, som vi henter vores anerkendelse fra, nemlig Chester University. Så længe vi vil have den anerkendelse, er vi nødt til at følge de forskellige krav, som de stiller. Dette er de generelle områder, og så skal vi også forsøge at forstå, hvordan vi faciliterer de studerendes indlæring, hvordan de bedre kan modtage det, vi forsøger at tilbyde, og om vi tilbyder det, de har brug for.
KKM: Hvad betydning har Bhaktivedanta College for ISKCON generelt?
Krishna-ksetra Swami: Lige nu har Bhaktivedanta College minimal betydning for ISKCON generelt, men det håber vi at kunne ændre. Vi vil gerne have, at Bhaktivedanta College anerkendes af det bredere vaisnava-samfund som en vigtig ressource for vores forskellige samfund, hvortil de kan sende deres elever for at blive kvalificerede til at komme tilbage til deres samfund som veltrænede og veluddannede ledere. Det er vores ide. På den anden side er vi stadig en ret ung institution, og der kan gå et stykke tid, før det sker. Vi arbejder på det. Det er en process, der er i gang.
KKM: Sidste år udkom bogen Bhagavata Purana: Sacred Text and Living Tradition, som du og Radhika Ramana Prabhu havde redigeret. Kan du fortælle os lidt om dette projekt og bind nummer to, som I nu arbejder på?
Krishna-ksetra Swami: Ja, dette er faktisk det første af to bind, som vi har underskrevet en kontrakt om udgivelse om med et akademisk forlag i USA – Columbia University Press. Oprindeligt foreslog vi dem kun denne første bog, og vi foreslog den som, hvad vi kaldte et ledsagende værk. Den skulle ledsage Srimad-Bhagavatam, så folk bedre kunne sætte pris på Srimad-Bhagavatam gennem dens artikler. Der er tolv artikler om tolv forskellige emner og vigtige måder at forstå på eller få adgang til, hvad der for de fleste folk er et meget fremmed materiale.
Forlaget så på vores forslag og kunne lide det, men sagde så: ”Hvor er den Bhagavata Purana, som denne bog er ledsageren til?” Vi kunne have svaret: ”Jamen, den er der allerede: Srila Prabhupadas Bhagavatam i mange bind.” Men det var ikke det, de ønskede. De ville have en bog i ét bind, så det var i virkeligheden dem, der foreslog, at vi selv lavede en forkortet Srimad-Bhagavatam. Vi tog dette, som vi siger det, som Krishnas nåde.
Det er det, vi har arbejdet på indtil nu, hvilket betyder, at vi laver vores egne oversættelser fra sanskrit af udvalgte passager fra Srimad-Bhagavatam med forbindende afsnit for at give dem sammenhæng. Disse to bøger vil så blive som et slags sæt. De vil passe fint sammen og skal markedsføres til brug i klasseundervisning på universiteter i engelsktalende lande. Vi håber, disse vil have en slags positiv effekt, som de siger det. Disse to bøger udgør, hvad vi anser for at være fase ét af et firefaset eller måske endog femfaset forskningsprojekt, som vi har arbejdet på i Oxford under navnet The Bhagavata Purana Research Project. Med dette ønsker vi at anvende alle nutidens akademiske metoder inden for studier af sådanne bøger og nok nærmest blive den akademiske verdens autoriteter i Srimad-Bhagavatam. Det er et langtidsprojekt, måske endda livstidsprojekt.
KKM: For nylig var du på en prædiketur til forskellige universiteter i Kina. Hvordan var det? Er det på nogen måde forskelligt fra at prædike i Vesten?
Krishna-ksetra Swami: Tja, sproget er forskelligt (latter), og jeg taler ikke kinesisk, så der var altid oversættelse på. Det var en god mulighed for at møde nogle professorer og deres studerende på disse forskellige universiteter. Folk er meget påskønnende. De vil gerne vide noget om indisk filosofi og religion. Det, jeg kigger efter – det er en slags forskningsarbejde – er, hvordan vi kan udvikle noget mere substantielt og få gang i noget i den akademiske verden i Kina. Den store hindring for mig er sproget, for at lære kinesisk tager et helt liv, og i min alder kommer det ikke til at ske. Så jeg forsøger blot at undersøge, hvad der kan gøres, og måske andre vil give sig i kast med det. Der er nogle gode muligheder, men lige nu er alting på begynderstadiet.
KKM: Hvad er efter din mening det område, som hengivne i ISKCON af i dag har brug for at arbejde mest på? Hvad er de største hindringer, vi står overfor? Hvordan kan vi med andre ord blive bedre hengivne?
Krishna-ksetra Swami: Jeg var netop i Mayapur, hvor vi havde dette temmelig store møde, ISKCON Leadership Sanga. Der var omkring 800 ledere af ISKCON fra hele verden. For to år siden foregik det også, og da var der halvt så mange, omkring 400 hengivne. Fokusset er det, som de kalder strategisk planlægning, og jeg fornemmer, at der er en masse gode initiativer i gang. Man kan vel i en vis forstand sige, at der sker en masse på det niveau. Det bliver der sørget for, og hengivne bliver engageret på forskellige måder. De havde mange, mange seminarer. Mange af dem fokuserede på den ene eller anden form for udadvendt aktivitet, og det er sådan, det skal være.
Jeg vil tro, at min tanke var: ”Hvor er der et seminar, der ser indad?” Hvad med hjælp til hengivne til at kultivere deres Krishna-bevidsthed dybere? Men selvfølgelig foregår der sådanne ting. Inden for de senere år har vi haft japa-retreats. Specielt Sacinandana Swami, Bhurijana Prabhu og andre har udviklet disse retreats. Jeg mener, det er et godt tegn. Det er meget nødvendigt, og hengivne mærker behovet. Der er også brug for mere systematiske uddannelsesprojekter. Vi har sastriske uddannelser [uddannelse i skrifterne], men hvor mange hengivne, der faktisk tager dem – det er nok kun en meget lille del af det samlede antal af hengivne. Jeg mener, der kunne være mere af det. Mere af alle de gode ting! Flere gode ting for flere hengivne…
KKM: En af dine interesser har også været udviklingen af vores fællesskaber. Hvad er den vigtigste ting at huske på, når vi står over for konflikter i åndelige fællesskaber, hvis vi vil have, at der skal komme noget godt ud af det?
Krishna-ksetra Swami: Et udgangspunkt er sikkert at se i øjnene, at der altid vil være konflikter, så længe vi er, hvad vi er, nemlig individuelle mennesker. Prabhupada udtalte, at det ingen dårlig ting er at have forskellige meninger. Det viser snarere, at vi er personer, og som personalister kan der være forskelle. Somme tider bliver vi lidt for hurtigt bekymrede, hvis der er forskellige meninger, og tror, at der er noget galt. Men jeg tænker somme tider, at kan vi ikke blot have plads til forskellige meninger? Behøver vi at nå frem til bare én mening om dette pågældende emne, eller kan vi have forskellige indfaldsvinkler, for vi taler en masse om enhed og forskellighed eller enhed i forskellighed eller forskellighed i enhed?
En vis usikkerhed er der altid, når vi løber ind i en konflikt. Sædvanligvis har problemet at gøre med kommunikation. Vi er ikke særlig gode til at kommunikere og lytte. Det er ikke så vanskeligt at forbedre kommunikationen. Det tager blot lidt tid og lidt ydmyghed og tålmodighed. Det betyder faktisk at lytte til den anden person og virkelig bore i, hvor der er noget sandhed i det, de siger, selv om vi er uenige. Vi kan benytte os af nogle grundlæggende kommunikationsteknikker, som vi ikke behøver selv at opfinde, for andre har gjort så meget inden for dette område.
Jeg mener også, at vi skal give os selv lov til at være i en tilstand af usikkerhed. Normalt når et stridsspørgsmål dukker op, bliver vi urolige og synes, at vi er nødt til at komme til en konklusion – det skal enten være det ene eller det andet. På mig virker det som om, at en bedre position kan være: ”Tja, vi har forskellige meninger om dette. Lad os tænke over det. Lad os ikke drage forhastede konklusioner.” En grund til, at vi synes, at vi har brug for entydige konklusioner, for som en international mission har vi brug for at udvise enighed. Det er naturligt, for vi tænker, at hvis nye folk kommer, hører de forskellige meninger, og det forvirrer dem. Deres forvirring kan få dem til at opgive hele processen. Jamen, sådan er det måske. Eller måske vil de sætte pris på, at vi har plads til forskellige meninger. Det er en anden mulighed. At vi ikke bliver ligesom maskiner, der alle siger det samme og tænker det samme. Det er ikke særlig tiltrækkende for mange folk.
Kilde: http://m.dandavats.com/?p=6001
