– Af Lalitanatha Dasa –
Det er en mørk tid, vi lever i. Det er det forresten hvert år på denne tid, så det burde ikke komme som en overraskelse for nogen. I Bhagavad-gita (2.14) giver Krishna et godt råd til, hvordan man håndterer denne mørke vintertid:
”De midlertidige forekomster af lykke og lidelse er som somrene og vintrene, der kommer og går. Man må lære at tolerere dem uden at lade sig forstyrre, O Arjuna.”
I stedet for f.eks. at blive nedtrykte og mismodige over vinteren råder Krishna os til at lære kunsten at være tålmådige. Den mørke tid varer ikke ved. Det samme gælder for sommerens fine solskinsvejr. Det varer heller ikke ved. Ligesom man ikke bør give den mørke tid lov til at gøre sig deprimeret, bør man heller ikke lade sig rive med og blive overvældet af jubel, når Solen skinner, og lykken tilsmiler én. Begge dele er midlertidige omstændigheder, der kommer og går.
Hvis man lader sig føre med af den ydre verdens forandringer, er man intet andet end en slave, der styres af sine omgivelser. Da vil man aldrig opleve den naturlige fred, lykke og frihed, som vi alle har inde i os selv. Derfor bemærker Krishna (Bg. 2.15):
”Kun den, der ikke lader sig forstyrre af lykke og lidelse og er vedholdende og ligevægtig i begge, kan siges at være en fri person.”
Bhagavad-gita er en lang instruktion i at være forankret i det evige og det vedvarende og opgive sin tilknytning til og fordybelse i det midlertidige og flygtige. Kun det evige og vedvarende kan siges egentligt at eksistere, og kun det kan give os varig lykke og fred. Det midlertidige, uanset om det er sommer og sol eller vinterens mørke, kan hverken give os varig lykke eller varig ulykke.
Krishnas lære i Bhagavad-gita er, at selvet (den person, jeg virkelig er) er evigt og udødeligt. Lykke og sindsro finder man i sit evige selv, når man retter sin opmærksomhed mod det Højeste Evige Selv (Gud). Derimod er absorbering i midlertidige ting og omstændigheder en konstant kilde til uro og lidelse. Derfor siger Krishna:
”En intelligent person undgår kilden til lidelse, der skyldes nydelser, der har en begyndelse og en ende. Derfor finder de vise ingen glæde deri.” (Bg. 5.22)
Krishna råder os til at være upåvirket af den ydre verdens dualiteter som varme og kulde, lys og mørke, lykke og lidelse, ære og vanære osv. I stedet bør vi finde den egentlige lykke ved at relatere til det Højeste Selv (Gud) i det evige og naturlige kærlighedsforhold, Gud og vi har til hinanden i al evighed. Ved at gøre dette vil man leve i sin naturlige lykkelige tilstand, uanset hvad de ydre omstændigheder er. Når man lærer kunsten af finde denne naturlige lykketilstand af kærlighed til Gud, lever man i et vedvarende og evigt lys, som ingen ydre omstændighed – ingen mørk tid – kan kaste sine skygger ind over.
