Den 19. februar 2017 gik Krishna Khosla bort efter kort tids sygdom, 89 år gammel. Krishna Khosla blev født i Amritsar i Punjab, Indien, i 1927 som datter af Lachman Das Saraf og hans hustru, Bhagwanti. Hun blev gift med Manohar Singh Khosla og boede herefter i mange år i Chandigarh, Punjab. Efter at være blevet enke kom hun i 1983 til Danmark, hvor hendes søn Anil Khosla boede sammen med sin familie, og her levede hun resten af sine dage indtil sin bortgang.
Krishna Khosla var fra en familie af Krishna-hengivne, så det var naturligt, da hun kom til Danmark, at hun blev en jævnlig gæst i Hare Krishna-templet sammen med sin søn og hans familie og blev blandt templets trofaste støtter.
Krishna Khosla var en naturligt religiøs hustru og husmor, og hendes religiøse og hengivne natur voksede kun med årene. De sidste par år var hun ikke så bevægelig som tidligere, men insisterede alligevel på, at hendes søn skulle tage hende med til templet mindst én gang om ugen. I de sidste måneder inden sin bortgang kom hun og hendes søn hver dag og tog darsana af Sri-Sri Gaura-Nitai. ”Jay Radhe, Jay Radhe, Jay Radhe-Krishna,” var hendes faste hilsen til alle, hun mødte i templet.
Her i Danmark efterlader hun sin søn Anil Khosla, sin svigerdatter Monika Khosla og sine to sønnesønner, Karan og Himanshu Khosla. De hengivne, der kendte hende og så, hvor overgivet hun var til Krishna, er overbevist om, at hun nu er helt i Hans hænder.