Af Madhava Smullen
Selv om denne artikel fra ISKCON News er fra 2011 og altså ni år gammel, syntes vi alligevel, at den fortjener at komme med. Artiklen fortæller om den erfaring, nogle amerikanske hengivne har haft med at introducere Hare Krishna-kirtana blandt svært ramte psykiatriske patienter.
Kirtana—gruppen The Hanumen slæbte af sted med deres forskellige instrumenter, mens de fulgte turnéorganisatoren Jennifer Canfield ind i den uhyggelige bygning og ned ad en lang korridor med vinduer med tremmer for, så langt øjet kunne se.
Denne kirtana den 22. juli var kun en af deres sytten koncerter på en atten dages turné i det nordøstlige USA. Men det var helt sikkert den mest usædvanlige. The Hanumen håbede deres besøg på Vermont State Hospital, statens mest lukkede psykiatriske omsorgscenter, kunne gøre en forskel for dets 50 akut ramte patienter og dets overbebyrdede personale på 300 ansatte.
Netop som korridoren virkede til at fortsætte for evigt, kom den populære kirtana-leder Benjy Wertheimer, digteren John de Kadt og ISKCON-hengivne og musikere Jahnavi Harrison og Purusartha Dasa ud på en grøn plæne. Her stillede de deres instrumenter op foran 40 ventende patienter og mange af personalet, og Jennifer Canfield mærkede en stærk følelse af fuldbyrdelse på dette seneste arrangement i navn af hendes idealistiske organisation The Call and Response Foundation.
“Jeg blev introduceret til kirtana igennem min yoga-praksis på et meget vanskeligt tidspunkt i mit eget liv,” fortæller Jennifer, der nu arbejder som manager for Dave Stringer og andre kirtana-kunstnere. “Jeg ville gerne give den samme gave til andre, der har mest brug for det, specielt hvor det kunne have en stærk terapeutisk effekt.”
Så Jennifer startede The Call and Response Foundation i år og foreslog Vermont State Hospital tæt på hendes hjem at have ugentlige kirtanaer der.
“Mit forslag præsenterede den urgamle praksis med sang af mantraer som et anvendeligt redskab til at hjælpe med helbredelsen af de kognitivt udfordrede,” fortæller hun. ”Nyere forskning viser hjernens positive reaktion på sang af mantraer, og dette videnskabelige perspektiv appellerede til hospitalsfunktionærerne. Jeg var meget omhyggelig og er det fortsat med at præsentere kirtana med stor respekt, men også som en praksis med det enkle mål at skabe plads til ro og fred.”
Jennifers forslag blev accepteret, og hun begyndte selv at synge kirtana på hospitalet hver uge. For nylig har hun også været i stand til at introducere gæstende kirtana-ledere for patienterne. Dave Stringer, Radha Gopinath Marinelli, Joni Allen, Devadas og The Mayapuris har alle spillet der, og nu var det The Hanumens tur.
Gruppen kastede sig ud i deres første sang til akkompagnement af violin, harmonium, basguitar og et udsøgt udvalg af slaginstrumenter inklusive en indisk mridanga, en afrikansk djembe, en schweizisk hængetromme og en spank cajon.
“Vi vidste ikke, hvilken reaktion vi ville få,” fortæller Jahnavi, der også optræder med kirtana-grupperne Gaura Vani og As Kindred Spirits. “Vi havde alle håbet på en eller anden dramatisk ydre forandring i patienterne, et slags Hollywood-øjeblik. Måske ville de alle rejse sig og danse eller mirakuløst følge med til alle ordene.”
I stedet sad mange af patienterne spredt ud over plænen, og nogle valgte tilmed til at sidde næsten uden for hørevidde. De virkede uinteresserede og stirrede ud i det fjerne. En gammel mand råbte: ”Kender I Harry Belafontes Banana Boat-sang?”
Men imens dette overdrevne Hollywood-øjeblik aldrig kom, begyndte mantraerne, der hovedsageligt var dedikeret til Herren Krishna og Hans avatara Ramacandra, gradvist at gøre deres virkning.
“Imens vi fortsatte med at synge, rykkede mange patienter tættere på os,” fortæller Jahnavi. “Mange begyndte at klappe, og nogle gjorde endog deres bedste for at synge med, hvilket var en mærkbar forandring fra deres første reaktion. Da vi begyndte at synge Srila Prabhupadas simple Hare Krishna-melodi, brød en kvinde ud i tårer og fortsatte med at hulke ubehersket under resten af kirtanaen på den mest hjerteskærende måde. Jeg ved ikke, om det var på grund af mantraet eller af nogen anden grund. Men vi kunne mærke en afgjort ændring i stemningen.”
Når Jahnavi ser tilbage på oplevelsen, ser hun det som en øvelse i opbygning af tro. ”Det er svært at se virkningen af meditationen efter kun én gang,” bemærker hun. ”Og måske vil vi aldrig se virkningen. Men jeg tror, at vi bare må have tro på, at det virker, selv om det er meget umærkeligt eller er et eller andet sted der under overfladen.”
Og måske var virkningerne ikke så umærkelige endda. Måske behøvede man bare at kende patienterne godt nok for at lægge mærke til effekten. Efter at have spillet i 45 minutter kom hospitalspersonalet hen til The Hanumen og fortalte dem: ”I har ingen anelse om, hvor meget I gør for patienterne. Under kirtanaen reagerede de, der normalt aldrig reagerer på andre terapeutiske forsøg, med følelse. De blev opildnede og fuld af liv på en måde, som de ellers aldrig gør. Og fra andre erfaringer med andre kirtana-koncerter ved vi, at de vil tale om det en hel måned bagefter.”
Den største åbenbaring for både Jennifer Canfield og The Hanumen var dog, hvor gavnlig og terapeutisk kirtanaen var, ikke kun for patienterne, men også for personalet.
”De var dybt påvirket af det og på nippet til at være rørt til tårer,” fortæller Jahnavi. “Jeg talte med en af dem, der sagde, at deres arbejde sætter dem i en konstant tilstand af enormt stress, og som resultat udvikler mange af dem deres egne alvorlige helbredsproblemer. Så de ugentlige kirtanaer, som Jennifer arrangerer, og som i nogle tilfælde har deltagelse af flere ansatte end patienter, forbedrer forholdet mellem patienterne og personalet og giver dem et tilflugtssted, de kan regne med.”
De ansatte er så entusiastiske, at de for nyligt købte nogle håndtrommer til hospitalet og har fået kirtana-kunstnere til at begynde at give musikundervisning såvel som at have deres ugentlige kirtanaer.
I mellemtiden ser The Call and Response Foundation ud til at være sikker på at vokse. Over en halv snes kunstnere inklusive Mantralogy’s Gaura Vani, Prema Hara og Sri Kirtan har bekræftet deres deltagelse i en 12-timers kirtana-begivenhed, “VerMantra”, på Vermont College of Fine Arts i Montpelier, Vermont. Og Jennifer stræber efter at få de ugentlige kirtanaer på Vermont State Hospital kopieret på alle steder, hvor kirtana kan have en stærk terapeutisk virkning, ikke blot på hospitaler, men også i fængsler, plejehjem og logier for hjemløse.
”Jeg vil gerne tilbyde træning og seminarer for folk om, hvordan de starter disse programmer i deres egne samfund,” nævner Jennifer. “Projektet vil vokse, hvis vi kan give andre redskaberne til at føre det ud i livet. Jeg har en fantastisk liste over kirtana-kunstnere, der vil involveres i disse projekter, der i sidste ende kan tage et internationalt omfang.”
Jennifers langtidsplan er at gøre kirtana tilgængelig overalt som en praksis og et redskab til fred og samdrægtighed.
”Selv efter talløse kirtanaer er jeg altid forbløffet over oplevelsen af at synge sammen selv bare med én enkelt person og dybden af den virkning, som det har,” konkluderer hun. ”Jeg ville elske at fortsætte med at tilbyde praksissen til de folk, der aldrig sætter deres fod i et tempel eller yoga-studie på grund af deres situation i livet. Jeg er taknemmelig for gaven i form af dette arbejde og er fyldt med energi og oplivet af de forbindelser og forhold, det har givet mig.”