Af Dhanudhara Swami og Akincana Krishna Dasa

Det følgende er afslutningen på interviewet med den berømte kirtana-leder Sripad Aindra Prabhu om kirtana. Første og anden del af interviewet bragtes i Nyt fra Hare Krishna 4.2018 og 5.2018.

Aindra Prabhu var discipel af Srila Prabhupada og blev kendt over hele verden for sine 24-timers kirtanaer i Vrindavana. Han gik bort i 2010.

At spille med ekspertise og følge melodien

Ekspertise har sin plads. Prabhupada udtrykte stor glæde over Acyutanandas mrdanga-spil. På den tid var Acyutananda temmelig dygtig sammenlignet med resten af os. Prabhupada komplimenterede ham med ordene: ”Du spiller som en professionel.” Det var ikke en kritik: ”Hvad i alverden bilder du dig ind at forsøge at spille som en professionel!” Han komplimenterede ham: ”Du spiller ligesom en professionel.” Han udviste et vist niveau af kompetence, og Prabhupada satte pris på det. Professionalisme er ikke vigtigere end renhed, men der er ikke desto mindre brug for at forstå instrumentet, man spiller på.

Det er også brug for at stemme instrumentet. Jeg forlanger personligt, at hengivne, der spiller mrdangaer, forstår, at det første, man gør, når man skal spille et hvilket som helst instrument, er at stemme det. Når man skal spille guitar eller sitar, stemmer man dem først. På samme måde har en mrdanga brug for at blive stemt ordentligt for at have den rette klang.

I enhver musikalsk opførelse vil man have sopraninstrumenter, instrumenter midt imellem og basinstrumenter. Mrdangaen er et basinstrument. Den er madhura mrdanga bhaje, meget lav og melodisk – meget bevægende for hjertet. De professionelle kirtana-spillere, selv hvis de er sahajiyaer, ved, hvordan de stemmer deres instrumenter. Man kan høre dem spille meget lav, meget melodisk og dybt rungende mrdanga. Mrdangaer udgør bunden af kirtanaen.

På samme måde er det vigtigt at forstå, hvad det vil sige at have et par stemte karatalaer. Hvis den ene karatala ligger lavere i tone end den anden karatala¸ eller hvis de ikke har den samme tone, kan det skabe en frygtelig uharmonisk lyd, der skærer i ørerne. I stedet for at tiltrække folk til kirtanaen skræmmer det dem væk. Karatalaerne hører til i det høje toneleje.

Så man har bunden og den højeste ende, der understøtter niveauet, der ligger midt imellem, nemlig stemmen. Hvis mrdangaen ikke er stemt lavt, trænger den ind på det mellemliggende niveau, hvor stemmerne synger. I stedet for at forstærke det hellige navns kirtana forstyrrer en ikke-stemt mrdanga sangen og ødelægger kirtanaen.

Hvad er den første ting, man hører, når man går hen ad gaden og hører en harinama-gruppe? Karatalaerne, fordi de ligger i det højeste toneniveau og automatisk lyder højere. Det sidste, man hører, er mrdangaen. Man hører karatalaer, stemmen og til sidst mrdangaen.

Ifølge Prabhupada skal mrdangaen spille halvt så højt som stemmen, og karatalaer skal spille halvt så højt som mrdangaen. Hvis der er fire mrdanga-spillere, skal man have seks mænd, der synger og leder kirtanaen. Det må ikke være sådan, at fire mrdangaer spiller og konkurrerer på mellemniveauerne med en enkelt stemme og gør det vanskeligt for lederen at synge. Mrdangaen skal være stemt meget lavt. Den giver da ikke blot bastonerne i bunden af kirtanaen og tillader stemmerne på mellemniveauet at komme igennem, men den er madhurya, meget melodisk og bevægende for hjertet. Vigtigst af alt giver den det hellige navn lov til at skinne igennem, hvilket er hele formålet med kirtana.

Spil og syng samtidigt

Prabhupada nævnte, at instrumenter må ikke spilles på en måde, så man ikke samtidigt kan synge med. Nogle gange bliver hengivne så absorberet i at forsøge at spille på deres instrumenter på en så indviklet måde, at de ikke kan synge, mens de spiller. Det betyder, at de har ikke lært at spille på dem ordentligt.Hvis man ikke er kvalificeret, eller hvis man ikke lærte det ordentligt, kan man måske vide, hvordan man slår indviklede slag på mrdangaen, men ikke, hvordan man synger på samme tid, hvilket ellers giver gavnen af kun at høre hundrede gange.

Hvis man spiller mrdangaen godt ved at følge kirtana-lederen og tjene det hellige navn og på samme tid lytter, er det alletiders. Men endnu bedre er det at kunne spille mrdangaen og synge med på samme tid, i det mindste så meget som muligt.

Somme tider, når kirtanaen bliver meget voldsom, og der virkelig kommer fart over den, kan mrdanga-spilleren blive nødt til at trække sig ud af sangen for at følge med i skiftene, som kirtana-lederen fører kirtanaen igennem. Men det bør være undtagelsen og ikke reglen. Som en generel regel bør mrdanga-spillerne så vidt muligt også svare med på sangen.

Med hensyn til karatala-spillerne har jeg set folk spille karatalaer, gongonger, bækkener og rangler eller slå på instrumenter blot for selv at blive høje uden at ænse, at de skal synge med. Helt ærligt bringer det mit blod i kog!

Spil på den vediske måde

Hvis hengivne kan lære, hvordan man spiller instrumenter på den klassiske indiske måde, hjælper det et langt stykke ad vejen til at forøge den transcendentale oplevelse af sankirtana. Hvis man lærer at spille mrdangaen godt ifølge et traditionelt mantra-system, genererer det den slags lyd, som løfter kirtanaen til en helt anden kulturel dimension.

På samme måde med violinen – nogle kan spille violin på den klassiske vestlige måde, men jeg synes, at til kirtana er det meget bedre at spille den klassiske indiske stil. Har I nogensinde hørt klassisk indisk guitarspil? Det er uhyrligt godt, kolossalt. Har I nogensinde hørt klassisk indisk klarinet? Det er enormt. Har I nogensinde hørt klassisk indisk fløjte? I sammenligning med den vestlige fløjtestil eller violinstil passer den klassiske indiske stil meget bedre til kirtana. Jeg finder det ikke så melodisk, når man spiller disse instrumenter i en kirtana i vestlig stil.

Det samme kan siges om harmonium. Srila Prabhupada spillede harmonium på en klassisk indisk måde. Han brugte ikke akkorder. Det er ikke sådan, at den vediske kultur ikke er velegnet til højere kulturelle fremstillinger end andre såkaldte kulturer i verden. De højeste kulturelle udtryk i verden er de vediske kulturelle fremstillinger. Man vil ikke miste noget ved at lære at spille instrumenterne i overensstemmelse med den vediske stil.

Harmonium

Jeg følger Srila Prabhupadas instruktion på dette område. Først nævnte Srila Prabhupada, at harmoniet ikke skulle spilles i templet. Hvorfor sagde han det? Jeg tror, han ikke kunne lide harmoniet blive spillet med Vestens akkorder.

Det er helt tydeligt fra hans tredje brev om dette. Først bemærkede Prabhupada, at harmoniet ikke kunne spilles i templer, men kun til festivalprogrammer. Dernæst sagde han, at harmoniet kunne spilles i templet, men ikke under arati. Og i det tredje og sidste brev fortæller Prabhupada, at harmoniet kan spilles under en arati, men ”melodisk”. ”Melodisk” vil sige at følge melodien og ikke hænge fast i nogle akkorder. ”Melodisk” vil sige at følge den måde, som Srila Prabhupada lærte os at spille harmonium på. Han optog ikke blot sit spil på harmoniet, så vi kan nyde at høre det, men også så vi kan lære at spille på det.

Engang blev Srila Prabhupada spurgt: ”Srila Prabhupada, hvad slags instrumenter er der i den åndelige verden?” Prabhupada svarede: ”Der er mrdanga, der er karatalaer,” og så tilføjede han: ”Og der er et lille harmonium.” Prabhupada satte pris nok på harmoniet til at importere det til den åndelige verden. Prabhupada spillede selv harmonium. Selv medlemmerne af Gaudiya Matha indrømmede, at Prabhupadas harmoniumspil var meget dygtigt. Ifølge Prabhupada skaber harmoniet en dejlig stemning.

Derfor lærte jeg at spille harmonium, og jeg bruger harmoniet i tempel-kirtanaer, fordi Prabhupada sagde, at det var i orden. Jeg finder det ikke forkert at spille harmonium, men jeg mener, at det er i det mindste en smule forkert at lade harmoniet spille mig. Hvis jeg med andre ord skal spille harmonium, skal jeg være god nok til at spille på harmoniet, som Srila Prabhupada gjorde det, eller i det mindste ifølge hans instruktioner. Det må ikke være sådan, at jeg ikke kan finde rundt på tangenterne, men tvinger melodien til at rette sig ind efter de akkorder, jeg kan finde på harmoniet. Akkorder ødelægger raga-systemet eller fængsler det, som Vaiyasaki ville sige det.

Råd til unge kirtana-ledere

Hvis man ikke er god til at følge i en kirtana, er man i virkeligheden ikke en god leder. En god leder er dygtig til både at lede og følge. Det må ikke være sådan, at man laver et stort nummer ud af selv at være kirtana-lederen, men når andre leder, er man enten uinteresseret eller ude af stand til at følge andre. En person kan være god til at spille harmonium, når han kan læse noderne, men den virkelige ekspert er den, der kan spille blot ved at høre. Han er den, der også kan følge den melodi, som andre ledere synger. Det er virkelig ekspertise.

Hvorfor arrangerede Herren Caitanya, at der var seks kirtana-ledere? For det første var der ingen mikrofoner, så der var brug for seks kirtana-ledere for at blive hørt. Når det kom til stykket, var der fire mrdangaer og seksten sæt karatalaer at konkurrere med. Tro ikke, at mrdangaerne og karatalaerne ikke blev spillet højt. De blev spillet meget højt. Det beskrives i sastraerne, at de blev spillet, så det lød som torden. På Herren Caitanyas tid var kirtana ikke kun blød, indadvendt og tankefuld. De havde ikke mikrofoner, så de, der ikke var så gode, kunne ikke slå kirtanaen ihjel med tonedøv sang. Herren Caitanya lod Sig ikke nøjes med det i Sine kirtanaer. Han havde han seks dygtige kirtana-ledere, der forstod sig selv nok til at gå videre til næste fase i kirtanaen og arbejde sammen om at synge højt nok, så tusinder af mennesker kunne høre.

Supplerende instrumenter

Instrumenter er vigtige, men vi har allerede de instrumenter, vi har brug for. Vi har en tunge, og vi har ører. Vi må huske på, at vores udførelse af nama-sankirtana bygger hovedsageligt på disse to instrumenter. Alt andet skal ses som et supplement, der støtter, pynter og forstærker og ikke må bortlede opmærksomheden fra sangen med tunge og øre.

Derfor tillader jeg ikke djembe [en afrikansk tromme], når jeg laver sankirtana. På et tidspunkt gav jeg efter, men da jeg så, hvad der sker, lovede jeg mig selv aldrig nogensinde igen at lade djembe ledsage min kirtana. Djemben har sin tiltrækning, måske fordi den er nemmere at spille på end at spille ordentlig mrdanga. Men djemben er et tamasisk instrument, der fuldstændigt overvælder og ødelægger skønheden ved lyden af madhurya mrdanga. Hvis djemben overhovedet skal bruges, skal den bruges udendørs. Men selv da er den tilbøjelig til at overdøve mrdangaen og forhindre skønheden og sødmen fra dens lyd i at nå hjertet og flytte det mod Krishna.

Personligt foretrækker jeg ikke at have en basguitar skruet så højt op, at den ødelægger alt andet, selv om den ikke behøver at være skruet så højt op. Når en ekspert spiller basguitar, kan det være godt, hvis den ikke er for høj, men jeg går alligevel ikke ind for at forstærke kirtana med basguitarer. Efter min mening gør det ikke meget for en kirtana.

Jeg hader harmonikaer. Lyden er spøjs og minder om russisk barmusik.

Hovedmantraet

Jeg understreger altid vigtigheden af at synge Hare Krishna maha-mantraet. Selv om Gosvamiernes sange ifølge Prabhupada er udvidelser af maha-mantraet, er maha-mantraet som mukhya-mantraet, hoved-mantraet, stadig vigtigere end dem. Så mange gange ledes de hengivne på afveje på grund af mangel på smag for at synge maha-mantraet, fordi de ikke synger det nok. De tror, at kirtana er kedelig, hvis vi ikke skifter til “Govinda Jaya Jaya”, “Radhe Radhe” eller en hvilken som helst anden ”Jaya,jaya, jaya.” Men Srila Prabhupadas instruktion var helt sikkert, at hovedfokussen i kirtanaen skal være på maha-mantraet. Her i Vrindavanas 24-timers kirtana synger vi udelukkende maha-mantraet. Det er det vigtigste og bedste sankirtana-mantra til denne tidsalder. Selv om Hari Haraye Namah Krishna, der blev givet af Herren Caitanya, er en anden måde at synge maha-mantraet på, er hoved-mantraet det i sastra omtalte maha-mantra på seksten stavelser.

24-timers kirtana

Hvorfor akhanda-nama, 24-timers kirtana? Fordi folk tvinges til at blive fromme blot ved at træde ind i en atmosfære, hvor en kirtana har fundet sted. Hvor meget mere tvinges man da ikke til at blive from, når man kommer ind på et sted, hvor der er kirtana, og man hører det hellige navn? Endnu mere rensende er det sted, hvor det hellige navn synges døgnet rundet uden afbrydelse. Når man synger uden afbrydelse på et sted, vokser stedets kraft mere, mere og mere, men når kirtanaen standser, mister det i kraft.

Akhanda-kirtana tvinger folk til at overgive sig mere, for de kan ikke bare begynde at snakke om et eller andet. Man er nødt til at ofre sig. Der er også en højere grad af ansvar over for de andre medlemmer på holdet, der arbejder så hårdt for at holde hari-nama bestandigt manifesteret i atmosfæren.

Hvis man har akhanda-nama-kirtana år ud og år ind, bliver den atmosfære, der er blevet skabt af den uophørlige manifestation af nama så kraftfuld, at den ikke blot renser én fra materiel besmittelse, men renser sjælens egoisme og fører sjælen tilbage til dens oprindelige egoisme, der er den ånd, man finder hos indbyggerne i Vrindavana.