– Af Amogha-drk Krishna Dasa –
”Det er meget svært at forstå de indviklede detaljer omkring handling. Derfor bør man til fulde forstå, hvad handling er, hvad forbudt handling er, og hvad uvirksomhed er.” (Herren Krishna, Bhagavad-gita 4.17)
Karmaens veje er uudgrundelige. Vi kan på intet tidspunkt fuldt ud begribe, hvorfor gode og dårlige ting sker. Det, vi imidlertid kan forstå, og som Krishna vil have os til at forstå, er naturen af karmaens kompleksiteter, så vi igennem en sådan forståelse kan opgive vores tilknytning til karma. Denne lære giver Krishna bl.a. i Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam.
Hvad er karma?
Den grundlæggende betydning af ordet karma er kort og godt handling. Men siden alting, vi gør, sender en tilsvarende reaktion tilbage til os, antyder ordet karma ikke blot handling, men også reaktion. Dette illustreres af Newtons 3. lov: ”For hver aktion er der en lige så stor og modsat rettet reaktion.” Det betyder, at den kraft eller energi, vi sender ud, i sidste ende kommer tilbage til os. Hvis vi f.eks. slipper vores vrede løs på vores omgivelser, vil vores omgivelser i sidste ende slippe deres vrede løs på os. Lad os derfor være forsigtige og hellere tolerere det, der kommer til os, ved at recitere Herrens hellige navne:
Hare Krishna Hare Krishna Krishna Krishna Hare Hare
Hare Rama Hare Rama Rama Rama Hare Hare
På den måde undgår vi at forøge vores umiddelbart forestående karma.
Vores hengivne skrifter fortæller os, at ved at synge Herrens hellige navne i en hjælpeløs, andægtig ånd reduceres vores dårlige karma til et minimum, og vi bliver i stand til at tjene Herren på det transcendentale plan.
Karma som skæbne
Det, som Newton nok ikke vidste, er, at reaktionerne på vores handlinger også gemmes på det subtile, umanifesterede plan for at blive administreret af halvguderne. Halvguder kaldes daiva, der også er synonym med ordet skæbne. I Mahabharata (13.6.7–47) forklarer Brahma efter at være blevet spurgt af Vasistha, hvorvidt skæbne eller handling er det mest kraftfulde: ”Ligesom agerjorden, selv om den pløjes, ikke kan avle frugter uden frø, er skæbnen magtesløs uden den personlige bestræbelse.”
Hvis der ydermere kun var skæbnen, og der ingen garanti var for at få noget ud af sit arbejde, ville mennesker let blive apatiske: ”Hvis karma ikke bar frugt, ville alle handlinger være forgæves, og mennesker ville blot hvile sig op ad skæbnen og blive dovne.”
Brahma runder diskussionen af med at bemærke, at skæbnen følger i kølvandet på menneskets bestræbelse:
anupahatam adinam karmakarena daivam
nayati purusakarah samcitas tatra tatra
”Skæbnen følger handling. Kun på de steder, hvor handlingen lægges for dagen, viser skæbnen sin hånd.”
Karmaens tekniske detaljer
Et menneskes vordende handlinger kaldes kriyamana karma. Forudbestemt karma, der tvinger os til at gøre visse skæbnebestemte handlinger, kaldes prarabdha karma. Vores lager af karma, der er blevet opsamlet igennem et ukendt antal liv, kaldes sancita karma. Det er de tre grundlæggende former for karma. Med bonden som eksempel forklarer Padma Purana (2.94.7): ”Ligesom agerdyrkerne høster afgrøden af frøet, de sår i deres marker, nyder mennesker på samme måde frugten af deres karma.”
Kriyamana er de frø, vi smider omkring os lige nu. Det er med andre ord de handlinger, vi gør i dette liv. I dette liv gør vi mange forskellige ting, der tager forskellige tidsrum, før de bærer frugt. Mange ting giver hurtige resultater, ligesom vores tørst slukkes omgående, når vi drikker vand. Andre ting som at arbejde for at tjene penge til at bygge et hus giver resultater senere.
Prarabdha er frø, som vi såede før dette liv, og som vi nyder nu. For eksempel skal et træ vokse i 50 år, før vi kan bygge et hus af det. Vi plantede det i vores sidste liv, og i dette liv anvender vi dets træ. Derefter kan vi bo i huset i 100 år, indtil det bryder sammen.
Andre handlinger, som vi gør nu, og hvis reaktioner ikke rammer os i dette liv, men gemmes til fremtidige liv, hvorved de føjes til vores samlede beholdning af karma, kaldes sancita.
Med hensyn til naturen af vores formål eller motivation er der også tre slags handlinger: 1) retskafne (dharma), 2) syndige (adharma) og 3) transcendentale (bhakti-yoga). Retskafne handlinger kaldes også punya-karma. Proportionalt med vores fromhed giver de os materiel lykke helt op til forfremmelse til de himmelske verdener. Syndige handlinger er papa-karma og bringer helvedes ulykke over os. Transcendental handling, der i Bhagavad-gita defineres som ren hengiven tjeneste til Krishna, bringer os på den anden side til en grænseløs åndelig sfære, der er fri for dualiteterne af glæde og lidelse. I denne transcendentale tilstand er man blot optaget af at gøre sin Gudsgivne pligt for at glæde Gud. Uden at skabe hverken gode eller dårlige karmiske frø eller indtryk, der nødvendigvis vil knytte én til fremtidige kropslige omstændigheder, befries det levende væsen ved Krishnas nåde igennem den åndelige mester, der giver ham adgang til transcendensen. Som det forklares af Jiva Gosvami i Bhakti-sandarbha (868):
divyam jnanam yato dadyat
kuryat papasya sanksayam
tasmad dikseti sa prokta
desikais tattva-kovidaih
”Processen, der skænker én divya-jnana (transcendental viden) og tilintetgør synd, kaldes diksa af de åndelige personer, der har set Sandheden.”
Som resultat slettes disciplens forudgående samskaraer eller karmiske indtryk fuldstændigt ét efter ét, som det forklares i Padma Purana:
aprarabdha-phalam papam
kutam bijam phalonmukham
kramenaiva praliyeta
visnu-bhakti-ratatmanam
”For dem, der er engageret i Visnu-bhakti, tilintetgøres skridt for skridt aprarabdha, kutam, bija og prarabdha-karma.”
Aprarabdha er frø, der såes i vores nuværende karmiske liv på Jorden og ikke har manifesteret sig endnu, men vil gøre det, siden de nu spirer. Bijam refererer til sancita eller hele beholdningen af karmiske frø, der ikke er sået endnu. Prarabdha er selve det manifesterede karma. Kutam er ønsker i form af samskaraer eller subtilt indprentede tendenser, der er skabt af vores tidligere handlinger og vil vokse, hvis vi vander dem, dvs. giver efter for dem.
Sletning af karma
Fra Vedaerne lærer vi, at formålet med enhver ydre offerhandling er at tænde den virkelige offerild på vores hjertes alter. Det kan kun gøres igennem transcendental viden (divya-jnana), der også kaldes hengiven tjeneste (bhakti-yoga). Den indre og ikke den ydre offeraktivitet er det, der vil bringe os lykke. Citragupta er Yamarajas udnævnte tjener, der nedskriver de virkelige hensigter med vores handlinger, sådan som de er indprentet på vores underbevidsthed (citta), hvor de gemmes (gupta). På dødstidspunktet skal vi stå til regnskab for alle vores fejltagelser. Men hvis vi nu begynder omhyggeligt at blæse til bhakti-yogaens ild i vores hjerter, er der gode chancer for at aflaste Citragupta fra en masse papirarbejde. Hvis vi gør det rigtigt, rejser flammen af transcendental viden (jnanagni) sig, og Citraguptas regnskabsbøger brændes til aske! Ifølge Herren Krishna i Bhagavad-gita (4.37):
yathaidamsi samiddho ‘gnir
bhasma sat kurute ‘rjuna
jnanagnih sarva karmani
bhasma sat kurute tatha
”Ligesom et flammende bål forvandler brænde til aske, brænder kundskabens ild alle reaktioner på materielle handlinger til aske.”
Når karmaens roterende vifte standser
”Hvorfor gennemgår hengivne fortsat kropslige og mentale lidelser?” Svaret er, at det er ligesom, når man trækker stikket ud til en ventilator, fortsætter ventilatoren med at køre rundt i et stykke tid endnu. Efter at være blevet en hengiven skal man stadigvæk opbrænde prarabdhaen eller resterne af den samlede karma, der virker i den krop, man er i. Imidlertid tager Guddommens Højeste Personlighed sig af den karma, som det beskrives i Srimad-Bhagavatam (3.28.38):
”Ledelsen af en sådan befriet yogis krop såvel som sanser overtages af Guddommens Højeste Personlighed, og den fungerer, indtil dens skæbnebestemte aktiviteter er afsluttet. Den befriede hengivne, der er vågen over for sin egen naturlige position og dermed situeret i samadhi, det højeste fuldkomne stadie af yoga, accepterer ikke biprodukterne af den materielle krop som sin egen. Således anser han sine kropslige aktiviteter for at være ligesom aktiviteterne hos en krop i en drøm.”
Fordi han blev en hengiven af Krishna, forstår han, at hans materielle eftervirkninger blot er flygtige rester af den drømmelignende materielle verden, som han før var engageret i og nu er ved at forlade for altid. Som Srila Prabhupada forklarer det i sin forklaring til ovenstående vers: ”Ligesom den, der er vågen, ingen forbindelse har med aktiviteterne i en drømmekrop, har en vågen, befriet sjæl ingen forbindelse med aktiviteterne i den nuværende krop.”
Ligesom en slukket ventilator gradvist går langsommere og langsommere, reduceres en hengivens karmiske bagage gradvist til nul i takt med, at han i fuld alvor gør fremskridt i at forsage frugtstræbende aktiviteter til fordel for hengiven tjeneste til Krishna. At handle fuldstændigt i Herrens tjeneste kaldes akarma, der betyder handling på det transcendentale plan, der er fri for karmiske aktioner og reaktioner. Enhver reaktion eller respons på ens handlinger er fra det øjeblik direkte fra Krishna til Hans hengivne, ikke fra karma.