– Af Lalitanatha Dasa –

Der foregår tilsyneladende lige nu en debat i kirkelige kredse om folkekirkens fremtid. Debat-redaktøren på www.kristendom.dk, en hjemmeside under Kristeligt Dagblad, har derfor bedt mig give et bud på, hvordan folkekirken burde være, hvis man kunne starte helt forfra. Hvis folkekirken skulle ”opfindes” nu, hvordan skulle den så se ud? Hvilke elementer og forhold skulle udelades, og hvilke skulle tilføjes? Hvordan skulle kirken fungere i praksis for at være ”for folket” anno 2013? Hvad er helt uundværligt for en dansk folkekirke? 

Jeg har forsøgt mig med et bud.

Det er naturligvis interessant for en ikke-kristen som mig at blive spurgt om, hvordan en kristen kirke burde være. Nogle vil nok mene, at det er som at bede en ræv vogte høns. Måske, men ikke desto mindre ønsker jeg bestemt det bedste for den kristne kirke. Jeg så gerne, at den kunne genfinde den egentlige kristne ånd og blive en virkelig folkekirke – med mere vægt på kirke og mindre på folkelig. En kirke, der forkynder Guds rene budskab og bekymrer sig mindre om at levere behagelig tale for at holde på medlemmerne og mere om at have ordentlige svar på de store spørgsmål om livets mening.

Tror jeg på Jesus? Ja, det gør jeg i højeste grad. Forskellen på mig og de fleste, der bekender sig som decideret kristne, er blot, at jeg ikke mener, at Jesus er den eneste repræsentant, som Gud har sendt, eller at Jesus er den eneste vej. Men han viste bestemt vejen til Gud, en vej, som en kirke skal vise, hvis den overhovedet skal være en kirke.

For mig er det store problem i verden ikke, at andre tilbeder den samme Gud, som vi alle tror på, på en anden måde, end jeg gør det. Det store problem er for mig, at der er mennesker, der tror, at Gud ikke findes, eller lever, som om Han ikke gjorde det. Ikke i den forstand, at det er et problem for mig som så, for mit forhold til Gud afhænger egentlig ikke af, hvad resten af verden gør eller mener. Men det gør ondt at se, hvor fattige og frygtsomme liv mennesker uden Gud lever, selv om de fleste af dem midt i deres meningsløse og tomme liv prøver at fortælle sig selv og andre, at ingen er bedre og mere lykkelige end dem. En virkelig kirke skal turde tage kampen op mod denne ateisme og ikke lade sig dupere af den, selv ikke, når ateismen camoufleres som såkaldt videnskab.

Sikkert som de fleste andre så jeg gerne alle mennesker være lykkelige og leve fredeligt sammen. Men det er vigtigt at forstå, at på trods af alle velmenende verdslige fredsplaner og utopiske drømmerier kan virkelig lykke og fred kun opstå ved at forstå, at Gud findes, og vide, hvordan vi forbinder os med Gud i dette menneskeliv. Ingen af os kan egentlig gøre noget for andre ud over at fortælle dem, at Gud findes. I Ham har alle en nær ven, som vi bare skal vende os til, så tager Han sig fuldt ud af os og giver os alt det, vi har brug for. Det budskab skal man møde i en rigtig kirke.

Essensen af religion er at leve for Gud, at leve enkelt og simpelt uden at stræbe efter verdslig vinding, magt og tryghed, at leve med kærlighed til og medfølelse med alt levende. Det er at se sig selv som en tjener, dog ikke en tjener af hvad som helst eller hvem som helst, men en tjener af Gud. En kirke er et sted, hvor man hører dette budskab og kan finde selskab med ligesindede, der også ønsker at tjene og elske Gud. Det skal en kirke være, hvis den skal være en kirke overhovedet.

En folkekirke skal være en rummelig kirke. Men den må ikke være så rummelig, at den kan rumme ledere, som tror, at Gud ikke findes, eller tvivler på, om Han nu også gør det. En kirke kan ikke have ledere, der ikke taler og lever, som Jesus gjorde det eller ville have dem til at gøre det. Jesus gav selv kriteriet: ”Giv alt til de fattige og følg mig.” Er alle kirkens ledere og præster parat til at gøre dette? Eller betyder en tryg stilling og sikker indkomst mere end at forkynde Guds rene budskab, selv hvis det skulle koste éns anseelse, stilling, tryghed og måske endda livet? En kirke mister sin status, når dens ledere er kompromisfyldte, tvivlende og usikre og drives af ydre motiver, dvs. af andre ting end blot ambitionen om at have et forhold til Gud. Skal folkekirken igen blive en rigtig kirke, skal den genfinde Jesu oprindelige budskab og have ledere og præster, der lever dette budskab og kan give det videre til andre.