– Af Dravida Dasa –
Srimad-Bhagavatam giver eksemplet med kamelen, der gumler på tornekviste med falsk glæde. Når tornene skærer kamelens tunge, begynder tungen at bløde. Når kamelen så smager sit eget blod, tænker den, hvor godt disse tornekviste smager. Srimad-Bhagavatam giver eksemplet for at illustrere, hvordan tåbelige mennesker tror, at de oplever lykke gennem sansenydelse, selv om det eneste, de oplever, er smagen af deres eget blod og hårde arbejde for ingenting.
Dum. Det er det eneste ord, man kan bruge om en kamel, der ofte får sig et festmåtid i en tornebusk, hvor den beskadiger sin mund og nyder smagen af sit eget friske blod. For kamelen betyder smerten og skamferingen af dens tunge ingenting. Det er smagen, der tæller.
Kamelen er helt sikkert dum, men ikke meget dummere end de mennesker, der i store træk handler på samme måde. Hvad med f.eks. rygeren, der inhalerer to pakker cigaretter om dagen? Han hoster konstant, hans læge har sagt, han skal stoppe, og selv cigaretpakken, han står med i hånden, advarer ham om, at cigaretrygning er farligt for hans helbred. Kort sagt slår han sig selv ihjel, og han ved det. Men han tænder alligevel den næste – den ene cigaret efter den anden, pakke efter pakke.
Eller tag vores svingende ungkarl, der nyder så meget sex, han kan. Det falder ham sikkert ind, at for hvert seksuelt stævnemøde drænes hans vitale energi (i Indien har yogier vidst i årtusinder, at seksuel tilbageholdenhed forøger ens mentale evner og modstandsdygtighed over for sygdom). Og dog – mon ikke vores glade skørtejæger engang imellem mærker i det mindste et stik af ængstelse over at få smitsomme og uhelbredelige kønssygdomme som aids eller syfilis eller føler smerten af den ensomhed, der kommer fra at have sex med alle, men aldrig elske nogen. Alligevel kan han ikke lade være med at skade sig selv i navn af nydelse.
Så har vi tvangsspilleren eller ludomanen. Intet andet betyder noget for ham end at være på. Han vil tage endnu et lån i huset og stille sig i gæld hos lånehajerne blot for at få penge til at spille for. Måske mister han sit arbejde eller ødelægger sin familie, men spille skal han for enhver pris.
Til sidst er der den almindelige nyder af hamburgere, stegte bøffer, spaghetti med kødsovs, æg og bacon, røde pølser, lammestege osv. At spise kød ved hvert måltid er ikke kun hans nydelse, men hans symbol på succes. Men så kommer de foruroligende rygter fra sundhedsfolk, at der helt sikkert er en sammenhæng mellem kødspisning og kræft. Og hvis vores kødspiser har en lille smule indlevelse, falder det ham måske også ind, at når han kan leve lige så godt og i virkeligheden meget sundre af mælkeprodukter, korn, grønsager, frugter, nødder osv., må der være noget galt med at spise kød, der bidrager til tortureringen og slagtningen af milliarder af dyr hvert år. Måske der ligefrem er noget sådant som en karmisk reaktion, hvor han vil komme til at lide for at spise alt dette kød. Men det skubber han fra sig og glemmerne farerne derved, for det kød ser rigtig nok godt ud!
Beruselse, seksuel løsagtighed, spil, kødspisnning. Den Krishna-bevidste filosofi opfordrer sine tilhængere til at opgive disse selvdestruktive handlinger så hurtigt som muligt. Ikke blot ødelægger de kroppen og sindet og giver lidelse både nu og senere i livet, men de blokerer også for åndelig udvikling og fører til talløse liv med lidelse i kredsløbet af gentagen fødsel, alderdom, sygdom og død. Som Srimad-Bhagavatam forklarer det: ”Alle vil være tiltrukket til at høre Herren Krishnas lære undtagen dem, der slår sig selv ihjel gennem syndige aktiviteter.”
Problemet er selvfølgelig, at selv hvis vi forstår nødvendigheden af at holde op med at ryge, spise kød osv., kan vi ikke. Vi er blevet for forfaldne til disse ting – fysisk, psykologisk og kulturelt – til at foretage en så radikal ændring i den måde, vi lever på. Selvfølgelig opgiver mange folk én eller to af disse ting, når det går op for dem, hvor skadelige de er, men næsten ingen giver dem alle op, selv om alle fire er særdeles skadelige for krop, sind og sjæl.
Men for dem, der gerne vil slippe af med alle deres materielle afhængigheder for bestandigt, kan Krishna-bevidsthed fortælle os hvordan. I Bhagavad-gita (2.59) giver Herren Krishna løsningen i en nøddeskal: ”Selv om det legemliggjorte levende væsen [det er os] kan afholde sig fra sansenydelse, er smagen for sansenydelse der fortsat. Men hvis han ophører med sådanne engagementer ved at opleve en højere smag, forankres han i sin bevidsthed.” At forsøge at opgive stærke afhængigheder med viljestyrke alene er næsten altid håbløst. Men hvis vi kan få en ”højere smag”, bliver det let. Vi kan få denne højere smag, når vi kommer i kontakt med Krishna. Med andre ord helbreder den transcendentale glæde fra Krishna-bevidsthed vores forfaldenhed til lavere nydelser.
Af Sin barmhjertighed gør Krishna Sig tilgængelig på mange måder, så vi kan komme i kontakt med Ham. Den første og fremmeste er gennem Hans hellige navne. Når vi synger Guds navne som i Hare Krishna-mantraet – Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare – kommer vi direkte i kontakt med Krishna gennem transcendental lyd. Krishnas navn er ikke-forskelligt fra Krishna Selv, og siden Krishna er alttiltrækkende, trækker Han vores sind og hjerte til Sig, når vi synger eller reciterer Hans navne seriøst. Mangen en Hare Krishna-hengiven kan fortælle, hvordan han forsøgte at opgive f.eks. stoffer, før han blev en hengiven, men kun da han begyndte at synge og recitere Hare Krishna-mantraet, kunne han gøre det – ubesværet endda.
En anden måde, som Krishna gør Sig tilgængelig på, er gennem prasada, vegetarisk mad, der er lavet og ofret til Krishna med hengivenhed. De endeløse variationer af velsmagende retter, som vi kan lave til Krishna, lader os opgive kødspisning med et fingerknips. Og spil og fri sex ryger også af i svinget, når vi engagerer os i Krishna-bevidsthed. Det bliver indlysende, at der er intet at komme efter i disse aktiviteter.
Valget er vores. Enten kan vi fortsætte med at leve som kamelen og piske vores sanser med syndige aktiviteter i et forsøg på at nyde smagen af vores eget blod, eller vi kan opgive afhængigheden af lavere nydelser ved at få den højere smag af Krishna-bevidsthed, der fortsætter i al evighed. Jeg tror, at vi kan være enige om, at det er fint nok for kamelen at gumle på torne, for han er trods alt kun et umælende dyr, men det er ikke der, mennesket hører hjemme.
Bragt første gang i Back to Godhead 18-01, 1983.