JEG LØB RUNDT OG SAGDE HARI OM

INTERVIEW MED SIVANANDA PRABHU

Af Lalitanatha Dasa

Sivananda Dasa og hans kone Gitavali Devi Dasi er to ældre danske hengivne, der har været med i ISKCON siden slutningen af 1980’erne.

De er disciple af Smita Krishna Swami fra Sverige og kan naturligt bidrage til vores historiske kortlægning af det tidlige ISKCON i Danmark. Da lejligheden bød sig, interviewede jeg derfor Sivananda Prabhu under et besøg, han aflagde i København den 19. april 2023. Jeg bad ham først fortælle, hvad der i sin tid førte ham til Krishna.

Sivananda: Jeg er født i 1951 i København. I 1965 flyttede mine forældre og jeg til Rødovre. Rødovre var et meget kedeligt liv for mig. Der skete ingenting. Så jeg stak rent faktisk af hjemmefra og kom i kontakt med de her hippier.

Jeg var altid meget søgende. Allerede i 1966 mødte jeg en slags guru, der gik rundt på gaden i København i hvidt tøj med en Bhagavad-gita i hånden (selvfølgelig ikke Prabhupadas Bhagavad-gita, der ikke var udkommet endnu). Det var jeg meget inspireret af. Han var kommet hjem fra Indien.

Ld: En dansker?

Sivananda: Ja, han var dansker. Der skete jo meget i 60erne omkring Indien, for hippierne tog dertil, og det er egentlig der, det opstod. Flowerpower-bevægelsen kom jo af, at de kom hjem og havde mødt langhårede sadhuer med blomsterkranse, og så løb de altid rundt og sagde hari om. Det er der, det startede. Jeg startede også i 1966 med at løbe rundt og sige hari om og tegne om-tegnet uden at vide, hvad det var.

I 1972 hørte jeg så mahamantraet for første gang igennem George Harrison fra Bangladesh-albummet. Det inspirerede mig til at synge det uden at ane, hvad det var. Det var dejligt at synge det. Jeg lagde ikke noget dybere i det.

I 1976 var der 10-års jubilæum for hippiebevægelsen, og der blev holdt en udstilling, hvor jeg fik mit første billede af Krishna. Det var jeg meget glad for og hængte det op derhjemme. Der hænger det stadigvæk. Jeg vidste ikke, hvem det var, men det var min beskytter, tænkte jeg.

I 1978 løb jeg ind i de hengivne for første gang og blev meget tiltrukket af deres venlige måde at være på. Kort efter samme år fik jeg min første bog og en LP med mahamantraet på.

Ld: På gaden i København.

Sivananda: Nej, det var i Rødovrecentret. Nogle hengivne gik rundt der. Senere fik jeg en fornemmelse af, at de egentlig kom fra Sverige, en gruppe, min senere åndelige mester stod for.

I 1978 fik jeg så prasadam, en bog og en LP, som jeg spillede derhjemme, imens jeg læste i bogen uden at vide, hvad det egentlig var, jeg læste. Det var noget med Guds Supreme Personlighed og noget sanskrit, som jeg ikke engang vidste hed sanskrit. Jeg prøvede at udtale det, men det gik vist ikke så godt, så jeg opgav det hver gang.

Jeg tror, vi så skal frem til 1983, hvor jeg mødte de hengivne på Strøget i København. Ved Storkespringvandet stod en gruppe safranklædte brahmacarier. De var utroligt tiltrækkende. ”Det er jo det mantra, der bliver sunget!” Jeg havde selv sunget det ind imellem. Jeg kørte rundt som taxachauffør og lagde mærke til, at jeg havde altid gode dage, når jeg sang mantraet. De dage var bedre, end hvor jeg ikke sang det, uden igen at have nogen dybere forståelse for, hvad der skete.

Lidt senere, det må jo så have været omkring 1986, får jeg Bhagavad-gita og Srimad-Bhaga-vatam og begynder at læse Bhagavad-gita.

Ld: På gaden?

Sivananda: Nej, de blev distribueret ude i Rødovre fra dør til dør af nogle danske hengivne. Jeg begyndte at læse Bhagavad-gita. Meget spændende, men samtidig ikke noget, jeg ligesom kunne reflektere over. Jeg havde jo ikke nogen at udveksle det med. Det var lidt for meget en mundfuld for mig nogle gange med det her ”Jeg,” ”Jeg,” ”Jeg.” Det var ligesom Krishna, der talte. Jeg kunne ikke rigtig sætte det sammen, men var virkelig tiltrukket af det. Og jeg hæftede mig selvfølgelig ved, at jeg havde jo sunget mahamantraet. Det kom igen tilbage til mig i Bhagavad-gita.

Min kone og jeg flyttede til Fyn i 1987, og i 1988 flyttede vi ud på et lille sted på landet for os selv. Det var et lille stråtækt hus. Her kunne jeg mærke noget godhed, og der kom gang i bøgerne igen. Min kone fandt dem også frem og skrev eller ringede til templet for at høre, om hun kunne købe nogle plakater med de flotte billeder, så vi kunne hænge dem på væggen. Hun vidste, jeg var tiltrukket af det, ligesom hun selv var det.

Som det næste kom så et lille sankirtana-hold forbi med dig, Lalitanatha, og Manusrestha og Varadaraja. I blev hos os en uge, og jeg fik lært at lave mad. Der var et morgenprogram, og I havde en lille lektion. Det var meget oplivende, og inden I tog derfra, blev mit alter med Siva skiftet ud med Pancatattva, som Varadaraja gav mig et billede af.

Så tog det fart. Allerede den første weekend, efter I var taget af sted, tog vi over på gården, der var i Brørup, hvor jeg først mødte Jagadwala. Han stod og lavede noget smedearbejde, og senere kom han ind og sang Hare Krishna. Han sang meget smukt. Jeg kan huske, at jeg blev meget betaget af det. Der var en anden ældre hengiven, Gaura Hari, der på daværende tidspunkt hed Pancamukha. Han gav lektionen, og jeg havde jo læst Bhagavad-gita. Så stolt som jeg var, sagde jeg: ”Jamen, det var der jo ikke noget svært i,” velvidende, at jeg egentlig ikke havde forstået ret meget af det. Men noget hang vel fast alligevel.

Da vi tog derfra, blev vi inviteret til at komme ugen efter, så ville de lave en rigtig søndagsfest, for vi var kommet helt uinviterede, og de havde ikke været forberedte på besøget. Og det må jeg sige. Det var da en søndagsfest, der sagde spar to. Jeg kunne dårligt køre bilen derfra. Jeg jublede af glæde, og min mave hoppede op og ned. Jeg kunne ikke køre bilen, da jeg satte mig ind i den. Jeg følte mig lige pludselig lyksalig på en måde, som jeg aldrig før havde prøvet i mit liv.

Jagadwala kom ud og kiggede underligt på mig. Jeg husker tydeligt, han sagde: ”Jamen, røg du ikke lige en cigaret?” Det havde jeg ikke fået smidt fra mig på det tidspunkt. Så sagde han: ”Ja, det er svært at lære gamle hunde nye tricks.” Stædig som jeg var, tænkte jeg, at det skal jeg bevise, man kan. Det var nok Krishna, der inspirerede mig til at sige det. Der er noget her, der er så meget større, så det kan jeg sagtens, og jeg holdt da også hurtigt op med alt det.

Kort efter flyttede vi ind på gården med vores to børn, i første omgang i en meget lille skurvogn. Det gik ikke så godt, desværre. Der var ikke rigtig plads, og det var svært lige pludselig at skulle indordne sig under det hele. Vi tog tilbage til Fyn i vores hus og trak os lidt tilbage. Men vi kunne ikke glemme det. Der gik ikke længe, så var vi tilbage på gården igen. Der mødte jeg så min åndelige mester for første gang omkring 1990, må det have været. Jeg skulle køre ham og blev inspireret af ham. Han kom på besøg i vores hus på Fyn, og så havde han vyasa-puja næste år. Det må have været i 1991.

Vores søn Yadu blev født i 1991. I 1992 tog vi til Almviks Gård i Sverige for første gang og blev meget inspireret af stedet. Der gik så et par år. En dag blev vi ringet op af en hengiven, der spurgte, om vi ikke var interesserede i at komme op og bo der. Det var vi. Vi pakkede straks alt, vi havde, og lejede huset ud. Så kørte vi til Almvik og bosatte os der for en periode.

I mellemtiden valgte vi at sælge vores hus, og jeg tænkte: ”Hvad skal de penge bruges til?” Så lige pludselig en dag, jeg stod nede i tempelrummet med Gitavali, tænkte jeg, at vi tager til Indien med hele familien i et halvt år. Det gjorde vi så. Uden betænkning bestilte vi fem billetter, fik lavet visa og tog af sted.

Det var i 1997. Vi blev helt opfyrede af at rejse rundt. Det var et fantastisk opløftende sted fra Hrsikesa op til Badrinatha og tilbage til Hrsikesa. Vi havde fået at vide, at det var godt at akkumulere lidt i Indien, inden vi tog direkte til Vrindavana, for det kunne godt være overvældende. Det synes jeg så ikke, det var, og min kone heller ikke. Vi boede i Vrindavana i fem uger. Herefter lejede vi et hus af en hengiven i Puri. Jeg betalte uden at vide, om huset var der, men det var det. Vi blev fem uger i Puri. Det var et dejligt sted. Det var lidt specielt, for vi kunne jo ikke komme i templet [det store Jagannatha-tempel, der ikke tillader adgang for ikke-hinduer], men vi fik en masse mahaprasadam, for vi lærte en pujari fra templet at kende. Og så var vi rundt til alle de steder, hvor Herren Caitanya havde været.

Vi tog videre til Bhuvanesvara og var der en uges tid i Gaura-Govinda Swamis tempel. Der var en lidt trist stemning. Han havde lige forladt sin krop for et halvt år siden, og hans disciple var stadigvæk meget berørte. Men de var vældig søde, og vi spiste med dem. Der var en stor restaurant, men det var ikke noget for os. Vi spiste med alle brahmacarierne – meget simpelt og meget mere behageligt.

Så tog vi bumletoget op til Mayapur. Det tog et godt stykke tid med en mellemlanding i Calcutta, som jo absolut ikke er noget spændende sted, men vi havde en enkelt overnatning der. På det tidspunkt kunne man kun hæve penge på visakort to eller tre steder i Indien, så vi var nødt til at overnatte der for at få nok penge med.

Vi kom til Mayapur midt i deres juleferie, eller hvad man kalder det. Først mødte vi egentlig ikke så mange hengivne, men så kun en masse gæster. Men lige så snart de tog af sted, var det ligesom om, de hengivne kom ud alle steder fra, og vi fik en masse selskab med mange ældre hengivne. Jeg havde specielt meget glæde af Pangajangri Prabhu. Så startede Gaura Purnima-festivalen. Alle priser steg, og det havde vi ikke råd til. Vi kunne heller ikke beholde vores lille lejlighed, så vi bestemte os for at tage tilbage til Vrindavana. Der var knap så mange hengivne der, men det var alligevel et glimrende sted at fejre Gaura Purnima.

Ld: Hvad skete der så?

Sivananda: Vi kom tilbage til Almvik. Her hjalp jeg med at bygge min åndelige mesters hus og gjorde tjeneste. Jeg blev også pujari. Pangajangri Prabhu kom på besøg, og jeg tjente ham. Der var ikke rigtig nogen anden til at gøre det. På den måde kom jeg med til et møde omkring Deiteterne. De hengivne var bebyrdede med masser af tjeneste, så de spurgte, om jeg ikke havde lyst til at gå på alteret. Pangajangri bemærkede, at det kunne jeg sagtens, selv om jeg ikke var sikker på, at jeg var kvalificeret. Så kom min åndelige mester og spurgte mig om det samme. Jeg svarede ham, at jeg da ikke havde indtryk af, at man engagerede sudraer på alteret. Han kom tilbage et par dage senere og sagde, han havde tænkt over det. Jeg kunne vel egentlig ikke være en sudra, mente han, for sudraer er normalt ikke ærlige. Og så blev jeg ligesom grebet af ideen. Så kunne jeg også lave mad til Deiteterne. Jeg var vant til at lave mad til de hengivne og til skolen. Det var faktisk et af mine store ønsker at blive kok, da jeg kom til bevægelsen. Jeg fik også et par gode læremestre i Hare Krishna og Parasara Prabhu, der begge var fra Mauritius. Og jeg husker tydeligt en dag, hvor de sagde til mig: ”Vi har ikke tid i dag. Nu tager du over og laver søndagsfesten.” ”Kan I mene det?” Jamen, det gjorde jeg så, og ved Krishnas nåde fik jeg da også noget stablet på benene.

Der skete jo mange små detaljer, som jeg ikke rigtig ved, hvor mange vi skal have med af. Men vi kom tilbage til Danmark i 2003, mest fordi vores børn skulle have uddannelse, og vi konkluderede, at det var bedst i Danmark. Det er jo trods alt ens ansvar som grihastha, at ens børn får en uddannelse. Og det er da også gået dem godt. De er i det mindste ikke blevet nonsenshoveder. Men det var ikke så godt for hverken min kones eller mit hengivne liv. Vi prøvede selvfølgelig at holde gang i det. Jeg havde Deiteter, men det tørrede gevaldigt ud, da vi kom tilbage til Danmark. Vi boede nogle år på Mors, men blev enige om, at det gik ikke. Så fik vi et sted nord for Randers, der var tættere på Aarhus, så vi kunne komme og være sammen med de hengivne der og få noget selskab og søndagsfester. Jeg tror, det var hveranden weekend på det tidspunkt. Så åbnede Krishnahuset, og der blev søndagsfest hver uge plus programmer. Det gik også fint, indtil det så en dag også desværre måtte lukke. Det var faktisk et udmærket sted, et godt prædikested, synes jeg.

Vi har da også været så heldige, at en del hengivne er kommet hos os. Vi talte med dem om, at vi skulle lave et landsbysamfund i Danmark. Vi arbejdede også på det, men det er jo en vanskelig sag. Det ved vi alle sammen godt. Jeg ved, du havde en ide om, at man kunne starte med at købe et sted i en landsby og så gradvist købe byen op, for der er jo mange sådanne små landsbyer, man simpelthen kan købe op. Det er jo også den plan, nogle hengivne har i Manstrup nu, hvor vi også går og tænker på at involvere os. Vi må se, hvad det udvikler sig til.