– Af Indradymna Swami –
Indradyumna Swami har i 26 år arrangeret og deltaget i den polske sommerfestival, hvor 250 hengivne rejser rundt i hele landet og introducerer tusinder af mennesker til Krishna-bevidsthed. Her fortæller han den 28. juli 2016 om starten på årets turné.
Jeg flyttede ind i fysiklokalet i skolen, der igen skulle være basen for vores sommerfestivalturné. Væggene var fyldte med reagensglas, mikroskoper og farvede flasker med væsker i. Guru Kripa Dasa lo højt, da han så sig rundt om i lokalet.
“Gurudeva, du har boet i dette værelse i tre måneder hver sommer de sidste femten år. Det vil sige, at du har boet i dette fysiklaboratorie i sammenlagt fire år! Har du nogensinde lagt mærke til abehjernen i et glas med formaldehyd?”
“Jamen, det har jeg da,” svarede jeg. ”Men jeg prøver at lade være med at se på den. Srila Prabhupada sagde engang, at en prædikant bor somme tider i et palads og somme tider i en simpel hytte. Men han nævnte aldrig et fysiklaboratorium!”
Den næste morgen holdt vi et møde med de 250 hengivne, der har sluttet sig til os for sommerturnéen. Der var mange nye ansigter. Nogle af veteranerne fra de forrige turnéer er ikke kommet tilbage i år, enten fordi de skulle arbejde, var nygifte eller havde andre pligter. Da jeg lod øjet glide hen over forsamlingen, gik det pludselig op for mig, at jeg var den eneste hengivne, der var med på den første polske turné for 26 år siden.
Jeg bød de hengivne velkommen og holdt en tale, hvor jeg bad dem give alting til Herren Caitanyas sankirtana-bevægelse de næste tre måneder. Jeg forklarede, at turnéen er en enestående form for festival inden for Srila Prabhupadas bevægelse. Tempelfestivaler giver hengivne muligheden for at nyde kirtana, katha og prasada, men vores festivalprogram er specielt for ikke-hengivne. Vores funktion er at arbejde i baggrunden for at give dem chancen for at opleve den kirtana, de klasser og den prasada, som vi nyder. Det betyder en masse selvopofrelse for vores hold, men belønningen er at se andre opleve glæden ved Krishna-bevidsthed for første gang.
”Vores festival er en del af sankirtana-bevægelsen,” rundede jeg af, ”og således er den en del af Sri Caitanya Mahaprabhus moderne lila. Hans bevægelse ophørte ikke, da Han forlod denne planet. Han forudsagde Selv, at Krishnas hellige navne en dag ville blive hørt i hver eneste by og landsby i hele verden. Da det er tilfældet, bør vi være på udkig efter de nutidens mirakler, der sker midt iblandt os. Det vil hjælpe os til at forblive inspirerede under vores tre måneders offer.”
”Mener du mirakler i stil med at se vores gæster gå på vandet?” spurgte en hengiven.
”Ikke den slags mirakler,” svarede jeg med et smil. ”Men prøv at se efter en forandring i hjertet på folk, når de kommer til vores festival. Det er det virkelige mirakel. At have en ægte åndelig oplevelse er ingen almindelig ting i Kalis tidsalder!”
De hengivne kom ikke til at vente længe på at se sådanne forandringer i hjertet. Den næste dag efter bare nogle minutter, hvor vores harinama-gruppe gik ned ad den pakkede strand for at gøre reklame for vores første festival, begyndte en mand ivrigt at tage billeder af os. At han tog billeder, var i sig selv ikke usædvanligt. Det usædvanlige var, at han ikke holdt op. Han fortsatte med at følge os i 45 minutter og tog billede efter billede af de farvestrålende klædte matajier, mrdanga-spillerne og de synkroniserede hengivne dansere. Til sidst gik jeg over til ham.
”Min gode mand, hvorfor så mange billeder?” spurgte jeg.
”Min datter begyndte for ikke så længe siden at praktisere jeres tro,” svarede han, mens han fortsatte med at tage billeder. ”Hun har forsøgt at forklare den for mig. Jeg havde ikke megen forståelse for hendes valg, og derfor blev hun temmelig vred på mig. Da jeg så jer alle med så mange mennesker fra helt åbenlyst forskellige lande og baggrunde, og jeg så jer synge og danse glade i takt, blev jeg overbevist om, at når det kommer til stykket, kan der ikke være noget galt med jeres bevægelse. Så jeg tager alle disse billeder for at sende dem til hende og vise min billigelse.” Han trykkede min hånd og vinkede, da vi gik videre.
Nogle minutter senere nede ad stranden sprang en dame op fra sit håndklæde og kom over til mig.
”Velkommen, velkommen, velkommen,” udbrød hun. ”Vi er så glade for at se jer! Hvert år, når I folk kommer til byen, betyder det, at det endelig er blevet sommer!”
Den aften oversvømmede en folkemængde vores festivalområde. Jeg kiggede tryllebundet på. Selv efter 26 år forbløffede dette syn mig stadig.
Imens jeg så på, slog nogle af festivaldeltagerne sig ned for at nyde den uafbrudte sceneforestilling, imens andre sværmede rundt omkring restauranten, boderne, bogstandene, yoga-klasserne, ansigtsmalerne og de mange andre attraktioner.
“Disse er mit livs mest kostbare øjeblikke,” tænkte jeg, da jeg gik min sædvanlige tur rundt på festivalpladsen med Guru Kripa og Mathuranath ved min side. “Så store anstrengelser bruges på at samle ind til og planlægge disse arrangementer, men når jeg ser hundreder og tusinder af mennesker nyde Krishna-bevidsthed, føler jeg mig helt tilfreds.”
Imens jeg gik rundt, bemærkede jeg en kvinde i tyverne med et trist udtryk på ansigtet stå i udkanten af festivalen. Hun stod med en stor kurv med blomster.
”Hvad er problemet?” spurgte jeg.
”Jeg har forsøgt at sælge disse roser i ni timer,” svarede hun. ”Jeg er sulten og træt, og jeg har kun solgt to. Min chef slår mig ihjel. Og imens jeg har det dårligt, har alle disse mennesker ved jeres festival det alletiders. Hvor ville jeg gerne komme ind, men det kan jeg ikke. Jeg afhænger virkeligt af dette arbejde, og jeg har ikke råd til ikke at sælge blomsterne.”
“Hvor meget koster blomsterne?” spurgte jeg.
“De koster to zloty stykket,” svarede hun.
“Lad mig slå en handel af med dig,” sagde jeg. ”Jeg køber hele kurven, hvis du lover at komme til festivalen og blive her, til den slutter.”
Der var en lang pause. Hun så forbløffet på mig med vidtåbne øjne.
”Virkelig?” sagde hun til sidst. ”Du laver ikke bare sjov med mig?”
“Overhovedet ikke,” svarede jeg. ”Og jeg vil bede en eller anden om at tage dig med over til tøjboden, hvor du kan få en sari på i aftenens anledning. Så kan du få dit ansigt malet med smukke blomster, og du må gå over til restauranten og spise gratis. Derefter kan du sætte dig op på forreste række og se forestillingen.”
Hendes øjne fyldtes med tårer, da jeg fandt 100 zloty frem, tog alle blomsterne og gav dem videre til Mathuranath.
“Pujarierne ledte efter nogle pæne blomster til Deiteterne her i eftermiddag. Vi kan give Dem disse roser.”
En af de kvindelige hengivne tog blomsterpigen med over til boderne. Guru Kripa vendte sig til mig.
“Gurudeva,” sagde han. ”Festivalen er allerede gratis, og nu betalte du lige denne pige for at komme her. Det er helt usædvanligt.”
“Der er et ordsprog på sanskrit,” svarede jeg. ”‘Phalena pariciyate’. Det betyder, at man dømmer en ting på dets resultat. Lad os se, hvordan hun har det ved slutningen på festivalen.”
Jeg fortsatte min tur rundt på festivalpladsen. På scenen var der fuld gang i vores nye teaterstykke, “Vrindavan”, og publikum var fortryllede af de 32 skuespilleres optræden. I mellemtiden var alle seksten telte, der stødte op til festivalområdet, fulde af mennesker, der sugede de forskellige aspekter af udstilllingerne med vedisk kultur til sig. I bogteltet bladrede folk igennem Srila Prabhupadas bøger og stillede spørgsmål til de hengivne bag diskene. Jeg så en ældre kvinde afslutte sit køb af Bhagavad-gita ved kasseapparatet.
”Det er en fantastisk bog,” bemærkede jeg til hende.
”Ih ja, det ved jeg godt,” svarede hun. ”Jeg har læst denne udgave flere gange. Jeg kommer til jeres festival hvert år og køber fire eller fem eksemplarer.”
”Hvorfor?” spurgte jeg.
”Tja, jeg er 85 år gammel, og mange af mine venner begynder at gå bort,” svarede hun. ”Når én af dem dør, giver jeg en Bhagavad-gita til vedkommendes slægtninge, så de kan forstå, hvad døden virkelig er, og at sjælen genfødes.”
”Det er altså et lille mirakel,” tænkte jeg ved mig selv. ”En gammel kvinde, der aldrig har boet i et tempel eller er blevet formelt trænet i Krishna-bevidsthed, deler visdommen i Srila Prabhupadas Bhagavad-gita med andre!”
Det var tid for mig til at gå op på scenen og holde min tale.
”Hvor mange gange har jeg givet denne tale?” spurgte jeg Guru Kripa.
“Mindst 108 gange,” svarede han.
”Snarere mindst 1008 gange, om ikke det dobbelte,” bemærkede jeg.
Med Bhagavad-gita i hånden trådte jeg op på scenen og gik direkte op foran med min oversætter Mondakini Dasi ved siden af mig. Som ung dreng var jeg altid genert over at skulle tale i offentlige sammenhænge, men den frygt har jeg aldrig oplevet, når jeg giver en lektion om Krishna-bevidsthed. Grunden dertil er enkel: Filosofien er perfekt og fuldstændig. For en person, der studerer den og lever den, er filosofien tiltrækkende, fordi den giver en logisk forklaring på åndeligt liv og et positivt alternativ, der kan løse alle problemer ved at vende tilbage til den åndelige verden.
Efter lektionen gik jeg ned ad trapperne, hvor jeg stødte ind i en lille gruppe mennesker med Bhagavad-gita’er, som de stod med i hænderne og ville have mig til at signere.
Den første, der trådte frem, var en 16-årig pige, der fortalte, at det var den ottende sommerfestival, hun havde været med til.
”Siden min første festival har jeg haft en særlig tiltrækning til jeres mad. Jeg elsker også jeres teaterforestillinger. Jeg har set alle de forestillinger, I nogensinde har lavet. Min favorit er den om Herren Rama. Da jeg sad og lyttede til din forelæsning i dag, gik det op for mig, at det er på tide, at jeg begynder at studere jeres filosofi, så jeg løb over til bogteltet og købte denne Bhagavad-gita.” Hun rødmede og kiggede ned i jorden. ”Undskyld, at det har taget mig otte år at komme til dette punkt.”
”Der er intet at undskylde,” svarede jeg. ”Det er sådan, processen fungerer.”
Dernæst kom to piger hen til mig med en Bhagavad-gita.
”Den er til vores forældre,” sagde den ene. ”Vores familie går igennem en vanskelig tid. Vi lyttede til din forelæsning og kunne forstå, at jeres filosofi løser så mange problemer, så vi håber, at visdommen i denne bog kan hjælpe vores familie til bedre tider.”
”Det er jeg sikker på, at den kan,” sagde jeg.
Jeg signerede ti Bhagavad-gita’er, og da jeg var færdig, løb to drenge hen til mig.
”Hvornår skal du tale?” spurgte den ene, mens han gispede efter luft.
”Jeg har allerede talt,” svarede jeg. ”Det var for en time siden.”
”Åh nej!” udbrød han. Han vendte sig til den anden dreng. ”Du brugte alt for megen tid på at spise din dessert. Jeg sagde jo til dig, at vi ville komme for sent!”
”Hvor gamle er I drenge?” spurgte jeg.
”Jeg er tolv,” svarede den højeste af dem, ”og min bror er ti.”
”Og I kom for at høre min tale?” spurgte jeg.
”Ja!” sagde den ældste af drengene. ”Vi er kommet til jeres festival de sidste tre år, og det bedste er din tale. Så megen viden.”
”Ja,” istemte hans lillebror. ”Som du altid siger det: ’Af de 8.400.000 livsarter er den menneskelige form den vigtigste.”
Jeg rystede forbløffet på hovedet. ”Ja, det plejer jeg at sige.”
”I hver eneste tale,” sagde storebroderen, og de lo begge.
”Men der er også altid noget nyt for os at tænke over,” sagde den yngste. ”Vi er meget taknemmelige over for dig.”
”Hvorfor går vi ikke over i restauranten og taler sammen?” foreslog jeg. ”Siden I drenge gik glip af talen, må I få lige, hvad I ønsker at spise.”
Deres øjne lyste op. ”Alletiders ide!”
Imens jeg gik over til restauranten sammen med drengene, var jeg målløs over, hvordan Srila Prabhupadas bevægelse appellerer til mennesker i alle aldre. ”Selv til meget unge filosoffer,” tænkte jeg.
Uden for bogteltet så jeg blomsterpigen komme ud med et stort smil på ansigtet og én af Srila Prabhupadas bøger under armen.
”Så der er resultatet!” sagde jeg højt.
”Hvad sagde du?” spurgte den yngste bror.
Jeg smilede bredt. ”Jeg sagde, at jeg kunne gøre dette i al evighed!”
aneka janma krta maj jato ‘ndhau
siddhim kurusva prabhu gaura candra
samuj jvalam te pada padma sevam
karomi nityam hari kirtanam ca
“I mange liv har jeg været nedsunket i dette hav af fødsel og død. O min Herre Gauracandra! O gyldne månelignende Herre! Hvis Du skænker mig din fortsatte tjeneste til Dine skinnende lotusfødder, vil jeg synge og beskrive Sri Haris herligheder i al evighed.” [Sarvabhauma Bhattacarya, Susloka-Satakam, tekst 99]
