“Jeg havde motiver for at ville have, at verden ingen mening har, og følgelig antog jeg, at den ikke havde nogen, og var i stand til uden besvær at finde tilfredsstillende begrundelse for denne antagelse. Filosoffen, der ikke finder nogen mening i denne verden, drives ikke udelukkende af et rent metafysisk problem.
Han er også interesseret i at bevise, at der er ingen gyldig grund til, at han ikke skulle gøre, hvad han ønsker at gøre. Filosofien om meningsløshed var for mig, som den uden tvivl var det for de fleste af mine venner, i bund og grund et redskab til at befri os fra et vist moralsystem. Vi modsatte os moralen, fordi den greb ind i vores seksuelle frihed. Tilhængerne af dette system hævdede, at det indeholdt verdens mening – den kristne mening, insisterede de på.
Der var en beundringsværdig simpel måde at bringe disse mennesker til tavshed på og retfærdiggøre os selv i vores erotiske oprør: Vi benægtede, at verden havde nogen mening overhovedet.”
Citat fra Aldous Huxley – Ends and Means (New York, NY: Harper & Brothers Publishers, 1937), s. 270.