Af Bhayahari Dasa

Jayananda Dasa var en Srila Prabhupadas disciple, der døde den 1. maj 1977 et halvt år, før Srila Prabhupada selv forlod verden. Jayananda var en hengiven ud over det almindelige. Derfor instruerede Srila Prabhupada, at Jayananda skal huskes og mindes, ligesom man mindes tidligere tiders store hengivne. Hans bortgangsdag falder i år tirsdag den 5. maj.

Det følgende er et uddrag fra Back to Godhead maj/juni 2001.

Den 16. januar 1967 fløj Srila Prabhupada fra New York til San Francisco for at indvie det første Hare Krishna-tempel der. Hans ankomst blev dækket af nyhederne på Kanal 4 og de to dagblade. De fleste i byen hæftede sig sikkert ikke ved historien, men en ung mand ved navn Jim Kohr bed mærke i den. Selv om han havde en uddannelse som maskiningeniør fra Ohio State University, ernærede han sig som taxachauffør i San Francisco. Han følte sig ikke hjemme i det kollektive rotteræs eller blandt overklassen og følte sig tit ulykkelig uden at vide hvorfor. Skønt Jim ikke var religiøs, tændte nyheden en gnist af håb i ham. Han bestemte sig for at undersøge den indiske swami.

Den følgende aften ankom Jim til templet, der mest var fyldt med hippier. Med kort hår, skarptskåret udseende og velstrøget tøj faldt han i øjnene, og med sine 28 år var han ældre end de fleste. Jims bange anelser forsvandt dog, da han så swamien. Han sad hele forelæsningen igennem og købte bagefter et trebindssæt af Srimad-Bhagavatam, som Srila Prabhupada egenhændigt underskrev med ordene ”Til Sriman Jim Kohr”. For første gang i mange år følte Jim fred.

Jim begyndte at komme fast i templet. Han holdt specielt af morgenprogrammet, hvor de fleste af hippierne stadig sov. Nogle gange var han den eneste til forelæsningen. Han blev hurtigt meget knyttet til Srila Prabhupada og hans filosofi. Fire år gammel havde han engang rejst sig op i kirken og ængsteligt set sig omkring. Da hans bedstemoder havde spurgt, hvad der var galt, svarede han: ”Hvor er Gud?” Nu besvarede Srila Prabhupada dette spørgsmål, der havde fulgt ham siden. År senere fortalte han, at han stolede på Swamiji og var sikker på, at han ikke ville snyde ham. Prabhupada gengældte med kærlighed og lavede somme tider personligt prasadam til Jim og serverede den for ham. I februar 1967 accepterede Prabhupada ham som sin discipel, initierede ham og gav ham navnet Jayananda Dasa.

De nye bhaktaer (hengivne) i San Francisco-templet måtte ofte slås med deres materielle ønsker og den daglige åndelige praksis og faldt ind og ud af Krishna-bevidsthed. Overraskende nok husker ingen Jayananda i rollen som en ’ny bhakta’. Han tog naturligt og ubesværet til Krishna-bevidsthed. Han var nærmest helt forelsket i Krishna-bevidsthed. Han stod tidligt op hver morgen før klokken fire, udførte en lille arati, reciterede sin japa, læste og tilberedte prasadam. Dette afveg han aldrig fra. Han var altid helt lykkelig, så længe han praktiserede Krishna-bevidsthed.

Han var meget knyttet til det hellige navn. Han chantede altid og dansede entusiastisk i kirtanaerne. En dag efter at have arbejdet ti timer i træk, og alle de andre hengivne blot ville hvile sig, sprang han ind i tempelrummet for at have kirtana. Hans japa var meget inderlig, meget koncentreret, og han anstrengte sig for at høre hver eneste stavelse af mahamantraet.

Han holdt også meget af prasadam, som han nærmest tilbad. Han elskede at lave mad, ofre den og spise den såvel som at uddele denne prasadam i stor stil. Alene den måde, han sagde ’prasadam’ på, fik enhver til at ville have noget med det samme.

Jayananda nød alle sider af Krishna-bevidsthed. Han sagde ofte: ”Krishna-bevidsthed er sådan en dejlig ting!” Han fandt Krishna-bevidsthed så dejlig, at han hurtigt mistede smagen for alt andet. Han gav hele sin opsparing til Srila Prabhupada. I forordet til The Nectar of Devotion takkede Prabhupada ham i fuld offentlighed: ”Jeg takker hermed for det bidrag, som min elskede discipel Sriman Jayananda Brahmacari har givet.”

Krishnas taxachauffør

Jayananda var opslugt af praktisk hengiven tjeneste. Han tjente konstant Krishna, uanset om han købte ind, lavede prasadam, gjorde køkkenet rent, bar affaldet ud eller underviste nye hengivne. Han arbejdede på fuld tid som taxachauffør for at tjene til templets udgifter. I mange år var San Francisco-templets vigtigste indkomst Jayanandas indtægt fra hans taxakørsel. Hans taxa var et rullende tempel, og alle passagerer blev smittet af Krishna-bevidsthed, når de kørte med Jayananda.

Engang ville en ung mand, der var ny i templet, gerne gøre noget tjeneste og blev bedt om at hjælpe med at fjerne affaldet. Den ugentlige bortkørsel af affaldet stod Jayananda for, og han tog med glæde imod den hjælp, som den unge mand kunne give. Da denne senere selv blev hengiven, huskede han at have tænkt: ”Hvis skraldemanden i dette tempel kan være så glad, hvad må resten af de hengivne da ikke være?”

På Herren Caitanyas fremkomstdag glædede det Srila Prabhupada meget at se Jayananda spontant holde kirtana på gaden uden for templet. Ansporet af dette begyndte Jayananda at synge fast på mere travle gader sammen med andre hengivne og lagde grundlaget for de harinam-sankirtana-grupper, der snart begyndte at rejse rundt over hele landet. Da Teachings of Lord Caitanya [på dansk Den Gyldne Avatar] blev trykt, gik han ud for at sælge den og blev også en af bogdistributionspionererne.

Både hengivne og andre var instinktivt tiltrukne af Jayanandas renhed. Da han engang gav Srila Prabhupada en blomsterkrans, undskyldte han for sit snavsede tøj. Srila Prabhupada bemærkede: ”Du har absolut intet forkert gjort. I er måske snavsede, men jeres hjerter er rene.”

Jayananda rørte mange menneskers hjerter, og de gengældte normalt ved at tjene Krishna på en eller anden måde. Han var venner med forretningsdrivende, byens embedsmænd, drukkenbolte og bumser. Alle elskede Jayananda.

Jayananda var dygtig til alting: madlavning, prædiken, Deitetstilbedelse, omgang med folk, sankirtana, byggeri og alt andet, som det var nødvendigt at gøre for at sprede Krishna-bevidsthed. Han var en utrættelig arbejder, den første, der stod op om morgenen, og den sidste, der lagde sig til ro om aftenen. Han havde altid travlt med at hente blomster, tage opvasken, gøre køkkenet rent eller bære affaldet ud. Lige meget hvad tjeneste han skulle gøre, tog han ansvar for, at den blev gjort, uanset hvor travlt han ellers havde, eller hvor vanskelig den var. Og ligegyldig hvor hårdt han arbejdede, tog han sig aldrig en lur om dagen. Han virkede utrættelig.

Mange gange når Jayananda tog til Berkeley for at uddele den tiloversblevne prasadam, organiserede han først nogle til at gøre køkkenet rent og arbejdede dobbelt så hårdt som alle andre, derefter overførte han prasadam’en, læssede den ind i bilen, kørte til Berkeley, organiserede distributionen der og havde kirtana hele tiden, mens alt dette stod på. Flere år senere accepterede han positionen som chauffør for Radha-Damodaras rejsende sankirtana-gruppe og arbejdede på lige fod med brahmacarier, der kun var halvt så gamle som ham. På trods af hans avancerede position og anciennitet forventede han aldrig nogen form for særbehandling og accepterede beredvilligt tjeneste under nye hengivne. Han forsøgte altid at være ’dasanudasa’, tjenerens tjener. Han tjente alle og ventede ikke, at nogen skulle tjene ham.

Måske det mest typiske ved Jayananda var, at han aldrig kritiserede nogen. Selv hvis en hengiven gjorde noget, der fortjente at blive kritiseret, bemærkede han oftest ikke noget, eller også fik han fejlen til at se ud som noget helt normalt. Han talte aldrig hårde ord eller irettesatte nogen. Han kunne slet ikke tåle at høre kritik af en anden hengiven. Hvis noget sådant skete, forlod han ganske enkelt stedet, hvor det foregik.

Jayananda var ivrig efter at se alle beskæftiget i Krishnas tjeneste. Hver gang en ny bhakta kom, fik Jayananda ham til at føle, at han var engageret i det vigtigste arbejde. Han var ældre, større og stærkere end de fleste, og alle var glade for at arbejde under ham.

Jayananda ejede så godt som ingenting. Hvad end han havde, brugte han i templets og Srila Prabhupadas tjeneste. Han var utroligt omhyggelig og sparsommelig med det, han anså for at være Srila Prabhupadas penge. Når han rejste, ville han hellere overnatte på en kold bænk i en park end bruge penge på et motel. Han brugte sin elskværdighed til at få folk til at skænke næsten hvad som helst, templet havde brug for, og hvis han ikke kunne få noget gratis, sørgede han for at få det til en betydelig reduceret pris.

Srila Prabhupadas instruktioner, specielt dem, der opfordrede til praktisk hengiven tjeneste, blev Jayanandas liv og sjæl. Da en hengiven engang spurgte ham, hvordan man gør fremskridt i Krishna-bevidsthed, trak Jayananda på skulderen og svarede: ”Jeg ved det egentlig ikke. Det har jeg for travlt til at tænke over.”

Så opslugt var Jayananda af at udføre Prabhupadas instruktioner, at han sjældent fik tid til at møde Srila Prabhupada. For Jayananda var Krishna og Srila Prabhupada de eneste to endegyldige sandheder. Alt andet inklusive hans krop skulle engageres i deres tjeneste. Han tjente i adskillelse og forstod, at samvær igennem instruktioner er vigtigere end fysisk samvær. Det siges, at man må handle på en sådan måde, at Krishna ønsker at se én. Jayananda eksemplificerede dette maksime med sin tjenende mentalitet. Uvægerligt spurgte Srila Prabhupada efter Jayananda, og en eller anden måtte ud for at hente ham.

Ratha-yatra

Da Srila Prabhupada udtrykte sit brændende ønske om at organisere Ratha-yatra, vognfestivalen, der afholdes til Jagannatha, Balarama og Subhadras ære hvert år i den hellige by Puri i Indien, helligede Jayananda sit liv til at opfylde Prabhupadas ønske. Han lagde ud med en blokvogn som den første ’vogn’ med hvad end hjælp, han kunne få fra hengivne og alle andre. Den 9. juli 1967 løb den første Ratha-yatra af stablen i San Francisco – den første uden for Indien nogensinde – i kraft af Jayanandas blod, sved og slæb.

Jayananda forbedrede festivalen år efter år. Han skaffede penge til den, fik tilladelser, annoncerede og byggede kæmpevogne ud af ingenting. Han boede i vognene, imens de blev bygget, og arbejdede ofte med lidt eller ingen søvn, når festivaldagen nærmede sig. Når festivalen var overstået, bagte han en kage til hver eneste person, der på en eller anden måde havde hjulpet, inklusive politiet, parktjenesten og byens embedsmænd.

Festivalen i San Francisco endte med at blive afholdt i Golden Gate Park og trak flere og flere til år efter år. Takket være Jayananda modtog tusindvis af mennesker Herren Jagannathas nåde. Festivalerne afholdes nu i byer verden over. Srila Prabhupada udtrykte ofte sin taknemmelighed til Jayananda for festivalerne. Efter Jayanandas bortgang sagde Srila Prabhupada, at hans billede skulle forefindes i en af vognene i hver Ratha-yatra.

Leukæmi

Imens Jayananda forberedte Ratha-yatraen i New York i 1976, konstaterede han, at der voksede nogle smertefulde knuder på hans krop. En Gudsbroder var bekymret for, at det kunne være kræft, men Jayananda fik ham til at love, at han ikke ville fortælle det til Srila Prabhupada før efter festivalen. Jayanandas største bekymring var, at Ratha-yatra blev en succes. Alt andet kom i anden række.

New Yorks Ratha-yatra blev virkelig en stor succes. De tre vogne kørte ned ad Fifth Avenue og glædede tusindvis af mennesker, hvoraf mange blev inspireret til at undersøge og endte med at tage det Krishna-bevidste liv til sig. Srila Prabhupada var ekstatisk. Han kaldte det en stor succes og takkede Jayananda for hans tjeneste.

Knuderne på Jayanandas krop viste sig at være kræft. Han fik konstateret leukæmi, der gradvist reducerede hans krop til et skelet. Jayananda accepterede, at han snart skulle dø. Hans venner var chokerede og bedrøvede over at se hans sygdomshærgede krop, men Jayananda havde for travlt til at tænke meget over den. Han fortsatte, som om intet var sket. Når han rent faktisk gik med til at tage imod lægebehandling, brugte han tiden på at fortælle læger, sygeplejersker og patienter om Krishna-bevidsthed. Han fortsatte med at prædike og inspirere andre. Uanset hvad var kroppen blot et redskab, som skulle bruges til at tjene Herren med. I sine sidste dage havde han travlt med at organisere Ratha-yatra i Los Angeles fra hospitalssengen.

Den 1. maj 1977 blot nogle måneder før festivalen forlod Jayananda denne verden. I et brev til Ramesvara fra den 11. maj 1977 skrev Srila Prabhupada: ”Jayanandas død er ærefuld. Det er meget godt, at han sagde, ”Til hvad nytte er sådan en ubrugelig krop? Det er bedre at opgive den.” Han har forladt kroppen på en helt fantastisk måde, og han er blevet overflyttet til Vaikuntha. Jeg har allerede afsendt et kondolencebrev, der skal trykkes i Back To Godhead. Alle bør følge Jayanandas eksempel. Jeg er meget stolt over at have haft sådan en god discipel. Om muligt bør Jayanandas billede hænges op i Herren Jagannathas ratha, og i alle vores templer kan en dag sættes til side til afholdelse af en fest til hans ære, ligesom vi gør det på bortgangsdagen for andre store vaisnavaer.