Som Gaudiya-vaisnavaer mindes og fejrer vi mange af fortidens store hengivne på deres fremkomst- og bortgangsdage. For de flestes vedkommende levede de i tidligere generationer, ofte for flere hundrede eller tusinde år siden. En undtagelse er Jayananda Prabhu, en af Srila Prabhupadas første disciple, der gik bort den 1. maj 1977. Prabhupada instruerede ved den lejlighed, at hans bortgang skulle markeres ligesom andre store vaisnavaers.
Jayananda var født den 27. april 1939 og hed oprindeligt Jim Kohr. Han kom fra en velsitueret amerikansk middelklassefamilie i Ohio og var uddannet ingeniør. På trods af sin materielt veletablerede situation var han imidlertid grundlæggende utilfreds med sit liv og endte med at flytte til San Francisco, hvor han ernærede sig som taxachauffør. I 1967 læste han en lille artikel om en svami, der var kommet til San Francisco for at udbrede kendskabet til sangen af Guds navne. På en eller anden måde tændte artiklen et håb i ham, og han mødte op for at høre svamien, der var ingen anden end Srila Prabhupada.
Jim var med det samme tiltrukket af Srila Prabhupada og begyndte at komme fast til Prabhupadas foredrag. Han var et af de få almindelige mennesker, der ikke var hippie, der opsøgte Srila Prabhupada. Nogle gange ville han være den eneste til morgenklasserne, hvor de fleste hippier stadigvæk sov. Han og Prabhupada udviklede et tæt forhold, og Prabhupada initierede ham snart som Jayananda Dasa.
Jayananda bestred mange tjenester i de ti år, han var aktiv, lige fra tempelpræsident og chauffør for Radha-Damodaras rejsende sankirtana-gruppe til mange praktiske tjenester. Han sponsorerede også udgivelsen af nogle af Srila Prabhupadas vigtigste bøger som Bhagavad-gita som den er og Nectar of Devotion. I dag huskes Jayananda især for Ratha-yatra. Til alle ISKCON’s Ratha-yatra-festivaler, uanset hvor de er i verden, hænger der et billede af Jayananda Prabhu i Jagannathas vogn, for han var hovedmanden bag organiseringen af de store amerikanske Ratha-yatra-festivaler på Prabhupadas tid.
Jayananda var fuldstændig betaget af Krishna-bevidsthed. Han elskede at gøre ligegyldigt hvilken tjeneste, at danse entusiastisk i kirtana, recitere japa med stor koncentration og lave, servere og respektere prasadam. Han ville sige ’prasadam’ med så megen kærlighed og hengivenhed, at alle med det samme fik lyst til at spise noget.
Jayananda var selvopofrende, og selv om han var en af San Franciscos ældste og mest respekterede hengivne, holdt han sig ofte i baggrunden for at gøre praktiske tjenester såsom at tømme templets skraldespande. I flere år opretholdt han templet med sin taxakørsel, hvor alle, der kom ind i hans taxa, også blev overvældet af hans smittende Krishna-bevidsthed. Han var indbegrebet af ydmyghed. Han elskede at rose andre og kunne ikke fordrage selv at blive rost. De hengivne lærte hurtigt, at hvis de ville have Jayanandas selskab, måtte de hellere lade være med at rose ham. Han var så ydmyg, at i hans selskab skammede man sig med det samme over sin egen stolthed.
Han var dygtig til alting: til at lave mad, prædike, gøre Deitetstilbedelse, omgås med offentligheden, synge Hare Krishna og spille musik, sælge bøger, og hvad der ellers skulle til for at sprede Krishna-bevidsthed. Han var altid på vej af sted for at hente blomster, tage opvasken, gøre køkkenet rent eller køre affaldet væk. Enhver tjeneste, han fik, sørgede han for blev gjort, ligegyldigt hvor travlt han havde, og hvor vanskeligt det var for ham. Uanset hvor hårdt han arbejdede, sov eller hvilede han sig aldrig om dagen. Han virkede utrættelig. Han kritiserede aldrig nogen eller talte hårdt til nogen. Selv hvis en hengiven gjorde noget, der fortjente at blive kritiseret, ville han ikke sige noget eller også få det til virke som en helt naturlig ting.
I 1977 blev Jayananda diagnosticeret med lymfekræft og leukæmi, der udadtil endte med, at han forlod kroppen den 1. maj 1977. Men også under sin sygdom var Jayananda i uafbrudt ren Krishna-bevidsthed. I et brev fortæller han:
”Jeg var ude af hospitalet i en måned, og nu er jeg tilbage til et par ugers intensiv behandling. I virkeligheden er det hele en stor velsignelse, for det har fået mig til at forstå, at døden kan komme når som helst. På en eller anden måde har jeg brug for disse kraftige påmindelser for at hjælpe mig til at avancere i Krishna-bevidsthed. I den tid, jeg var i templet, satte jeg så meget mere pris på Krishna-bevidsthed end nogensinde før, så det har været en virkelig velsignelse.”
Selv i sine sidste måneder i templet i Los Angeles bukkede Jayananda aldrig under for frygt eller selvynk. Når gamle venner kom til hans værelse og så hans hensygnede form og spøgelsesagtige fremtoning, havde de svært ved at ignorere hans tilstand. Det, Jayananda udstrålede, var på den anden side en fuldstændig ligegyldighed over hans helbred. I stedet havde han travlt med at planlægge Ratha-yatraen i Los Angeles.
Karandhara husker at have betragtet ham inde fra sit kontor som indbegrebet af Krishna-bevidsthed og frygtløshed over for døden. Jayananda sad på græsplænen i sin rullestol og lignede døden i egen person, men alligevel kunne han ikke holde op med at tale om Ratha-yatra. Karandhara fandt det underligt, at han ikke havde nogen særlig medfølelse eller beklagelse på Jayanandas vegne. Da kunne han forstå, at siden Jayananda var så Krishna-bevidst, kunne ingen se på ham og ikke også blive Krishna-bevidst.
Jayananda arbejdede på Los Angeles’ Ratha-yatra, indtil han var så svag, at han ikke længere kunne løfte telefonen og ringe til gamle venner for at bede dem om støtte til festivalen. Han indsamlede faktisk i sin sidste tid en stor sum penge og fandt på mange forskellige ting, så festivalen kunne finde sted. Festivalarrangørerne indrømmer den dag i dag, at uden Jayananda havde den første Ratha-yatra-festival i Los Angeles ikke fundet sted i 1977. På den måde beviste han, at ved at være engageret i hengiven tjeneste sætter man sig ud over selv frygten for døden.
At Jayananda gik bort, mens Srila Prabhupada stadig var på planeten, er ikke uden betydning. Det gav Prabhupada lejlighed til at bekræfte, at ”vi skulle alle følge Jayanandas eksempel.” Derfor er han som den hidtil eneste af Srila Prabhupadas bortgåede disciple og tilhængere på den officielle vaisnava-kalender sammen med alle de andre store vaisnavaer i vores tradition.
Besøg også Jayananda Prabhus officielle hjemmeside: http://www.jayanandathakur.com/.