– Af Kalakantha Dasa –
Dette er fortsættelsen fra sidste nummer af en gennemgang af Herren Caitanyas Siksastaka (”otte instrutioner”) og deres relevans for den daglige recitation af Hare Krishna på japa [bønnekæde]. Artiklen blev første gang bragt i Back to Godhead India i juli 20081.
4.
- na dhanam na janam na sundarim
- kavitam va jagadisa kamaye
- mama janmani janmanisvare
- bhavatad bhaktir ahaituki tvayi
Min Herre, jeg ønsker ikke elskere, berømmelse eller bunkevis af rigdom. Jeg ønsker at tjene Dig liv efter liv uden nogen tanke på mig selv.
Hvad ønsker jeg af Krishna? Nogle mennesker vender sig til Gud for penge. Nogle følger med deres ægtefælle til Gud, andre vender sig til Gud for at finde én. Andre kommer til Gud af en anden årsag og bliver hængende for at nyde tilhængeres tilbedelse.
Alle disse motiver bliver hule, men Krishnas kærlighedsfulde gengældelse vil nære os og på en glædesfyldt måde vikle os ind i Hans tjeneste. For at opleve Krishnas kærlighedsfulde gengældelse må vi recitere opmærksom japa. Hvorfor? Enkelt sagt betyder Hare Krishna: ”Kære Krishna, tillad mig venligst at tjene Dig.” Når vi reciterer japa, beder vi gentagne gange om Krishnas tjeneste. Skønt Han intet behøver, accepterer han venligt vores tjeneste.
Så dejlig en ting er chancen for at tjene Krishna, at Herren Caitanya beder om den på bekostning af rigdom, berømmelse og verdslig kærlighed.
5.
- ayi nanda-tanuja kinkaram
- patitam mam visame bhavambudhau
- krpaya tava pada-pankaja-
- sthita-dhuli-sadrsam vicintaya
Skønt jeg er skabt til at tjene Dig, er jeg på en eller anden måde faldet ned i et hav af fødsel og død, hvor jeg næsten er druknet. Løft mig venligst op fra dette dødens hav – jeg har intet sted at vende mig imod – og placér mig som et støvfnug under Dine lotusfødder.
Ved at opgive jagten på elskere, penge og berømmelse vågner vi til en ny virkelighed: Vi er i overhængende fare. Døden ligger på lur, men vi er så knyttede til det, der dræber os, at vi er ligeglade. Vi er også helt ligeglade med Krishnas kærlighedstjeneste, der kan redde os fra døden. Da jeg voksede op, lærte jeg at frygte Gud og elske verden. I Siksastaka lærer Herren Caitanya os at elske Gud og frygte verden.
Hvorfor frygte Gud, som om Gud påførte os lidelse? Gud er neutral. Hvis vi ønsker at nyde denne verden, giver Han os en materiel krop, som vi kan gøre det i. Men denne krop kommer ligesom alt andet materielt til en uønsket ende. Da behøver vi en ny for at kunne fortsætte med at opfylde vores materielle ønsker. Derfor kastes vi frem og tilbage i et hav af lidelse, indtil vi ændrer os.
Hvordan ændrer vi vores ønsker? Krishna forklarer, at vi ikke kan opgive det ene ønske, indtil vi erstatter det med et andet og bedre. Når vi lærer at nyde at recitere Hare Krishna, vil vi blive reddet af Krishnas nåde.
6.
- nayanam galad-asru-dharayam
- vadanam gadgada-ruddhaya gira
- pulakair nicitam vapuh kada
- tava nama-grahane bhavisyati
Jeg synger Krishnas navne og undrer mig: ”Hvornår vil tårer af kærlighed pryde mine øjne, min stemme være ved at kvæles af glæde, og alle hårene på min krop rejse sig?”
Vi kan kalde på Krishna på grund af frygt eller lidelse. Det er bedre end slet ikke at kalde på Ham. Vi kan også regne med at gøre fremskridt og lære at recitere af ren kærlighed. Krishna er ekstatisk. Når vi reciterer rent, omgås vi med vores ekstatiske Herre. Da bliver vi helt naturligt også ekstatiske.
Når vi gentagne gange har oplevet, at Krishna tilfredsstiller vores hjerte, og når vi har trukket vores læber i væmmelse og spyttet på de illusioner, vi plejede at jagte, lærer vi en helt ny måde at nyde på. Da overgiver vi os selv til Krishnas navn.
Efter at have udforsket de vediske skrifter dokumenterede Herren Caitanya og Hans tilhængere Hare Krishna-recitationens vej. De automatiske symptomer, der er beskrevet i dette vers – spontane tårer, skælvende stemme, rejste kropshår – tilkendegiver ekstatisk kærlighed til Gud. Det er ikke meningen, at man skal efterligne dem billigt. De opstår naturligt ved Krishnas nåde, når den fortabte sjæl til sidst kalder Hans navn på en dybtfølt måde.
Vi reciterer ikke japa for at opnå disse symptomer af kærlighed til Gud. Når de viser sig, er de tegn på, at vi udvikler os, ligesom skilte på motorvejen ikke er vores endemål, men viser os, at vi nærmer os vores rejsemål.
Ikke desto mindre vil ekstatiske symptomer måske ikke vise sig, selv for den oprigtige recitatør. Som Hans sønner og døtre er det vores pligt at kalde på Krishna, men Han er ikke forpligtet til at vise Sig, når vi gør det.
7.
- yugayitam nimesena
- caksusa pravrsayitam
- sunyayitam jagat sarvam
- govinda-virahena me
O Krishna! I dit fravær varer hvert øjeblik flere år. Den hele verden synes så tom, at tårer vælder fra mine øjne som regnskyl.
Når vi ikke længere forventer at blive lykkelige gennem illusioner, venter vi naturligt nok lykke fra Krishna. Men den evigt uafhængige Krishna er stadigvæk fri til at give det eller lade være. Lykke ledsager Krishna, der kommer og går ved Sin søde vilje.
Meget avancerede hengivne finder ekstase i adskillelse fra Krishna. For begyndere er det en kamp. Men stadigvæk, når Krishna forlader os, hvorhen i skabelsen kan vi vende os? Vi har ikke andet end at kalde på Ham. Ja, når vi ikke mærker Krishnas tilstedeværelse, er det især tid til at recitere med ekstra beslutsomhed og tålmodighed. Krishna accepterer alle, men Han samler ikke på overfladiske hengivne. Han tester vores beslutsomhed.
Skønt vi oplever Krishna gennem Hans hellige navne, opdager vi, at Han ikke afslører Sig Selv på vores kommando. Hvem er denne utilregnelige person? Ønsker vi Ham stadigvæk?
8.
- aslisya va pada-ratam pinastu mam
- adarsanan marma-hatam karotu va
- yatha tatha va vidadhatu lampato
- mat-prana-nathas tu sa eva naparah
Min eneste Herre er Krishna, og Han skal forblive min herre, skønt Hans omfavnelse vil overvælde mig, eller Hans fravær vil forårsage mig smerte. Han er fri til at narre eller træde på mig eller handle på en hvilken som helst måde. Ligegyldigt hvad er Han mit liv og min sjæl. Jeg vil aldrig forlade Ham.
Herren Caitanyas sidste bøn er indbegrebet af ånden hos Krishnas elskere, gopierne, der hentæredes af længsel efter Ham, efter at Han forlod Sin hjemby og aldrig vendte tilbage. Deres forelskelse i Krishna gjorde somme tider deres ægtemænd vrede og bragte deres rygte i fare, men de kunne stadig ikke glemme ham. Deres uselviske, ubetingede, dybt lyksalige kærlighed til Gud overgår alle andres.
Selv hvis vi er gennemsyrede af materialistiske drifter, kan en daglig opmærksom recitation af japa lede til en sådan kærlighed. At elske Krishna er lige så naturligt for sjælen, som det er for kroppen at trække vejret. Hvis vi omgås med Krishna gennem japa, vil vi hurtigt vågne op og udvikle den naturlige kærlighed, der slumrer i ethvert hjerte til Krishna.
(Fodnoter)
1 Se http://backtogodhead.in/japa-and-the-opening-heart-by-kalakantha-dasa/