– Af Kalakantha Dasa –
Et kig på Herren Caitanyas Siksastaka (”otte instrutioner”) og deres relevans for japa. Første gang bragt i Back to Godhead India
En ven fortalte mig en gang denne analogi om åndeligt liv: En flok gæs deler styrke ved at flyve i en V-formation, men hvis én gås falder fra, kan de andre ikke hjælpe den. Selv om vi, der forsøger at blive oplyste, hjælper hinanden, afhænger vores succes på samme måde i sidste ende af vores personlige indsats og Den Højeste Herre, Sri Krishnas, nåde.
Krishnas nåde viser sig i form af Hare Krishna-mahamantraet: Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Selv for den, der ingen kvalifikationer har, åbner recitationen af denne hellige lyd hjertet til en evigt øgende selvforståelse og fortrolig kærlighed til Gud.
Hvordan passer denne flyveanalogi på recitationen af Hare Krishna, en praksis, der er ganske vigtig i åndeligt liv?
Grupperecitation eller sang kaldes sankirtana eller kirtana; individuel recitation kaldes japa. For de fleste mennesker er kirtana lettere end japa. I kirtana er sang som at flyve i en V-formation. Her får man styrke fra andre. Man spiller selv eller ser andre spille instrumenter, man skifter mellem at høre og synge, og man følger med, når lederen varierer i tempo og melodi.
Omvendt er der ved recitation af japa uanset hvad kun mig selv og Krishna – og mit plagsomme sind.
Selv om Krishnas seneste inkarnation, Sri Caitanya Mahaprabhu, var en stor lærd, efterlod Han kun otte skrevne vers. Disse essentielle vers, der er kendt som Siksastaka, forklarer, hvordan Krishnas navne bestyrker og beriger én i åndeligt liv. Her følger de i en poetisk dansk oversættelse sammen med nogle tanker om deres relevans i relation til den altafgørende individuelle åndelige praktisering af japa.
1.
ceto-darpana-marjanam bhava-maha-davagninirvapanam
sreyah-kairava-candrika-vitaranam vidya-vadhujivanam
anandambudhi-vardhanam prati-padam purnamrtasvadanam
sarvatma-snapanam param vijayate sri-krishnasankirtanam
”At recitere Krishnas navn er som at beskue den tiltagende måne. Det giver vidunderligt held som en fuldt udfoldet lotus. At recitere renser støvet, som vores skinnende hjerter opsamler, og afslører hellig viden, ligesom en kone inspirerer sin partner. Det slukker også de smertefulde flammer af endeløs fødsel og død med havbølger af velsignelse, som vi attrår ved hvert skridt.”
At recitere opmærksom japa åbner ens hjerte til højere og højere niveauer af kærlighed til Gud, præcis som naturkræfter får en lotus til at folde sig ud, eller Månen synes at vokse. Vi japa-recitatører begynder ofte en japa-session sløve, bekymrede og forvirrede. Vi forlader den stærke og fokuserede. Hvorfor? Ikke fordi vores åndedræt bliver reguleret eller vores sind tanketomt. Vi ændrer os under japa, for uanset hvor underligt det virker, er vi sammen med Krishna under recitation af Hans navn. Opmærksom recitation betyder at opgive tanker og problemer og overgive sig til at høre mantraet. Det er at stole på Krishna og overgive os selv til Ham med vidtåbne øjne. Krishna udveksler med en sådan villig sjæl, der overgiver sig. Når vi erkender Krishnas tilstedeværelse, bliver vores hjerter på én gang behagede og fredfyldte. ”Som du overgiver dig til Mig,” siger Krishna i Bhagavad-gita (4.11), ”belønner Jeg dig i tilsvarende grad.”
At opleve Krishna gennem japa hver dag skaber en overbevisning, der overgår ren tro. Japa bliver et tilflugtssted, et sikkert sted at gå hen, når livet synes overvældende. Japa bliver både symbolet og det praktiske middel til overgivelse til Krishna, og hver gang vi reciterer opmærksomt, svarer Krishna.
At recitere japa, som om vi ikke havde nogen at vende os mod ud over Krishna, renser bekymringer fra vores sind og hjerter. Det forvandler os fra bekymrede, selvcentrerede åndelige børn til rolige, venlige, tålmodige åndelige voksne.
I dette vers refererer sanskritudtrykket vidya-vadhu-jivanam til den transcendentale videns (vidya’s) hustru (vadhu). Dette smukke udtryk fanger i tre sanskritord, hvordan bhakti (hengivenhed) giver liv til jnana (viden). Skrifterne giver kundskab. Japa bevirker, at denne viden bliver realiseret, som en hustrus søde ord opmuntrer og opliver hendes mand.
Gjort ordentligt bliver recitationen af Hare Krishna på japa-kæde en daglig glæde. Materielt liv er som at blive fanget i en brændende skov uden noget tilflugtsted. Men ilden vil blive slukket i de store bølger af glæde, der frigives gennem opmærksom japa.
2.
namnam akari bahuda nija-sarva-saktis
tatrarpita niyamitah smarane na kalah
etadrsi tava krpa bhagavan mamapi
durdaivam idrsam ihajani nanuragah
”Min Herre, Du har flere navne end jeg nogensinde kunne tælle eller sige, og Du giver hvert eneste af dem for at velsigne mit liv på enhver måde. Rundhåndet sætter Du ingen regler, så jeg kan altid synge eller kalde. Sørgeligt nok for Dine dyrebare navne har jeg overhovedet ingen smag for dem.”
Fordi opmærksom japa leder til sådanne kraftfulde erkendelser, diskuterer erfarne recitatører praktiseringen af japa iblandt sig, og somme tider forveksler andre deres naturlige entusiasme med fanatisme. Tilhængere af Herren Caitanya er dog ikke fanatikere, for Herren Caitanya er fuldstændig udogmatisk og usekterisk. Som Han erklærer i dette vers, vækker ethvert af Guds navne, når det fremsiges korrekt, os lige så meget som ethvert andet.
Hvorfor mediterer flere mennesker ikke gennem denne simple, dybsindige recitation? Skønt alle føler effekten af en opmuntrende hymne eller et klagende råb i bøn, gentager kun få oplevelsen inde i sig selv ved at recitere konstant eller bare regelmæssigt.
Hvorfor reciterer vi ikke? Herren Caitanya beklager, nanuraga: ”Jeg har ingen smag.” Et tænksomt menneske udvikler med overlæg en smag for gode aktiviteter som læsning og motion. Tåber udvikler en smag for giftige vaner som beruselse og hjernedødt TV. På samme måde er japa-recitation en erhvervet smag. Fordi de sande vise forstår den mageløse værdi af åndeligt liv, lærer de at nære deres ånd gennem Guds hellige navne.
Det næste vers forklarer, hvordan man opnår en smag for japa. Advarsel: Jo mere vi reciterer, desto mere ser vi Krishnas storhed, og desto mere vil vi blive chokerede over vores egen ynkelige tilstand.
3.
trnad api sunicena
taror api sahisnuna
amanina manadena
kirtaniyah sada harih
”Sjælen, der reciterer det hellige navn i en sagtmodig og ydmyg tilstand, respektfuld og uden en stolt, selvbestaltet attitude, ydmyg som et nedtrådt græsstrå og overbærende som et træ, opnår en smag for at recitere Dit hellige navn uafbrudt.”
Jeg indrømmer, at under japa-recitation har jeg gennem årene opdaget mange ubehagelige ting om mig selv. Mine tankeløse handlinger har gjort andre ondt, og jeg har opført mig som et fjols hundreder af gange. Alligevel fortsætter jeg med min stolthed, selv når jeg reciterer japa, idet jeg tænker: ”Jeg ved, hvordan jeg skal gøre dette. Krishna er min.” Jeg forstår ikke, at faktisk er det mig, der er Hans, og ikke omvendt. Min recitation er til for hans fornøjelses skyld, og Hans fornøjelse er min eneste sande fornøjelse. Hvornår vil jeg forstå, at Krishna ingen forpligtelse har over for mig i betragtning af min tjenestes ringe kvalitet? Hvornår vil jeg se, at enhver, jeg ser, er et gloriøst åndeligt væsen, en søn eller datter af Krishna og respekt værdig?
Hvorfor skulle jeg, når jeg ser mine svage sider, være så stolt? Japa har åbnet mine øjne. Skønt det gør ondt, gendriver en ubehagelig virkelighed en glad illusion. I den udstrækning jeg konfronterer mine fejltagelser, vil jeg finde smag i Krishnas navn og aldrig give det op. (Fortsættes i næste nummer)
Kalakantha Prabhu er discipel af Srila Prabhupada og bosiddende i Gainesville, Florida.
