Af Sankirtana Dasa
Sankirtana Dasa er discipel af Srila Prabhupada og har længe boet i New Vrindavan, USA. Han er prisvindende forfatter og historiefortæller.
Hans seneste bog, Hanuman’s Quest, roses af professorer, og han har modtaget en “Storytelling World Ressource Honor”. For mere information om hans arbejde, besøg www.mahabharata-project.com.
Hinduer, der besøger vores Krishnatempler, anser ISKCON for en ortodoks bevægelse og værdsætter den traditionelle tempeltjeneste, samt hvor smukt alteret vedligeholdes. Mange af vores vestlige venner værdsætter Krishnabevægelsen på en anden måde som en moderne og relevant bevægelse, der er fortaler for vegetarisme og respekt for Jorden og tilbyder meditation igennem lyksalig sang og dans.
Man kan hævde, at vaisnavisme er den mest stabile og ortodokse blandt de vediske traditioner. Alle ved, at da universet blev skabt, voksede der en lotusblomst frem fra Visnus navle, hvor den firhovedede Herren Brahma, den første jiva og den bemyndigede sekundære skaber af universet, sad. Fra hans munde strømmede Vedaerne, de ældgamle læretekster. Denne åndelige tradition, der startede med Herren Brahma, kendes som Brahma-Madhva-vaisnava-sampradayaen.
Vaisnavisme betyder at tilbede Guddommens Højeste Personlighed, Sri Krishna (Visnu), udelukkende uden at tilbede nogen anden guddom i den vediske panteon, der forvalter de kosmiske anliggender. I Bhagavad-gitas fjerde kapitel forklarer Sri Krishna, hvordan Han gang på gang åbenbarer Sig i forskellige tidsaldre for at genetablere forståelsen af atma (sjælen) og paramatma (Herren i hjertet) sammen med de dharmiske leveregler.
Denne tradition fortsatte igennem de tre tidsaldre Satya, Treta og Dvapara Yuga. Men i den nuværende tidsalder, Kali Yuga, har vaisnava-mestrene gradvist åbenbaret en mere fortrolig form for hengivenhed til Gud. I Kali Yuga er vaisnava-traditionen blevet mere tilgængelig end på noget andet tidspunkt i de andre yugaer, mere tilgængelig end selv da Krishna var på Jorden for at overlevere Bhagavad-gita til os for over 5.000 år siden ved slutningen af Dvapara Yuga. Derefter åbenbarede Krishna Sig igen som Caitanya Mahaprabhu for 500 år siden for at radikalisere vaisnava-bevægelsen ved at præsentere sankirtana, recitationen af de hellige navne i stemningen af bhakti (hengivenhed til Herren). Dette er befrielsesprocessen, yuga-dharmaen, i denne Kalis tidsalder. Derved bryder de betingede sjæle kredsløbet af fødsel og død og træder ind i Guddommens Højeste Personlighed, Sri Krishnas, guddommelige stemning i Hans evige bolig.
Caitanya er en transcendental revolutionær, der ingen interesse har i at begrænse befrielsesprocessen til nogle få udvalgte. I denne Kalis tidsalder er alt forurenet – vandet vi drikker, ilten, vi indånder, samt vores sind og tanker. Ingen er kvalificerede til at træde ind i den åndelige stemning. Men Krishnadasa Kaviraja skriver i sin hagiografi af Caitanya Mahaprabhu (Cc. Adi 7.23):
“I sin udbredelse af Gudskærlighed vurderede Caitanya Mahaprabhu og Hans omgangsfæller ikke, hvem der var en egnet kandidat, og hvem der ikke var det, og heller ikke, hvordan sådan en udbredelse burde eller ikke burde finde sted. De satte ingen betingelser. Hvor end de fik muligheden, uddelte Panca-tattva Gudskærlighed.” Forfatteren fortsætter i Cc. Adi 7.25: “Floden af Gudskærlighed strømmede i alle retninger, og derved blev alle mænd, unge som gamle, kvinder og børn overskyllet af oversvømmelsen.”
Caitanyas bevægelse blev dengang anset som værende kættersk. Han bragte folk fra forskellige kaster og traditioner sammen for at recitere de hellige navne – Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Kaste-brahmanaerne var rødglødende af vrede og brokkede sig over ham til den lokale muslimske magistrat. De fortalte, at Caitanya gjorde Guds hellige navne tilgængelige for den ukvalificerede pøbel, og at Caitanya var en galning, der forsøgte at bemægtige sig en hellig tradition efter eget forgodtbefindende.
Efter at Caitanya lancerede Sin sankirtana-bevægelse, gjorde Caitanya noget, der tilsyneladende var i strid med Hans egen Gudscentrerede filosofi. Forunderligt nok accepterede Han indvielse i Sankararcaryas sannyasa-orden, den primære tradition for upersonalister og mayavadier. Caitanyas grund til at handle således var at opnå respekt fra denne populære tradition såvel som fra den generelle befolkning.
Caitanya introducerede også acintya-bheda-bheda-tattva-filosofien om, at vi alle ufatteligt er ét med Gud, men på samme tid unikke individer, der er ment til at udvikle et kærlighedsforhold (bhakti-yoga) til Herren. Han sammenkædede vaisnavaernes og upersonalisternes filosofier. Han udnævnte også den muslimskfødte Haridasa Thakura til at være namacarya, det hellige navns vogter. Mens Hans aktiviteter var i trit med vaisnava-traditionen, var de tilsyneladende en radikal afvigelse fra den større vediske tradition. Caitanya forudså også, at recitationen af Hare Krishna med tiden ville sprede sig til hele verden til hver eneste by og landsby.
Traditionen fik dermed endnu en sidegren i form af Brahma-Madhva-gaudiya-vaisnava-sampradayaen. Gaudiya betyder Caitanya og de bengalske vaisnavaer, Han inspirerede. Ydermere bekræftede Herren Caitanya forbindelsen mellem Brahma og Gaudiya, da Han fandt et overleveret eksemplar af det femte kapitel af Brahma-Samhita i et oldgammelt sydindisk tempel.
Over 150 år senere kom gaudiya-vaisnava-retningen i modvind, hvilket fik Baladeva Vidyabhusana til at repræsentere gaudiya-vaisnavaerne ved en konference i Jaipur for at stadfæste, at deres bevægelse var legitim. Ved midten af det 19. århundrede var gaudiya-vaisnava-traditionen dog mere eller mindre gået i glemmebogen. Den britiske kolonimagt var travlt beskæftiget med at underminere den vediske tradition. Srimad-Bhagavatam, en af vaisnavaernes vigtigste sanskrittekster, blev anset af briterne som intet andet end fabler og barnlig mytologi.
Men Bhaktivinoda Thakura, der havde en britisk uddannelse og var ansat som dommer i den britiske administration, forsvarede vaisnavismen bl.a. igennem sine mange bøger, digte og sange for at reetablere og fremme bhakti-vejen. I starten af det 20. århundrede kritiserede hans søn Bhaktisiddhanta Sarasvati det perverterede hindukastesystem, hvilket bragte ham i livsfare. Bhaktisiddhanta Sarasvati var formentlig den første hellige mand til at køre i bil, og sommetider gik han med en britisk frakke, han var blevet givet. Alt dette var så radikalt, at ingen andre helgenagtige personer kunne drømme om at opføre sig sådan, især fordi Gandhi på daværende tid opfordrede sine tilhængere til at brænde deres britisk fabrikerede tøj. Caitanyas vaisnava-bevægelse var så sandelig uortodoks.
Bhaktisiddhanta Sarasvati anmodede en af sine disciple om at bringe Caitanyas bevægelse til Vesten og præsentere den engelsktalende verden for Bhagavad-gita og resten af vaisnava-budskaberne. Den discipel var A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada. Swami Prabhupada drog til USA i 1965 i hans halvfjerdsindstyvende år, praktisk taget uden en krone på lommen, efter at han havde tryglet sig til en fribillet ombord på et fragtskib. Han grundlagde ISKCON på trods af sine knappe midler. Han gjorde noget, ingen andre havde gjort før ham. Selv om hans elever var fødte uden for Indien i kødædernes lande og uden for varnasrama-systemet, indviede ham dem alligevel som brahmanaer og ikke blot mændene, men også kvinderne. Nogle hinduer var forargede, men endnu flere var forbløffede og beundrede Swami Prabhupada for, hvad han havde formået.
I 1973 tiltalte Prabhupada sine kritikere i en passage i en sine bøger:
“Sommetider kritiserer misundelige personer Krishnabevidsthedsbevægelsen, fordi både mænd og kvinder er lige aktive i omdelingen af Gudskærlighed. De kritiserer drengene og pigerne i Krishnabevidsthedsbevægelsen for at omgås iblandt hinanden uden restriktioner, men det er, fordi de ikke ved, at drenge og piger i Europa og Amerika har fri omgang med hinanden … Siden både drengene og pigerne trænes i at prædike, er disse piger ikke almindelige piger. Nej, de er præcis lige så gode som deres brødre, der prædiker Krishnabevidsthed. Derfor er det at aktivere både drenge og piger i fuldt ud transcendentale aktiviteter en politik ment til at sprede Krishnabevidsthedsbevægelsen … Derfor er vores foretagende sanktioneret af Herren Caitanya Mahaprabhus nåde, for det var Ham, der foreslog at opfinde midler til at nå dem, der havde forvildet sig væk fra Krishnabevidsthed.” (Cc. Adi 7.31-32, Forklaring).
I dag er Prabhupadas disciple og granddisciple engagerede i Prabhupadas mission og distribuerer de talrige bøger, han oversatte og udgav. Prabhupadas historie er historien om, hvordan man kan starte med næsten ingenting og få det til at vokse eksplosivt, den slags historier, amerikanerne ikke kan stå for. Men Prabhupadas succes var ikke hans egen. Det var hans ydmyge ofring til hans guru og til Guddommens Højeste Personlighed, Sri Krishna. Prabhupada brugte de sidste ti år af sit liv på at rejse Jorden rundt fjorten gange og opfyldte på den vis Caitanyas 500 år gamle profeti.
I dag kommer hinduer ofte i vores ISKCON-templer for at bede, og interesserede vesterlændinge kommer også og engagerer sig i bevægelsen. Vaisnava-traditionen er tilsyneladende et paradoks, for er den en ortodoks bevægelse eller en moderne, progressiv bevægelse? Er den monstro begge dele?