Af Lalitanatha Dasa

På ISKCON’s verdenshovedkvarter i Sridhama Mayapur opføres i disse år Det Vediske Planetarietempel (The Temple of the Vedic Planetarium, TOVP).

Templet er et af Srila Prabhupadas største ønsker og er også blevet forudsagt af tidligere acaryaer såsom Nityananda Prabhu og Srila Bhaktivinoda Thakura, et forunderligt tempel (adbhuta mandir), der vil tiltrække hele verdens opmærksomhed til Sri Caitanya Mahaprabhu og Hans fødested.

TOVP er verdens største vediske tempel i moderne historie og den næststørste religiøse bygning i verden efter St. Peters Kirken. Det dækker over 37.000 kvm, har en højde på 106 meter med den største religiøse kuppel i verden og plads til over 10.000 besøgende på samme tidspunkt. Det ligger ved sammenløbet af floderne Ganges og Jalangi cirka tre timers kørsel nordøst for Calcutta.

Prabhupada lagde hjørnestenen til templet omkring 1976. Efter hans bortgang i 1977 blev der i årtier arbejdet på forskellige tegninger og udkast indtil 2009, hvor opførelsen startede.

I dagene 17. til 20. april 2025 havde Danmark besøg af tre TOVP-repræsentanter, der rejser verden rundt for at fortælle om projektet og samle støtte ind til det. Jeg talte med Vraja Vilasa Dasa, der arbejder direkte under lederen af projektet, Ambarisa Prabhu, og løbende har 1.500 mand under sig for at nå målet om at åbne templet i 2027. Jeg bad ham fortælle, hvordan han blev involveret som leder af TOVP.

Vraja Vilasa: Jeg voksede op i Sydindien syd for Chennai. Mere præcist er jeg født i Kumbakonam, hvor Mayapurs Deiteter af Pancatattva blev lavet.

Jeg læste til ingeniør på Indian Institute of Technology i Roorkee. Derefter arbejdede jeg for Tata Consultancy, indtil jeg flyttede til USA, hvor jeg først arbejdede i Dallas og siden flyttede til Jacksonville, Florida, for at arbejde for et af de største jernbanefirmaer, CSX.

[Hare Krishna-samfundet i] Alachua ligger ikke langt fra Jacksonville, så jeg plejede at være pujari i Alachua i weekenden. En dag kom Kalakanta Prabhu, der er discipel af Srila Prabhupada, hen til mig og sagde, at Ambarisa Prabhu ønskede at mødes med mig.

(Ambarisa Prabhu er også kendt som Alfred Ford, oldebarn til Henry Ford. Han er discipel af Srila Prabhupada og har igennem tiden bidraget til mange ISKCON-projekter verden over. Han er leder af og hovedsponsor for TOVP)

Det var i 2010. På det tidspunkt var min kone flyttet tilbage til Indien til Mayapur for at lære Deitetstilbedelse under Jananivasa Prabhu. Hun brød sig ikke om USA, men jeg havde et meget komfortabelt liv med en meget god løn. Alting var fint.

Jeg selv havde aldrig været i Mayapur, men kun hørt om det. Da TOVP startede, ville jeg følge det på Internettet. Jeg tror endda, at det var den samme hjemmeside, www.tovp.org, som vi stadig har. Det var startet et år tidligere, og de var ved at gøre grunden til projektet klar.

Jeg plejede at læse hjemmesiden og tænke, at det ville være dejligt, hvis jeg kunne gøre noget betydeligt for Prabhupada i dette projekt. Jeg tænkte sådan hele tiden, men vidste ikke, at jeg ville blive indkaldt til det.

Så jeg mødtes med Ambarisa Prabhu. Han fortalte, at han havde givet over 20 millioner dollars til projektet, men var ved at løbe tør for midler. Han ledte efter en, der kunne rejse rundt, prædike og bringe dette projekt til fuldendelse. Han spurgte, om jeg var villig til at gøre det. Jeg sagde ja på stedet. Jeg forstod ikke, hvordan den mulighed var kommet til mig. Jeg mediterede konstant på Prabhupada for at få lov til at gøre noget betydningsfuldt, og her fik jeg et tilbud af lederen af projektet, Ambarisa Prabhu, der har ofret så meget for ISKCON og Srila Prabhupada. Hvordan kunne jeg sige nej? Han spurgte så, hvor hurtigt jeg kunne starte. Jeg svarede, at det ikke behøvede at tage lang tid.

Min kone var allerede i Indien. Jeg ringede til hende og fortalte, at jeg ville komme permanent tilbage til Indien. Hun blev den lykkeligste person på planeten. I løbet af en uge solgte jeg alle mine ting. Jeg havde heldigvis ikke investeret i et hus, men boede til leje. Jeg fortalte mit firma, at jeg ville stoppe, men de sagde, at jeg kunne stadig arbejde for dem fra Indien, hvilket jeg gik med til.

Krishna arrangerede dog, at det kom jeg ikke til. Jeg fløj til Delhi, hvor jeg blev hentet af min far og svigerfar. På vejen i bil fra lufthavnen blev vi imidlertid involveret i en trafikulykke, et alvorligt frontalt sammenstød med en anden bil, og jeg blev kvæstet i hovedet og brækkede en hånd. Jeg blødte fra over det ene øje, og min hvide jakke var helt rød af blod. Jeg var svimmel og kunne intet se. Vi kom på hospitalet, hvor jeg fik bandager og gips på. Så tog vi et billede af mig og sendte det til mit arbejde med meddelelsen om, at jeg ikke var i stand til at arbejde for dem nu. På den måde slap jeg fri af mit arbejde. Krishna gav mig en chance for at overgive mig fuldt ud.

Jeg flyttede til Mayapur og begyndte min tjeneste. Jeg er meget, meget taknemmelig for, at Ambarisa Prabhu og hans hustru, Swaha Mataji, har givet mig denne største mulighed i mit liv for at være med til at sprede Herren Caitanya Mahaprabhus mission og glæde Srila Prabhupada ved at bygge dette tempel. Med hensyn til Ambarisa Prabhu er han den fineste og venligste gentleman, jeg nogensinde har mødt, og han er sådan en god chef. Han er så dedikeret til at færdiggøre dette projekt for Srila Prabhupada og har gjort et kæmpeoffer.

Dette tempel vil skabe en revolution og give fremtidens generationer og selv den nuværende generation håb i denne vildledte civilisation. Det vil skabe en revolution i deres bevidsthed og give dem beskyttelse under Guddommens Højeste Personlighed, Sri Caitanya Mahaprabhus, lotusfødder. Allerede nu kommer titusindvis af mennesker dagligt eller omkring 11 millioner årligt til Mayapur, og det forudsiges, at 60 millioner vil besøge Sridhama Mayapur hvert år, når templet står færdigt.

Srila Prabhupada sagde, at vores kærlighed til ham vil vise sig igennem, hvor godt vi kan samarbejde efter hans bortgang. Jeg kan se, at dette samarbejde virkeligt sker, og jeg er stolt over at kunne sige, at hengivne fra hele verden samarbejder om at bygge dette projekt, der er Srila Prabhupadas personlige ofring til Caitanya Mahaprabhu.

Ld: Hvad er din nuværende rolle og tjeneste?

Vraja Vilasa: Jeg er projektets viceformand. Ambarisa Prabhu er formand, og han gjorde mig til viceformand. Jeg er ikke særlig kvalificeret. Jeg er gjort af hans og vaisnavaernes nåde. Med hensyn til min tjeneste står jeg som projektleder, hvor jeg arbejder med Cushman & Wakefield, et stort og berømt amerikansk firma, som vi har ansat. Firmaets leder i Mayapur er Sadbhuja Prabhu, der er discipel af Radhanatha Swami.

Ld: Ligesom du selv er det.

Vraja Vilasa: Ja, ligesom mig. Så Cushman & Wakefield står for projektledelsen, og jeg overser, at de gør deres arbejde. Jeg rapporterer til Ambarisa Prabhu, hvordan det hele går, og i sidste ende foregår det under GBC, der har igangsat projektet. Ud over det står jeg for den økonomiske administration lige fra fundraising til økonomisk styring. Jeg står for projektudviklingen og også kommunikationen. Her har jeg under mig Sunanda Prabhu som kommunikationsleder. Han er discipel af Srila Prabhupada og bor i USA. Designaspektet står hendes nåde Swaha Mataji, Ambarisa Prabhus hustru, for. Hun har lagt en masse energi og søvnløse natter i at færdiggøre templets design. Et fantastisk flot design. Man er nødt til at se, hvordan Narasimha-fløjen ser ud. Et forbløffende design.

På den måde er der så aspekter til projektet såsom ingeniørarbejde, konstruktion, projektledelse, den økonomiske styring, kontraktstyringen, det juridiske osv.

Ld: Hvor mange arbejder direkte på TOVP?

Vraja Vilasa: Da vi oprindeligt startede projektet, havde vi mere end 3.000 ansatte. Nu arbejder vi mest på interiør og en masse detaljer. På et hvilket som helst givet tidspunkt arbejder 1.000 til 1.500 på forskellige steder inklusive Mayapur. Det inkluderer alle arbejdere, ingeniører og projektledere.

Ld: Og du lover, at det står færdigt i 2027?

Vraja Vilasa: Jeg lover det. Det er min sankalpa. Men at love er selvfølgelig det forkerte ord, for det er op til Krishna. Jeg kan kun tage en sankalpa, et løfte om, at jeg vil gøre alt for at føre dette projekt til fuldendelse. Men jeg afhænger helt af Herrens nåde for at fuldende projektet. Uden nåde kan jeg intet love. Jeg vil gøre alt, jeg kan. At bestræbe mig er min magt. Resultatet er op til Krishna.

Vil man vide mere om TOVP og eventuelt støtte projektet, kan man besøge www.tovp.org.