INTERVIEW MED SATARUPA DEVI DASI

SRILA PRABHUPADAS FØRSTE DANSKE DISCIPEL

Af Lalitanatha Dasa og Dandaniti Devi Dasi

I vores serie om ISKCON Danmarks historie bringer vi et interview med Satarupa Devi Dasi, der er en af de få danske Prabhupada-disciple. Satarupa Devi Dasi er født og opvokset i Danmark. Efter at være blevet kåret til Miss Danmark i 1965 rejste hun til Paris, hvor hun en årrække arbejdede som fotomodel.

Satarupa mødte de hengivne første gang i London i 1969, og i 1973 begyndte hun at komme fast i templet i Paris, hvor hun snart flyttede ind. Hun blev initieret af Srila Prabhupada i august 1974. Hun var med til at finde og etablere det landsted, der blev til Ny Mayapur lidt uden for Paris og er et af Europas få tilbageværende templer, hvor Srila Prabhupada personligt har været til stede.

Artiklen er et genoptryk fra Nyt fra Hare Krishna nr. 20, 2004, dvs. for tyve år siden, hvor Satarupa Devi deltog i og var konferencier ved Ratha Yatra og Festival of India i København.

Satarupa: Jeg var i London som fotomodel i 1969, og min kæreste var ven med George Harrison og blev inspireret af ham til at begynde at synge Hare Krishna, chante og blive vegetar. Så det blev jeg også nødt til. Jeg snød til at begynde med, men blev efterhånden også vegetar, tiltrukket til de hengivne og så også Prabhupada én gang.

En dag i 1973 var det slut med min ven, og jeg endte med håret ned ad nakken i Paris, hvor jeg bare ville arbejde og glemme alt om kærlighed. En søndag fik jeg lyst til at besøge templet, som lå 10 minutters gang fra, hvor jeg boede. Det viste sig, at Prabhupada var i Paris den dag for at installere Radha-Parisisvara [Paris’ Deiteter af Radha-Krishna].

Jeg begyndte at komme fast i templet i Paris. Jeg vaklede en tid imellem det vilde selskabsliv og templets gode prasadam og åbne arme. Det var halvt af hvert, men en skønne dag tænkte jeg: ”Det gider jeg ikke mere, jeg skal være en rigtig hengiven.” Jeg var model for agenturet Elite og en af verdens ti bedste fotomodeller. Min agent sagde, at det kunne jeg ikke. Han havde aldrig mistet en pige til Gud. Men jeg bad ham aflyse alle mine aftaler fra næste dag af og flyttede ind i templet.

Ved den tid kom Prabhupada til Geneve i Schweiz, og Bhagavan (GBC-lederen for Frankrig) sendte mig dertil for at vaske hans tøj og hjælpe med madlavningen. Jeg husker, at Prabhupada kom tilbage fra en konference sammen med alle de store kanoner. Jeg stod i døren til køkkenet med mel langt op ad armene for at se ham. Han standsede op foran mig, og jeg tænkte: ”Gud, hvad skal jeg nu gøre?” En hengiven, der hed Yogesvara, begyndte så at sige til Prabhupada, imens alle hørte på det, at det var den ’store’, ’internationale’, ’berømte’, alt det der. Jeg kiggede på Prabhupada, som stod lige foran og så mig i øjnene, og prøvede at sige, at han ikke skulle høre på det. Det var ikke rigtigt, jeg var bare en hengiven. Yogesvara talte og talte, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Endelig holdt han op, og der blev en lang, lang pause, omkring 30 sekunder. 30 sekunder er meget lang tid, når ingen siger noget, og Prabhupada står foran én. Jeg så fortvivlet på Prabhupada, og han så mig bare lige i øjnene. Så begyndte Yogesvara minsæl igen, som om Prabhupada ikke havde hørt det. Det var så pinligt, men endelig holdt han op. Prabhupada lyste op i et enormt smil som en lille femårs dreng, et stort grin med skælmske øjne, og sagde: ”Chant Hare Krishna!”

Her skal jeg lige sige, at jeg mente jo nok, jeg var noget særligt, og jeg ventede, at Prabhupada ville give mig en helt speciel instruktion, for jeg var jo sådan lidt mere berømt end alle de andre. Mit falske ego var meget stort dengang. Det er det stadigvæk, men dog lidt mindre i dag. Så jeg fik min meget specielle instruktion. ”Chant Hare Krishna!” Jeg sagde: ”Ja, Srila Prabhupada,” og bukkede mig ned på gulvet.

Jeg synes, det er en dejlig anekdote. Mange tror, de har brug for at høre noget helt specielt fra Prabhupada, men nu, han ikke mere er her, kan man ikke længere få sin helt specielle instruktion. Men den er der allerede, det kan jeg godt love. ”Chant Hare Krishna, tag prasadam og prøv at distribuere mine bøger.”

I templet i Paris sov jeg på gulvet i systuen sammen med 6-7 andre piger skulder ved skulder i soveposer. 40 centimeter til min sovepose og beskidte tøj og 40 centimeter til mit rene tøj. Sådan levede jeg et godt stykke tid.

Jeg blev initieret sidst i 1974. I begyndelsen efter at jeg var blevet initieret, tænkte jeg: ”Hvorfor er aviserne ikke kommet for at interviewe mig?” Mit falske ego var helt oppe i skyerne. Men senere tænkte jeg, at det er da lige meget. I samme øjeblik kom de alle, og jeg var på forsiden af Paris Match, der blev trykt på 20 sprog. Prabhupada havde det liggende på sit skrivebord en hel uge. Hans kommentar var: ”Very nice.”

Bhagavan besøgte Prabhupada på den tid og spurgte: ”Hun er i min zone. Hvordan kan jeg hjælpe hende? Skal jeg gifte mig med hende? Hun er ret vild.” Prabhupada svarede: ”Nej, nej, gift dig ikke med hende, men tag dig af hende. Lige nu er hun lidt af en mayadevi, men senere vil hun gøre substantiel tjeneste for min bevægelse.” På den måde fik jeg alligevel min lille helt særlige instruktion. Men den er ikke den vigtige. Den vigtige er ’Chant Hare Krishna.’

Ny Mayapur

Bhagavan ledte efter et slot på landet og brugte mig som chauffør. Jeg kørte rundt med ham, hans datter Manjari og en to-tre andre hengivne inklusive Visvambara, min mand, som var tempelpræsident i Paris. En dag kom vi til det, der blev Ny Mayapur. Prabhupada havde sagt om Manjari, der måske var seks år, at hun var en ren hengiven, og da vi steg ud, begyndte hun at hoppe op og ned i ekstase og grinede og råbte. Hun var helt vild, og vi tænkte på Jagannatha Dasa Babaji [der sprang og dansede, da Herren Caitanyas fødested blev opdaget]. Det var rigtigt sjovt, og vi købte slottet. Jeg boede der sammen med ni drenge som eneste pige.

Først kaldte vi stedet Ny Vrindavana, og vi fik besked om, at Prabhupada ville installere Deiteter af Gaura-Nitai. I Paris blev Gaura-Nitai holdt tilbage i tolden i tre uger, men endelig fik vi besked om, at De var blevet frigivet. Det var ved 12-tiden. Der var 3-3½ times kørsel til Paris, så ved sekstiden startede vi en kirtana, der blev ved og ved, men der kom ingen Deiteter. Solen gik ned, og Månen stod op. Det var fuldmåne, og vi blev ved med at synge og danse. Det var så ekstatisk. Alt var oplyst under fuldmånen, ligesom det beskrives i Caitanya-caritamrta, og ved 11-tiden var der måneformørkelse! Da måneformørkelsen var næsten slut, ankom Gaura-Nitai! Da Prabhupada hørte det, omdøbte han stedet til Ny Mayapur. Alle, der var der den aften, er helt sikre på, at Herren Caitanya er der.

Pujari og fotomodel

Så skulle der være initiering i Paris, og jeg ville gerne være pujari og brahmana. Men jeg var ikke god nok. Jeg har aldrig lagt skjul på noget, og det skal man jo helst i Krishnabevidsthed (jeg håber, det har ændret sig siden da). Min mand Visvambhara sagde, at det kunne der ikke være tale om. Mine veninder skulle initieres, og jeg var meget, meget ked af det, for så kunne jeg jo ikke have med Deiteterne at gøre. Jeg tog alligevel til Paris, og under ceremonien kaldte Bhagavan på mig og sagde: ”Prabhupada vil alligevel give dig initiering!”

Således blev jeg pujari i meget lang tid. På et tidspunkt lavede jeg også mad til 100 personer hver dag. Jeg lavede mad med den venstre hånd og arati med den højre. Jeg var en rigtig lille Hitler, sagde de om mig, men de sagde også, at folk spiste godt.

Dernæst satte Bhagavan mig til at arbejde som fotomodel for at tjene penge til Ny Mayapur. Jeg tænkte: ”Gud, hvad skal jeg nu gøre? Det er helt forfærdeligt.” Men jeg forstod, at det også var Krishnas nåde på en eller anden måde. Jeg tog tilbage til Paris og var fotomodel om dagen. Jeg lagde varmt vand ind på slottet og plantede frugttræer og grøntsager i haven, købte huse til en skole og en trykpresse. Visvambhara fortalte mig, hvad pengene gik til.

Min mand Visvambhara var en stor hengiven, og vi havde ikke nogen form for sex, indtil Bhagavan sagde, at nu skulle vi se at få nogle børn. Men Visvambhara syntes, jeg ødelagde hans bevidsthed. Det gjorde jeg jo nok, og jeg syntes vel også, at det var synd for ham, for han havde levet 35 år uden sex og ville have været præst. Han kunne ikke rigtig finde ud af at være min mand, og han forlod mig for at tage vanaprastha. Det kunne jeg jo ikke gøre noget ved og stod helt alene tilbage.

Et års tid havde jeg det rigtigt dårligt. Jeg ville gerne giftes med en hengiven ved navn Rama-Raghava fra Argentina, men det måtte jeg ikke, så jeg blev sendt til Israel for at arbejde, imens de forsøgte at få ham gift med en anden. Jeg bad til Balarama, om Han dog ikke ville gøre det muligt, hvis det var ham, jeg skulle have et barn med.

Så blev jeg kaldt hjem for at rejse til Indien med en dame, der hed Madame Biestro, der var ejer af vores nye slot i Paris, et enormt flot sted. Jeg var den eneste, der kendte hende, så jeg skulle ledsage hende sammen med hendes ven. Bagefter måtte jeg tage til festivalen i Mayapur og Vrindavana. Rama-Raghava havde fået besked på ikke at tale med mig og omvendt, og vi havde livvagter omkring os. Mayapur gik ok, vi talte ikke med hinanden. I Vrindavana var festivalen slut, så jeg tænkte: ”Gud, hvad skal jeg nu gøre?” Jeg fik hvisket ud af mundvigene til ham, at jeg ville tale med ham, og vi mødtes nede ved Yamuna, fik talt med hinanden og blev enige om at løbe væk sammen. Vi tog bussen og mødtes i Bombay. Stort ramaskrig. I Bombay boede vi hos nogle livsmedlemmer, men fandt ud af, at vi slet ikke passede sammen. Det er en af de der dumme ting, at man ikke må tale med et andet menneske. Det er ja eller nej, og så ryger man ind i noget, hvor man ikke ved, hvad man skal. Vi kom tilbage fra Bombay og meldte os. Nu ville vi gerne tilbage. Der blev ringet til Bhagavan: ”De er her!” Og så var dommen, at nu skulle de sørme blive sammen, og jeg blev gift med Rama-Raghava.

Da jeg kom tilbage til Paris, var jeg ikke velkommen i templet. Jeg måtte slet ikke komme der. Jeg var en skandale. Jeg boede hos søsteren til Kisori, en af Prabhupadas første disciple, indtil Ramesvara sagde, at han gerne ville have os i Los Angeles. Vi flyttede til Los Angeles, hvor min søn blev født fem år senere og fik navnet Deva. Efter hans fødsel fik vi lov til at komme tilbage til Paris.

NfHK: Var det efter Bhagavans tid [Bhagavan forlod ISKCON i 1986]?

Satarupa: Nej, han var der stadigvæk, og jeg blev der i cirka to år. Men det sidste år tænkte jeg, at jeg skal væk, for det er ikke det, jeg sagde ja til for mange år siden. Jeg var helt enig med den åndelige tankegang, men som Bhagavan regerede zonen, kunne jeg slet ikke sige ja til, og en skønne dag tog jeg min knægt på armen og skred. Jeg sagde til ham, at jeg syntes, det var en børnehave. De ville have, jeg skulle sætte min dreng i pleje og tjene penge som fotomodel. Jeg sagde, at jeg havde tjent så mange penge til dem. I ti år havde jeg bedt til Krishna om at få et barn, og det var ikke for at sætte ham i pleje. Jeg bad om en tjeneste, hvor jeg kunne være sammen med ham. Det kunne jeg ikke få. Jeg skulle tjene penge. Så sagde jeg ok, jeg skal nok tjene penge, men det bliver til mig selv. Farvel. Otte måneder senere faldt Bhagavan ned.

I en tid måtte jeg stå i kø ved Røde Kors for at få noget at spise, imens Rama-Raghava gik på sankirtana og kom hjem med 50 kr. om dagen. I supermarkedet fik jeg mælk og ost, der havde overskredet sidste salgsdag, og Rama-Raghava fandt ting i skraldespandene og kom hjem med en madras, som vi desinficerede. Sådan levede vi et stykke tid. Det var en svær tid, materielt i hvert fald. Jeg var også gravid, men aborterede. Og så begyndte jeg at arbejde igen.

Arbejdet sig op

Siden dengang har jeg arbejdet mig op og taget ti års uddannelse som afspændingspædagog og psykoterapeut. Mit speciale er barneterapi og spædbarnsproblemer for både mor og barn. Fra min tid som balletbarn på det Kongelige har kroppen været mit speciale, og nu har jeg sat Krishnabevidsthed og kropsbevidsthed sammen og gennemgået 18 års personlig udvikling. Det har hjulpet mig.

I dag vil jeg sige, at jeg løb fra mig selv igennem Krishna. Først ville jeg have, at mænd skulle være Gud, far og elsker, og derefter skulle Gud være Gud, far og elsker. Jeg synes, at den personlige udvikling, jeg har gennemgået som psykoterapeut, har givet mig den ligevægt, at hvis jeg har noget åndeligt tilbage – og det tror jeg, jeg har – kommer det fra mig og min rigtige person, min rigtige identitet. Mennesker lever på tre planer: kroppen, sindet og ånden. Alle tre skal være i ligevægt, hvilket er det, jeg prøver at arbejde på.

NfHK: Vi så dig citeret i Alt for Damerne for, at alle hengivne burde i terapi. Jeg ved ikke, om det var sådan, du sagde det, eller om Alt for Damerne selv gav det den drejning, men det lød som om, at i stedet for at gå i Hare Krishna skulle de hellere have løst deres problemer igennem psykoterapi.

Satarupa: Jeg vil sige begge dele. Jeg tror, at alle, ca. 80% af planetens mennesker, har brug for en god gang terapi. Alle har brug for det, ikke kun Krishnahengivne. Terapi er noget med at kende sig selv, at forstå menneskelige rettigheder til at være sig selv, og at en anden person er forskellig fra dig uden, at det er truende. Jeg prøver at hjælpe folk til at blive sig selv og finde sig selv og deres egne behov og ønsker.

Jeg har set alle disse vidunderlige hengivne. Jeg respekterer alle hengivne dybt, og det gør mig så ondt, når de – mig selv inklusive – forlader Krishna. Jeg tror, der sker det, at man løber væk fra sine egne psykologiske problemer igennem Krishnabevidsthed. Selvfølgelig er det bedre at løbe fra sine problemer igennem Krishnabevidsthed end igennem noget andet, men det er stadig at løbe væk. For at få fat på den rigtige Krishnabevidsthed, der kommer indefra i stedet for udefra, skal man igennem et personligt arbejde. Det er slet ikke nødvendigt at gøre det sammen med mig, men man må finde ud af det på en eller anden måde.

De fleste hengivne, jeg har mødt og kendt, ville have godt af terapi. De 10-12 år, jeg levede fuldt ud i Krishnabevidsthed, fortryder jeg overhovedet ikke. Det var helt fantastisk. Men i dag kan jeg se, at jeg løb fra mine egne problemer.

NfHK: Hvad er dit forhold til Hare Krishna i dag?

Satarupa: Srila Prabhupada er selvfølgelig fortsat min åndelige mester, men det er mit private liv. Jeg synes imidlertid, at alle religioner, der giver kærlighed til Gud og tjener menneskeheden, er ok. Jeg tror også, at Prabhupada synes, det er ok.

ISKCON er for mig det højeste. Det er over religion. Det er sjælens dharma. Vi er meget heldige. Vi har fået så stor en chance igennem det, Prabhupada har lært os. Jeg tror ikke engang, vi aner, hvor stor en chance vi har fået. Men så skal man altså også være ydmyg og tolerant.

Men det er vidunderligt, hvis nogle ønsker at være kristne og elske deres næste. Næste liv vil de fortsætte. Ikke blot de, der chanter Hare Krishna, men alle, der tjener Gud, vil fortsætte. Hvis man placerer dynamit rundt om maven og sprænger sig selv og andre i luften, er det selvfølgeligt at gå for vidt. Jeg taler om normale mennesker. Min søn havde en muslimsk barnepige. Vi havde absolut samme mening om Gud og har været veninder i 20 år. Hun er vidunderlig og fordømmer alle disse ekstreme ting.

NfHK: Hvad skal være anderledes i ISKCON i dag?

Satarupa: Jeg synes, at vi skulle holde lidt mere sammen, være lidt mere et ’Internationalt’ samfund for Krishnabevidsthed. Der er stadigvæk lidt for mange berlinermure imellem de forskellige zoner, og, ja undskyld, vores store ledere skulle tænke lidt mere internationalt. De gør det samme som i politik i dag. Den tredje verdens lande lader de sejle deres egen sø, men en dag giver det reaktioner. Når man er rig, bør man hjælpe andre til at etablere sig selv og få gang i prædikenen. Send nogle folk, send lidt penge. Vores pligt er ikke kun at gøre vores eget tempel Krishnabevidst. Prabhupada ville have hele verden smittet af Krishnabevidsthed. Det betyder, at når man har for meget, giver man til andre yatraer, der har problemer. Når jeg hører, at Berlin må opgive templet, og Deiteterne er i brahmacarini–asramaen i Paris, græder jeg. Jeg råbte og skældte ud i Paris i et år – jeg er medlem af tempelrådet der – og først et år senere fik vi en lille smule hjælp. Hvem bryder sig om Paris? Ingen. Men hvor som helst Deiteter er blevet installeret, må man virkelig tage sig af dem. Det duer ikke, at du tjener millioner af kroner, og alt går godt for dig, hvis du glemmer, at Prabhupada installerede nogle Deiteter et andet sted. Så er der et problem med din bevidsthed.

Uanset om det er i Indien eller Amerika, har vi alle brug for en bror eller søster som inspiration. Lad sannyasierne komme og blive en tid. Jeg synes ikke, sannyasierne skal bestyre. De skal prædike, lade grhasthaerne bestyre, men rådgive dem. Jeg mener, at sannyasier skal leve som sannyasier, guruer skal leve som guruer, grhasthaer som grhasthaer, brahmacarier som brahmacarier. Det er varnasrama-dharma.

NfHK: Hvordan tog du din modgang og dine prøvelser?

Satarupa: Jeg var så frustreret. Jeg forstod det ikke, men jeg erkendte noget andet: at være i ængstelse for Krishna er meget transcendentalt. Det er som Moder Yasoda, der venter på Krishna. Når vi tror, at Krishna har brug for et tempel eller for penge, er det på en eller anden måde yogamaya. Sahajiya er den sidste ting, jeg ønsker at være, men den transcendentale bekymring for Krishna er meget dejlig, hvis man kan overgive sig. Men det er meget vanskeligt at overgive sig, når man går rundt og beder om penge med aviser i støvlerne, og ingen giver én noget. ”Hvorfor har Du forladt mig?” Ligesom Kristus på korset.

Det er somme tider vanskeligt at forstå, men alle Pandavaerne, alle de store hengivne, var i store vanskeligheder, og Krishna kom for at redde dem. Måske vi alligevel er rigtige hengivne på en eller anden måde. Vi er jo ved at etablere Krishnabevidsthed. Om 200 år vil de tale om os som pionerer. Vi er så unge. Krishnabevidsthedsbevægelsen kommer til at fortsætte en rum tid. Hvad er 30 år set i historiens lys? Ingenting, ikke engang et halvt liv. Vi ønsker at være noget så rene, men hvad kan vi forvente, når vi kommer fra kødspisere og sexmagere? Vi må være taknemmelige for at have kunnet gøre en lille smule tjeneste.

Nfhk: Hvordan vil du gerne se din og ISKCON’s fremtid?

Satarupa: Hvad end Krishna vil. Hvis jeg blot kan overgive mig til, hvad Krishna vil, og hvis jeg bare kan se det. Jeg aner ikke, hvad Han har i posen til mig. Jeg har nogle ideer om noget, jeg gerne vil gøre, men man må blive kvalificeret til at gøre alle disse ting.