Af Anton Gottlieb

Jeg befinder mig på sydsiden af Indiens økonomiske hovedstad, Mumbai, et prominent kvarter med mange højhuse, der står i stor kontrast til Mumbais mange slumkvarterer.

Klokken er halv fem om morgenen. Lyset fra de store lysekroner dæmpes. Foran alterets lukkede gardiner pibler vandet op fra et lille springvand. Tempelrummet er som definitionen på ren godhed. Lyden fra en konkylie fylder rummet mellem de gulddekorerede vægge. Gardinerne bliver trukket fra og afslører de smukke Deiteter, Sri-Sri Radha-Gopinatha. Som taget direkte ud af den åndelige verden står De omringede af planter og dyr badet i et behageligt blåt lys.

Efter en vellykket morgenceremoni med bønner, mantra-meditation og foredrag serveres en syv retters menu. En af brahmacarierne serverer mig et brandvarmt fladbrød direkte fra chapati-maskinen, der spytter fladbrød ud i stribevis. Det er et dynamisk tempel med mange hundrede munde at mætte til hvert måltid. Alting skal superoptimeres for at leve op til den høje standard. Om aftenen bliver templet lejet til et bryllup, så imens vi spiser, bliver loftet dekoreret med hvide og orange silkeduge.

På blot få timer får templets forgård et helt anderledes udseende. Der foregår utroligt mange forskellige aktiviteter på én gang, hvilket afføder en ubegrænset mængde af tjeneste i templet. Mange indiske hengivne, nogle i dhotier, andre i civilt, knokler i døgndrift for at superoptimere templet. Det er ikke for sjov, at Chowpatty-templet bliver anset for et af de mest succesfulde i Indien. Der er et enormt fællesskab bag templet. Et fællesskab, hvis popularitet er stigende. Folk ofrer mange ressourcer for at deltage i morgenprogrammerne og de ekstatiske kirtanaer og smage indisk prasadam i topklasse.

Alle er meget nysgerrige efter at høre, hvor jeg kommer fra. Endnu flere er ivrige efter at få taget et billede med en hengiven fra Vesten. Det er ikke hver dag, de ser en hvid mand, og det er slet ikke hver dag, at de ser en hvid mand iført dhoti og tilaka.

Jeg falder hurtigt i dyb filosofisk snak med en af brahmacarierne. Han er meget høflig. Til trods for at han har praktiseret åndeligt liv i ti gange så mange år som jeg, udtrykker han ikke den mindste arrogance eller overlegenhed. Jeg spørger ham, om jeg må lave et interview til det danske Hare Krishna-blad. Han bliver lidt forlegen, men indvilliger ydmygt. Vi finder et afsides sted. Det minder lidt om en militærlejr. Der er hængekøjer, bøger og myggenet overalt. Asramaen er nærmest ligesom en labyrint, og helt bagerst i labyrinten sætter vi os i et bibliotek. Det er blevet banket op med brædder under taget og minder om noget fra en film.

Jeg starter diktafonen på min telefon og begynder at stille ham spørgsmål.

Anton: Fortæl lidt om dig selv. Hvad er du for en person?

Rama Bhadra Priya: Jeg hedder Rama Bhadra Priya Dasa. Jeg kommer fra Sydindien. Mere specifikt fra Karnataka. Jeg blev født og gik i skole i byen Belgaum.

A: Hvad er din forbindelse til Chowpatty-templet? 

R: ISKON Belgaum er en slags udvidelse af Chowpatty-templet. I første omgang udvidede Chowpattys prædiken sig langsomt og nåede til Belgaum. I dag har vi et fuldgyldigt ISKCON-center og -tempel. For 30 år siden tog hengivne fra Chowpatty rundt i hele Maharastra og endda til Karnataka og Goa. Så på denne måde er vi tilknyttede Chowpatty.

A: Hvordan startede dit liv som Hare Krishna-munk?

R: Jeg tror ikke, det var noget valg. Det kom ligesom til mig. Da jeg var civilingeniør, havde jeg visse spørgsmål til livet. Min mor var en from kvinde. Somme tider tog vi til åndelige foredrag med hellige personer. Jeg lyttede til, hvad der blev sagt, men jeg var aldrig rigtig tilfreds med den filosofi, de præsenterede. Jeg søgte mere specifikke svar på mine spørgsmål.

Bagved min hjemby var der en skov. Den var ligesom et militært område. Det var en stor skov med nogle områder med blomster og planter. Her plejede jeg at gå og overveje mit liv og tænke over livets store spørgsmål. En af mine naboer, en ældre herre, havde en god kone og en 3-årig datter. Konen syntes godt om mig og kom altid for at se mig. En dag, da jeg kom hjem fra mit studie, fik jeg at vide, at manden var død i en ulykke. Jeg var chokeret. Jeg så ham som en åndelig vejleder i mit liv. Han var involveret i en alvorlig ulykke. Jeg gik ind i deres hus og så hans livløse krop. Om aftenen tog jeg datteren med ud at gå en tur. Hun forstod ikke rigtig, hvad der var sket. Hun var sikker på, at han ville vågne igen. Næste dag blev kroppen kremeret, og hun så aldrig sin far igen. Jeg så, at hun havde en sten i haven. Her ofrede hun blomster og bad om at få sin far igen.

Hvad der fascinerede mig, var, hvordan dette barn kunne forstå, at Gud findes.

Jeg havde et par kammerater, jeg plejede at diskutere filosofi med. Jeg plejede også at besøge ISKCON-templet sammen med dem. En af kammeraternes storebror havde et eksemplar af Bhagavad-gita, og han kunne godt lide at diskutere filosofien.

Jeg arbejdede på det tidspunkt for et firma og var vendt tilbage til Belgaum. Han fortalte mig, der var en helgen (sadhu), der var kommet for at give foredrag i templet. Det var en amerikansk swami. Jeg tænkte straks: ”En amerikansk swami?” Men jeg endte med at tage med. Det var et foredrag om Ratha Yatra af HH Radhanatha Swami Maharaja. Jeg læste mange bøger om spiritualitet og besøgte forskellige spirituelle centre. Men det her foredrag kunne jeg ikke glemme.

A: Hvad er kvalifikationerne for at blive brahmacari i Indien?

R: HH Bhakti Rasamrita Swami Maharaja var tempelpræsident dengang. Det var anden gang, jeg kom på besøg fra Belgaum. Jeg kom for at høre denne sadhu tale på et kollegie. Jeg tog med ham tilbage til templet og stillede ham nogle spørgsmål. Og så besluttede jeg mig for at tilslutte mig de hengivne munke. Jeg tog hjem, og jeg ringede til ham. Jeg spurgte, om jeg kunne blive en del af templet. Han svarede, at det kunne jeg godt. I bund og grund var der ingen kvalifikationer dengang. I dag er det meget anderledes. Som minimum skal man være tilsluttet en ungdomsgruppe for at blive brahmacari. Man skal også helst have en universitetsuddannelse og arbejdserfaring.

A: Hvordan reagerede din familie, da du blev brahmacari?

R: Så vidt jeg husker fra min barndom, var jeg lidt af en enspænder. Jeg havde ikke meget at gøre med hverken min far eller min mor. Jeg var heller ikke så knyttet til dem. Jeg var lidt i min egen verden. Det var faktisk min tante, der plejede at tage sig af mig. Hun gav mig mad og tog sig af mig. Så jeg var ikke så tilknyttet ydre omstændigheder. Altid en slags enspænder. Engang fortalte jeg min far, at jeg ville forsøge mig som munk. Han sagde ikke så meget. Men alligevel var han ret chokeret, da jeg pakkede mine ting og flyttede til asramaen.

 Min mor var ret påvirket af situationen. Hun kom jævnligt og bad mig om at komme hjem. Hun begyndte langsomt at deltage i yatraen, men for det meste med intentionen af få mig med hjem igen og få mig gift. Situationen ændrede sig, og jeg tog på rejsende bogdistribution i tre måneder. På den måde havde hun ikke muligheden for at få indflydelse på mit valg.

A: Hvordan er forbindelsen til din familie i dag?

R: I dag er forbindelsen langt bedre og meget dybere. Meget bedre end i min barndom i hvert fald. Min mor forlod denne verden for næsten ti år siden. Min far gik bort sidste år. Efter jeg tilsluttede mig templet, blev jeg langt mere moden igennem åndeligt liv. Således blev det nemmere for dem at acceptere mig. Jeg plejede at tage dem med på pilgrimsrejse til hellige steder som Mayapur osv.

Størstedelen af min tid som brahmacari har jeg brugt fra 2003 til 2013 i Bangalore med at gøre tjeneste. Jeg arbejdede med retssager. Så når jeg kom tilbage til Belgaum, besøgte jeg altid min familie. Det styrkede virkelig vores forhold.

A: Hvad tror du, forskellen er på at praktisere Krishnabevidsthed i Danmark og i Indien?

R: Jeg tror, der er stor forskel. På trods af teknologi, smartphones og internettet er kulturen bevaret i Indien. Kulturen degraderes langsomt, men den er her stadig, og den åndelige atmosfære er her stadig. Det er mere kraftfuldt at praktisere Krishnabevidsthed i Indien. Munkelivet er utrolig gavnligt i Indien. Man kan godt praktisere i Vesten, men, med al respekt, så er der visse udfordringer. Sammenlignet er det bare mere kraftfuldt i Indien.

A: Hvad er din primære tjeneste i Krishnabevidsthed?

R: Jeg havde faktisk aldrig troet, af det her ville blive min tjeneste. Jeg havde troet, at jeg skulle forblive i templet. Bare praktisere åndeligt liv og udføre simpel tjeneste. Men inden for få måneder blev jeg overleveret en stor mængde jurasager. Jeg fik at vide, at jeg skulle have med de offentlige myndigheder at gøre. Jeg fik at vide, at jeg skulle skaffe tilladelsen til at købe en stor grund til et landbrugsprojekt. Dette var min primære tjeneste. Jeg var sammenlagt kun på bogdistribution i tre måneder. Efter det havde jeg med de offentlige myndigheder  at gøre i to år. Det var også juridisk tjeneste, men havde ikke så meget med retssager at gøre. Fra 2005 til 2014 behandlede jeg sager i forbindelse med ISKCON i Bangalore. Jeg gik i retten og til advokater. Jeg assisterede Devamrita Prabhu. Han står for retssager i ISKCON Indien. Efter en stor sag var mit helbred meget dårligt. Jeg fik tuberkulose, så jeg tog til Bhaktivedanta-hospitalet i Mumbai. Her genvandt jeg mit helbred og vendte hjem til Belgaum.

Jeg har altid haft en stor interesse i Bha-gavad-gita. Jeg studerede mest for mig selv, men færdiggjorde bhakti-sastri i 2010. I 2014 – 2015 begyndte jeg at organisere og undervise bhakti-sastri-kurser.

I 2015 til 2021 behandlede jeg retssager samtidig med, at jeg underviste. Efter at have afsluttet alle retssager i 2021 følte jeg, at jeg trængte til en pause for at kunne undervise og studere mere. Så siden 2021 har jeg undervist i bhakti-sastri-kurser. Jeg har også undervist i andre kurser fra andre acaryaer. Jeg prøver at dykke dybere ned i Srimad-Bhagavatam og Bhagavad-gita. Jeg studerer også lidt sanskrit.

A: Har du en yndlingsaktivitet inden for åndeligt liv?

R: For nyligt lavede jeg et kursus i japa-meditation om, hvordan man reciterer uden forseelser. Nama aparadha. Jeg er kommet frem til, at hvis vi reciterer med fuld opmærksomhed, er vi mere tilbøjelige til at opnå smag for det hellige navn. Nama ruci. Og så kan vi gøre tjeneste til det hellige navn. Nama seva. Nama seva betyder at prædike og udbrede det hellige navn. Prædiken vil ske helt automatisk, når man selv har fået smagen. Det vil også føre til naturlig forståelse af skrifterne. Det, synes jeg, er det allervigtigste. Nama ruci jiva daya sarva dharmasa.

A: Hvad er din bedste eller vildeste oplevelse i ISKCON?

R: Jeg var alene, og jeg var syg. Jeg var bogstavelig talt så syg, at jeg lå på en måtte på gulvet i 20 dage. Når jeg skulle på toilettet, måtte jeg kravle på gulvet. Vores hovedkok var syg, så jeg kunne heller ikke rigtig få noget ordenligt at spise.

Jeg havde stadig juridisk arbejde, der skulle ordnes midt på dagen. Så når jeg kom tilbage fra min tjeneste, måtte jeg sige mine runder sent om aftenen. Det var virkelig en kamp. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle stille op. En dag kom jeg en lille smule tidligt op. Jeg var ret inspireret. Så jeg tænkte ved mig selv, lad mig tage til templet og recitere mine runder. Jeg kunne høre, at der var Bhagavatam-klasse, og jeg satte mig for at lytte. Nrsimha Ananda Prabhu gav klassen. Jeg kunne praktisk taget ikke sidde op. Min bevidsthed var så sløret, at jeg ikke kunne lytte ordentligt. Men jeg var til stede i min daværende tilstand og forsøgte at fokusere på klassen.

I klassen fortalte han en historie om, hvordan Krishna tager Sig af Sine hengivne. I historien er der to hengivne, der vandrer på en strand. De efterlader to sæt fodspor i sandet, men pludselig er der kun et sæt fodspor tilbage, for Krishna bærer den ene hengivne. Når hengivne virkelig er i knibe, bærer Krishna dem. Lige da jeg hørte dette, blev jeg klar i min bevidsthed, og pludselig havde jeg masser af energi.

Jeg talte med Nrsimha Ananda Prabhu, og han var på vej til Mysore. På mystisk vis blev jeg inspireret, og jeg endte med at rejse med ham.

En anden gang var mine ben fyldte med pus fra et slemt udslæt. Jeg var nødt til at skifte dhoti tre gange om dagen. Jeg var på vej i retten og kunne virkelig ikke holde det ud længere. Jeg tog hen til templet for at bede. Bagefter tog jeg hen til en asrama. Der fik jeg fat i et eksemplar af Back to Godhead Magazine. Her var der en artikel, hvor Srila Prabhupada bliver spurgt om, hvorfor hengivne til tider går igennem store lidelser. Prabhupadas svar slog mig virkelig. Han svarede, at i materielt liv lider folk fra deres tidligere karma. De praktiserer ikke åndeligt liv. Derfor vil deres lidelse fortsætte liv efter liv. Men en hengiven finder trøst i Krishna, for hans lidelse stopper efter dette liv. Han bør derfor tolerere lidelsen og finde trøst i Krishna. Prabhupadas udsagn var vældig inspirerende og holdt mig kørende på trods af mit dårlige helbred. Jeg indså, at selv om hengivne er ved dårligt helbred, kan det være en velsignelse. Hvis de ikke led, ville de være tilbøjelige til at nyde sanserne og gå glip af at blive renset.

Nogle år efter, da jeg var ved godt helbred, kunne jeg se, at jeg var mere sårbar over for mayas illusoriske energi, eftersom det var lettere at nyde sanserne. Da jeg kæmpede med mit helbred, var det lettere at tage beskyttelse hos Herren.

A: Hvis du var på en øde ø, hvilke tre ting ville du tage med?

R: Jeg har aldrig oplevet så ekstrem en situation. Men hvis det skete, ville jeg medbringe min bedekæde, noget vand og som den tredje ting noget frugt. Vand og frugt, så jeg kunne recitere Hare Krishna længe nok til at huske på Krishna og vende hjem til den åndelige verden.