INTERVIEW MED KESAVA PRIYA

Af Dandaniti Devi Dasi og Lalitanatha Dasa

Kesava Priya (eller Kamsari, som hun først blev initieret som) har været hengiven i over 40 år. I serien om ISKCON’s Danmarkshistorie interviewede vi hende den 15. august 2023 for at høre om hendes oplevelser som den første kvindelige hengivne i templet på Korfuvej på Amager, hvor hun flyttede ind i sommeren 1980. Hun fik lov til at fortælle frit fra leveren.

Kesava Priya: Jeg var lige kommet tilbage til København fra seks måneder på Askov højskole, hvor jeg havde haft yoga med en indisk lærer. Han var rigtig dygtig og havde sagt til os elever, at hvis vi ville se sjælen, måtte vi lære at beherske vores sanser. Hvis vi ville lære barmhjertighed, måtte vi udvikle ydmyghed. Så jeg var allerede begyndt at praktisere noget og havde også smidt de fleste af mine ting ud ovre på Askov højskole.

Jeg havde haft forskellige fag for at forberede mig til journalisthøjskolen. Men jeg havde sagt til min litteraturlærer, der hed Finn Thrane, at jeg kun ville have litteratur, der var positiv. Han svarede, at det findes ikke. Så sagde jeg, at jeg ikke ville have litteratur mere. Derefter havde jeg filosofi, men min filosofilærer var altid fuld. Det gad jeg heller ikke se på og gik ned på kontoret, hvor jeg sagde, at jeg skulle være der i et halvt år, og jeg ville bare gerne have yoga seks timer om dagen. De svarede, at det kunne ikke lade sig gøre. Jeg sagde, at så måtte jeg hellere holde op, for det var det, jeg skulle med mit liv. Det endte med, at jeg fik lov til at blive derovre og have de yoga-timer. Jeg stod på hovedet og lavede åndedrætsøvelser og så det hvide lys og blev kaldt filosoffen på skolen.

Nu ledte jeg efter et sted, hvor jeg kunne være sammen med nogle oprigtige mennesker. Jeg boede i et kollektiv ude i Høje Taastrup, hvor jeg lavede åndedrætsøvelser fra klokken 3 til klokken 7 om morgenen. Jeg arbejdede i en børnehave og var blevet optaget på Journalisthøjskolen i Århus, hvilket jeg glædede mig til at starte på. Men jeg følte alligevel, at der manglede noget.

En dag i juni måned i 1980 gik jeg inde på Strøget, hvor jeg mødte fem brahmacarier på harinama. Jeg kan huske, at Janesvara var der. Der var også en sort amerikansk hengiven, der spillede fantastisk på mrdanga, og Aristahe fra Sverige var der.

Jeg blev meget overrasket og satte mig ned og lyttede på dem, mens de sang Hare Krishna. Jeg kan huske, jeg lige havde set et skilt, hvor der stod ”Jesus lever”. ”Det gør han jo nok,” tænkte jeg, for jeg plejede at bede til Jesus, siden jeg var seks år gammel. Men jeg kunne ikke rigtigt relatere til Biblen og måden, de kristne praktiserede på.

Jeg blev til gengæld meget inspireret af de hengivnes entusiasme på harinama, så jeg satte mig ned på Strøget der i solskinnet. De hengivne gik rundt med invitationskort, men de sprang mig over, så jeg greb en af dem i dhotien og spurgte: ”Må jeg ikke også godt få et invitationskort?”

Næste dag ude i mit kollektiv sagde jeg til min kæreste Niller, at jeg ville tage i templet i morgen. Jeg fortalte, at jeg havde mødt nogle interessante mennesker og ville gerne se, hvad det var. Jeg kom ud til Korfuvej til et morgenprogram. Jeg var i en kjole, der var bred som et telt, for jeg kunne godt se, at de var munke, og ville ikke være til nogen forstyrrelse.

Jeg kom under gurupuja. De løb frem og tilbage, og jeg løb bagefter dem, kan jeg huske. Jeg købte Bhagavad-gita og grammofonpladen The Goddess of Fortune. De syntes, det var rigtig fint, at en kvinde kom og besøgte dem, og spurgte, om jeg ville lave en tulasi-kjole af et stykke stof, de havde. Jeg var ikke særlig god til at sy, men de spurgte alligevel, om jeg ville sy en kjole til deres plante. Det sagde jeg bare ja til, så jeg kom hjem til Høje Taastrup med dette stykke stof. Om aftenen og hele natten igennem sad jeg så og lyttede til Goddess of Fortune og syede et lille tulasi-skørt.

Næste dag kom jeg tilbage med skørtet. Jeg kan huske, at de ville alle gerne fortælle mig noget om filosofien. Jeg kan ikke huske, hvem der kom og snakkede med mig, men så tog Janesvara mig ind på sit kontor og fortalte mig, at det ikke var så godt, at jeg talte med alle disse prabhuer. Han sagde, at mænd og kvinder skal ikke tale sammen. Jeg tænkte, at det skulle han have sagt til dem, for det var ikke mig, der var kommet hen til dem. Men jeg var bare på besøg, så da han sagde dette, gav jeg ham et stort klap på skulderen og sagde: ”Det der med mænd og kvinder, det gider jeg virkelig ikke længere.”

Han var meget ydmyg, rolig, stille og genert, så han sprang om bag bordet og fortsatte med at forklare mig nogle af de vediske principper. Det syntes, jeg var fint, men jeg syntes alligevel, han skulle have sagt det til mændene.

Jeg kom hjem til kollektivet med Bhagavad-gita, som jeg begyndte at læse i. Jeg havde kun læst i den et par dage, så tænkte jeg: ”Det her er sandheden.” Jeg kunne ikke forstå så meget, men jeg læste et vers, hvor Krishna siger: ”Alt arbejde skal udføres for Mig.” Og også: ”Jeg er kilden til alle åndelige og materielle verdener.” Jeg læste, at man skal gøre hengiven tjeneste og have en åndelig mester.

Ld: Det var den engelske udgave, ikke?

Kesava Priya: Jo, den var på engelsk. Jeg tror, det tog tre dage, før jeg havde læst nok i Bhagavad-gita til at beslutte mig. Så sagde jeg til dem alle i kollektivet: ”I må godt dele alle mine ting imellem jer, for jeg skal flytte i templet.” Og jeg havde rigtig mange ting. Jeg var også lige blevet optaget på Journalisthøjskolen i Århus og havde virkelig glædet mig til det, for det var sådant et drømmestudie. Men jeg opgav det hele.

I kollektivet havde jeg også mødt Niels eller Niller, som han blev kaldt, og vi lavede yoga og åndedrætsøvelser i tre timer hver morgen fra 3 til 6. Han ville gerne til Himalaya og lave åndedrætsøvelser, men i mellemtiden mødte jeg de hengivne på Strøget, og jeg var mere tiltrukket til kirtana end åndedrætsøvelser. Så jeg sagde til Niller, at jeg havde besluttet mig for at flytte ind i templet. ”Vil du med?” spurgte jeg. Han sagde nej.

Jeg flyttede så ind i templet. Der var Devamrta Maharaja og Janesvara, der var begyndt at gå ud på sankirtana, eller også havde han været på sankirtana hele tiden. Kesinasa var vores kok, og Premarasa var vist nok tempelpræsident, tror jeg. De var begge fra Frankrig. Jeg var så ny, at jeg ikke rigtig vidste hvem, der havde hvilke ansvar. Premarasa ledte morgenprogrammet, og de få mænd eller prabhuer, der var der såsom Payonidhi og Dasavatara, var altid ude at rejse, så der var kun ham til morgenprogrammet. Han ledte, og så var der mig. Han havde en meget høj stemme og sang meget højt til gurupuja. Jeg har en meget dyb stemme, så han vendte sig om og sagde til mig: ”Kvinder skulle have en høj stemme, og mænd en dyb stemme.” Jeg svarede: ”Hvad kan jeg gøre?”

Når han gav Bhagavatam-klasse, var der kun mig. Han holdt det meget formelt. Jeg kan huske, at nogle gange faldt jeg i søvn. Efter hver klasse ville han annoncere, at i dag skal vi stoppe klassen tidligt, for sankirtana skal tidligt ud. Men sankirtana, det var bare mig.

Da jeg flyttede ind, havde jeg læst i Bhagavad-gita, at man skulle have en åndelig mester, så jeg spurgte, hvor der var sådan en. Jamen, jeg kunne bare tage op til Sverige, for der var der en åndelig mester. Så efter et par uger tog jeg op til Korsnäs. Jeg kan huske på vejen derop, at jeg tænkte, at så kan jeg fortælle den åndelige mester nogle ting, han kan fortælle mig nogle ting, og vi kan udveksle vores idéer. Jeg kom ind i tempelrummet under gurupuja, og da jeg så Harikesa, begyndte jeg at græde, og jeg tænkte, at han ved så meget mere end mig, og jeg må hellere bare tie stille. Herefter gav han et meget fint foredrag. Under foredraget sagde han et eller andet med, at alle mænd og kvinder skal giftes. Jeg rakte hånden op og sagde, at jeg ønsker kun at lære at elske Krishna. Han svarede, at det var selvfølgelig en fin mentalitet, men ifølge Vedaerne skal alle giftes. ”Og hvis du bliver gift i fremtiden, kan du forblive brahmacarini inden for dit ægteskab.”

På Korsnäs efter den første klasse spurgte jeg også, om jeg kunne blive initieret. Jeg fik at vide, at det tager et år. Det, syntes jeg var underligt, for man skal jo initieres. Men næste dag gav Harikesa et foredrag, hvor han sagde, at den virkelige initiering foregår igennem hjertet. Så var jeg mere rolig. Og han talte meget om bogdistribution og sankirtana, så jeg tænkte, at det er det, jeg skal, selv om jeg ingen ide havde om, hvad det var.

Jeg var på Korsnäs i nogle måneder, hvor jeg lærte at lave blomsterkranse og gjorde noget tjeneste. Så kom jeg tilbage til København. Devamrta Swami arrangerede et papirægteskab mellem mig og en polsk hengiven, så han kunne komme til Danmark. Jeg så ham aldrig, men jeg fortalte mine forældre, at jeg var blevet gift. Jeg kan ikke lige huske, hvordan jeg sagde det. Jeg kan bare huske, at de blev chokerede. Og jeg havde givet alt mit tøj væk. Jeg havde bare syv par underbukser og syv undertrøjer og kom til templet, hvor de gav mig to hvide sarier. Jeg havde en sovepose og sov direkte på gulvet på et tykt gulvtæppe. Jeg boede nede i stueetagen ved siden af tempelrummet. Et par uger efter jeg var kommet hjem fra Sverige, kom mine forældre og besøgte mig. De blev lidt chokerede over, at jeg ingenting havde. Jeg havde ikke engang to stole, de kunne sidde på.

Tilbage i Danmark begyndte jeg at gå ud med bøger. Jeg havde kun læst bogen Perfektion i Stridens Tidsalder på dansk plus Bhagavad-gita på engelsk. Derudover havde vi også et sæt med tre små danske bøger. Jeg kan huske, at jeg distribuerede disse bøger. Jeg tog rigtig mange bøger med mig den første dag, men jeg solgte kun en enkelt. Jeg mødte min filosofilærer fra Askov Højskole, og han købte den lille trilogi. Det var jeg rigtig glad for, men ellers var det den eneste bog, jeg solgte den dag.

Næste dag solgte jeg imidlertid 40 bøger i Ballerup. De havde dog glemt at fortælle mig, hvor meget jeg skulle have pr. bog, så jeg fik kun halvdelen af, hvad jeg skulle have haft. Jeg havde kun fået 10 eller 20 kroner i gennemsnit. Da jeg ringede tilbage til Devamrta Swami, spurgte han, hvor mange bøger jeg havde solgt, og jeg fortalte ham det. ”Fantastisk,” sagde han og spurgte, hvor meget jeg havde fået for dem. Da han hørte, at jeg kun havde fået halvdelen af, hvad jeg skulle, udbrød han: ”Hvad?” Så fortalte jeg, at jeg også havde fået en donation fra min mor. Så var alting fint, og jeg kom hjem igen.

Historien om donationen fra min mor var, at jeg var taget forbi mine forældre på vejen hjem, og min mor havde givet mig 400 kroner til en frisør. Brahmacarierne havde nemlig givet mig badetid om morgenen fra 3 til 3.15, og jeg fik at vide, at man skulle bade i koldt vand. Når jeg vaskede mit hår, gik det rigtig hurtigt, fordi vandet var så koldt, så efter nogle uger var mit hår blevet totalt filtret, og jeg kunne ikke rede det mere. Derfor gav min mor mig penge til en frisør, da jeg besøgte dem. Jeg ved i det hele taget ikke, hvad de tænkte om mig efter mit besøg. Ikke bare var mit hår uredt, men jeg havde glemt at tage tilakken af, og jeg var i et par smækbukser på størrelse 44, tror jeg. Jeg havde jo givet alt mit tøj væk, så brahmacarierne havde sagt: ”Det er ikke noget problem. Du går bare ned i kælderen. Der er der en kæmpekasse med alt. Vi har en masse ekstra tøj.” Jeg fandt så de der kæmpe smækbukser, som jeg gik rundt i.

Jeg var lidt ensom, for brahmacarierne og Devamrta Swami boede jo oppe på førstesalen. Jeg var nede i stuen, så når jeg kom hjem fra sankirtana, ville Devamrta altid råbe: ”Hvor mange bøger?” Jeg ville sige ”20 bøger,” og han sagde ”Haribol, haribol.” De havde efterladt syv purier og en halv liter mælk til mig. Mælken skulle jeg drikke, så jeg kunne få noget mere intelligens.

Min tjeneste om morgenen var at lave kichari. Det var det eneste, jeg kunne, for det havde Kesinasa og Premarasa lært mig. De var der i øvrigt ikke så lang tid. En dag, da alle andre var ude at rejse, var de ude på Grønttorvet for at købe grøntsager. På vejen tilbage fik de øje på en cykel, der lå hengemt, og lånte den lige hjem til templet for at bære alle grøntsagerne. Det så nogle politifolk imidlertid, og de blev taget. Jeg vågnede næste morgen, og der var ingen til mangala-arati. Der var helt tomt. Så ringede telefonen. Det var Devamrta Swami, der spurgte, hvordan alt gik. Jeg svarede, at jeg vidste det ikke, men jeg var den eneste, der var der. ”Hvad?” sagde han. I samme øjeblik åbnede hoveddøren, og Kesinasa og Premarasa kom ind ad døren med politiet efter sig. Jeg sagde til Devamrta Swami: ”Nu er de kommet, men de har også politiet med sig.” Han sagde igen: ”Hvad?” og lagde røret på. På den måde blev de deporteret hjem til Frankrig.

En søndag fik jeg at vide af Devamrta Swami, at jeg skulle lave søndagsfesten, for brahmacarierne skulle hvile sig efter at have været ude på rejsende sankirtana. Jeg sagde til ham, at det vidste jeg ikke, hvordan man gjorde. Jeg kunne kun lave kichari. Han svarede, at jeg kunne læse i kogebogen, hvordan man gør det. Så jeg gik i køkkenet, åbnede kogebogen og gik i gang med at lave khir eller sødris. Før gæsterne kom, kiggede Devamrta Swami ud til mig og spurgte, hvordan det gik. Jeg svarede, at sødrisen var parat. ”Er det alt?” spurgte han. Så løb han op og hentede alle de andre, og de kom ned i køkkenet og hjalp til.

Jeg var lidt ensom, for det var jo et brahmacari-tempel, så en dag gik jeg op til Devamrta Swami på hans kontor og spurgte, om jeg måtte låne hans Bhagavatam-sæt. Han sagde nej. Så begyndte jeg at græde og gik ned ad trappen. Han kom løbende efter mig. ”Du kan låne alle mine bøger, hvis du bare holder op med at græde.”

Vi havde ugentlige sankirtana-møder med Devamrta Swami om, hvordan man distribuerer bøger. Han tog engang ud i Ikea og så, hvordan jeg distribuerede ude på parkeringspladsen ved at løbe fra bil til bil. Så viste han, hvordan man skal gøre det. Han ville også inspirere mig ved at sige, at jeg skulle slå brahmacarierne, og han ville inspirere dem ved at sige, at de skulle slå mig.

Som det næste kom jeg op til Norge hos Ravi og Lilasakti. (Fortsættes i næste nummer)