INTERVIEW MED KAMSAHANTA PRABHU

Af Lalitanatha Dasa

Den 8. februar 2025 interviewede Dandaniti og jeg Kamsahanta Prabhu. Han er født i 1962 i Aalborg og voksede op der. Efter 10. klasse var han skoletræt, så hans far, der arbejdede på Aalborg Værft, skaffede ham en læreplads som rørsmed der.

Han var ivrig sportsudøver (cricket og boksning) og legede også med yoga og meditation og læste bøger om Østerlandsk spiritualitet, dog uden at være egentlig religiøs.

Hans første kontakt med Krishnabevidsthed var gennem Prabhupadas Bhagavad-gita, som han fik af en ven omkring 1983. På det tidspunkt var han meget utilfreds med sit liv og søgende, så Bhagavad-gita gik lige ind ”med et kanonbrag”. Han skrev efterfølgende til templet i København og fik tilsendt et par bøger mere. Kort efter flyttede han ind i templet.

LD: Fortæl om din oplevelse af ISKCON, da du kom.

Kamsahanta: Jeg kom til templet i København den 28. februar 1984. Men mit første møde med hengivne var i december 1983, hvor jeg traf Jahnu på gaden. Han blokerede vejen for mig for at sælge mig Bhagavad-gita. Jeg havde dog allerede fået den af en ven og var begyndt at læse den …

LD: Var det på gågaden i Aalborg?

KD: Ja, på Bredegade. Jeg husker det meget tydeligt. Jahnu stak mig bogen. Jeg havde ikke ret mange penge på mig, men gav, hvad jeg havde. Han stak sin betydelige næse helt ned i min pung for at se, hvad jeg havde. Han var ret fræk, men jeg havde virkelig ikke mere. Jeg sagde, at jeg ville hæve noget mere i en automat. Det troede han ikke på, men jeg kom tilbage og stak ham 100 kr. Dengang var det nok til, at jeg fik en ekstra Bhagavad-gita, så jeg fik to Bhagavad-gitaer for 100 kr.

Jeg kom til templet i København, da jeg var færdig med min værnepligt, der var ni måneder dengang. Jeg havde besluttet mig for at gå med i Hare Krishna. Bhagavad-gita havde overbevist mig. Jeg havde også et par andre bøger såsom trilogien med Sri Isopanisad og et uddrag fra Krishnabogen, og jeg havde bestilt et par bøger mere fra templet, vist nok Smagen af en anden verden og Perfektion i stridens tidsalder. Jeg læste bøgerne, og den 28. februar kom jeg ind med 4-toget og mødte op på Soldalen på Østerbro. Jeg ringede på, og Payonidhi åbnede døren. Jeg mener, han sagde noget i retning af: ”Velkommen pilgrim.”

LD: Vidste han, at du ville komme?

KD: Ja, for jeg havde sendt et brev, som Adideva havde læst højt for jer alle. Det var et gammeldags håndskrevet brev, hvor jeg fortalte, at det var min plan at gå med og blive munk. Sådanne breve fik man jo ikke mange af. Der stod i bøgerne, at man kunne korrespondere med sekretæren, så det gjorde jeg. Senere fik jeg brevet tilbage. Desværre har jeg ikke gemt det, hvilket ærgrer mig.

Priyavrata og Jahnu var vist i Indien, da jeg kom. Men Payonidhi boede i templet, og du, Ferdinando og Nikolaj [senere Pranava og Narayana] var alle tre på sankirtana [bogdistribution]. Dasavatara var tempelkommandør, og Devamrta Swami var der plus Pancamukha, Adideva, Kamsari, Manasacandra og Krishnabhakti.

Jeg var der en uge for at tjekke an, om det nu var den ægte vare, sådan som jeg havde læst om det i bøgerne. Hele atmosfæren var overvældende. Man kom ind og blev mødt af dufte og en intens atmosfære. Tempelrummet var nede i kælderen. Det var fuldstændig lydisoleret med hvide tæpper på alle vægge og loft af hensyn til naboerne. Der havde vi vores kirtanaer.

Stemnningen var meget præget af bogdistribution og BBT. Pancamukha oversatte bøger til dansk og Manasacandra og Krishnabhakti til polsk. Alting handlede om bogproduktion og bogdistribution, hvilket gav den meget intense atmosfære. Der var noget kraft.

Efter en uge tog Devamrta Swami mig ind på sit værelse for at se, hvem den nye fyr fra Jylland var. Han havde et par album med alle mulige udklip såsom Satarupa og hendes modelkarriere, forskelligt PR, og hvad der skete i ISKCON. Han bladrede det igennem med mig og så mig an.

Efter min uge i templet kørte jeg enten med dig, Narayana og Pranava plus Adideva, der var sankirtana-leder på det tidspunkt, fordi Priyavrata var i Indien med Jahnu, eller også tog jeg selv tilbage til Aalborg med toget. Men I kom i hvert fald og boede hos mig i min lille lejlighed på Thulevej en uges tid. I vendte mine malerier om, fordi der var erotiske kvinder på dem med bare bryster. I ville ikke have de simplywonderful’er, jeg lavede. Det var jeg lidt skuffet over. Men I var vel brahmacarier og spiste ikke sukker. Men I spiste min kichari, selv om den var lavet med ostekommen.

Jeg kørte med ned til Nytorv i jeres Nissan sankirtana-varevogn. Adideva gav en klasse, så fik vi morgen-prasadam, og derefter blev I sat af. Jeg kørte nok med Adideva tilbage til Thulevej. Efter den uge må jeg være taget med jer tilbage, for nu havde jeg besluttet mig for at flytte i templet og blive brahmacari. Min far overtog min lejlighed, jeg gav mit stereoanlæg til min bror, forærede alle mine andre ting væk osv. Alle broer skulle brændes. Jeg havde besluttet mig for, hvad jeg skulle.

Dasavatara ragede mit skulderlange hår af. Det var en stor oplevelse. Badeværelset var ovenpå med et badekar, hvor vi mænd brusede. Dasavatara kiggede mærkeligt på mig, da jeg tog bad, for jeg havde ikke lært noget om at have gamcha på. Jeg kunne godt se, at han havde en på, men jeg stod, som Vorherre har skabt os. Dasavatara blev lidt anstrengt i ansigtet, men de havde jo ikke fortalt mig noget. Det var lidt sjovt. Men jeg lærte selvfølgelig hurtigt at have en gamcha på, når man bader. Man lærer hurtigt de grundlæggende ting.

Jeg chantede den første uge nede i tempelrummet. Ikke seksten runder til at begynde med, men det kom jeg hurtigt op på. Jeg fik en meget intens erkendelse af, at det var det, jeg ville. Der kom nogle følelser over mig, at jeg forrådte min mor. Hun var helt ude af den, da jeg gik med, og græd i flere dage over det. Men jeg havde besluttet mig, og det accepterede de så også.

Jeg var meget forbavset over en helt ny kultur. De to polske matajier var ligesom skygger på væggen. Kontakt mellem mænd og kvinder var uha da. Jeg talte til dem, men det undgik man ellers helt. Det vænner man sig så til. Kamsari var dog lidt anderledes. Hun var heller ikke polak og ikke helt lige så meget en skygge på væggen.

En del polakker kom og gik igennem vores kontakt til Polen via Devamrta Swami. Jeg husker Suhotra Swami komme på besøg ligesom en ungarsk swami, Bhakti Doyal Swami, nogle få gange. Og selvfølgelig Visnupada. Første gang han kom, sad han nede i templet på vyasasanaen og gav klasse og kirtana med Radha-Madhava osv. Det var en meget stor oplevelse. Han havde karisma. Jeg var meget fascineret og kunne godt mærke, der var sakti der.

Dengang var vi stadigvæk i zone-acarya-tiden, der varede indtil 1986. Visnupada var guruen og gav nogle fantastiske klasser. Han var selvfølgelig også min guru. Jeg blev initieret året efter i 1985 i København. Jeg tror, jeg var den eneste, der blev førstegangsinitieret, eller måske var der en mere. Du, Narayana og Pranava fik brahmana-initiering samtidigt. Jeg kan huske, at da jeg gjorde dandavat til Visnupada, kom jeg til at sige Prabhupadas pranama-mantra. ”Hov, stop,” udbrød han. Jeg kan huske, at Ciranjiva grinte. Jeg var nervøs.

Jeg sponsorerede den første omlægning af gulvet inde der, hvor vi holdt søndagsfest. Det var et godt slidt korkgulv, og jeg gav alt, jeg havde. Jeg tror, det var 17.000 kr. I 1984 var det meget. Jeg gav det hele til templet.

Jeg husker radioen starte i foråret eller tidlig sommer 1984. Den kørte ikke, da jeg kom, men Adideva var ved at bygge studiet. Han startede på den, jeg vil tro i måske marts, april eller maj 84.

Jeg boede vel i templet en måneds tid, inden jeg kom ud på rejsende sankirtana. Dasavatara tog mig med til Hundige allerførste gang for at distribuere bøger. Jeg husker stadig parkeringspladsen, og hvordan jeg solgte tre Bhagavad-gitaer den første dag. Det var en stor oplevelse at gå rundt til folk. På den måde gav han mig den første træning i nogle uger.

På rejsende sankirtana var Priyavrata vores sankirtana-leder. Det var en oplevelse at rejse rundt. Det var jo det, man lavede dengang. Jeg gjorde det i omkring seks år. Vores liv var sankirtana. Vi havde en mission, og alting var præget af bogdistribution. Der var en fantastisk stemning, når vi kom tilbage cirka hver anden weekend. Der var nogle utrolige kirtanaer. De, der ikke var på sankirtana, så frem til, at de sankirtana-hengivne kom tilbage, for der var kraft på grund af den barmhjertighed, vi fik fra bogdistribution. Der var en meget intens atmosfære i templet på det tidspunkt. Det kunne folk også mærke, når de kom.

Priyavrata var her det første år, hvorefter han følte sig brændt ud. Han fortalte, at med de danske hengivne var det som at slå med en gummihammer, der springer tilbage. Alt prellede af på os, sagde han. Jeg var ellers meget glad for Priyavrata. Han var ligesom min storebror. Han var rigtig god, en stor kilde til inspiration. Jeg elskede klasserne, han gav om morgenen, når vi var ude at rejse. Først gav han klasse, så fik vi prasadam. Vi lærte også mange slokaer, som vi skrev ned i versbøger og øvede os på.

Vi havde gode søndagsfester ude på sankirtana. Jeg kan stadigvæk huske et sted ude ved vandet på Priyavratas tid. Vi havde lejet et sommerhus og konkurrerede om at fodre hinanden med først en ordentlig fest og derefter med simplywonderful’er. Narayana kom til at grine under denne konkurrence, og Pranava blev tvangsfodret. I forsøgte også at få fat på mig, men jeg kom frisk fra militæret og min værnepligt, hvor jeg var den hurtigste i en deling på 72 mand. Jeg havde en kanonkondition dengang. Jahnu og Priyavrata forsøgte at fange mig, men jeg spurtede ud i klitterne, og de kunne ikke fange mig. Vi havde det sjovt.

Da Priyavrata efter et år ikke kunne mere, kom Ciranjiva i starten af 1985. Han var med os i Norge og blev sankirtana-leder i en årrække. Jeg så også ham som min storebror og inspirationskilde og havde et godt forhold til ham.

Jeg var på sankirtana i omkring seks år til starten af halvfemserne. Vi var ude mange timer om dagen fra tidligt om formiddagen. Vi var ude seks dage om ugen med lørdag som halv dag. Dengang lukkede butikkerne klokken 13:00 om lørdagen. Vi tog til små steder om lørdagen, fordi der var et ryk der. Alle skulle nå at handle ind inden lukketid.

Det var intenst. Vi distribuerede mange bøger. Jeg var ikke en af de bedste. Jeg solgte 30-40 store bøger om dagen. Jahnu distribuerede rigtig mange ligesom Narayana specielt til at starte med, og du lå også lidt højere. Så havde vi selvfølgelig julemaratonet i Norge, hvor jeg for første gang to gange var oppe at distribuere 108 bøger. Vi var ude i mange timer. Vi gjorde virkelig meget sankirtana.

I 1986 skete der en masse. Devamrta Swami forlod os og tog til New Vrindavana i USA.Vi fik gården i Brørup og startede et tempel i Aarhus. Fra kun at være i København var vi lige pludselig også i Sydjylland og Aarhus. Sankirtana-gruppen blev delt imellem de tre projekter, for al indtægt kom stort set fra sankirtana. Ciranjiva blev tempelpræsident i Aarhus sammen med Narayana, Jay Nrsimha og Mathuresa. I København var det dig, Jahnu og Kamsari med Adideva som tempelpræsident. Kamsari solgte en masse Hong Kong-malerier, så Adideva kunne starte et center inde i Købmagergade på basis af hendes salg. Det center havde vi et stykke tid, indtil Adideva forsvandt. Jeg husker Tamala Krishna Swami give klasse derinde. Vi gav kort ud og distribuerede meget inde på Købmagergade for at få folk ind til centret. Men Købmagergade betød en meget dyr husleje, så vi havde ikke stedet så længe.

Gårdens sankirtana-hengivne var Yadu, Utkala og mig. Dasavatara var tempelpræsident, og hans kone Ayati var der også. Det landbrugsmæssige stod Hadai for. Jeg kan huske en enkelt gang, hvor vi hjalp til i marken, men ellers var vi på sankirtana hele tiden. Jeg ville hellere have været enten i København eller Aarhus, men jeg endte på gården, og det var også fint nok. Jeg havde det OK med Dasavatara.

Os fra gården rejste primært rundt i Syd-jylland og på Fyn. Aarhus holdt sig til det midt- og nordjyske, og I havde København og Sjælland. Det var sådan set meget interessant og en heftig ekspansion, for lige pludselig havde vi tre steder i landet og mødtes engang imellem til festival.

Efter Adideva blev Ciranjiva tempelpræsident i København, og Jahnu overtog Aarhus. I Aarhus havde de et center på Frederiksgade. Ellers foregik det på Septembervej 19 i Hasle, hvor vi havde vores tempel. Der var liv, når alle sankirtana-hengivne kom. Vi havde templet i nogle år med gode minder derfra. Fra centret i Frederiksgade kom Jagadwala. Han kom derefter til gården i 1986. Maharudra kom også på den tid ligesom en hel gruppe fra Thylejren inklusive Trayimaya, Gunamani, Kim Møller, Laksmirupa m.fl. Andre i Aarhus inkluderede Lisbeth og Marco, Michael Shaw og Gamle Ole fra Vejle.

Det første år var jeg den eneste bhakta. Så kom Murali, Jay Nrsimha, Utkala og senere flere. Vi var ret få, da jeg kom, men i 1986 begyndte der med tre projekter at komme flere og flere hengivne. Men vores bredere menighed var ikke stor og slet ikke inderbaseret som nu.