Af Lalitanatha Dasa
Som led i serien om ISKCON Danmarks tidlige historie lavede vi den 20. april 2024 et interview med Jahnu Prabhu, der også var blandt de allerførste danske hengivne i begyndelsen af 1980’erne.
Han bor nu i Mayapur, så interviewet foregik via Skype med ham i bar mave og 40 graders varme, mens vi stadigvæk mærkede de sidste pust af vinterkulden her i Danmark.
Jahnu: I mine unge år var jeg ærkeateist. Siden blev jeg mormon i fem år, men blev smidt ud af kirken, fordi jeg levede sammen med en pige, der hed Tony, uden at være gift. Hun blev mor til mit første barn, Toke. Han var cirka to år gammel i 1982.
En dag bad jeg til Gud og Jesus, om de ikke ville vise mig vejen. Den næste dag kom min veninde hjem med en bog, som hun sagde, hun havde fået af en eller anden mærkelig stodder inde i byen. Det var Perfektion i Stridens Tidsalder, som hun smed hen til mig, for hun vidste, at ’den slags lort’ interesserede mig. Det var en dansk udgave af Science of Self Realization, som Adideva havde oversat. Jeg læste den og blev omvendt på stedet. Jeg vidste, jeg havde fundet Gud og Prabhupada. Jeg var helt oppe at køre.
Der var en adresse i bogen på et eller andet sted ude på Amager. Men da jeg kom derud, var der ikke nogen. Naboen spurgte: ”Kigger du efter de der mærkelige personer? De blev smidt ud, fordi de larmede for meget om morgenen med at synge og slå på tromme.”
Jeg var helt knust. Nu var jeg endelig blevet interesseret i religion, og så var de flyttet.
En uge senere skete der noget vældigt mystisk. Jeg sad i bussen, og så kom der en indisk mand op til mig. Han var ved at stige af bussen og stak et invitationskort i hånden på mig. Det var adressen ude på Knabstrupvej i Brønshøj. Der styrede jeg så ud om søndagen.
Ld: Hvornår var det cirka?
Jahnu: Det har været i foråret 1982.
Ld: Fint.
Jahnu: Adideva åbnede døren og sagde med dyb stemme: ”Vi har ventet på dig.” Jeg var den eneste, der var til søndagsfesten. Jeg tror, det var Ramasraddha eller Pancamukha, der havde lavet fest-prasadam, og jeg var helt i ekstase. Jeg troede, jeg var kommet i himlen. Jeg åd og åd. De blev ved med at fylde på min tallerken, og jeg kunne ikke få nok. Jeg havde aldrig smagt noget så himmelsk, simpelthen.
Jeg blev ved med at komme søndag efter søndag bare for at få den der vidunderlige mad. Jeg kunne forstå, at de var interesserede i, at jeg ligesom skulle blive lidt mere med, men jeg holdt mig tilbage, for jeg syntes, at de var nogle mærkelige nogle.
Det var Ravi, der til sidst fik mig mere involveret. Han overtalte mig til at give alle mine feriepenge til at lave gulvet for inde i Studiestræde til den café, de skulle åbne. Jeg ved ikke, hvad der fik mig til det. Det må have været Krishnas arrangement. Jeg gav alle mine feriepenge, 4.000 kroner. Det var mange penge dengang. Så kunne de lave gulvet, og de fik mig engageret i Studiestræde med at hjælpe med at bygge og senere servere derinde.
Da de hengivne så flyttede fra Knabstrupvej til Køge, sluttede jeg mig officielt til templet. Det har været i sensommeren i august 1982. Jeg flyttede fra kone og barn og alting og blev Hare Krishna.
Ld: Boede du sammen med din kone indtil da?
Jahnu: Vi var blevet skilt, men jeg havde Toke hver weekend. Han var to år på det tidspunkt. Han var engang med inde til søndagsfesten i Studiestræde, og da hans mor kom for at hente ham, ville han ikke med hende. Siden da forbød hun mig at se ham. Det kunne hun ikke holde ud.
Ld: Nej, det er klart.
Jahnu: Jeg blev altså fuldtonet Hare Krishna. Jeg var den femte, der blev initieret. Jeg blev initieret i 1983, da vi stadigvæk boede i Køge. Før mig var Payonidhi og Adideva plus Pancamukha og Kamsari blevet initieret.
Ld: Blev du initieret oppe på Korsnäs?
Jahnu: Nej, det var på gården i Tyskland. Vi kørte derned i en Hiace. Jeg tror, du var med.
Ld: Ja, jeg kom et halvt år efter dig. Jeg flyttede flyttede ind i december 1982.
Jahnu: Jamen, så har du været med, og der blev jeg initieret. Jeg kan huske, at jeg havde skåret tommelfingeren, fordi jeg skulle brække et barberblad op, og det skar sig lige ind i min tommelfinger. Jeg kom på skadestuen og fik en ordentlig forbinding på til min initiering.
Ld: Blev Hadai Odja også initieret ved den lejlighed?
Jahnu: Nej, han blev initieret senere.
Ld: Du var den eneste dansker på det tidspunkt?
Jahnu: Ja, det var jeg. Hvornår blev du initieret?
Ld: I 1984. Jeg tror, det var den 1. maj, eller har det været til Nrsimha-caturdasi? Jeg husker det ikke præcist. Jeg blev initieret oppe på Korsnäs i Sverige.
Jahnu: Det må have været 7-8 måneder efter mig.
Ld: Ja.
Jahnu: Vi boede stadigvæk i Køge, da jeg blev givet navnet Jahnu Dasa. I Køge var jeg mest barnepige for Lilasakti, Ravis kone. De havde vist kun ét barn på det tidspunkt. Jeg kan huske, at jeg var på møntvask og tog mig af barnet.
Ld: De havde faktisk både en søn, Narottama, og datteren Candravali, da vi boede i Køge.
Jahnu: Nå, ok. Efter det gjorde jeg tjeneste i Studiestræde. Der kørte vi ind hver dag. Men så kan jeg huske, at inde i Studiestræde kom sankirtana-holdet jævnligt forbi med Adideva, Pancamukha, Payonidhi og Janesvara, og jeg begyndte at tage ud med dem. Det gik simpelthen strålende.
Jeg husker, at Payonidhi, der hidtil havde han været den bedste bogdistributør, undrede sig lidt over, at en ny bhakta var bedre end ham. Jeg var ikke engang initieret på det tidspunkt, for Payonidhi spurgte Harikesa til en klasse (jeg kan ikke huske, hvor det var): ”Hvordan kan ham der Bhakta Jesper gøre så mange bøger? Han er ikke engang holdt op med at ryge cigaretter?” Jeg plejede at tage mig en lille rygepause imellem bøgerne. Jeg satte mig på en bænk, og der kom Payonidhi og opdagede mig engang.
Harikesa svarede: ”Because he wants it the most.” Det, syntes jeg, var et ret klogt svar. ”Han har det stærkeste ønske.” Det havde jeg virkelig.
Ld: Ja, det må være forklaringen.
Jahnu: Det var ikke noget dybere ønske – bare et ønske om at slå de andre. Det gav mig en vis anseelse og berømmelse.
Ld: Jeg er sikker på, at du også havde medfølelse med de betingede sjæle.
Jahnu: Det tror jeg ikke på. Jeg ville bare af med en bog og så få så mange penge ud af dem som muligt. Jeg tror ikke rigtig, jeg havde forstået vigtigheden af, at vi gav dem åndelig viden, eller havde medlidenhed med, at de led så meget i maya. Det kom først senere.
Fra Køge flyttede vi til Soldalen [på Østerbro i København nær ved Svanemøllen]. I mellemtiden var Devamrta Swami kommet til som tempelpræsident. Det var ham, der flyttede os ind på Soldalen. Ham havde jeg meget omgang med, kan jeg huske. Jeg kan huske, at Devamrta Swami engang, hvor jeg havde vundet julemaratonet og var rigtig stolt over, at jeg havde gjort så mange bøger og samlet så mange penge ind, sendte mig en måned op på gården på Almvik i Sverige og satte mig til at muge bag køerne sammen med Dhruva. Det var nok for at få mig ned på jorden. Det var op klokken to hver morgen med Dhruva og tage mig af køerne. Det var sundt for mig. Det kan jeg godt se nu, men dengang var jeg lidt sur over, at han havde bortvist mig til Sverige.
Han er jo blevet meget blødere på sine ældre dage, men dengang var han meget sarkastisk. Han var filosofisk meget skarp, men han havde sådan en bidende sarkasme og havde det med at gøre grin med én.
På Soldalen tog jeg mig også en overgang af Deiteterne om morgenen, vækkede Dem og lavede arati. Det var de små Gaura-Nitai.
Ld: Kan du huske, hvornår De blev installeret?
Jahnu: Nej, men det var ret kort tid efter, at vi flyttede til Soldalen. De stod nede i kælderen. Tempelrummet var dernede.
Dandaniti: Kan du huske, hvordan tilbedelsen foregik på Soldalen af de små Deiteter?
Jahnu: Jeg havde Dem kun om morgenen. Det var med vækning og give Dem tøj på og ofre morgenmad. Det var regulær Deitets-tilbedelse. Jeg må have været andengangsinitieret der. Det blev jeg i 1984. Jeg tog mig kun af Dem i en måneds tid.
Dernæst kom jeg med ud og rejse med sankirtana-holdet og Janesvara. Det gik virkelig godt. Vi kom hjem hver uge. Jeg er lidt forvirret med hensyn tidspunkterne, for jeg kan huske, at jeg startede med at distribuere bøger, da jeg stadigvæk var ny bhakta. Det var under Ravi, hvor jeg gik ud inde fra Studiestræde og solgte bøger derfra.
Ld: Det kan ikke have været ret meget, at du var ude at rejse med Janesvara. Jeg rejste med Janesvara, Adideva og Pancamukha, og jeg mener også Kim Østergård var der. Payonidhi var ikke med, og jeg husker heller ikke, at du var der. Var du ikke oppe i Sverige og rejste med Yasoda-dulal i en periode på det tidspunkt?
Jahnu: Jo, det er rigtigt.
Ld: Da Janesvara så holdt, kom Priyavrata ned og blev vores sankirtana-leder. Der kom du med, og så blev det Priyavrata, dig og mig plus Narayana og lidt senere også Pranava. På den måde rejste vi rundt sammen i et års tid.
Jahnu: Jeg kan huske, at for mig var det simpelthen bare om at slå Narayana. Det var min eneste tanke.
Ld: Jeg kunne ikke følge med jer.
Jahnu: Nej, du gjorde ikke så mange bøger, som vi gjorde. Narayana gjorde også rigtig mange bøger. Det var fantastisk. Men han fik ikke så mange penge for dem, som jeg gjorde.
Vi distribuerede Bhagavad-gita. Jeg var den første til at gøre 100 Bhagavad-gita på én dag til dobbelt BBT-pris. Det var i Jylland et sted.
Ld: Hvor meget var BBT-prisen? Hvad fik vi for dem?
Jahnu: BBT-prisen var 20 kroner, og vi skulle have 40 kr. for dem i gennemsnit, hvilket jeg fik. Priyavrata var rigtig god. Han trænede os op. Vi skulle lære to vers fra Bhagavad-gita om ugen.
Ld: Det har så været i 1984, at vi distribuerede bøger med Priyavrata, ikke sandt? Vi lå konstant og kørte rundt i hele Danmark. Kan du huske den Datsun, vi kørte i? Den var helt ny, da vi fik den. Der gik et år, så var den et vrag. Vi var virkelig hårde ved den.
Jahnu: Derefter fik vi en Hiace.
Ld: Var du også med oppe i Oslo i december 1984.
Jahnu: Ja. Der eksploderede vi helt. Vi havde aldrig gjort så mange bøger før. Nordmændene havde jo lige fundet olie. De havde totalt mange penge, og nordmænd er jo ret venlige af natur.
Ld: Vi var også i Oslo i december 1985, ikke?
Jahnu: Jo
Ld: Den første gang havde vi ikke noget sted at bo. Der var ikke noget tempel i Oslo dengang.
Jahnu: Ja, vi gik i bad i svømmehallen hver dag. Jeg ved ikke, hvor vi boede.
Ld: Jeg mener, vi en overgang boede hos en inder. Han var grøntsagshandler og hed Sashi. Vi har nok også lejet os ind på vandrehjem. Jeg kan ikke huske det.
Jahnu: Jeg kan heller ikke huske det. Jeg er blevet gammel.
Ld: Med hensyn til det andet marathon oppe i Oslo, hvor vi boede i et hus i Stabek, var vi 25 eller måske 30 hengivne sammen. Jeg kan huske, at du slog rekord med 250 eller 256 bøger en dag. Det var vores hidtil bedste danske distribution.
Jahnu: Jeg kan ikke huske, at vi var så mange …
Ld: Jo, det var vi.
Jahnu: … men jeg kan godt huske, at det var min bedste dag med 250 bøger. Det gik rigtig godt i Norge dengang. Var det med Priyavrata?
Ld: Nej, det andet år (december 1985) var med Ciranjiva. Priyavrata sluttede efter et år, og så kom Ciranjiva og blev sankirtana-leder i begyndelsen af 1985. Rejste du også med ham?
Jahnu: Ja. Jeg levede fem år som brahmacari fra 1982 til 1987, og der var jeg på rejsende sankirtana (bogdistribution). Så blev jeg gift med Labangalatika i 1987, og så holdt sankirtana op. Efter nogen tid flyttede vi til Aarhus, hvor vi bestyrede templet, som Ciranjiva havde lejet på Septembervej i Hasle. Der var vi i nogle år, kan jeg huske. Derefter flyttede vi til Frederiksberg, hvor templet nu lå på Kgs. Tværvej på Frederiksberg, og vi boede ovre på den anden side af gaden. Vi havde en lejlighed der.
Ld: En sidste ting. Da du læste interviewet, som vi bragte tidligere i Nyt fra Hare Krishna med Ciranjiva (februar-marts 2024), kommenterede du noget med Ciranjiva og radioen. Kan vi få din side af historien?
Jahnu: Ja. Adideva stod for Radio Krishna på Soldalen. Så holdt han op, eller snarere forsøgte han at kapre Radio Krishna og overtage den. Han havde fikset et falsk medlemsmøde og fået radioen skrevet over i sit eget navn. Det var, hvad der var sket. Ciranjiva mente, at vi ikke behøvede Radio Krishna, men det kunne jeg ikke finde mig i, så stik imod alles ordre tog jeg ind på rådhuset i København, hvor jeg fortalte dem, at Adidevas bestyrelse var fiktiv. De troede på mig, og jeg fik Radio Krishna tilbage til ISKCON. Det var mig, der gjorde det.
På Kgs. Tværvej begyndte jeg så at lave Radio Krishna med Yadu. Det fortsatte jeg med, da jeg blev gift, og da vi flyttede til Århus, startede jeg Radio Krishna i Århus.
Ld: Tak skal du have.