Af Dandaniti Devi Dasi

Gitavali Devi Dasi har sammen med sin mand Sivananda Dasa været hengivne og medlemmer af ISKCON Danmark siden 1988. Begge er disciple af Smita Krishna Swami.

Vi besøgte dem i deres hjem i Hadsund i slutningen af maj 2025, hvor jeg talte med hende om hendes liv i Krishnabevidsthed.

Gitavali ’voksede op på stenbroen’, som hun siger det, først på Amager og senere Nørrebro og Vesterbro. Som ung flyttede hun en periode væk fra København til Kalundborg, men vendte tilbage til Hvidovre, hvor hun mødte sin mand, Sivananda.

I 1987 flyttede parret samt deres på det tidspunkt to børn til et hus på Fyn, hvor de udviklede seriøs interesse for Krishnabevidsthed og også fik deres første besøg af hengivne. Jeg bad hende fortælle, hvordan hun først kom i kontakt med Krishnabevidsthed.

Gitavali: Det var egentlig Sivananda, der var ret interesseret i mahamantraet og filosofien, men jeg var også fyr og flamme på det. Vi havde købt et lille landmandssted i 1987, et husmandssted, på Fyn. Vi fik nogle bøger om Krishna, og jeg gik i gang med at læse dem og blev meget inspireret.

Jeg så, at der var et telefonnummer til templet i bøgerne, så jeg ringede for at bestille nogle plakater. De sagde: ”Vi har et sankirtana-hold, der skal af sted.” ”Hvad er det for noget?” ”Det er nogle, der sælger bøger. Kan de komme forbi?” ”Ja, det kan de sagtens.” Og det gjorde de så.

Ddd: Kom de og boede hos jer med det samme?

Gitavali: Nej, de kom bare forbi. Det var en hel vogn fyldt med sankirtana-hengivne.

Ddd: Ved du, hvem du talte med i telefonen?

Gitavali: Nej, det kan jeg ikke huske. Men i hvert fald fortalte de os om en gård i Brørup: ”Der skal I bare tage over.” Jeg fik adresse og det hele. Jeg ved ikke, om det allerede var samme weekend derefter, men vi mødte op til søndagsfest, og de blev helt overrasket over at se os. Vi blev bare så inspireret af de hengivne, der var der, og begyndte at komme der jævnligt.

Det endte med, at vi stillede en skurvogn derover, vi kunne bo i. Flere forskellige hengivne boede der. Der var Gunamani og Trayimaya med deres børn. Det var jo rigtig fint, da vi selv havde to børn, og ventede et mere senere hen. Parodoya og Abhisayika kom også for at bo der med et barn, så det var jo et helt familieforetagende. Hadai havde også to drenge.

Så var der Pancamukha og Manasacandra. Manasacandra var virkelig fin. Hun lavede mad og instruerede mig i rigtig mange ting. Jeg var meget inspireret af hende.

Det lå i luften, at man skulle have en åndelig mester. Og næsten alle dengang var disciple af Harikesa Swami. Han var nærmest zone-acarya.

Ddd: Det var skiftet lidt på det tidspunkt, men han var GBC-sekretær og guru for de fleste …

Gitavali: Jeg blev faktisk meget inspireret af at lytte til hans klasser, og når man var sammen med de andre hengivne, talte vi om Harikesa. Jeg troede faktisk først, at Harikesa skulle være min åndelige mester. Jeg havde godt nok ikke kontaktet ham eller sagde hans pranama-mantra, men jeg var sikker på, at det var ham. Men Sivananda vidste ikke rigtig, hvad han ville. Han havde flere, han var meget inspireret af.

Så kom Smita Krishna Swami på besøg på gården. Jeg syntes selvfølgelig, han var fin. Og så tog vi tilbage til vores fynske hus, som vi stadigvæk havde. Hvorfor, kan jeg ikke lige sige, men han kom og besøgte os. Det var sommer, og det hele var så euforiserende. Ovre på den anden side af vejen var der en ko, der var gået over tiden. Hun ville ikke kælve. Men da Maharaja kom, begyndte hun at kælve med det samme. Jeg tænkte, det var så kærlighedsfyldt, det hele, og følte faktisk, at han rørte mit hjerte. Han gjorde eller sagde ikke noget specielt, men det var den følelse, jeg fik. Da han gik ud af døren, sagde jeg til min mand, at jeg havde mødt min åndelige mester. Det var ret stort.

Vi blev ved med at komme ovre på gården. Det var en dejlig tid i Brørup. Så kom Bauneholm, og gården i Brørup blev solgt. Gunamani og Trayimaya flyttede til Bauneholm, men vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle. Jeg husker ikke, om vi allerede havde været på Almvik, eller først skulle det nu. Da vi kom op på Almvik, tænkte vi, at der er så vidunderligt her, at det er det bedste, vi kan give vores børn og os. Selv vores åndelige mester boede også deroppe. Så skulle han bygge hus, og Sivananda skulle hjælpe med det.

Der var faktisk en del år, hvor vi var deroppe, men tog hjem og var i Danmark, når det var koldt, og tog så derop igen.

Ddd: I havde stadigvæk jeres sted på Fyn?

Gitavali: Ja. Men der kom en dag, hvor vi tænkte, at nu skal vi bare blive på Almvik. Det gjorde vi så. Man boede ret primitivt i huse, hvor der ikke var toilet, og små børn, der løb på fællestoiletterne. Men vi kunne det. Det hele var så inspirerende, så alle de ting betød slet intet. Tiden gik jo stærkt. Man havde tjenester. Der var vores åndelige mester og børnene. Årene fløj bare derudad.

Ddd: Jeg tænkte også på det der med det enkle. Jeg havde jo rejst og sejlet og set, at der er så mange måder at leve sit liv på. Mange mennesker i verden lever meget mere enkelt. Der er mennesker, der skal gå efter deres vand. Der er mennesker, der skal gå ud i marken på toilet. Det er så relativt, hvad der er normalt. Samtidig er vi selvfølgelig vante til en vis standard. Og når man bliver ældre, har man vel også brug for lidt mere bekvemmelighed generelt.

Gitavali: Jo, desværre er det også lidt sådan. Vores ældste datter Vrinda flyttede tilbage til Danmark, da hun blev 18 år. Det endte så med, at vi også flyttede hjem til Danmark til Mors. Vores drenge gik på Almviks skole eller gurukula, som måtte lukke, fordi den ikke kunne løbe rundt. Det betød, at de skulle til at gå i en skole uden for selve Almviks Gård.

Andre ting spillede også ind. Sivanandas forældre var blevet gamle, og hans mor var syg. Vi tænkte også, at børnene bedre kunne få deres uddannelser her. Vi kom altså tilbage til Danmark.

Som det næste Krishnabevidste var vi med i Krishnahuset i Aarhus og med til at lave søndagsfest. Først holdt grhasthaerne søndagsfest på skift. Det fungerede ret godt. Men så blev vi enige om, at det var bedre at have et fast sted, hvor vi alle kunne mødes. Så havde vi Krishnahuset en del år.

Ddd: Det var et meget fint sted.

Gitavali: Ja, det var det. Jeg tror måske også, at jeg selv blev overrasket over, hvor stort et tab det var, da det ikke var der mere [det lukkede i 2017].

Ddd: Har du nogle erindringer af templet i København? Jeg kan huske, da I kom, den der familie ovre fra Fyn. Måske var det også på det tidspunkt, at I var på vej op til Almvik. I var nogle gange ovre i templet?

Gitavali: Ja. Vi kom allerede, da det lå på Frederiksberg. Da vi senere kom på Bauneholm, var det meget fint. Der fik vi jo et helt værelse. Det var meget opløftende. Det står som et kært minde for mig, når vi kom, og sankirtana kom hjem. Det var de vildeste kirtanaer. Man var virkelig opløftet. Den glæde, det var for alle, at sankirtana kom hjem. Man var samlet i et fællesskab.

Ddd: Det var nogle specielle kirtanaer.

Gitavali: Ja, de står som nogle store minder. Det var også dejligt oppe på Almvik, når der kom danskere op til festivaler.

Ddd: Der var kæmpestore vyasapujaer på Almvik og Janmastami på Korsnæs.

Gitavali: Ja, det var tradition, at hele Almvik tog til Janmastami på Korsnæs hvert år. Gaura Purnima var altid på Almvik. Det var store festivaler. Og så var der dengang vyasapujaer med Harikesa. Der blev holdt virkelig store vyasapujaer for ham med ekstra telte. 800 hengivne kom.

Ddd: Jeg tænkte også, at der var meget nordisk eller skandinavisk samarbejde på det tidspunkt. Det er også en del af historien i Danmark. Mange svenske hengivne har været hernede og gøre sankirtana i slutningen af 70’erne, starten af 80’erne og op igennem 80’erne. Janesvara, Priyavrata og Yogendra var hernede. Jeg husker, at Yogendra kom, da jeg gik på sankirtana i 90’erne. Han rejste nogle gange rundt med os på maraton. Der var så meget samarbejde mellem Danmark og Sverige og måske også med Norge. Det er der på en måde også stadigvæk.

Gitavali: Jo, det foregår stadig, f.eks med seminarer om sommeren. Men vi havde venner dengang, og jeg husker, at vi tog af sted til alting. Når der var Nrsimha-caturdasi, tog man ned på gården i Sydtyskland. Man kørte bare i vilde stræk derned. Flere chauffører på. Det var ikke noget med at holde og overnatte. Man var selvfølgelig også yngre. Jeg husker det hele som en stor rejse. Man skulle altid noget. Af sted til en festival, eller der skulle afholdes en festival, som man skulle forberede. Jeg kunne virkelig godt lidt det fællesskab. Det er lidt vigtigt for mig. Det er en af grundene til, at jeg vægter gården, som de nu har startet oppe i Manstrup. Jeg håber også, at der i fremtiden er mulighed for et fællesskab, hvor vi kan mødes alle sammen. Det synes jeg, at jeg også har oplevet lidt nu, hvor vi kan holde nogle festivaler engang imellem og samles lidt.

Ddd: Jeg har også stadigvæk en drøm om måske at kunne have en form for fællesskab. Det skal ikke være så topstyret. Lidt mere som en af de økolandsbyer, som vi har været rundt og kigge på, hvor man har lidt mere privatliv. Man vil selvfølgelig gerne have en høj åndelig standard, og samtidig vil jeg gerne have, at der er plads til alle mulige forskellige folk. Det er en fin balance, hvad man kan være fælles om, og hvad man ikke kan. At have sådant et fællesskab med hengivne er en kæmpestor ting.

Gitavali: Jeg kan huske, da vi kom op på Almvik, at vist nok Janamelaya sagde til os, at det var ret usædvanligt med sådan en stor familie med fire børn. Der er nok at se til. Der er ens eget åndelige liv, og så er der også børnene at se til.

Ddd: Har det været en fordel for dig og Sivananda at kende hinanden, og at I var sammen som en familie, før I gik med.

Gitavali: Det tror jeg.

Ddd: Det var jo ret fantastisk, at I var så enige om det.

Gitavali: Jeg tror, det var en stor fordel, at Sivananda og jeg havde mødt hinanden før, og vi havde talt om, at det var det, vi ville. Dermed ikke være sagt, at vi ikke har vores udfordringer. Dem har man jo lige meget, hvor man er. Og der var aldrig modstand fra børnene. Tværtimod kunne de lide livet blandt hengivne. Og jeg er også udmærket tilfreds med, hvor vores børn er i dag. De er alle sammen godt uddannede med gode jobs og familier. De er gode borgere. Jeg kunne have drømt om, at de blev store sankirtana-hengivne eller kirtana-ledere. Det gjorde de ikke, men de er på ingen måder negative. De siger: ”Mor, vi tror da også på Krishna.” De praktiserer ikke, men de ved, at Krishna er der.

Som lidt ældre har man lært, at Krishnabevidsthed er en indre ting. Det ydre betyder ikke så meget. Det er det indre, der skal vokse. Hvad siger hjertet? Når man starter med det, så følger man processen.

Ddd: Man kan måske sige, at da man var yngre, havde man meget travlt med at redde verden. Det har vi selvfølgelig stadig. Det er jo vigtigt at få delt budskabet og filosofien, men det er samtidigt også vigtigt, at vi giver folk en livsstil, hvor de kan praktisere. Vi skal ud og prædike, men vi skal også vedligeholde det, vi har.

Gitavali: Det tænker jeg også over. Jeg forsøger at gøre Krishnabevidsthed så naturlig som muligt. Bare for ti eller femten år siden ville jeg være stivnet, hvis et barn gik hen og rørte ved arati-tingene og begyndte at tage vandet op og syntes, det var sjovt at tage det op i hænderne og lege at lave en arati. Dengang ville jeg sige, at du må ikke røre det, men nu vil jeg sige, at selvfølgelig må du godt det. Så får de et naturligt forhold til det. Selvfølgelig kan jeg også tænke, at det er for slap en holdning at have, men jeg ved ikke, hvordan jeg skulle få det til at være naturligt, hvis de kommer og siger, at hjemme hos mormor og morfar tør vi ikke røre noget, for der er så mange regler. Jeg prøver at gøre det lidt naturligt, så de kan blive involveret.

Ddd: Der er jo også forskel på, om det er i et tempel, hvor børnene godt må lære, at der er ting, de ikke må gøre. Samtidig er det også vigtigt, at de bliver engageret, og ikke, at de bliver helt bange for det.

Kan du sige lidt om, hvad du har gjort af tjenester igennem tiden?

Gitavali: I Brørup havde jeg naturligvis børnene, og jeg hjalp til i køkkenet og i marken. Der var kæmpe kartoffelmarker og jordbærmarker. Der var selvfølgelig en del at gøre, og det var en virkelig fin tid. Børnene spiste så mange jordbær, at de var helt røde af at spise jordbær. Det måtte de også godt.

På Almvik havde vi vores åndelige mester. Min mand var hans personlige tjener. Vi skulle lave mad til ham, og der skulle vaskes og stryges tøj. Jeg har siddet mange aftener nede på syrummet med børnene. Jeg strøg Maharajas tøj, og de måtte sidde og læse i et eller andet.

Så gik jeg på alteret og klædte Deiteterne på. Den tjeneste kunne jeg virkelig godt lide.

Man var jo altid i gang. Jeg var med til at arrangere alle mulige ting. Det var fint. Så var der selvfølgelig harinama, men jeg var kun få gange ude at sælge bøger. Jeg har aldrig været en sankirtana-hengiven.

Ddd: Er der ting, du ville have gjort anderledes eller kunne tænke dig at gøre om?

Gitavali: En del år tænkte jeg, at vi aldrig skulle være flyttet til Danmark, men være blevet på Almvik. Det betyder så meget, når man er i miljøet og har et tempel med alle programmerne at gå til. Vi havde fællesskabet, men så lige pludselig boede vi bare for os selv. Der var selvfølgelig også hengivne, der besøgte os, men det var en rutsjetur.

Men nu er årene gået, og man har vænnet sig til at bo alene. Jeg er taknemmelig over, at vi har haft vores Deiteter hele tiden, for De ligesom holder én fast i det. Men at bo ved et tempel er meget mere, end man lige kan forestille sig. At være mange mennesker sammen er selvfølgelig også krævende, og der skal være økonomi til det. Men skulle jeg gøre det om, ville jeg nok være blevet på Almvik. Og når jeg kommer deroppe, er det ligesom at komme hjem igen.

Men der var så mange omstændigheder, og det er ikke sådan, at jeg slår mig selv i hovedet og tænker, at vi skulle bare have gjort det sådan og sådan. Det var åbenbart sådan, min rejse skulle være.